Kontoret kl 6 om morgenen
Kontoret kl 6 om morgenen
Kontoret kl 6 om morgenen
Som faste følgere vil vide, så har vi for vane her i husholdningen at hoppe mellem forskellige streamingtjenester, i stedet for bare at have abonnement på en håndfuld samtidig.
Jeg må dog indrømme, at jeg indtil videre er ret trofast mod Apple TV+. Der er ikke tonsvis af indhold, men de er ret gode til at dryppe lokkende serier (og film) af generelt højt niveau udover månederne, så man hele tiden liiiige skal have en til…
Aktuelt har vi dog også forsøgt os med Viaplay, der ganske vist har imponeret med et ret solidt bagkatalog af film jeg gerne vil se (igen), men faktisk også har et par fine serier.
Om et par dage er vi tilbage på HBO Max for en stund, men hvis man nu sidder derude og har Viaplay, så vil jeg gerne anbefale disse to serier, som jeg har nydt den sidste måneds tid:
Virkelig flot periodedrama om Watergate-skandalen, med Julia Roberts og Sean Penn i et par bærende roller.
Julia Roberts er godt skudt op med ekstra puder på maven og højt hår, men især Sean Penn er sminket til nær-ukendelighed – uden at nogen af delene dog lægger dæmper på deres fantastiske skuespil.
Det kan godt være at det meste er sagt og skrevet om Watergate, men Gaslit er både spændende, underholdende, sjov og skræmmende – og formår at favne både de politiske og især de menneskelige dramaer.
En mere klassisk krimiserie, som dog virkelig får medvind gennem sin fantastiske lokation – øen Hierro som tilhører Spanien men ligger helt isoleret vest for Afrika.
En ny dommer kommer til øen og skal opklare et mord på en ung mand, samtidig med at hun skal tackle de indspiste lokale, der både kender hinanden og hader hinanden på kryds og tværs.
Virkelig flotte billeder af de vilde landskaber – og så er det også bare godt at møde en lidt anden kultur og et andet sprog end det sædvanlige engelsk-amerikanske…
Og så lige en bonus, nu hvor vi er ved at hoppe tilbage på HBO.
Jeg fik et tip om State of the Union fra min podcast-makker Tina, og er allerede begejstret.
Serien følger i korte afsnit (10-15 minutter) et par der mødes inden de skal følges over til den par-terapeut de går hos hver uge.
Små hverdags-snapshots med både dyb følsomhed, humor og glimrende skuespil af Rosamund Pike og Chris O’Dowd.
Nattebyggeri
Jeg har forlængst erkendt, at uanset op- og nedture for hardware og OS-versioner,så ææælsker jeg min iPad. Padden, som den jo hedder blandt vender.
Jeg ved egentlig ikke om jeg er ægte power-bruger, for jeg udnytter afgjort ikke alle mulighederne – og så er der jo også ting, jeg gerne ville bruge, men ikke kan, fordi de fx ikke bliver understøttet på dansk.
Håndskrift-til-tekst er fx ret niffigt, men…nej. Ikke på dansk.
Anyway, jeg har glædet mig som et barn til at lege med det såkaldte Stage Manager, siden det blev annonceret på WWDC i juni. En ny måde at organisere vinduer på, som – potentielt i hvert fald – kan gøre det meget mere effektivt at arbejde med flere apps på Padden.
I mellemtiden har det været igennem en masse beta-versioner, og har fået ekstremt meget flak – også og især fra iPad-entusiasterne.
Jeg har været ude af loopet fordi jeg sprang betaerne over i denne sæson – og fordi min 2018-iPad Pro det meste af tiden slet ikke kunne køre Stage Manager.
Det blev dog (delvis) lavet om med iPadOS 16, og jeg har dimset en del med Stage Manager den sidste måneds tid – og hænger faktisk ved, selvom der afgjort er masser af bugs og uigennemtænkte “features”.
Men nu er jeg så også faldet i gryden og har købt en spritny Padde, som giver mig masser af mulighed for at lege med iPadOS 16.2 beta – og dermed den nyeste version af Stage Manager, som også giver mulighed for at koble Padden til mit Apple Studio Display, så jeg både har app-vinduer på iPadden og på det store, fuldfede display.
Og det kan altså et eller andet…
Den hurtige test (bare en times tid) afslørede dog en del bugs. Flere end Stage Manager bare på iPad med version 16.1. Og det giver jo mening, trods alt, at der er flere småfejl i en beta.
