Når man til hverdag har timeblocket sin kalender, total Tetris-style, så føles det både grænseoverskridende, skræmmende og befriende at slette 9 ud af 10 aftaler i de kommende ferieuger….
Når man til hverdag har timeblocket sin kalender, total Tetris-style, så føles det både grænseoverskridende, skræmmende og befriende at slette 9 ud af 10 aftaler i de kommende ferieuger….
Nåmen, så kom jeg jo lige til at købe et mekanisk tastatur – noget jeg længe har drømt om, men uden at kunne beslutte mig.
Valget faldt på et Keychron K7 med nordisk layout og Gateron Red-kontakter i tasterne.
Min main keyboard man Esben rådede mig ganske vist til nogle tungere, clickyer switches, men…jeg tog en direktørbeslutning om de røde.
Sejt – men desværre ikke sort
Det er selvfølgelig en kæmpe ærgrelse for mig, at caps’ene ikke er rigtig sorte, men så må jeg jo til at se mig om efter nogle alternativer. Det er en del af fornøjelsen ved sådan et keyboard… ⌨️
Disse sætninger er helt bogstavelig talt de allerførste jeg skriver med tastaturet, og jeg kan godt mærke at jeg lige skal vænne mig til tingene.
Der er selvfølgelig lidt mere ‘travel’ i tasterne end i de Apple keyboards jeg plejer at bruge, og så er layoutet liiige en anelse anderledes.
Der er en ekstra stribe taster yderst til højre, med home, page up, etc – og det kræver lidt justering.
Det er også allerede lykkedes mig at skrive nogle bogstaver to gange, og jeg kan ikke endnu regne ud om det skyldes at tasterne er lidt mere…følsomme, end de andre, eller om jeg måske alligevel skulle have fulgt Esbens råd 😉
Uanset hvad, så vil jeg sige at lyden fra tastaturet er helt okay. Det klikker, men umiddelbart ikke mere end hvad jeg kunne forsvare at bruge i fælleskontoret.
Jeg kan dog godt mærke at der lige er lidt ekstra smæk på især mellemrumstasten, som jeg har en tendens til at slå på – særligt når jeg redigerer lyd, hvor den starter og stopper afspilning, og bliver brugt HELE tiden, gerne med lidt schwung når man har lavet en niffig lille lyddetalje 😄
K7’eren er udstyret med LED-lys og hele balladen. Det er til gengæld næppe noget jeg vil komme til at lege særlig meget med, men det er jo fint at det er der – hvis jeg på et tidspunkt kommer til at lede efter særlige tegn i det nye layout.
Omvendt regner jeg med at få en del glæde af, at der er tre Bluetooth-kanaler i tastaturet, så jeg også kan koble det til min Padde og få et alternativt setup til at skrive på dén.
Det kan måske især blive relevant når og hvis jeg senere i år tager springet til en 12.9-tommer iPad – altså forudsat at det bliver målene på “den store” model.
Jeg har i hvert fald taget en beslutning om at købe ny Padde så snart de lander i butikken – jeg skal nemlig have en model med M-serie chip, så jeg kan lege med alle de fine features i det såkaldte Stage Manager.
Men det er en anden historie og en anden…æhm, forsinket fødselsdagsgave…
UPDATE:
Det her er så skrevet på tastaturet forbundet til min iPad. Det skulle jo også lige prøves. Og umiddelbart fungerer det også – selvom jeg med det samme opdagede, at Keychron-keyboardet jo mangler den lille globe-tast på mit Apple Magic Keyboard, og derfor ikke har nem adgang til emojis? Hm, det skal jeg lige lure en (forhåbentlig) løsning på…
Jeg ved godt at jeg er ret forsinket her, men det er altså først nu, at jeg har fået læst den absolut fantastiske “Naturvidenskaben genfortalt” af Johanne Pontoppidan Tuxen og Mikkel Vuorela.
At fortælle den samlede historie om hvad vi ved om vores verden er jo et crazy ambitiøst projekt, men det er lykkedes til fulde i bogen.
Den er veloplagt, indsigtsfuld, sjov og ikke mindst oplysende, og kan læses af både unge og gamle – måske endda som et sjovt bogklub-valg til sommerferien?
