Morgenlys på Møn
Morgenlys på Møn
Morgenlys på Møn
For nogle uger siden havde jeg fornøjelsen af at lave en slags soft-launch på et nyt quizkoncept som jeg kalder for Techwiz.
Som navnet antyder er ideen med Techwiz at lave en slags pubquiz med fokus på emner indenfor teknologi, gadgets og digitalisering, som et ekstra tilbud fra mit lille firma.
Jeg håber det vil være oplagt for virksomheder og organisationer som arbejder med teknologi og digitalisering at få besøg af Techwiz-quizmasteren (mig!) til firmaarrangementer, konferencer og andre events, hvor der er brug for et underholdende og samtidig fagligt relevant indslag i programmet.
Jeg har tidligere lavet et par forsøg med en tech-quiz i den hedengangne Techliv podcast sammen med Nicolai Frank, men nu har konceptet taget springet ud i den fysiske virkelighed!
Det var Dansk Erhverv der havde inviteret mig med til et arrangement, hvor jeg fik lov til at beta-teste quizkonceptet med 18-20 deltagere, som opdelt i fire hold sloges om titlen som Dagens Techwiz-mester.
Umiddelbart virkede de glade for at være med, og der var i hvert fald gang i slagsmålet om at få flest point! Og måske lige så vigtigt, så havde jeg selv lidt af en fest 🥳.
Jeg har nemlig meget længe drømt om at blive quiz-master en dag – i hvert fald siden de mange timer med Trivial Pursuit i 80’erne – og nu har jeg altså taget springet ud i at forsøge at gøre drømmen til virkelighed (og samtidig måske tjene lidt penge 😉).
Så hvis I har behov for et underholdende fagligt indslag til jeres næste event, så sig endelig til – og ideen er naturligvis at tilpasse de konkrete emner og spørgsmål til begivenheden, og justere sværhedsgraden så den passer lige til jer 👍
Man kan læse om konceptet ved at besøge Techwiz.dk eller gå ind på mit firmasite, ahnissen.dk.
Kraner i Carlsbergbyen
Jeg læste for nylig en bog om de mange, mange gode ting ved at gå – både fysisk og mentalt – og om de mange afledte effekter det kunne have på samfundet, hvis vi gik mere – både økonomisk, social og politisk.
Forfatteren Dan Rubinstein talte også med folk der på vidt forskellige måder har gjort gåture til en del af deres mere eller mindre hittepåsomme kunstprojekter.
Og undervejs i læsning fik jeg så også min egen idé til et projekt, som jeg ikke vil kalde kunst, men dog måske alligevel en form for hverdags-performance (mest målrettet mig selv).
Ideen er ganske kort fortalt at gå på alle veje i Frederiksberg C – og måske endda Frederiksberg 2000, why not?
Det er jo ikke noget der skal gøres i ét hug, men nøje kortlagt og planlagt over en periode.
Ideen gav mig dog to umiddelbare udfordringer:
For det første at finde ud af hvor mange kilometer Frederiksbergs veje er sammenlagt?
Og for det andet – men bestemt ikke mindst: hvordan planlægger jeg den bedste rute?
Hvad angår det første, så skrev jeg til Vej, Park og Miljø – Trafik og Byrum i Frederiksberg kommune.
De siger:
Vi kan oplyse, at der er ca. 104 km offentlige veje, hvoraf ca. 35 km er ”trafikveje” på Frederiksberg. Vi har desværre ikke vores data sorteret, så du hurtigt kan få en opgørelse om fordelingen af km veje vest for og øst for Pile Allé/Falkoner Allé
Så 104 kilometer på Frederiksberg – både Frb C og 2000.
Da jeg går ca 11-12 km om dagen i snit (og jo har gået minimum 10 hver dag i snart 6 år), så er 104 km jo ikke uoverkommeligt.
Jeg kan dog godt regne ud, at gåturene i praksis kommer til at være meget længere, fordi de 104 km jo ikke ligger i direkte forlængelse af hinanden.
Og det fører mig så til den største udfordring, og dér hvor projektet foreløbig er strandet:
For hvordan laver jeg den optimale rute rundt i Frederiksberg, så jeg får gået den fulde længde af alle veje, men med mindst mulig gentagelse – og hvordan gør jeg det hvis projektet skal brydes op i måske 15 eller 25 forskellige delruter (projektet skal jo udføres over mange dage)?