Men jeg håber de får dem rettet - og at de i øvrigt får tænkt Stage Manager mere igennem - for udover de deciderede fejl, så er der også en del funktioner jeg savner; tastaturgenveje, mulighed for at vælge i hvilket vindue en app skal åbne, og så videre.
Så indtil videre er jeg absolut ikke så negativ som mange anmeldere har været henover sommer og efterår, men der er omvendt lang vej endnu før Stage Manager ikke længere er Stage Mangler.
Badabam-tchih.
Jeg har været ganske stor fan af forfatteren Steve Toltz siden debutromanen “A Fraction of the Whole”, og glædet mig til hans nyeste, der kom i foråret.
“Here Goes Nothing” er en temmelig syret historie om en mand der bliver slået ihjel (af en døende ex-læge, der har løjet sig adgang til hovedpersonens og hans gravide kones hus!), og opdager at der er et efterliv – som dog er lige så fucked op som den verden han kommer fra.
En global pandemi i “den virkelige verden” betyder blandt andet at der er så mange nytilkomne i efterlivet, at al bureaukratiet bryder sammen - og det er bare begyndelsen.
Anyway, det skal nok opleves.
Men noget af det jeg holder ret meget af ved Toltz, på trods af de irriterende personer, det kyniske blik på mennesker og samfund, og de mildest talt deprimerende historier - det er mandens eminente evne til at skrive hylemorsomme, spiddende og citerbare one-liners.
Jeg lånte bogen gennem Libby-appen på min Kobo (en fin måde at læse ebøger fra biblioteker i USA), og glemte helt at gemme mine highlights, hvilket jo er noget sjusk.
Men jeg fandt lige det her, som måske kan illustrere bare en lille smule af hans særlige stil.
“Now that I’m dead, I dwell on this kind of thing a lot: how I often made life choices to avoid the disapproval of those who hadn’t even noticed me standing there; how I longed to be liked by the very people I disliked in case finding me objectionable was contagious and would spread throughout the general population; how—and here’s the sad truth—if all my reversals of fortune had been private, I’d have been mostly fine with them.”
Jeg er i øvrigtikke den eneste, der er begejstret.
Tirsdag den 8. november havde min medvært Jens og jeg fornøjelsen af at fejre os selv og episode 100 af podcasten ScifiSnak.
Det skete foran et publikum af engagerede scifi-fans inklusive mange søde lyttere af ScifiSnak på Biblioteket Frederiksberg, hvor vi optog hele balladen – der selvfølgelig kan lyttes i det sædvanlige feed.
Udover at pille navle og tale om ScifiSnaks snart 10-årige historie, så talte vi også – som vi plejer – om en bog, denne gang var det George Orwell-klassikeren “1984”.
På biblioteket var Søren og hans folk gået all-in på at gøre det til en hyggelig, festlig og helt igennem fantastisk aften, med 1984-spilleliste i højttalerne, med overvågningskameraer og med goodiebags til alle de fremmødte.
De brune papirsposer indeholdt (naturligvis) Victory Gin, Victory Kaffe og Victory Chocolate, og et fint postkort med et af slagordene fra det frygtelige, totalitære parti i Orwells bog.
Tusind tak til alle de involverede – og ikke mindst tak til Jens for de første 100 episoder 🪐🚀🎧
Gin, kaffe og chokolade
I kølvandet på at have returneret min ellers fine nye iPad Pro, tager jeg mig selv i at sidde og overveje at købe 11-tommer udgaven i stedet – selvom forbedringerne ift. min 2018-model nok er til at overskue.
Så det er afgjort en dårlig idé, og i virkeligheden nok noget jeg primært kunne finde på fordi jeg nåede at love min mor at hun kunne overtage den gamle…
Pinligt nok tror jeg ganske enkelt at det handler om at jeg savner noget legetøj.
Faktisk er jeg kommet dertil, at selv mine nye læsebriller føles som en slags gadget.
Nu skal man jo ikke købe bare for at købe – men jeg må indrømme at jeg alligevel sidder og surfer på mine bogmærkede shopping- og gear-sider – bare nu hvis der liiiiige skulle dukke et eller andet op, der kunne friste.
#shoppoholiker
Jeg var så ham der købte en iPad Pro 12.9 for nylig, selvom opdateringer fra de foregående modeller var til at overse, og selvom mange ligefrem frarådede et køb.
