|||
Jeg bliver snart 53, og har absolut tænkt mig at bruge det som undskyldning for at gentage mig selv. Så er man advaret.
Men altså – jeg har igen-igen erkendt om mig selv, at jeg har en lidt skamfuld tendens til at lade mig rive fuldstændig med af ideen om et eller andet nyt projekt, der så få måneder efter samler støv i et hjørne.
Nogle gange involverer det dimser og gear, andre gange foregår det i det digitale univers, og atter andre handler det om vaner og rutiner i hverdagen.
Under alle omstændigheder synes jeg afgjort at det er lidt pinligt, ikke mindst i de tilfælde, hvor jeg har fortalt vidt og bredt om min nye passion – som jeg så (af forskellige årsager) dropper igen.
For at det ikke skal være løgn så er det, som overskriften antyder, oven i købet en erkendelse jeg gør mig med jævne mellemrum, tilsyneladende uden at jeg så lærer nogetsomhelst af det?
Man kan jo håbe på, at lektien denne gang sidder bare lidt bedre fast…
For nærmest præcis to år siden handlede erkendelsen om en guitar, som blev sat til salg i juni 2022, og som gav anledning til denne sølle svada:
I min voksne tilværelse har jeg forsøgt at begrave mig i alt fra The Simpsons og mindfulness til whiskydrikning og hjemmelavet iPad-musik, men hver gang falmer begejstringen og projektet dør i et støvet hjørne.
Og den kedelige, og meget forsinkede, erkendelse er nok, at jeg bare ikke har nysgerrigheden, disciplinen eller den moralske habitus til at fastholde engagementet, på trods af de gode hensigter.
Denne gang handler hobby-fiaskoen om mit fantastiske nye Fujifilm X100VI-kamera, som jeg skrev begejstret om for ganske få måneder siden.
X100VI – I hardly knew you
Mit seneste kameraeventyr (for ja, jeg købte også kamera tilbage i 2009) fulgte det efterhånden velkendte mønster:
Jeg har været vild med mit X100VI, jeg har fået taget nogle ganske fine billeder, og jeg har fået genvakt mit lidt mere aktive blik på omgivelserne, men…kameraet har på en eller anden måde fyldt for meget i hverdagen for en struktur-autist som mig.
Jeg oplever også, at jeg kun kan overskue ét kamera og billeder fra ét apparat – og da jeg jo alligevel altid har min iPhone på mig, så må det blive dén der er i fokus.
Og så er jeg nok også sådan indrettet, at hvis jeg ikke kan gå 100% ind i et projekt, så vil jeg hellere lade være, fremfor at rode halvhjertet omkring.
Så her til aften er kameraet sendt videre til en ny ejer, der lover at tage sig godt af det, og som – er jeg sikker på – kommer til at bruge det meget mere og meget længere, end jeg havde evner til…
