Grønne hjerner i fælleskøkkenet
Grønne hjerner i fælleskøkkenet
Grønne hjerner i fælleskøkkenet
Jeg er begyndt at lytte lidt til P2 igen på min HomePods, og jeg synes stadigvæk det er en lille smule mærkeligt når jeg hører mig selv sige “du lytter til P2” i baggrunden, her mange år efter at jeg indtalte den lille teaser-speak til kanalen…
Tilbage i 2019 bragede Shoshana Zuboff igennem med sin bog om det hun har døbt overvågningskapitalisme – altså, sagt meget kort, techvirksomhedernes tracking og udnyttelse af vores private data til at lave forretning.
Jeg har haft fornøjelsen af at opleve og lytte til Zuboff en del gange, både til arrangementer og i podcasts, og hun har på mange måder nailet en af vores digitale verdens største udfordringer.
Jeg har dog også altid haft en fornemmelse af, at vi underspiller begrebets anden halvdel, altså ‘kapitalisme’.
For ja, techgiganterne udnytter skamløst deres kolossale viden, indflydelse og magt til at gøre os allesammen til annonceklikkende pengemaskiner – men i min optik gør de jo “bare det”, som virksomheder i vores mere eller mindre liberale og kapitalistiske samfund har gjort gennem hundredevis af år, nemlig at udnytte de forhåndenværende midler inden for lovens rammer (eller ej), til at maksimere deres indtjening og profit.
Det er naturligvis en nuanceret og kompleks debat som ikke lader sig optegne eller afklare i en kort blogpost – men i dag faldt jeg lige over en lille brik til min argumentation:
I Techdirt skriver Mike Masning (som altid) både klogt og underholdende om selvsamme problem, i artiklen When Tech Companies Do It, The NY Times Calls It ‘Dark Patterns,’; When The NY Times Does It, It’s Called ‘Being Smart’
Husk – vi dømmer andre på deres handlinger og os selv på vores hensigt.
Det kan godt være, at jeg er næsten dobbelt så gammel som Anna Lin. Men hun udtrykker sgu alligevel ganske godt hvordan jeg går og har det meget af tiden…
Jeg har ganske vist ikke klimamareridt når jeg sover, til gengæld fylder det ekstremt meget i mine vågne timer. Jeg er ikke sikker på at det er bedre…
Aften over Carlsbergbyen
Varm morgen
Man skal aldrig gå tilbage til en fuser.
Det er ikke desto mindre hvad jeg netop har gjort med Keep It.
Denne gang er det dobbelt pinligt fordi det kun er 3 måneder siden jeg prøvede sidst, og fordi jeg jo i december ’21 brugte en hel masse penge på DEVONthink, der skulle være det absolut bedste bud på en database med al min research, mine pdf’er, mine bogmærker og alt det andet, som udgør mit digitale (arbejds-)bibliotek.
Igen var det en opdatering der lokkede, og hvis stjernerne vil kan det måske blive denne update der kommer til at gøre forskellen?
Keep It er jo en app (macOS, iPadOS og iOS) der fungerer som en slags base med pdf’er, bogmærker, emails, noter, etc, og som kan organisere det på en masse måder – i mapper, ‘bundles’ og med tags – som kan gøre det lidt nemmere både at gemme, finde og bruge alt det meget researchmateriale.
Tidligere har min oplevelse dog været, at sync og søgning har været langsom og besværlig, og der har bare generelt været for mange små knaster.
Så hver gang jeg har prøvet, har jeg opgivet igen efter kort tid.
Keep It version 2.0, som jeg prøvede i foråret, var ganske vist kommet et godt stykke videre, men manglede alligevel lidt finish.
Forleden blev jeg dog så igen lokket til at prøve af endnu en opdatering – og selvom Keep It ikke er perfekt, så er der dog denne gang et eller andet der klikker.
Så måske er Keep It blevet en keeper?
Jeg tror der er et par ting, som denne gang gør en forskel.
Hvad angår Keep It selv, så er der kommet en fin integration med Finder på Mac, og derudover ellers bare en røvfuld mindre justeringer, som i denne uge har gjort det meget nemmere at arbejde med, synes jeg.
Men den måske største ændring er i virkeligheden sket uden for Keep It, nemlig i min brug af DEVONthink.
Der er ingen tvivl om, at DEVONthink er et crazy kraftfuld stykke software, og jeg har især været begejstret for søgninger der bare finder alting, superhurtigt og inklusive ting man egentlig ikke havde regnet med at finde.
