|||
Visemusik er normalt ikke ligefrem en genre jeg dyrker, men jeg ææælsker Cornelis Vreeswijk – også selvom jeg må indrømme, at jeg af nostalgiske årsager nok har svært ved at vurdere hans oeuvre objektivt.
Da jeg var barn kørte Cornelis’ mange, mange plader nærmest på repeat derhjemme, og jeg tror de svenske viser og hans helt særlige vibe bare har indlejret sig i min krop og psyke undervejs.
Derfor var det selvfølgelig også helt oplagt at se den biografaktuelle dokumentar “Cornelis Vreeswijk: Nogle går i udtrådte sko”. Så samme dag hvor jeg besøgte Billund for at bygge LEGO sprang jeg også af toget i Odense på vejen hjem, for at mødes med min far så vi kunne se dokumentaren sammen, og dyrke den fælles passion.
En mand og hans guitar
Filmen blev i øvrigt vist i Cafébiografen, som jeg var fast gæst i tilbage i slut-firserne – men det var godt nok længe siden jeg havde set film dér, og jeg havde glemt hvor lille den lille sal er, og at lærredet ikke er meget større end mit tv… Det var noget af en kontrast til ugen inden, hvor vi så Dune: Part 2 i Big Bio Nordhavn med motoriserede liggestole, Atmos på vindstyrke 12 og hele fejemøget.
På trods af de beskedne omgivelser var det en superfin oplevelse, og det er vildt hvor mange gamle film- og lydoptagelser der var med Cornelis. Dokumentaren er ikke nyskabende eller dybdeborende, men giver dog et fint indblik både i Cornelis Vreeswijks historie, komplekse sind og naturligvis hans musik – og holder sig heller ikke tilbage fra at fortælle historierne om hans til tider forfærdelige opførsel (selvom den måske godt kunne have dvælet lidt mere ved Cornelis’ mange problemer). De fleste anmeldere er enige.
Cornelis var jo klart ekstremt musikalsk og en tekstforfatter af en helt særlig kaliber, og så havde han bare charme i kassevis – selvom han altså også kunne være et selvoptaget røvhul der drak, tog stoffer, kom i slagsmål og var fuldstændig ligeglad med andre end sig selv. Taget i betragtning at han mest gjorde sig i viser, blues, samba og folkemusik, så var han bare temmelig meget rock’n’roll.
Det kom forresten som lidt af et chok for mig mens vi så filmen, at han kun var 50 da han døde af leverkræft. Jeg vidste det jo godt, men pludselig kom det tæt på – som 52-årig er jeg afgjort begyndt at lægge mere mærke til hvor unge eller gamle folk var, da de døde…
Men det vigtigste var, at min far og jeg hyggede os gevaldigt med både mad, film og musik – også selvom vi for 117. gang ærgrede os over at vi aldrig nåede at se Cornelis optræde live. Til gengæld har den flyvende hollænder så kørt i loop i Tidal i flere dage, og jeg benytter lejligheden til også at dykke ned i hans Bellman- og Taube-fortolkninger, som ellers aldrig har været mit førstevalg.
Cornelis var virkelig en af de største.