Jeg kom dog fra en iPad Pro 11 fra 2018, så noget var der alligevel sket – og springet til den store MiniLED-skærm, den hurtigere processor, det bedre kamera, LIDAR-sensor og de andre småting gav alligevel lidt af et boost.
Så generelt var jeg ganske glad de første dage – men!
Så opdagede jeg hvad det er ved skærmen, der faktisk havde generet mig et stykke tid:
Når jeg scroller med tekst på skærmen flimrer bogstaverne meget, bliver gnidrede og skifter farve mens jeg scroller.
Det er værst i Dark Mode, men man kan også se det i lys normaltilstand.
Hverken på min gamle iPad Pro eller min iPhone har jeg nogensinde oplevet noget tilsvarende, og det er ekstremt generende og distraherende når man først har lagt mærke til det.
Jeg kastede mig selvfølgelig straks over fora og support-sider, og fandt blandt andet frem til denne tråd fra Macrumors, hvor mange andre oplever samme problem – med #smeargate, som det naturligvis blev døbt pga. den udtværede tekst.
Der lader til at være en konsensus om at problemet skyldes software, snarere end selve skærmen, men dem der er på iPadOS 16.2 betaen fortæller, at det i hvert fald heller ikke er løst dér.
Og så skulle der tages en beslutning. For tør man vente på en opdatering?
Jeg turde ikke – for det gik nemlig op for mig, at jeg lige akkurat kunne nå at returnere den nye iPad Pro til Apple inden 14-dages grænsen var overskredet.
På den måde kunne jeg slippe for ballade med ombytning (som ikke hjalp, ifølge Macrumors) og den slags.
Så nu har jeg bestilt en retursending – for første gang nogensinde med et Apple-produkt – og jeg er lidt spændt på hvor smooth det kører.
Jeg er ret ærgerlig over det – for jeg var på mange måder glad for ny padde i størrelse XL, og nød den snappy M2-processor.
Men jeg havde det sgu lidt dårligt med at bruge så mange penge på noget med en fejl, der generede mig så meget hver dag.
Heldigvis havde jeg ikke nået at sælge eller videregive min “gamle” iPad Pro 11 – så nu er jeg foreløbig tilbage på dén, indtil jeg kan lure om fejlet bliver løst på den nye – eller der evt. dukker en mere spændende Padde-model op i 2023…
Som jeg har nævnt tidligere er jeg efterhånden kommet i den alder, hvor jeg skal bruge læse- og skærmbriller.
Det holdt lidt hårdt at acceptere tanken, men det er lykkedes at få vendt humøret, så jeg faktisk synes det er lidt cool – og det er jo en hel ny type tilbehør, jeg pludselig kan lege med og bruge som rekvisit i hverdagen 😉
Jeg har dog haft lidt indkøringsvanskeligheder i forhold til selve kigge-oplevelsen.
Udover begyndende gammelmands-syn skal brillerne også korrigere for en bygningsfejl som jeg åbenbart altid har haft, men bare har negligeret.
Det betyder at glassene jo “forvrænger” mit udsyn på verden, og især når jeg sidder med min Kobo-læser føles det som om bogen ikke er en regelmæssig rektangel, men en slags rombeformet skærm, hvor bogstaverne er større i toppen end i bunden. Meget mystisk.
Det har faktisk været så voldsomt, at jeg tog tilbage til optikeren – den meget, meget flinke Ferat hos Zimmer Optik på Frederikssundsvej i NV – for at dobbelttjekke at glassene nu også var de rigtige.
Han var sød nok til at tage mig alvorligt, og lod mig endda være med til at tjekke i sit fancy specialinstrument, at det var de korrekte linser.
Han fortalte så også, at grunden til min lidt særlige oplevelse af en forvredet virkelighed er det skræmmende faktum, at min hjerne simpelthen er blevet så gammel og stiv, at det tager lang tid for den at vænne sig til det korrigerede – og korrekte – udsyn gennem brillerne.
Så jeg fik til opgave at tage hjem igen, bruge mine læsebriller så meget jeg kan holde ud, og så (forhåbentlig) opleve, at min gamle, træge nerveklump efterhånden begynder at se Kobo, iPad og andre læsedimser mere normalt.