Men DEVONthink er måske også for avanceret til mig, og jeg har ikke fundet en god måde at reducere kompleksiteten på i min brug i hverdagen.
Der er simpelthen for meget støj, både visuelt og interaktionsmæssigt.
Jeg synes interfacet er rodet og uoverskueligt, og det er også meget ofte at jeg simpelthen ikke rigtig kan få DEVONthink til at gøre det jeg vil (eller måske rettere: bare ikke kan finde ud af at bruge softwaren korrekt).
Og dét er nok medvirkende til, at jeg føler at Keep It lige nu føles som lidt af en redningsplanke.
Jeg tror og håber at appen har præcis den rigtige balance mellem funktioner og enkelhed – og at den derfor kan passe til mine behov for et sted at samle al min research, inklusive lidt private papirer som manualer, træningsprogrammer og den slags.
Ideen er dog primært at fokusere netop på materiale og research, og så have mine egne noter og input liggende i en anden app – aktuelt NotePlan 3, men vi ved jo godt at det kan skifte i morgen…
Så ligenu er jeg altså forsigtigt optimistisk med Keep It (igen-igen), meeen ved også godt at det sagtens kan være jeg rammer en mur endnu engang.
Og så er sommerferien overstået for i år…
Det har heldigvis været en nogenlunde nådig første dag – måske også fordi jeg faktisk snød lidt og arbejdede hele onsdag sidste uge.
Jeg snuppede dog knap 4 timer med den sidste redigering af en opgave, der har været til feedback hos kunden henover sommeren, og således kunne jeg faktisk begynde sæsonen med at afslutte et job.
Aaaeh.
Ellers brugte jeg det meste af tiden på at forsøge at skabe overblik.
Som altid har jeg en god håndfuld bolde i luften, både faste opgaver, nogle næsten-aftaler som skal i kalenderen for en sikkerheds skyld, og så nogle ret løse muligheder, som sagtens kan vise sig at blive til ingenting.
For at danne mig et indtryk af ugerne og det forventede pres, lavede jeg igen et regneark med antal timer på de forskellige opgaver plottet ind som farvede blokke, en uge pr kolonne.
Tetrisplan
Det er ikke fancy, men giver et ret fint quick’n’dirty-billede af hvor jeg eventuelt kan komme lidt i klemme.
Således kan jeg konstatere, at jeg måske har en rimelig blød start i denne uge, men så til gengæld kan se frem til en september og oktober i højt tempo.
Ah well. Det er jo afgjort bedre end ikke at have noget at lave…
Og jeg kan også se, at der – måske – er plads til at starte et eller andet nyt op i løbet af efteråret.
Går straks i tænkeboks 🤔
Rundt om Furesøen
I går fortalte jeg, at jeg med enorm selvbeherskelse stoppede mig selv fra at flytte alle mine noter (tilbage) til Craft, mere eller mindre som et eksperiment.
Senere på aftenen var jeg dog igen lige ved at miste jordforbindelsen, dag jeg (gen-)opdagede Sunsama.
Som faste læsere vil vide, så har jeg en dyb fascination (læs: et misbrug) af planlægnings-apps og -processer, og jeg er vild med kombinationen af tasks og kalendere.
De seneste måneder har jeg været på NotePlan, men også Agenda og “bare” den rå kombination af Fantastical og Reminders/Todoist fungerer godt.
Men så var det altså, at jeg kom til at genbesøge Sunsama, der på rigtig mange parametre scorer virkelig højt på min ønskeliste for et værktøj, der både kan bruges som taskmanager, kalender og timeblocker.
Jeg er ikke helt vild med looket, men det er ikke slemt – og den milde utilfredshed blev rimelig meget blæst væk, da jeg begyndte at se en masse videoer på deres supportside.
Sunsama ville (umiddelbart) være perfekt til den form for planlægning jeg praktiserer, hvor tasks helst skal have en forventet varighed, og hvor både events, møder, fokustid, faste opgaver og andre hverdagselementer bliver plottet ind i kalenderen.
Det lykkedes mig dog i sidste øjeblik ikke at smide al forsigtighed over bord og gå all-in på Sunsama. Jeg var ellers temmelig parat til bare at opgive nattesøvnen i eksperimentets hellige navn.
Men.
Der var TRE ting, der fik fornuftens stemme til at overdøve fristelsens lokkerier.