Det er jo noget af det som kan bruge selv kraftige computere i knæ, så vidt jeg ved – måske skal jeg håbe på hjælp fra kommende kvantecomputere?
Så hvis man nu sidder derude og tænker: det kan jeg sgudda sagtens lave et lille program der regner ud, med kortdata fra Open Street Map eller lignende (eller måske kender et eksisterende værktøj til Google Maps) – så sig endelig til!
Jeg har efterhånden skrevet denne blok så længe, at jeg åbenbart har fundet grænserne for min originalitet.
I hvert fald sker det indimellem (og måske oftere og oftere), at jeg sætter mig for at skrive en lille observation, men så opdager at jeg har skrevet præcis den samme blogpost for flere år siden.
Exhibit A:
Her er hvad jeg ville skrive for 5 minutter siden:
Jeg er virkelig blevet slem til at distrahere mig selv med at bruge Cmd+Tab til at zappe rundt mellem åbne apps på Mac’en, og gør det næsten kompulsivt hver eneste gang der er den mindste pause i mit skriveri eller redigering eller hvad jeg nu egentlig laver.
Og her er hvad jeg skrev den 8. december 2020 (i øvrigt under den langt bedre overskrift “Cmd+Overspring”):
Jeg overvejer om mit næste lifehack skal være at disable muligheden for at bladre mellem mine åbne apps med Cmd+Tab.
Det er simpelthen blevet en ekstremt dårlig vane, at hver gang jeg lige har et par sekunders “ledighed”, så overspringshandler jeg refleksivt ved at tabbe mellem de åbne apps - og så er man jo lynhurtigt afsporet fra det man var igang med.
Og selv dét var næppe særlig originalt.
Jeg er, med Trent Reznors ord, bare “a copy of a copy of a copy…”
(Og jeg tør slet ikke lave en søgning for at finde ud af om også denne post i virkeligheden bare er en gentagelse…)
På en eller anden facon er det lykkedes mig at fucke datoerne op i de seneste måneders blogposts.
Jeg arbejder på sagen.
Stay tuned.
UPDATE: Jeg tror sgu jeg fik det fikset 👍
Hold kæft. Hvor er jeg. Træt.
Af podcastværter. Der tror de.
Lyder mere professionelle. Hvis de. Speaker.
I staccato.
Det er temmelig længe siden jeg har været nysgerrig på et spil (altså mobilspil, konsolspil, videospil, computerspil), for slet ikke at sige grebet af det.
Men på lidt af en indskydelse købte jeg alligevel i dag “Golf on Mars” til min iPhöne, efter at have hørt John Siracusa nævne det en passent i Accidental Tech Podcast.
Jeg tror mit køb delvis skyldes det historiske faktum, at jeg tilbagte en mylliard timer med at spille PGA Tour Golf på min Mac Classic tilbage i 90’erne, og virkelig nød det næsten meditative flow med at vurdere hullet og vinden, og så sende bolden afsted med lige det korrekte slag.
Golf on Mars er noget mere enkelt (for ikke at sige primitivt), men netop derfor tror jeg (frygter jeg?) at det vil passe supergodt til mobilen og de der små øjeblikke i hverdagen.
Dråbe på blad
Jeg faldt i gryden (igen) og blev nødt til at købe en iPhone 14 (Pro Max, siden du spørger). Den “gamle” har heldigvis fundet et godt ny hjem.
Anyway, en af de niffig ting ved dette års model er jo den nye always on-skærm, som jeg faktisk allerede er begyndt at holde af.
Det er lige blevet en lille smule nemmere hurtigt at tjekke klokken og kommende aftaler eller vejrudsigten – alt efter hvilke widgets man har valgt – og så kan man også hygge sig med fine baggrundsbilleder.
Det har dog også betydet, at jeg lige i disse dage er ekstra opmærksom på andre menneskers mobiler og mobilvaner – især nede i træningscentret, hvor de fleste har en telefon med til musik eller podcast eller bare til at tracke deres træning.
Og så er vi fremme ved gøjseriet.
