I de sidste par måneder har jeg været supernysgerrig på udviklingen af den nye note-app Craft.
Jeg er ellers seriøst glad for Bear-appen, som jeg har brugt i en del år - men er selvfølgelig altid på jagt efter noget endnu bedre.
Og Craft har virkelig potentiale: den er ganske lækkert designet, fungerer sømløst på tværs af iOS og macOS, og har en besnærende organisering:
Sagt ganske kort kan man næsten Inception-agtigt grave sig dybt ned i relaterede dokumenter og blokke, som allesammen kan linkes sammen i en slags wiki.
Craft minder på mange måder om Notion, dog med færre avancerede funktioner, men til gengæld med bedre design.
Forleden tog jeg springet og købte et års abonnement formedelst $49.99.
Det var måske ikke helt velovervejet, men min podcastmakker Jens og jeg besluttede os for at prøve at bruge Craft til vores ScifiSnak-arbejde, og så - vupti - havde jeg pludselig abonnement…
Nu har jeg så prøvet at bruge Craft til manus, noter, linksamlinger, etc en uges tid, og må erkende at Craft ikke er klar endnu. I hvert fald ikke til mit behov.
Der mangler stadig en masse grundlæggende ting især omkring import og genveje, og så er systemet hvor siderne er opbygget af blokke (tekst, billeder, links, grafik, filer, etc) smart - men også til tider møgirriterende.
Men jeg er stadig optimist, og synes at appen har masser af potentiale - og de seneste uger er der næsten hveranden dag kommet fine nye opdateringer og funktioner, så jeg håber også at mine dollars kan hjælpe med den fortsatte udvikling…
Det skal nok blive til noget en dag!