Jaja, der er jo tonsvis af detaljer som ikke er med, men som en generel indføring i den grundlæggende viden er den lidt af et mesterstykke, og bogen får min varmeste anbefaling.
Hvis man har lyst til et tilsvarende og mindst lige så vellykket projekt, så bør man afgjort også læse Bill Brysons “A Short History of Nearly Everything”, der har et par år på bagen, men bestemt kan læses alligevel (igen og igen – det er en af mine favoritbøger).
“A Short History…” er mere vildtvoksende og bygger på flere rejser og reportager end “Naturvidenskaben genfortalt”, og Bryson er væsentlig mere onkel morfar end Johanne og Mikkel – men på den måde ender de bare med at supplere hinanden fantastisk.
Så – dobbeltwhopper-videnskabs-anbefaling herfra!
Dråbedag
Som regel synes jeg faktisk, at jeg er ganske god til at lave research på mine køb – ofte i en grad så jeg ender med ikke at købe noget.
Men i den forgangne uge var jeg sgu lidt for kvik på aftrækkeren, da jeg indkøbte ikke bare én, men hele to af Apples HomePod Mini.
Jeg havde (lidt for hurtigt) læst en artikel på The Verge og (mis-)forstået at Apple Home fremover med iOS 16 ikke længere ville kunne bruge min iPad som såkaldt Home Hub og udføre de automatiske indstillinger af vores Philips Hue-lamper.
Jeg har ganske vist en Apple TV-boks, men den slukker vi helt for hver aften, så den ville ikke kunne løse opgaven med blidt at tænde lyset hver morgen.
Uanset hvad, så viste det sig senere, at man bare kan lade være med at opdatere Home-appen i iPadOS 16, så katastrofen var heller ikke større.
Men det nåede jeg altså ikke lige at fange. Suk.
I stedet kastede jeg mig så over HomePod Mini, der kan fungere som Hubs – indrømmet også fordi jeg ikke har været helt tilfreds med vores ellers lækre B&O køkken-højttaler, der skal tændes hver gang, og hvor man liiiige skal bruge de der irriterende 5-6 sekunder på at koble sig til med Bluetooth.
Og skulle man ikke ved samme lejlighed lige snuppe en ekstra med til soveværelset?
Det skulle man.
Jeg synes oven i købet at Mini’erne faktisk var okay rimelige i pris, taget i betragtning af det er Apple-gear, og der var søreme også en butik, der kunne levere to dage efter.
Så langt, så godt. Men så begyndte udfordringerne at melde sig…
Der er primært to ting, der har voldt problemer.
Jeg havde for det første ikke rigtig gennemtænkt, at HomePod Mini ikke officielt er til salg i Danmark, og derfor ikke tilbyder Siri på dansk.
Så jeg måtte slå alle mine Siri’er over på engelsk, og selvom det faktisk på en eller anden sær facon næsten føles mere naturligt at tale danglish til apparaterne, så er det lidt rodet.
Samtidig måtte jeg hoppe en del frem og tilbage mellem mine Apple ID’er – jeg har nemlig fra gamle dage et US ID, fordi man ikke kunne købe særlig mange danske apps. Og det er i hverdagen ret uproblematisk, men gav altså en del knas her, fordi jeg også har et dansk ID, som jeg bruger til nogle af mine Apple-tjenester.
Den anden udfordring er, at HomePod Mini naturligt nok er knyttet relativt tæt til Apples egen økosystem, og især meget, meget gerne vil spille sange fra Apple Music – som jeg ikke har abonnement på.
Jeg er forholdsvis glad TIDAL-bruger, ikke mindst fordi dén tjeneste er integreret i min Bluesound-afspiller på det store anlæg – og i øvrigt var pionér på musik i fuld cd-kvalitet (plus ekstra) på streaming.
Så jeg skifter ikke lige med det samme. Man kan dog godt spille både TIDAL-musik og podcasts fra andre apps på Mini’erne, men det kræver AirPlay-overførsel, og kan ikke startes med en stemmekommando – og det er sgu lidt irriterende.
På en lidt mere positiv note må jeg sige, at de faktisk spiller ganske udmærket, især deres størrelse taget i betragtning – og det er fint at kunne koble dem sammen, så musikken følger med mellem værelse og køkken.