For det første koster Sunsama $20 om måneden, og selvom jeg måske kunne lade mig overtale til at betale den slags penge for det helt rigtige produkt, så er det stadig ret dyrt sammenlignet med konkurrenterne.
Samtidig skulle jeg så egentlig have abonnement på Todoist eller Asana for at få det optimale ud af setuppet, og så begynder vi pludselig at tale $25-30 om måneder i stedet for de ca $7 jeg betaler for NotePlan 3 i dag.
For det andet så virker Sunsama kun med Google- eller Outlook-kalendere, og da jeg for noget tid siden er skiftet til primært at bruge iCloud, så ville det kræve en temmelig stor omkalfatring, som jeg ikke er parat til.
Den tredje (foreløbige) dealbreaker var Sunsamas apps til iPhone og iPad, som de selv beskriver som ‘companion apps’ der ikke rigtig fungerer til planlægningen, men kun til løbende at tjekke dagens og ugens opgaver.
Og det er simpelthen ikke godt nok for mig, fordi jeg bruger rigtig meget tid på min Padde, netop når jeg planlægger og laver reviews.
Så på den ene siden undgik jeg fristelsen, men på den anden side er det jo møgærgerligt, at et tilsyneladende nær-perfekt værktøj alligevel ikke var det rigige.
Men jeg holder øje med dem!
Jeg var i går MEGET tæt på at kaste mig ud i Craft-eksperiment igen-igen, men selvom jeg gik igang med at importere noter og lave tasks i Daily Notes, fik jeg trådt på bremsen i tide.
Nu holder jeg mig til NotePlan 3, som det sidste halve års tid har tjent mig godt.
Yeah, right…
For nogle dage siden brokkede jeg mig over, at man ikke kunne eksportere highlights og annotationer fra Kobo’en – en af de få snubleblokke, som nææææsten kunne få mig til at fortryde skiftet fra Kindle.
Men nu har jeg så prøvet et par (delvise) løsninger, og selvom de absolut ikke er optimale, så er situtationen knap så katastrofal som før.
Jeg var så snedig igen at søge efter ‘kobo highlights export’ i et par variationer og gravede lidt ned i mulighederne. Det havde jeg gjort før, men gik lidt kold i de småbesværlige instruktioner.
Denne gang vidste jeg dog, at der ikke var nogle nemme løsninger, og var nok lidt mere åben for input.
Jeg faldt meget hurtigt (igen) over instruktionerne her, og har lige prøvet to af dem.
Ingen af dem er som sagt optimale – de er nærmest klodsede – men…de virker. Sort of.
Begge kræver nemlig, at man slutter Kobo’en til en computer, hver gang man vil eksportere sine noter, og det er sgu lidt rodet, især sammenlignet med Kindlen.
Anyway, løsning 1 handler om at ændre i en config-fil, så man får et nyt menupunkt som giver adgang til at eksportere highlights fra en bog (en af gangen).
Når dét først er gjort er det jo nemt nok, men eksporten er en fuldstændig skrabet txt-fil, uden formattering overhovedet, og uden angivelser af nogensomhelst form for metadata udover titel – ingen forfatter, sidetal, dato eller andre relevante informationer…
Løsning 2 er marginalt bedre, men kræver konto på Kobonotes, og selvom bagmændene lader til at være flinke mennesker, så virker det lidt som noget der burde være integreret i Kobos egen tjeneste.
På Kobonotes kan man uploade en sqlite-fil (som man også skal grave ned at finde på Kobolæseren hver gang man har lavet nye highlights), så selvom det betyder at man har alle highlights fra alle sine bøger samlet, så er de stadig klinisk renset for metadata, og kan kun eksporteres som pdf’er fra webtjenesten til min egen computer (så der er en del trin involveret, hvis jeg også vil have dem som Markdown).
Som sagt – det “virker”, men der er langt op til Kindle-systemet – som ikke engang er særlig fedt i sig selv.
Der burde være mulighed for lidt ereader-disruption skulle man mene, selvom jeg har en anelse om, at det også skyldes en hel masse business bag kulisserne, både i bogbranchen, hos udgiverne og i techland.
Det er så bare os læsere det går ud over. Suk.
Den efterhånden traditionsrige maraton-gåtur Gåturton er overstået for i år!
Ruten var denne gang en forlænget og modificeret udgave af den sorte Kløversti rundt om Nyborg - og bød på både landeveje, kornmarker, strand og en Storebæltsbro.