Jeg bliver nemlig TOTALT stresset af folk der ikke låser deres telefon, men bare lægger den fra sig med tændt skærm, selv når de går ned i den anden ende af lokalet eller ud for at tage en tår vand eller noget.
Det er det samme med folk på fælleskontoret, der går fra deres computer uden at låse den.
Jeg kan slet ikke klare det. Hold så op!
Dør
Det er næsten ikke til at forstå, men her den 18. september er det præcis 25 år siden jeg lavede mit allerførste indslag til Harddisken på P1.
Ak, som tiden dog går.
Jeg havde lidt svært ved at finde den præcise dato, for det er fra før digitaliseringen for alvor slog igennem.
Men ifølge min egen hedengangne blog på monobit.dk, så lavede jeg mit altså min første historie til Harddisken den 18. september 1997 – for 25 år siden!
Indslaget handlede i øvrigt om Jyllands-Postens såkaldte Mediarium, en slags kulisseby med interaktive standere, der kunne forklare skoleelever om hvordan journalistik fungerer.
Nu er der jo ikke længere noget radioprogram der hedder Harddisken, men derfor synes jeg nu alligevel godt, at jeg kan tillade mig at fejre jubilæet 😄
Jeg er selverkendt FOMOholiker når det gælder opdateringer af apps og styresystemer.
Ofte mod bedre vidende kaster jeg mig som regel hæmningsløst over nye versioner, næsten uanset hvor små eller store de er.
Nogle gange er resultatet skuffende ligegyldigt, andre gange risikerer man bugs og crashes til højre og venstre.
Men med iOS16 synes jeg faktisk at vi har været heldige.
For første gang i mange år har jeg ikke leget med betaudgaven i løbet af sommeren, så jeg har samme oplevelse som de fleste andre her i de første dage.
Og jeg må indrømme, at jeg har det temmelig skægt især med at lave nye lock screens, med forskellige baggrunde og widgets og farver og det hele.
Det er en fin kombination af designspas og funktion – og jeg glæder mig særlig til at prøve det med min nye iPhone og den fancy always-on skærm, som jeg (ahem) kom til at købe…
Derudover er der en perlerække af nye funktioner, og selvom nogle afgjort er i den lette afdeling, så er der overraskende mange som jeg ser frem til at bruge.
Der er ikke umiddelbart nogle funktioner som jeg har været skuffet over, omend der jo sagtens kunne have været tilføjet mange flere features (jeg kigger på dig, Reminders – og dig, Mail), men der kan jo dukke irritationsmomenter op de næste dage. Vi får se.
Det gør det så bare så meget desto sværere at vente på de nye versioner til iPad og Mac, der først kommer til oktober. Her glæder jeg mig især til at prøve den kontroversielle og åbenbart temmelig shaky Stage Manager-feature, som jeg forventer mig meget af især på Padden.
Foreløbig dulmer jeg dén FOMO med et par nye lock screens (og et par nye skærme på mit Apple Watch).
Det er ikke fordi vi oplever en decideret ny browserkrig – på mange måder er markedsandelene fordelt, med Google Chrome som klar førerhund – men ikke desto mindre er der kommet flere og flere spændende valg på hylderne til dem der gerne vil eksperimentere og prøve noget nyt.
The Sweet Setup har et first look på Arc-browseren fra The Browser Company, som ser rigtig spændende ud (hvis bare den kom til iOS også).
Jeg er selv Safari-mand 90% af tiden, men leger også jævnligt med alternativer på både Mac og mobildimser…bare sådan lige for at se hvilke muligheder der er, og om der er nogle løsninger der fungerer bedre end Safari (for mig).
Oplagte muligheder er fx
Et par af mine primære krav er dog god integration med øvrige apps og funktioner, og ikke mindst god sammenhæng og sync på tværs af Mac og iOS-dimser, og der har Apple og Safari selvfølgelig et vist forspring.
Men det sker alligevel jævnligt, at de andre frister med fine nye funktioner, så der er ikke noget der siger, at jeg for altid vil blive hængende i plantagen.
Måske skulle du også prøve en anden browser et par dage?
I en YouTube-video fra Snazzy Labs fik jeg også lige tippet om at tjekke Orion-browseren til macOS og iOS.
