|||
Jeg hopper som sædvanlig lidt rundt mellem streamingtjenesterne for tiden, for at undgå at have for mange parallelle abonnementer og for mange valgmuligheder.
Apple TV+ er faktisk stadig den eneste tjeneste jeg altid har kørende – dels fordi folkene bag er ret ferme til altid lige at køre en serie som jeg må se, dels fordi prisen er ganske konkurrencedygtig.
Her i foråret har jeg igen været igennem et skifte, og føler næsten lidt jeg har fået et overload af serier. Nogle rigtig gode, andre bare underholdende nok til at jeg lige skulle se dem færdige.
Og så er jeg startet på mindst et par dusin, som meget hurtigt viste sig at være ligegyldige, irriterende eller decideret dårlige. Dem gider jeg ikke bruge mere tid på, men her kommer til gengæld en lille håndfuld serier, der på hver deres måde har været fine eller endda fantastiske – i hvert fald for mig.
På det seneste har jeg virkelig været glad for The Diplomat, også på Netflix, der handler om en modvillig nyudnævnt amerikansk ambassadør i London og de både private, diplomatiske og agent-agtige forviklinger. Den var både sjov og spændende og havde både hjerne og hjerte, og jeg pløjede mig igennem sæson 1 på et par uger, og glæder mig til sæson 2.
For nylig så vi det engelske retsals-high society-drama Anatomy of a Scandal på Netflix, og selvom det altså ikke er nybrydende tv, så var det et solidt og krøllet drama med gode præstationer, dog tenderende i retning af glittet magasin.
Tidligere på foråret så vi Daisy Jones & The Six på Prime Video, ikke mindst fordi vi begge havde læst bogen med stor fornøjelse. Bogen og serien handler om et fiktivt band fra 70’erne, som vi følger fra den meget ydmyge start over successen til de brænder fuldstændig sammen i interne stridigheder.
Serificeringen var lidt ujævn – blandt andet skulle de nok have droppet de fiktive “dokumentar-optagelser” med hovedpersonerne 15 år efter – men det var virkelig medrivende og velspillet og vi følte os bare i godt selskab, simpelthen. Og selvom det fiktive bands musik ikke specielt var noget for mig, så var skuespillernes musikalske præstationer virkelig imponerende.
Endelig bliver jeg nødt til (igen) at anbefale Shrinking på Æble TV Plus – en sær lille serie om en psykolog hvis kone er død, og som beslutter sig for radikal ærlighed som en strategi for at komme ud af depressionen. Den er både sjov, sød, varm, rørende og…ægte – og minder i virkeligheden meget om Ted Lasso (og Brett Goldstein har da også været med på manussiden). Nåja, og så er det ret funky at se Harrison Ford i en temmelig anderledes rolle.
Men ingen anbefalinger uden også at dryppe lidt malurt i bægeret.
Jeg havde virkelig glædet mig til tredje sæson af Ted Lasso og sidste sæson af Succession her i foråret, men må indrømme at for mig lever ingen af dem op til mine forventninger – eller til de foregående sæsoner.
Lasso kører videre i samme spor, men det virker påtaget og mekanisk sammenlignet med tidligere, og i Succession føler jeg at de bare har blandet kortene og spiller dem igen uden at tilføje nogetsomhelst nyt – alle afsnit foreløbig kunne have været en del af de tidligere sæsoner.
I begge serier er der afgjort gode øjeblikke, med hjerte og humor i fodboldklubben i Richmond, og med drama og ondskab i medieimperiet i New York, men for det meste føles det som om de begge bare træder vande.
Ah, well. Heldigvis er der jo masser af andet man kan se…
