|||
Forleden var jeg kæk nok til at prale med, at jeg nu 5 år i træk har gået minimum 10 kilometer om dagen, hver eneste dag.
Så er det vel også rimeligt nok, at jeg også deler, at jeg til gengæld i dag er det tungeste og fedeste, som jeg har været i de 11 år jeg har tracket min vægt og fedtprocent.
Suk.
Og ja, der er masser af ting jeg kunne sige til mig selv.
Det er stadig ikke noget, der bare minder om at være sundhedsmæssigt problematisk.
Det er ikke godt at fokusere så meget på vægt.
Og bla bla bla.
Faktum er, at jeg har det dårligt med fornemmelsen af den ekstra vægt der har sneget sig på de sidste par år, og jeg bliver nødt til at gøre noget ved det.
Det er simpelthen en mental belastning, der hele tiden irriterer og frustrerer, hver dag.
Jeg er dog så voksen (ha!) efterhånden, at jeg godt kan sige til mig selv, at det er et marathon, ikke en sprint.
Så ingen radikale kure eller kostplaner – i stedet en gradvis omlægning af spisningen, og ikke mindst nedtrapning af de kolossale mængder af nødder jeg spiser.
Nu må vi se hvordan det går. Forhåbentlig den rigtige vej, og så kan jeg løbende justere spisningen.
Jeg har nok behov for relativt hurtigt at se en positiv udvikling til at give mig lidt ekstra motivation, men jeg håber også at have overskud til at sige “pyt”, hvis (når!) det ikke går den rigtige vej.
Ja, jeg er en 50-årig mand, der stadig går uforholdsmæssigt (og usundt) meget op i sin vægt.
Men i det mindste ved jeg det godt selv…
