|||
Her på det seneste har det slået mig, at 47 åbenbart er den alder, hvor jeg synes jeg for alvor er ved at blive senior-agtig.
Det er lige i den tidlige ende, hvis I spørger mig - selv for én, der som mangeårig P1-medarbejde jo er professionelt gammel.
Men jeg synes jeg de seneste måneder har lagt mærke til, at jeg ofte kommer til at sige “de unge mennesker”, at jeg bliver irritabel over lyde fra naboerne, at jeg har det okay med at stort set alle dage (aftener) ligner hinanden, at at mit skæg efterhånden er næsten fuldstændig gråt og at det bliver sværere og sværere at løfte vægte nede i centret.
Jeg håber dog, at jeg trods alt stadig kan holde mig bare en lille smule på tæerne - og blive ved med at være nysgerrig og parat til at opsøge ny viden. Det er sgu næsten det vigtigste.
Nåja, og så kan det jo også være, at det bare er en lille midtvejskrise og at 48 (Cadmium!) bliver starten på en ny ungdom? Vi får se…
