|||
Jeg er helt sikker på, at jeg ikke kan bidrage væsentligt til den verserende, øh, debat, om Twitter, Elon Musk, alternative platforme, og så videre.
For det første er det en temmelig kompleks og vildtvoksende situation, for det andet blev jeg hurtigt så træt af diskussionerne at jeg stort set ikke har fulgt med siden de første dage efter Musks overtagelse.
Så det her er primært en slags opdatering på mine egne små hverdagslige tanker om hvad jeg selv vil gøre, når det handler om Twitter, Mastodon og andre former for mere eller mindre social kommunikation på det store interwebs.
Jeg har ikke taget vildt drastiske beslutninger, men tror jeg sætter Twitter på pause en måneds tid eller to, for at se hvordan det går.
I mellemtiden er der Mastodon til social interaktion, bloggen på 4nd3rs.dk til ‘broadcasting’, og så LinkedIn til det mere arbejdsrelaterede netværk.
Jeg krydser fingre for at hverken den private eller professionelle kontakt til omverden vil lide nævneværdigt under forsøget…
Der er mange faktorer på spil, når man mere eller mindre bevidst skal vælge hvilke(t) netværk man gerne vil være tilstede på.
Hvor er mine venner, kolleger, familie? Er det sikkert? Er der gode apps til tjenesten? Beskytter firmaet mine data? Er direktøren til at stole på, eller en megaloman narcissist?
I praksis går det dog nok ofte sådan, at man bare tilfældigt prøver en ny app, og så hænger man pludselig fast. Sådan skete det i hvert fald for mig på Twitter.
Eller, faktisk lavede jeg en profil i 2007 som jeg slettede igen, fordi der intet skete i mit meget sparsomme netværk derinde. Det var først året efter at der pludselig begyndte at komme gang i den for alvor, og stort set siden da var Twitter mit foretrukne sociale medie.
Det var fantastisk at opleve både dialog, spas og diskussioner, og at være med til hashtag-twedagsbar og al den slags, og møde Twitter-vennerne også fysisk.
Nu tror jeg så også at 1) Danmark er et ret specielt Twitter-sted, og at 2) jeg har været privilegeret og heldig at slippe for de værste sider af tjenesten.
(Selv da jeg engang kom til at tweete noget, som afgjort i dag havde bragt mig i fedtefadet, slap jeg med et par sure svar og en mindelig afslutning…)
De senere år har jeg dog skruet alvorligt ned for min brug af sociale medier. Jeg har for efterhånden mange år siden slettet min Facebook-profil, og jeg måtte selvfølgelig også sige farvel til Instagram samtidig.
Som selvstændig har jeg omvendt efter 2017 været væsentlig mere tilstede på LinkedIn, og har faktisk haft mange fine oplevelser dér – på trods af platformens ry for at være fuld af pralende opslag fra selvudnævnte thought leaders…
Men Twitter har afgjort været dér hvor jeg har haft de sjoveste og mest meningsfulde interaktioner – meget ofte med mennesker som jeg ikke kender udover Twitter, endsige har mødt ude i den fysiske virkelighed.
Ikke desto mindre, så har jeg altså tilbragt væsentlig mindre tid derinde, nok mest fordi jeg er blevet gammel og endnu mindre social udadvendt (hvis det overhovedet er muligt), men nok også fordi der gradvis er sket en ændring af kulturen og anvendelsen af platformen. Jeg synes ganske enkelt jeg har savnet fornemmelsen af sammenhold og hygge, i mangel af bedre ord.
Det er dog nok hvad der sker med de fleste netværk henad vejen – og derfor er jeg også relativt skeptisk ved tanken om at Mastodon eller andre tjenester kan blive “det nye Twitter.”
Jo, måske en stund, men lige så snart der kommer nok brugere, medier og andre interesser på banen, så begynder det at køre skævt.
Af samme årsag kunne jeg sagtens forestille mig, at vi får en større underskov af mere nicheprægede og isolerede apps og tjenester, som vi måske vil bruge flere af i forskellige sammenhænge.
Det betyder jo at kommunikationen bliver fragmenteret og opdelt, men jeg er faktisk lidt usikker på om det egentlig er en dårlig ting?
Jo, det kan betyde at der samler sig forskellige interesser i filterbobler og siloer, og at vi måske vil miste noget af den store, demokratiske debat.
