|||
Forleden hørte jeg en episode af DTNS – Daily Tech News Show – hvor de snakkede om blogs som fænomen, og gjorde en slags status her på falderebet af 2024.
Snakken var inspireret af, at det nu er 20 år siden at Merriam-Webster ordbogen netop valgte ‘blog’ som årets ord 2004.
Og selvom jeg ikke har blogget uafbrudt siden dengang, så føler jeg dog alligevel at jeg har været med det meste af vejen – og nok endda også før 2004.
Jeg kan huske de tidlige dage, hvor vi på Reboot-festivalen snakkede op og ned af server-racks om weblogs, og fulgte med i alt hvad Dave Winer mente, og alt hvad Justin Hall skrev.
Og skal man gå endnu længere tilbage, så blev ordet ‘weblog’ første gang brugt i 1997, mens ‘blog’ åbenbart fejrer sit 25-års-jubilæum i år (angiveligt var det Peter Morholz som forkortede det og smed ‘we’ væk i 1999).
Jeg kan også huske alle de mere eller mindre seriøse forsøg på selv at skrive blogs i diverse webtjenester, og hvor de første 5-7 posts ofte handlede om at blogge, inden det lige så ofte stille løb ud i sandet igen.
Jeg kan altså ikke påstå, at jeg også selv har 20-års jubilæum, selvom jeg i de sidste to årtier faktisk har skrevet noget der minder om blogs rundt omkring på nettet – privat og på DR i de glade Harddisken-dage, minus den periode hvor vi allesammen bare skrev på Twitter og Facebook og andre sociale medier i stedet.
Ikke desto mindre, så vil jeg dog alligevel gerne markere jubilæet, og klappe mig selv lidt på skulderen for trods alt i de sidste 8 års tid at have blogget ret kontinuerligt her på adressen.
Aktuelt har jeg i knap 3 år faktisk postet mindst 3 gange om ugen, og selvom det ofte bare er fotos, og selvom niveauet afgjort ikke altid er lige højt, så er det altså i det mindste ret stabilt.
Jeg har dog forlængst gjort op med mig selv, at mine posts ikke behøver være stor litteratur, dybe tanker eller sydende hot takes.
Mine opslag er som regel bare daglige eller ugentlige små tanker, projekter eller oplevelser, og jeg betragter blogs – og i hvert fald min egen blog – som noget der ligger i det sære krydsfelt mellem privat og offentligt.
Det er tættere på det private end SoMe, og jeg forventer ikke rigtig at nogen læser den, endsige reagerer på den, men omvendt synes jeg det er sjovt når det sker – og det er trods alt også derfor det sker på nettet snarere end i Day One eller en anden dagbogs-app.