Jeg har også allerede haft fin spas med at kommandere med de små pods – både med musik, radio, påmindelser, timere og andet som jeg plejer at bruge uret til, men som lige er en anelse mere convenient når man bare kan tale til en dims ovre i hjørnet.
Når dét er sagt, så skulle jeg nok have undersøgt tingene lidt bedre, og jeg er ikke sikker på at der stod to HomePod Mini derhjemme, hvis jeg havde lært at læse indenad, og hvis ikke shopping-fingeren havde kløet usædvanligt meget dén dag…
Jeg er stadig ubeskedent stolt – og lidt skræmt – over hvor lang tid jeg hver evig eneste dag har gået minimum 10 kilometer (inklusive et par dage med COVID-19 i vinter).
Og ja, jeg medregner turen ud til kaffemaskinen og ned i supermarkedet og så videre, men…10 kilometer er 10 kilometer 😜
I dag rundede jeg så 2000 dage i træk, hvilket svarer til liiige knap 5-et-halvt år.
Dap, dap, dap
Der står ganske vist 10.000 skridt på det lille badge her fra mit Apple Watch, men det er bare af vanetracking-tekniske årsager – det er altså 10 kilometer, plus det løse.
I gennemsnit går jeg 13-14.000 skridt om dagen, hvilket svarer til 11-12 kilometer.
Jeg tillader mig lige et lille klap på skulderen, og glæder mig så i øvrigt til at skulle på vandreferie om et par uger 👣
Jeg kvier mig egentlig ved at indrømme det, for i mange år var jeg ivrig biografgænger, og så film i biffen mindst en gang om ugen.
Men i de senere år – og ikke bare under Coronapokalypsen – er det slået fuldstændig om. Jeg er ikke helt nede på en film om året, men det snerper 😱
Det er der selvfølgelig mange årsager til – udvalget af leje- og streaming-film, selvfølgelig, og størrelsen af fladskærmene.
Men det er egentlig først i det sidste års tid, når vi alligevel i de “åbne” måneder har sneget os ind at se film i en biograf, at det er gået op for mig, at fladskærme og hjemmeanlæg er blevet så gode, at en af de tillokkende dimensioner af en biftur er gået fløjten.
For noget af det tiltrækkende var jo, at film var film – større, skarpere, bedre, højere end hvad man kunne se på tossekassen derhjemme, selv med VHS, DVD og Blu-Ray.
Men sådan er det ikke rigtig længere.
Jeg kan simpelthen bedre lide billedet på mit 65-tommer OLED-tv, og jeg sidder godt i sofaen og kan mørklægge stuen og sætte lydniveauet som jeg har lyst til.
På store lærreder til blockbuster-film er lyden meget ofte ALT for høj, som om kvaliteten af oplevelsen er ligefrem proportionel med larmen.
Og når man omvendt vælger en “smal” film i en af de fantastiske små biografer, så irriterer det mig at lærrederne er kornede, og at sort ikke er rigtig sort, og at lærredet grundlæggende ikke syner større end fladskærmen derhjemme (som vi jo sidder tættere på).
Min biograftradition er udfordret.
Det har altid været risikabelt at skulle forholde sig til de andre biografgængere, som sjældent har samme rigide regler for hvad man gør og især ikke gør, når man ser film - men på det seneste er jeg altså også begyndt at ærgre mig over selve kvaliteten ved at se film i biffen.
Det føles næsten forrædderisk.
Nu er det ikke fordi jeg har tænkt mig fuldstændig at droppe bifture, men jeg skal til at være lidt mere bevidst om at vælge “små” film i de korte perioder hvor de bliver vist i lidt større sale – og så kan jeg så actionbrag derhjemme, hvor jeg selv bestemmer hvor meget mine trommehinder skal udfordres.
PS. Jeg glemte reklamerne i biffen. De trækker altså også temmelig meget ned…
Frøperspektiv
Som en del af mine noteeksperimenter – og de er naturligvis langt fra overstået (opdatering følger) – stoppede jeg for et par måneder siden mit abonnement på Drafts, som jeg ellers har brugt nærmest dagligt i adskillige år.
Ideen var at se om det egentlig var nødvendigt med en ekstra app som startpunkt for mine noter og tekster, eller om jeg i stedet kunne få det samme ud af Obsidian, Agenda, IA Writer eller hvad jeg nu kørte rundt i.
