|||
Folk der kender mig ved, at jeg tager klimapokalypsen temmelig alvorligt. Skal jeg være ærlig, læner jeg mig nok i faretruende grad op af en mere eller mindre permanent klimadepression.
Jeg tror egentlig godt at vi kunne gøre noget ved problemerne, men jeg er kyniker og pessismist nok til at gætte på at vi ikke kommer til at gøre det.
Anyway, det kunne jeg skrive meget og længe om – men i denne sammenhæng vælger jeg i stedet at linke til en rigtig fin artikel i The Atlantic, med den kække titel “The People Cheering for Humanity’s End”
Om lidt bliver her stille
Artiklen ser på de to (store og ret løse) grupper af personer, som basalt set mener at menneskehedens tid på kloden er ved at være slut.
Nogle kommer fra klima-aktivist-øko-hippie-siden, og mener basalt set at kloden og biosfæren ville have det bedre hvis vi ikke var har – og de tænker at det måske er fint nok hvis vi slår os selv ihjel før kloden bliver fuldstændig fucket op.
It says that our self-destruction is now inevitable, and that we should welcome it as a sentence we have justly passed on ourselves. Some anti-humanist thinkers look forward to the extinction of our species, while others predict that even if some people survive the coming environmental apocalypse, civilization as a whole is doomed.
Den anden gruppering er transhumanister, som mener at teknologisk og videnskabelig turbo er vejen frem mod et globalt (og måske galaktisk) samfund, hvor vi ikke længere er bundet i biologiske kroppe, og i øvrigt har fået så stor og gennemgribende kontrol med verden omkring os, at vi snildt kan tackle både klimakrise, energiforbrug, sygdom og hvad vi ellers kaster os over.
Transhumanism, by contrast, glorifies some of the very things that anti-humanism decries—scientific and technological progress, the supremacy of reason. But it believes that the only way forward for humanity is to create new forms of intelligent life that will no longer be Homo sapiens.
Tilhængere af de to verdenssyn er dog enige om én ting: Det ville være bedre, hvis vi ikke var her.
The anti-humanist future and the transhumanist future are opposites in most ways, except the most fundamental: They are worlds from which we have disappeared, and rightfully so.
Som teknologifascineret klimatosse sidder jeg stort set midt i det hele – på godt og ondt.
Jeg kan ofte have science fiction-drømme om en fremtid hvor det er lykkedes os at tackle udfordringerne og tage fuld kontrol over vores skæbne (se fx Culture-serien eller Alastair Reynolds’ bøger), også selvom sandsynligheden nok er relativt minimal.
Omvendt kan jeg altså også sidde og se på hvad vi har gjort ved kloden og tænke, “hvorfor er det egentlig at vi skal være her, når vi ikke kan finde ud af at passe på kloden?”
Jeg er altså langt fra parat til at omfavne fanatismen, hverken i den ene eller den anden lejr, men kan godt se hvor begge synspunkter kommer fra.
Foreløbig bliver jeg dog nok bare hængende her i hverdagen, med et trist blik på vores fælles deroute.
