Jeg er generelt mildest talt pessimistisk med hensyn til vores kollektive evne til at gøre noget ved klimapokalypsen.
På trods af den megen snak sker der ikke rigtig noget, og her et par uger efter det seneste COP-møde er dagsordenen nærmest forsvundet igen, i hvert fald fra medierne.
Jeg har tidligere tænkt på, hvad man så egentlig kan gøre selv – og fifler lidt med en idé til en roman (eller måske en serie på Netflix), der tager dén tanke ud i nogle halv-ekstreme retninger.
Men jeg er ikke alene med overvejelserne og tanken om at gå mere radikalt til værks – og det er jo også en gammel “tradition”; tænk bare på kvinderne der lænkede sig sammen uden for Sellafield i England, eller Greenpeace-skibene der har lagt sig imellem hvalfangerskibe og de truede hvaler.
I dag fald jeg også, via det glimrende nyhedsbrev Føljeton, over svenskeren Andreas Malm og hans nye bog, How to Blow Up a Pipeline: Learning to Fight in a World on Fire.
Så vidt jeg kan forstå er der dog ingen særlig konkrete handlingsanvisninger i bogen, der mere går ud på at argumentere for hvorfor det er moralsk forsvarligt og ligefrem næsten et moralsk krav, at vi går til direkte angreb på de fossile industrier.
Han understreger – heldigvis og uomgængeligt – dog at det ikke handler om personangreb, men om sabotage og ødelæggelse af de maskiner og den infrastruktur, der bidrager mest til CO2-udledningen og den fortsatte katastrofe.
Jeg ved ikke om jeg helt er parat til at give ham 100% ret, men jeg kan godt mærke at jeg er fristet af tanken…
(Og ja, jeg ved at det så måske er dumt at blogge om det, hvis jeg på et eller andet tidspunkt kravler omkring i balaclava og propper cement i rørledninger eller hvad man nu kan finde på…)