Og…det kunne jeg, sådan med hiv og sving, men har også fundet ud af, at jeg simpelthen savner et sted til alle de der korte input, ideer til blogposts, mail-svar, beskeder og huskelister, som jeg ikke lige på stedet ved hvor hører til.
Så nu har jeg startet mit abonnement igen, og det føles lidt som at vende hjem.
Jeg kunne stadig godt ønske mig at designet af Drafts var lidt mere…minimalistisk, og der er masser af funktioner jeg synes er komplet overflødige. Men til hurtige noter og ikke mindst hurtig processering med ‘actions’ der fx sender teksten til en email, gemmer den som en fil i iCloud eller åbner et nyt tweet, dér er Drafts altså uovertruffent god og nem at bruge.
Godaften, Frederiksberg
Jeg havde egentlig opgivet ideen om et mekanisk keyboard, fordi det ikke nødvendigvis passer så godt ind på et fælleskontor at sidder og klakke løs.
Og så virkede det også lidt uoverskueligt at skulle browse og vælge og bestille og måske bygge lidt selv, omend dét jo også lyder vidunderligt nørdet.
Jeg har også tidligere været lidt lun på Keychron, der laver relativt velrenommerede tastaturer til os, der ikke er parate til det store byg-selv-projekt .
Jeg har dog haft det indtryk at det kun har været med US layout, så det er aldrig blevet til noget.
Nu har jeg så lige opdaget, at de også kan købes med nordiske taster, og så blev jeg sgu lidt fristet igen.
Det her K7 Slim Wireless er fx ganske niffigt, må jeg sige…
UPDATE: Og det kom jeg så også til at bestille… Med Gateron Red switches, hvis du skulle være nysgerrig.
Gennem de sidste 10-15 års tid har jeg løbende testet forskellige synctjenester – Dropbox, Box, SpiderOak, SugarSync, Mega og mange flere.
Nogle gange har nye funktioner lokket, andre gange mere plads til samme pris, og selvfølgelig har jeg også tit bare haft det sjovt med at prøve noget anderledes.
De sidste par år har jeg dog været ganske tilfreds med Tresorit, en Dropbox-konkurrent fra Schweiz med fokus på E2E-kryptering, kontrol med fildeling og selvfølgelig med servere i Europa.
Tresorit ligger ganske vist i den dyre ende, men jeg har haft det ok med at betale lidt ekstra for en europæisk tjeneste med fokus på sikkerhed og privatliv.
Der var også et abonnement der lige passede til mig, med 2,5TB lager, gode muligheder for at dele filer på en kontrolleret facon, og apps der gjorde hvad de skulle uden for meget ballade.
Men nu har Tresorit så i deres uendelige visdom valgt at vippe båden – måske i en grad så jeg ryger udover rælingen, for nu at pine metaforen.
For nu at citere mailen fra firmaet, der kom i denne uge:
We’re reaching out to inform you that we’ve restructured our individual offerings recently and legacy Tresorit plans (Premium and Solo) will be phased out.
Den såkaldte ‘restrukturering’ betyder, at jeg fra august ganske vist får 4TB og nogle ekstra firmafunktioner, men også får lov til at betale for det – omkring €5 mere om måneden.
Men dér blev jeg så lige nærig. Det er jo fint at få mere i posen, og det er også fint at skulle betale for det man får – men kun hvis man har bedt om det, og kun hvis man har brug for det.
Og det har jeg ikke.
Desværre passer deres lavere niveau ikke helt til mine behov, og jeg kunne virkelig godt bruge en mellemvare…hvilket jeg skrev til dem, men uden dog at forvente at de pludselig laver om på forretningen bare for min skyld.
Så nu skal jeg måske på jagt efter den rigtige sync-tjeneste igen-igen-igen.
Aktuelt ligger pCloud foran – dels fordi dén tjeneste også ligger i Alpelandet og har mange af de samme fordele som Tresorit, dels fordi jeg for et par år siden lod mig lokke til at købe et livstids-abonnement, og derfor allerede har adgang til et 2TB lager.
pCloud er dog langsommere end flere af de store konkurrenter, og interfacet er bare ikke særlig lækkert, så det er med tøvende skridt jeg bevæger mig tilbage.