Det er basalt set en Safari på steroider, med mulighed for fx at flytte tabs ud i en sidebar, og for at installere extensions fra både Chrome og Mozilla.
Jeg brugte den et par dage og var ganske glad for den, men oplevede den især på iDimserne simpelthen for ustabil og hakkende til at kunne leve med det.
Det er dog afgjort en af dem jeg skal holde øje med – hvis kommende opdateringer tackler de (lidt for) mange bugs, så kan det godt blive en udfordrer til tronen herhjemme..
Skov-spir
Som tidligere nævnt har jeg forlængst erkendt, at app-dimseri er en hobby for mig. Jeg synes ganske enkelt det er sjovt og hyggeligt at prøve nye apps, også selvom det nogle gange kræver en hel del fodarbejde at skifte mellem nye tilbud og gamle favoritter.
(Fik jeg nævnt at jeg i løbet af den sidste uge har taget rundturen fra NotePlan via Obsidian til Craft – igen?!)
Anyway, det er jo heldigvis ikke alle apps der kræver en større omkalfatring af hverdagens workflows – og forleden fik jeg fra YouTube-kanalen Snazzy Labs en masse tips til små, handy Mac-apps, der udover at være interessante søreme også er gratis.
Ikke at jeg betragter det som en nødvendighed – faste læsere vil vide at jeg meget gerne betaler for god software og gode tjenester – men det gør det jo i hvert fald lidt nemmere at prøve
Se selv – og mon ikke du også finder nogle små guldklumper?
For tiden tager jeg et par prøvemåneder med tjenesten Readwise, som jeg længe har kigget længselsfuldt – eller i hvert fald nysgerrigt – på.
Den grundlæggende idé med Readwise er, at de highlights du laver fx i Pocket eller på din Kindle bliver samlet hos Readwise – og at de så bliver vist for dig med nøje planlagte mellemrum.
Målet er at dine noter og fremhævede citater ikke bare forsvinder ned i et digitalt arkiv, men at du i stedet bliver mindet om dem så du kan huske dem og bruge dem fremadrettet.
Du har naturligvis mulighed for at fravælge highlights, der ikke længere er relevante, eller like dem du særligt gerne vil mindes om.
Udover denne samle-og-vise-funktion, så kan Readwise også eksportere alle de highlights, den indsamler, til fx Notion eller Obsidian, så du også har dem som noter i din egen app, og ikke bare i Readwise’s webtjeneste.
Jeg kan faktisk rigtig godt lide ideen, og jeg har allerede efter 10 dages tid fået flashet nogle gamle highlights og citater jeg ellers havde glemt, og nogle havde endda tilfældigvis relevans for et manus jeg sad og skrev på.
Og muligheden for at synce relativt gnidningsfrit med Kindle og diverse apps, og ikke mindst sende dem videre til en noteapp hvor man så kan bruge det pågældende highlight, er fantastisk. Det er stort set set-and-forget, i hvert fald i min tid med tjenesten.
Desværre er ikke alle læs-senere-apps en del af Readwise (Matter er fx ikke en del af pakken), og det er heller ikke lykkedes mig at få et godt automatisk workflow med mine highlights fra ebogslæseren Kobo.
Og så er det pludselig bare ikke så funky længere, hvis man alligevel manuelt skal sørge for at holde styr på nogle af sine highlights og læsenoter.
Men hvis man i forvejen bruger de apps og tjenester som arbejder sammen med Readwise, så er det ganske niffigt.
Readwise er ikke den billigste service – $4.49 for den lille udgave, og $7.99 for den fulde version, der blandt andet inkluderer tagging og den nævnte mulighed for eksport.
Jeg synes det er liiiige i overkanten for det, som tjenesten faktisk leverer. Hvis det nu var den fulde pakke til $4.99, så var det måske nemmere at sluge.
Så jeg må nok indrømme, at jeg næppe er klar til at fortsætte brugen, når min prøvetid er slut. Det kan jo nå at ændre sig, men…jeg tvivler.
Udover prisen har det naturligvis noget at gøre med begrænsningerne i de understøttede læsetjenester, og så er jeg heller ikke vild med at Readwise-appen til iOS er relativt skrabet, sammenlignet med webversionen.