Omvendt er det jo nok utopisk at forestille sig, at det vil kunne lade sig gøre at lave den slags globale netværk for 4-6-8 milliarder brugere uden at gentage alle de problemer vi har set de sidste 10-15 års tid, fra Nationens debatforum på EkstraBladet til problemer med algoritmisk “moderation” hos giganter som Facebook, og syndfloderne af vold, trusler, mobning og så videre…
Under alle omstændigheder, så siger jeg altså nu et (foreløbigt?) farvel til Twitter, og sætter min profil på en form for uformel pause. Jeg sletter ikke noget, men skriver et sidste tweet, downloader mine 21.000 opslag, og fjerner Tweetbot og Twitter fra mine dimser.
De 3-4 andre profiler som jeg gennem tiden har lavet for at promovere projekter og mit firma har jeg nærmest ikke rørt i laaang tid, så de er allerede i en form for dvale.
Men altså: hvis man vil i kontakt med mig de kommende uger og måske måneder og år, så tjekker jeg kun mine mentions og DMs sporadisk. Find mig i stedet henne på Mastodon, på LinkedIn eller smid mig en mail via ahnissen.dk
Jeg har ikke udelukket muligheden af, at jeg vil reboote min profil, hvis Elon Musk mister interessen og lader Twitter finde sig selv uden hans kaotiske “styring”. Det ville være en overraskelse, men Twitter kan måske i den situation genvinde noget af sin gamle charme, og så afviser jeg altså ikke tanken om at vende tilbage. Så jeg sletter eller deaktiverer heller ikke mine profiler, men lægger dem bare på is.
Fordi jeg allerede har haft et faldende engagement med Twitter de senere år, så regner jeg ikke med at jeg pludselig begynder at tilbringe mange timer på alternative netværk – men en eller anden form for kontakt er jo rar, og det er en vigtig del af hverdagen at få indtryk, links, nyheder og kommentarer udefra – og at have et sted at udtrykke sig.
Indtil videre har jeg valgt at mit foretrukne “niche-netværk” er Mastodon, hvor jeg har lidt af fornemmelsen fra Twitters tidlige dage – også selvom det vil kræve væsentlig mere kuration af hvem jeg skal følge, for at jeg rigtig kan føle mig hjemme.
Som så mange andre lavede jeg en profil tilbage i 2018, da det første gang fik opmærksomhed, men har ikke kigget meget på det siden.
Men det er faktisk lidt hyggeligt at starte op igen, også fordi mange andre er i den samme situation, hvor vi lige skal lære nogle nye funktioner og mere eller mindre uskrevne regler at kende – og føle hinanden lidt på tænderne i de nye omgivelser.
Samtidig må jeg dog indrømme, at jeg jo også mister en masse ‘følgere’ ved at droppe Twitter – og det føles lidt ærgerligt. Men det er jo primært folk jeg har haft kontakt til i min rolle af vært på Harddisken, så det er måske rimeligt nok at jeg her snart 6 år efter min afgang ikke længere kan nyde godt af fordums tiders kendthed, minimal som den var.
Ellers holder jeg fast i at udgive mindst 3 opslag om ugen på min gode gammeldaws blog, 4nd3rs.dk, hvor jeg i over 4 år har holdt stort set samme kadence.
Der er ikke mulighed for at kommentere eller dele med sjosjale knapper eller noget, og det er egentlig mest en blog-dagbog til mig selv. Men skulle man alligevel have lyst til at følge med er der et rss-feed lige her.
Jeg nyder faktisk at skrive eller lægge billeder ud dér, og af samme årsag har jeg også skævet voldsomt til Micro.blog, som er en slags kombination af blogging og en endnu mere niche-agtig udgave af Mastodon.
Da jeg forsøgte mig for efterhånden en del år siden var der dog næsten ingen danskere, og netværket var så begrænset at jeg følte at jeg ligeså godt bare kunne publicere på mit eget domæne.
Men kunne jeg transplantere bare 50 procent af mit Twitter-netværk til en anden tjeneste med et snuptag, så tror jeg faktisk at micro.blog ville stå højt på listen.
Anyway. Jeg håber at Mastodon bider sig fast, tackler sine udfordringer og om ikke andet kan give mig den sociale og professionelle kontakt jeg har behov for, med alt fra fjollede gif’er til politisk analyse.
Hvis ikke, jamen så må vi jo ud at kigge efter alternativer. Der bliver næppe noget – heller ikke Mastodon – der bliver en rigtig erstatning for Twitter, men jeg håber at elefanten finder sine egne ben og sin egen kultur.
Uanset hvad, så håber jeg vi (fortsat) mødes derude – et eller andet sted.