Jeg betaler faktisk også i forvejen for den store udgave af iCloud, men her mangler vi så den gode kryptering, og en del af de stabile funktioner til deling og file requests som jeg har været glad for hos Tresorit.
Ah well. Et eller andet nørdeprojekt skal jeg jo have sommeren til at gå med… 😎
Som jeg fortalte forleden blev jeg – med inspiration i vores vandretursplaner i sommerferien – for nylig inspireret til at investere i en kikkert.
Af hensyn til vægten – og det faktum at jeg aldrig rigtig har kunnet forlige mig med en binokular – så valgte jeg at forsøge mig med en monokikkert.
Den er så netop kommet med posten idag, en Focus Falcon 8x25 som umiddelbart føles som rigtigt kram.
Glæder mig til at have den med ud på gåture fremover.
Copenhell - sceneshow-rester på himlen
Forleden skrev jeg en dybfølt og navlepillende blogpost om min dårlige vane med at bruge masser af tid på at researche gear og ønsker til en ny hobby, kun for kort tid efter at indse at det alligevel ikke er noget for mig…
Og knap nok har jeg sat min guitar til salg i ærgrelse, før jeg finder mig selv i sofaen, blinkende og lidt rundtosset efter 2 timers nørden rundt i såkaldte monokikkerter…
Nu er det ikke fordi jeg forestiller mig, at kikkerter ligefrem skulle være en hobby på linje med LEGO Mindstorm eller at spille guitar, men den dér dybe (men kortvarige) fascination af et eller andet projekt – helst med halvdyrt gear – dén føles ubehageligt velkendt.
Når det er sagt, så kunne jeg nu godt tænke mig sådan en lille letvægts-monokikkert til sommerens vandretur i Tyskland 🔭😎
Nostatrip til SF med HD i 2012
Jeg må med beklagelse – og lidt skam – erkende, at min drøm om at genoptage min ungdoms guitarspil er bristet.
Sidste år gik jeg ellers all-in på projektet, og købte både en ny, fin guitar og en lille øveforstærker, og et kursus så jeg kunne genopfriske alle de mestendels glemte fingerfærdigheder.
Men efter et par måneder med ganske engageret brug, okay fremskridt og en god portion fine oplevelser er drømmeballonen først falmet og nu fuldstændig flad.
Guitaren hænger og samler støv i skabet, forstærkeren har ikke været tændt i månedsvis, og den hårde hud på fingerspidserne er forlængst blevet blød igen.
Jeg har også afmeldt nyhedsbrevet fra folkene bag det iPad-baserede guitar-kursus, fordi det simpelthen blev for trist hver mandag at blive mindet om fiaskoen.
Undervejs forsøgte jeg også at booke mig selv i kalenderen en halv time tre gange om ugen til at øve, men blev efterhånden træt af hver evig eneste gang bare at slette eller flytte aftalerne med mig selv til næste dag…
Jeg slås lidt med to forskellige fortolkninger af oplevelsen – en ærgerlig og en mere ærgerlig.
Lad os begynde med den første ærgerlige version.
Som jeg nævnte købte jeg guitaren sidste år – tre måneder inden jeg rundede de 50.
Og selvom jeg egentlig ikke fornemmede at det skarpe hjørne i sig selv var et større problem – jeg kan faktisk på en bagvendt måde godt lide at være i 50’erne – så er det svært ikke at tolke købet som et klassisk mid life crisis-projekt.
Guitaren var mine læderbukser, min røde sportsvogn, mit håbløse forsøg på at finde tilbage til en tabt ungdom.
På den måde var det jo dømt til at mislykkes.
Den anden ærgerlige version er mindre klichéfyldt, men måske mere eksistentiel udfordrende.
Guitarspillet er nemlig bare det seneste punkt på en efterhånden halvlang liste over fejlslagne hobbyer eller projekter, som jeg uden held har forsøgt at fordybe mig i gennem årene.
Helt fra min barndom har jeg med ujævne mellemrum været superfascineret af at samle frimærker, gå til kampsport, lægge puslespil, lære at programmere og en masse andre mere eller mindre kortlivede hobbyer.
