|||

Vil du købe en stille guitar?

Jeg må med beklagelse – og lidt skam – erkende, at min drøm om at genoptage min ungdoms guitarspil er bristet.

Sidste år gik jeg ellers all-in på projektet, og købte både en ny, fin guitar og en lille øveforstærker, og et kursus så jeg kunne genopfriske alle de mestendels glemte fingerfærdigheder.

Men efter et par måneder med ganske engageret brug, okay fremskridt og en god portion fine oplevelser er drømmeballonen først falmet og nu fuldstændig flad.

Guitaren hænger og samler støv i skabet, forstærkeren har ikke været tændt i månedsvis, og den hårde hud på fingerspidserne er forlængst blevet blød igen.

Jeg har også afmeldt nyhedsbrevet fra folkene bag det iPad-baserede guitar-kursus, fordi det simpelthen blev for trist hver mandag at blive mindet om fiaskoen.

Undervejs forsøgte jeg også at booke mig selv i kalenderen en halv time tre gange om ugen til at øve, men blev efterhånden træt af hver evig eneste gang bare at slette eller flytte aftalerne med mig selv til næste dag…

50-års guitar

Jeg slås lidt med to forskellige fortolkninger af oplevelsen – en ærgerlig og en mere ærgerlig.

Lad os begynde med den første ærgerlige version.

Som jeg nævnte købte jeg guitaren sidste år – tre måneder inden jeg rundede de 50.

Og selvom jeg egentlig ikke fornemmede at det skarpe hjørne i sig selv var et større problem – jeg kan faktisk på en bagvendt måde godt lide at være i 50’erne – så er det svært ikke at tolke købet som et klassisk mid life crisis-projekt.

Guitaren var mine læderbukser, min røde sportsvogn, mit håbløse forsøg på at finde tilbage til en tabt ungdom.

På den måde var det jo dømt til at mislykkes.

Eksistentiel krise

Den anden ærgerlige version er mindre klichéfyldt, men måske mere eksistentiel udfordrende.

Guitarspillet er nemlig bare det seneste punkt på en efterhånden halvlang liste over fejlslagne hobbyer eller projekter, som jeg uden held har forsøgt at fordybe mig i gennem årene.

Helt fra min barndom har jeg med ujævne mellemrum været superfascineret af at samle frimærker, gå til kampsport, lægge puslespil, lære at programmere og en masse andre mere eller mindre kortlivede hobbyer.

I min mere voksne tilværelse har jeg forsøgt at begrave mig i alt fra The Simpsons og mindfulness til whiskydrikning og hjemmelavet iPad-musik, men hver gang falmer begejstringen og projektet dør i et støvet hjørne.

Selv når jeg beæret og lykkelig har fået robot-LEGO eller en fancy lille indendørs-drone i gave, har jeg skuffet mig selv og giveren ved snart at miste interessen igen.

Og den kedelige, og meget forsinkede, erkendelse er nok, at jeg bare ikke har nysgerrigheden, disciplinen eller den moralske habitus til at fastholde engagementet, på trods af de gode hensigter.

Hvad er der så tilbage?

Det lyder muligvis overdrevet, og jeg er næppe alene om at have efterladt mig en stribe fejlslagne projekter i vejkanten, men jeg synes faktisk det er lidt hårdt at måtte indse, at jeg bare ikke har det i mig at blive rigtig nørd eller få noget der bare minder om ekspertise indenfor et givet felt.

Jeg er for tilbagelænet, uengageret og doven, og mangler tilsyneladende det dér gen for en kreativ, udforskende og vedholdende interesse i nogetsomhelst.

Jeg…modtager bare. Forbruger. Sidder stille og lader verden sive forbi.

Og det synes jeg gør ondt at indrømme.

Jeg prøver at se på de ting, jeg trods alt laver og finde en værdi i det.

Jeg forsøger at sige til mig selv at jeg gennem årene altid har læst massevis af bøger, hørt tonsvis af musik, og set ganske mange film og serier – og at det også kan give mig noget, selvom (eller fordi?) jeg ikke har opbygget en leksikal viden om en given forfatter, kan huske hvem der spiller bas i et givet band, eller har en hjemmebrygget teori om det moderne europæiske filmsprog.

Og måske har jeg med denne blogpost bevist, at jeg dog har en fortsat, dyb interesse i at pille i egen navle, og en vis evne til selvmedlidende at trykke på de ømme steder og skubbe mig selv videre ud i tristhed – så der er noget jeg kan, og har holdt fast i siden jeg var knægt 😉

Når det er sagt – så har jeg en næsten ubrugt og dejlig Yamaha Silent Guitar SLG200S (og en lille Vox øveforstærker) til salg…

Up next Dub Dub 22 – Paddens År Nostatrip til SF med HD i 2012
Latest posts Domæner med løse ambitioner Flyv op og bed om bedre vejr Orion har strammet bæltet Time management på WWDC I havnen Cyklisk selverkendelse – nu med kamera Jeg forsøger at omfavne kaos Den Store Fragmentering Podcast-manus i frit flow Jeg blev ikke hooked på Hookmark Ufrivilligt tjek af ny noteapp Så er vi igang med Bloom 2024 Det glæder jeg mig til på årets Bloom OLED blev min skæbne Endelig et sort Apple-kabel Fantastiske Fantastical med forbedret Todoist-integration Shopping under broen Fjernoptagelse med funktionssyge Usynlige filmtricks Nice spot Opdatering fra manipulator-land En tur på skolebænken igen med Coursera Sløv søndag Tekst-manipulator Røsnæs Rundt Meta-mastodon Lys, vand og skygger Er RCMD-appen det digitale benspænd jeg har brug for? En uge med udskrifter i Apple Podcasts Der er lyserødt derude How to Blow Up a Pipeline