Under broen
Det meste af turen var rigtig fin, og selv afslutningen gennem et industrikvarter var en del af oplevelsen.
De første timer var dog kolde, for det blæste 9-10 sekundmeter, og jeg måtte gå med hænderne i lommen i lange stræk.
Det blev dog bedre efter en frokostpause på stranden, og solen tittede oven i købet frem i løbet af eftermiddagen.
Der var ingen rigtige kriser i år, men jeg kan godt mærke mine ben - og glæder mig ikke voldsomt meget til 1,6 km hjem fra Hovedbanen…
En maraton plus det løse
Jeg er som tidligere nævnt generelt aldeles udmærket tilfreds med min Kobo-læser, men den seneste uge har jeg fundet et stort irritationsmoment (og er blevet endnu mere træt af et andet):
Når jeg læser bøger til podcasten ScifiSnak har jeg tidligere haft god glæde af at bruge Split View på iPad, så Kindlebogen er på den ene side, og Goodnotes eller en anden noteapp på den anden.
Så kan man læse og nemt tage hurtige noter uden at skulle hoppe frem og tilbage mellem apps.
Men Kobo-appen på min Padde understøtter ikke Split View. I 2022. Det er dælme træls.
Den anden snubleklods kendte jeg allerede, men især i forbindelse med ScifiSnak-læsning hvor jeg highlighter en del og gerne vil kunne eksportere, er jeg på ny blevet voldsomt irriteret af Kobo-appen og -læseren.
Man kan sagtens highlighte og tage noter med Kobo, men det er grænsende til umuligt at eksportere eller bare kopiere de enkelte highlights, så man kan flytte dem til et arkiv, eller bare nemt hive dem over i vores podcast-manus.
Igen – vi skriver 2022. Hvad fanden laver I?!
Update: Hvad angår det første problem havde jeg helt glemt Slide Over på iPad – det fungerer…anstændigt, men ikke lige så godt som Split View. Og hvad angår det andet problem har jeg – måske – fundet en (besværlig) løsning som jeg lige skal teste…
Vandretur giver flere skridt
Efter nogle dage i det tyske er jeg blevet opmærksom på muligheden af at bestille kaffe i små kander – kännchen – og er blevet stor fan.
Exhibit A
I stedet for at bestille et stort krus, der står og bliver køligt, eller skulle deale med at købe to kopper – så bestiller man da bare en lille kande, og kan selv bestemme hvornår man hælder nummer to kop.
Exhibit B
Det er ikke termokander så kaffen holder sig ikke brandvarm uendeligt, men det er et fint arrangement til sådan en lille omgang, hvor man ikke kan nøjes med én kop (og hvornår kan man egentlig det?)
Det kunne danske cafeer godt lære lidt af…
Modelhuse ved Elben
Det er fantastisk at være på ferie, for selvom de sidste to års ture i Danmark har været fine, så giver det jo bare lidt ekstra på opleveren at være i det store udland.
Humøret bliver dog lidt ramt når man befinder sig i en hedebølge og læser om klimaforandringernes ekstreme vejr overalt, også i Europa.
Jeg synes vi gør en del for klimaet - donationer, intet oksekød, generelt mindre kød, rejser kun med tog, etc etc - men alligevel føles det som om vi fester mens skibet går ned, når vi sådan rejser omkring og hygger os…
Frauenkirche-kaleidoskop
Som faste læsere vil vide har jeg i årevis – mestendels forgæves – forsøgt at lokke folk til at fejre grundstofdag.
I år er jeg selv kommet til antimon, grundstof nr. 51, der er lidt…undervældende.
Antimon (Sb, fra latin stibium) er grundstof nummer 51. I sin rene form forekommer det som et skinnende sølvgråt metal, men i naturen findes det oftest som minerallet Stibnit i form af Sulfidet Sb2S3.
Antimon har været kendt siden oldtiden, og de ældste omtalelser af metallet i Europa stammer fra 1540, hvor det blev beskrevet af italienske Vannoccio Biringuccio i hans værk om metallurgi De la pirotechnica. Antimon, også kendt som dets Arabiske navn “kohl” blev i gamle dage brugt mest til medicin og kosmetik.
Antimon er lettere giftigt og irriterer især tarmene.
Ikke fordi 50 – tin – var superhot, men dog lidt mere anvendeligt.
Sic transit gloria mundi.
Som bonus i år her et link til Google, der har lavet et interaktivt periodisk system