I min mere voksne tilværelse har jeg forsøgt at begrave mig i alt fra The Simpsons og mindfulness til whiskydrikning og hjemmelavet iPad-musik, men hver gang falmer begejstringen og projektet dør i et støvet hjørne.
Selv når jeg beæret og lykkelig har fået robot-LEGO eller en fancy lille indendørs-drone i gave, har jeg skuffet mig selv og giveren ved snart at miste interessen igen.
Og den kedelige, og meget forsinkede, erkendelse er nok, at jeg bare ikke har nysgerrigheden, disciplinen eller den moralske habitus til at fastholde engagementet, på trods af de gode hensigter.
Det lyder muligvis overdrevet, og jeg er næppe alene om at have efterladt mig en stribe fejlslagne projekter i vejkanten, men jeg synes faktisk det er lidt hårdt at måtte indse, at jeg bare ikke har det i mig at blive rigtig nørd eller få noget der bare minder om ekspertise indenfor et givet felt.
Jeg er for tilbagelænet, uengageret og doven, og mangler tilsyneladende det dér gen for en kreativ, udforskende og vedholdende interesse i nogetsomhelst.
Jeg…modtager bare. Forbruger. Sidder stille og lader verden sive forbi.
Og det synes jeg gør ondt at indrømme.
Jeg prøver at se på de ting, jeg trods alt laver og finde en værdi i det.
Jeg forsøger at sige til mig selv at jeg gennem årene altid har læst massevis af bøger, hørt tonsvis af musik, og set ganske mange film og serier – og at det også kan give mig noget, selvom (eller fordi?) jeg ikke har opbygget en leksikal viden om en given forfatter, kan huske hvem der spiller bas i et givet band, eller har en hjemmebrygget teori om det moderne europæiske filmsprog.
Og måske har jeg med denne blogpost bevist, at jeg dog har en fortsat, dyb interesse i at pille i egen navle, og en vis evne til selvmedlidende at trykke på de ømme steder og skubbe mig selv videre ud i tristhed – så der er noget jeg kan, og har holdt fast i siden jeg var knægt 😉
Når det er sagt – så har jeg en næsten ubrugt og dejlig Yamaha Silent Guitar SLG200S (og en lille Vox øveforstærker) til salg…
I talende stund er det dagen efter årets WWDC – Apples årlige konference for softwareudviklere (og andre nysgerrige), og jeg er ret meget oppe at køre over de nye features der er på vej til især iPad.
For en gangs skyld sad jeg ikke bænket foran skærmen for at følge med live, men blev nødt til(!) at snuppe en god portion af keynote-præsentationen umiddelbart efter den var slut kl 21 dansk tid.
Jeg indrømmer dog, at jeg spolede lidt hurtigt igennem de dele der handlede om CarPlay (eller hvad det nu hedder), Wallet og et par andre småting.
Og der er egentlig masser at tage fat på, og mange små og større nye features på vej – og en ny MacBook Air, som jeg først lige troede var helt sort (hårh!).
Den viste sig dog at være ‘Midnight’ eller hvad de kalder den der mørkegråligtgrumsede farve, men stadigvæk – en næsten sort og superslank Air?
Jeg er fristet.
Det var dog som sagt de nye iPadOS-funktioner, der for alvor fangede min opmærksomhed.
På trods af at alle de smarte iPad-guruer, fra Federico Viticci og nedefter, i de senere måneder har lagt deres iPad på hylden, så er det stadig mit foretrukne apparat i hverdagen.
Jeg elsker det fleksible format, der skifter mellem tilbagelænet læsning og kigning, aktiv brug eller skrivning, med skærmtastatur eller Pencil, og den næsten-laptop-agtige fornemmelse når jeg sætter Padden i mit Magic Keyboard-cover.
Padden er – udover iPhonen – det device jeg oftest har med mig, og meget tit lader jeg min MacBook Pro blive hjemme, også på reportage- og arbejdsture, hvis jeg ikke positivt ved, at jeg skal redigere en masse lyd, og derfor har brug for en Mac.
Når det er sagt, så er jeg dog enig med de frafaldne Padde-guruer, når de kritiserer Apples manglende udvikling og opdatering af især multitasking på iPad.
Det blev der dog gjort noget ved denne gang.
