|||

Klimapokalypse – med glimt af håb

Jeg er ved at udvikle et pænt stort man crush på scifi-forfatteren Kim Stanley Robinson (KSR).

Han brød for alvor igennem med Mars-trilogien (som jeg indrømmet ikke er kommet helt igennem), men har især i de senere år også markeret sig med klima-fokuserede romaner som New York 2140 og Ministry for the Future.

Jeg har her de seneste dage netop læst Ministry… og er HELT oppe at køre. Det er ganske enkelt fremragende.

KSR skriver fængende, funky, varieret, indsigtsfuldt, nuanceret og sjovt – mens han på forbilledlig vis tegner klimapokalypsens katastrofale konsekvenser, samtidig med at han (med fiktions-forfatterens licens) faktisk peger på en mulig vej fremad. Oven i købet uden at blive hellig!

Ikke at det bliver sødsuppe-agtigt med teknologi-som-magi, og ikke at menneskeheden i romanen bare tackler alle problemerne i tilbagelænet stil. Men det lykkes ham at give et indtryk af, at vi kan – hvis vi vil, og ikke mindst hvis vi gør noget. Nu.

Nogle af “løsningerne” er temmelig radikale – sabotage og decideret terror – mens andre er noget mere spiselige, selvom de kræver en fuldstændig omkalfatring af især finans og bankvæsen. Jeg vil ikke spolere fornøjelsen ved at gå i detaljer.

Så…et glimt af optimisme, midt i al dystopien. Hvilket må siges at være en præstation, al den stund at romanen lægger ud med 20 millioner døde i en indisk hedebølge og en af de mest deprimerende og skræmmende scener jeg har læst længe.

(BONUS: Hvis man vil have en lille forsmag, så kan man lytte Azeem Azhaars interview med KSR i podcasten Exponential View).

Ubehageligt aktuel

Nu kan man jo ikke åbne en browser uden at blive ramt af adskillige dårlige nyheder om hvor skidt klimaet og kloden har det, men min læsning af Ministry faldt især sammen med årets såkaldte “Overshoot Day”, hvor vi kollektivt har brugt alle de ressourcer på planeten som med rimelighed kunne forventes at blive fornyet naturligt. Så herfra er det bare overforbrug…

Derfor føltes Ministry ubehageligt aktuel, og jeg mener afgjort at det er en bog alle bør læse. Og ikke mindst har jeg fået den tanke, at især (danske) politikere bør læse KSR. Det lader nemlig ikke til at de rigtig har forstået situationens alvor?

They were only really doing things to try to ameliorate the situation they were falling into after it was too late for those things to succeed. They kept closing the barn door after the horses were out, or after the barn had burned down. At that point their actions, which a few years or decades earlier might have been quite effective, weren’t enough. Maybe even close to useless. Over and again it was a case of too little too late, with nothing stronger anyone could think of to apply to the worsening situation.

Hvis jeg ser på hvad der bliver gjort (og ikke gjort), så tror jeg hverken de har forstået katastrofens omfang, hvor vigtigt det er at der bliver gjort noget nu, hvor meget der skal gøres – eller i hvor høj grad det er deres forbandede ansvar og pligt at gå forrest i arbejdet.

Ministry for the Future er en bog der favner alle disse ting – og jeg kunne godt forestille mig, at den slags historiefortælling kunne gøre en forskel, og virkelig banke alle de grumme pointer på plads, samtidig med at der bliver vist om ikke en vej, så i hvert fald en retning fremad.

Romanen er mig bekendt ikke kommet på dansk, så jeg fik ligefrem den tanke at jeg ville tage nogle måneder fri for (med KSRs velsignelse, forhåbentlig) at oversætte den selv, så jeg kunne sende den til Folketingets medlemmer, og så måske en 100-500 nøglepersoner i dansk organisations- og erhvervsliv.

Det er nok ikke superrealistisk (og jeg er absolut ikke sikker på, at jeg ville kunne yde romanen retfærdighed), men…jeg får afgjort lyst til at gøre noget, og forsøge at bidrage med…hvad det nu kunne være jeg havde kompetencer til.

For ellers sidder jeg bare de fleste dage tilbage med den fornemmelse, som KSR i romanen kalder ‘the everything feeling’:

Eight billion people, all stuffed in here.” She tapped her chest. “No wonder if feels so crowded. All smashed into one big mass. The everything feeling.” Frank nodded, trying that on. That feeling of pressure in his chest. The headaches. Call it the everything feeling. A new feeling, or a new blend of feelings, bitter and dark. Not unlike despair.

Up next Det var vist ikke meningen at den skulle kunne skilles ad 3 mio skridt
Latest posts Netværk for imaginære podcasts Domæner med løse ambitioner Flyv op og bed om bedre vejr Orion har strammet bæltet Time management på WWDC I havnen Cyklisk selverkendelse – nu med kamera Jeg forsøger at omfavne kaos Den Store Fragmentering Podcast-manus i frit flow Jeg blev ikke hooked på Hookmark Ufrivilligt tjek af ny noteapp Så er vi igang med Bloom 2024 Det glæder jeg mig til på årets Bloom OLED blev min skæbne Endelig et sort Apple-kabel Fantastiske Fantastical med forbedret Todoist-integration Shopping under broen Fjernoptagelse med funktionssyge Usynlige filmtricks Nice spot Opdatering fra manipulator-land En tur på skolebænken igen med Coursera Sløv søndag Tekst-manipulator Røsnæs Rundt Meta-mastodon Lys, vand og skygger Er RCMD-appen det digitale benspænd jeg har brug for? En uge med udskrifter i Apple Podcasts Der er lyserødt derude