|||

Afgrunden - en øvelse i at tænke det helt store perspektiv

De sidste par uger har jeg – sideløbende med andre bøger – høvlet mig igennem Toby Ords The Precipice: Existential Risk and the Future of Humanity.

Kort fortalt ser bogen på hvilke risici der kan true selve menneskehedens fortsatte eksistens – fra asteroidenedslag til bioterror og meget mere – og hvad vi kan gøre for at undgå det.

Det er både skræmmende og (potentielt) opløftende at læse om hvordan vi på mange måder står på afgrundens rand, men dog samtidig i vid udstrækning faktisk selv kan vælge om vi tager skridtet udover kanten, eller træder tilbage og udstikker en ny kurs.

We need to take decisive steps to end this period of escalating risk and safeguard our future. Fortunately, it is in our power to do so. The greatest risks are caused by human action, and they can be addressed by human action. Whether humanity survives this era is thus a choice humanity will make. But it is not an easy one. It all depends on how quickly we can come to understand and accept the fresh responsibilities that come with our unprecedented power.

Tobys særlige sovs er dog, at han formår også at opridse hvad der er på spil. Hvad betyder det egentlig, hvis vi udsletter os selv fra planetens overflade?

Og det handler, sagt meget kort, om formodentlig mindst 800.000 års fortsat udvikling og evolution, både biologisk, kulturelt, politisk, teknologisk ogvidenskabeligt.

Det er immervæk en slat, der altså potentielt bliver udslettet, hvis vi ikke tager os sammen og gør noget ved tingene.

QikReview(tm)

The Precipice er afgjort værd at læse, for der er masser af dyb indsigt og værdifuld viden – og Toby Ord holder sig ikke tilbage for at mene noget om hvad vi bør gøre.

Men bogen er stærkest, når han gennemgår konkrete trusler og taler om hvilke forholdsregler vi kan tage, fra det konkrete og nære i vores hverdag og karriere, til vidtløftige tanker og håb om internationalt samarbejde og en menneskehed der kollektivt bevæger sig i retning af visdom, samhørighed og ansvarlighed… (yeah, right).

Omvendt trækker han lidt for tit på sin baggrund i filosofien, og forfalder til at bruge alt for meget tid på at tale om strukturelle forskelle på sandsynligheder for det ene eller det andet, eller hvorfor den ene slags eksistentiel trussel måske eller måske ikke er lige så slem som en anden.

Det er akademisk interessant (for nogen), men fylder desværre for meget. Og så må jeg også indrømme, at der nok bare er lidt for meget halvabstrakt fluff om håb og samarbejde og ny viden und so weiter – det er bestemt velment og kommer fra det rette sted, men alligevel.

Jeg tøver dog ikke med at anbefale den, som en paradoksalt optimistisk antidose til den desperation jeg i hvert fald selv ofte forfalder til, især i forhold til klimapokalypsen(tm), der i mit perspektiv er vores største selvpåførte eksistentielle risiko.

PS. Det er en af de fagbøger, der stort set slutter halvvejs inde, og så er resten appendix, litteraturlister og den slags – som jeg ikke har fået gravet så dybt i, men som nok er værd at vende tilbage til.

Up next Dyrt display – men jeg ælsker det Bananmærker – blast from the past Jeg ved ikke om jeg længere kan kalde det en hobby, for det er mange år siden jeg har gjort noget aktivt for at holde den vedlige. Ikke desto mindre
Latest posts Flere spejltræer Regn og blæst i Aalborg Jeg kom til at bestille et kamera Spejltræer Det er AInders der snakker Jeg elsker tåge Obligatorisk ProFie God udvikler-service Cooking with data Navlepillende navneleg Søgning på steroider Komplet irrationelt kamera-begær Efter gadefesten Syv år som selvstændig Tirsdags-udsigt Ny abonnementtracker-app Skulderklap fra min digitale assistent Tillykke med de 40 til Macintosh Nye tanker om produktivitet og processer 100 små ideer Blad i frostvejr Promptkursus Harddisk-jubilæum 14.190 skridt om dagen Christiansborg i tåget morgenlys Årets Tema 2024 Årets tema 2023 – sådan gik det Floaking Feriearbejde Dagens ristning Sic Transit Gloria Macintosh