Fx vil iPads fremover være langt bedre til at håndtere eksterne skærme, som fx mit fancy nye Apple Studio Display, og det skulle også blive muligt langt mere fleksibelt at tilpasse app-vinduerne på skærmen.
Dét glæder jeg mig til – en iPad med 27-tommer display? Yes, please.
Det kræver dog for mit vedkommende ny maskine, for multitasking-funktionerne kan kun køre på iPads med M-chip.
Så nu mangler jeg bare at Apple laver en opdateret iPad Pro – helst 11 tommer, med mini-LED XDR-display, M2-chip og en røvfuld RAM – så jeg kan købe en ny Padde og være parat til iPadOS 16.
Jeg er nemlig aldeles parat til fortsat at omfavne min Padde-livsstil.
Lille ven i Aarhus
De sidste par uger har jeg forsøgt mig med at skrive noter i Obsidian – helt under radaren, og uden at fortælle om det før nu(!)
Jeg har normalt intet problem med at skrive løbende om alle mine små eksperimenter indenfor hashtag-productivity, men af en eller anden grund så synes jeg, at jeg ville tage et par uger med Obsidian før jeg rapporterede tilbage.
Det har nok noget at gøre med, at Obsidian (sammen med Craft) er en af de aller-hippeste apps fra de seneste par år, hvor notetagning jo er blevet den nyeste hotness (igen), og jeg ville gerne lige danne mig et indtryk før jeg blandede mig i balladen.
Samtidig føles projektet også som en ekstra stor mundfuld, fordi det ikke kun handler om en ny app, men også om at tackle den store udfordring med en såkaldt Second Brain og notetagning efter en justeret variation af Zettelkasten.
Det vil føre alt for vidt at grave dybt ned i dén del af projektet i denne blogpost, men lad mig dog kort sige, at jeg langt fra har et fast greb om en notestruktur eller -rutine endnu.
For udover at skulle vænne mig til Obsidians særlige UI, muligheder og indstillinger, så er jeg altså også igang med at angribe selve min måde at lave research, highlights og noter – i et komplekst samspil mellem browser, read later-tjenesten Matter, database-monstret DEVONthink og så altså Obsidian i al sin intrikate og gennemlinkede tweakbarhed.
Jeg har importeret alle mine aktuelle arbejdsnoter fra NotePlan (det var jo bare Markdown-filer i en mappe), og en god portion af de private, og så skriver jeg løbende notater fra hverdagen i Obsidians ‘Daily Notes’ – og det fungerer faktisk ret fint.
Obsidian er noget mere kompliceret at bruge, og jeg synes nogle gange jeg skal klikke lidt mere end jeg har lyst til – men det er nok prisen for at appen også er langt mere fleksibel og har langt flere muligheder end de fleste note-alternativer.
Og i de store hele fungerer det fint som hverdagsnote-program.
Men så er der jo det dér med highlights og de såkaldte Zettel-noter – og det kræver ikke “kun” tilpasning af selve appen, men også af hele min måde at tage og skrive noter på.
Og dér er jeg altså langt fra i mål endnu – og er stadig i tvivl om hvorvidt jeg nogensinde kommer det. Jeg er ikke sikker på, at den slags notetagning som Obsidian inviterer til overhovedet passer til mine behov.
Altså: Obsidian vil gerne være sådan en slags værktøj, hvor man løbende skriver og udvikler og linker sin viden om alt muligt, så man opbygger en slags ekstern hjerne eller tænke-hjælp.
Jeg ville rigtig gerne prøve at opbygge netop sådan en slags Personal Knowledge Management, og giver det derfor også et stort skud energi i nogle uger (måske måneder), men hvem ved?
Det kan sagtens være at dropper jeg den del af eksperimentet igen, og holder mig til bare at fylde artikler, links og rapporter i DEVONthink, og så bare bruger Obsidian til at skrive manuskripter og små researchnoter til aktuelle podcastepisoder eller oplæg, uden at forsøge at gøre alle input til mine egne tanker, gennem et elaboreret system og masser af gennemskrivning.
Som sagt – vi får se.
Og så endte det alligevel med at blive en halvlang omgang, selvom jeg kun helt overfladisk har berørt ideen med mit eksperiment.
Stay tuned.