|||
Jeg har været ganske stor fan af forfatteren Steve Toltz siden debutromanen “A Fraction of the Whole”, og glædet mig til hans nyeste, der kom i foråret.
“Here Goes Nothing” er en temmelig syret historie om en mand der bliver slået ihjel (af en døende ex-læge, der har løjet sig adgang til hovedpersonens og hans gravide kones hus!), og opdager at der er et efterliv – som dog er lige så fucked op som den verden han kommer fra.
En global pandemi i “den virkelige verden” betyder blandt andet at der er så mange nytilkomne i efterlivet, at al bureaukratiet bryder sammen - og det er bare begyndelsen.
Anyway, det skal nok opleves.
Men noget af det jeg holder ret meget af ved Toltz, på trods af de irriterende personer, det kyniske blik på mennesker og samfund, og de mildest talt deprimerende historier - det er mandens eminente evne til at skrive hylemorsomme, spiddende og citerbare one-liners.
Jeg lånte bogen gennem Libby-appen på min Kobo (en fin måde at læse ebøger fra biblioteker i USA), og glemte helt at gemme mine highlights, hvilket jo er noget sjusk.
Men jeg fandt lige det her, som måske kan illustrere bare en lille smule af hans særlige stil.
“Now that I’m dead, I dwell on this kind of thing a lot: how I often made life choices to avoid the disapproval of those who hadn’t even noticed me standing there; how I longed to be liked by the very people I disliked in case finding me objectionable was contagious and would spread throughout the general population; how—and here’s the sad truth—if all my reversals of fortune had been private, I’d have been mostly fine with them.”
Jeg er i øvrigtikke den eneste, der er begejstret.