Når jeg alligevel holder fast i at lege videre, i hvert fald så længe jeg har gratis prøvetid, så er det fordi jeg aktuelt er tilbage i Obsidian (I know, jeg er vægelsindet).
Obsidian kan nemlig både opsamle highlights fra Readwise, OG direkte fra read-later-tjenesten Matter, som jeg altså er glad for (for tiden).
Og så begynder tingene jo at hænge sammen…
I skovens dybe stille ro
For et par uger siden begik jeg den store fejl, at jeg begyndte at kigge på tests og anmeldelser af det nyeste kuld af fladskærms-tv.
Og efterhånden kender jeg mig selv godt nok til at vide, at det nu vil kræve en næsten umenneskelig indsats hvis jeg ikke skal falde i gryden og flænse kontoen.
Jeg satser dog på at tage det som en udfordring, for det er absolut ikke tid til et nyt fjernsyn…
Det begyndte altsammen i en af mine yndlings-podcasts, Accidental Tech Podcast (ATP), hvor übernørden John Siracusa fortalte, at han nu endelig har besluttet sig for at købe et nyt tv.
Valget er faldet på et SONY XR-65A95K QD-OLED, der skal erstatte en 10 år gammel plasmaskærm hjemme hos familien Siracusa.
John er altid helt ekstremt grundig i sin shopping-research, så der var ekstra grund til at være nysgerrig på hans valg og høre hans ræsonnementer.
Det førte mig blandt andet til at læse testen hos altid kompetente Flatpanels, hvilket ikke gjorde min nysgerrighed mindre. Suk.
Jeg kan dog også se, at LGs nyeste top-OLED, G2, stadig er en interessant konkurrent, på trods af den “gamle” OLED-teknologi, så jeg har ikke truffet et valg (endnu).
Nu er det altså ikke fordi jeg egentlig har brug for en ny skærm.
Jeg købte mit nuværende LG B2 OLED tilbage i 2017, og har været rigtig glad for tv’et – på trods af enkelte irritationsmomenter, men jeg tror simpelthen ikke det kan lade sig gøre at finde det perfekte tv.
Men så meldte John sig altså på banen, og næsten samtidig annoncerede min mor at hun ønsker et nyt tv – og så begynder man jo næsten at fornemme en sammensværgelse…
Jeg forsøger dog som sagt at holde fristelsen stangen.
Kampen fortsætter.
Det er måske lidt svært ikke lige at komme til at lyde selvfed på mindst to måder, men – here goes.
Her på Frederiksberg ser man ganske ofte den gode Claus Hempler på gaden, hvor han går og passer sig selv.
Og det er alligevel lidt cool, når man som jeg havde nogle ganske formative oplevelser med Fielfraz tilbage omkring 1990, både i Odense og København (og med Sandmen, i øvrigt, som også var rimelig meget oppe i tiden).
Jeg har ikke hørt alt hvad hr. Hempler har lavet siden, men kan stadig godt lide hans stemme – og det nyeste album er faktisk rigtig fint!
Anyway, jeg har aldrig fået taget mig sammen til at stoppe ham på gaden og hilse på, for det føles lidt grænseoverskridende.
Men så var det jeg kom til at tænke på hvordan jeg selv har det, når jeg (utroligt nok stadigvæk) bliver stoppet på gaden (eller i supermarkedet, eller i toget) af folk som lyttede Harddisken i gamle dage, og bare vil sige hej og sige tak.
Det er jo så fantastisk, og man bliver helt varm indeni, at man har været med til at lave noget, der åbenbart betyder noget for andre.
Så i dag tog jeg mig sammen og gjorde det, da jeg så Claus på hjørnet – og forsøgte at holde det kort.
“Hej Claus, du kender mig ikke, men jeg er gammel fan, og vil bare sige tak for din musik. Hav en god dag!”
Og jeg har en god fornemmelse i maven, fordi jeg tror at det var lige den rigtige mængde ros, og uden at give ham fornemmelsen af at vi skal stå og hyggesnakke fordi jeg har hørt mandens musik.
Han tog det også pænt, sagde tak og i lige måde, og gik stille videre.
Næste gang jeg ser ham, kan jeg så overveje om jeg lige skal tippe på hatten.