Det prøver jeg så. Og er allerede kommet dertil, at jeg kan opleve at skærmen forvrænges den modsatte vej, når jeg tager brillerne af. Jeg tager det som et godt tegn på at min hjerne trods alt stadig kan lære nye tricks…
Mandag aften var vi ude at høre det mongolske metalband The Hu i den Grå Hal – og det var ganske enkelt en total fest!
Vi var ellers næææsten parat til at droppe det, og talte i øvrigt på cykelturen om hvor mange der ville være til koncerten, og om man overhovedet ville kunne fylde bare halvdelen af salen?
Well, imagine our surprise da vi kom ud og landede i røven af en kæmpe kø. Der var ganske enkelt proppet!
Stemningen var også ret meget i top fra starten. Selv tre kvarter med en temmelig overgearet metal-DJ og hans mystiske musikvalg kunne ikke lægge en dæmper på de fremmødte, der lejlighedsvis brød ud i “hu, hu, hu”-råb.
Anyway, det bliver ikke en fuld anmeldelse, og jeg kan heller ikke professionelt redegøre for det fulde sæt eller noget – men der var bare en fantastisk stemning, de er ekstremt dygtige musikere, og publikum var fuldstændig tændte hele vejen igennem.
Så nej, det nye album er ikke fantastisk, og ja, de har en temmelig overgearet scenestil med vindblæsere til det lange, sorte hår – men hvem gider tænke på det, når alting kværner og crowden rocker og benhårde riffs blander sig med lyden af mongolske violiner og forsangeren har et pilekogger med tre forskellige fløjter i bæltet?
Og da de så leverede en swingende version af deres Sad But True-cover som ekstranummer var ikke et øje tørt.
Tak til Hu!
Tak til Hu
Opdagede så lige, at jeg i adskillige måneder åbenbart har haft dobbelt-abonnement på Apple TV+. Suk.
At det overhovedet kan lade sig gøre, skyldes en gammel ballade med Apple ID.
Da man første gang begyndte at kunne købe apps var den danske App Store ret sølle, og så kunne man lave et hack med at oprette en amerikansk profil.
Det var vældig smart en overgang, men er også lejlighedsvis møgbesværligt, fordi jeg så jonglerer med to identiteter, og indimellem skal logge ud og ind som mit alter ego for at købe ting eller abonnere eller bekræfte min identitet.
Balladen betyder altså også, at det har kunnet lade sig gøre at jeg i et halvt års tid eller mere faktisk har haft abonnement på Apple TV+ på begge profiler.
Og selvom jeg synes der er meget godt indhold på platformen, så er det trods alt ikke så godt at det er nødvendigt at betale to gange….
Jeg har længe gået og været ret parat til en ny iPad, og i sidste uge lod jeg mig rive med af lanceringen af de nye modeller, selvom det på mange måder var en meget lille opgradering.
Min “gamle” Padde var en 11-tommer Pro fra 2018, og den var begyndt at føles lidt sløv i koderne. Samtidig ville jeg faktisk ret gerne have den store model (som jeg testede et par uger i 2020 og blev ret begejstret for).
Så det hører også med til opdaterings-historien, at selvom springet fra 2020 til 2022 ikke er særlig stort, så er springet fra 2018 til 2022, og fra 11 tommer til 12.9 tommer noget større – og involverer fx også en mini-LED-skærm.
Og så var der jo den mildest talt omstridte Stage Manager-feature, som jeg virkelig gerne ville lege med, og stadig har store forhåbninger til, selvom den aktuelt er plaget af bugs og mystiske designbeslutninger.
Anyway, jeg faldt i gryden. Igen. Selvom jeg virkelig var i tvivl, og også overvejede at annullere købet. Men nu har jeg den – og er mestendels ret tilfreds med købet.
På den gode side: skærmen er ret fin, størrelsen giver nye muligheder, og jeg kan afgjort mærke springet op til en M2-processor. Og så synes jeg faktisk at Stage Manager kan et eller andet, selvom det langt fra er perfekt.
På den mindre gode: skærmen er ikke så meget bedre som jeg havde forventet, den er jo også lidt mere clunky, og jeg er ikke sikker på at jeg for alvor kan udnytte den vilde computerkraft. Og Stage Manager…hmmm.
Jeg ville egentlig gerne have ventet til en større design-opdatering af Padden, og måske nogle decideret nye funktioner (MagSafe, anyone?), men…tanken om at vente halvandet år mere på en eller anden fluffy drøm var svær at tackle.
Så… Ny Padde Max i det lille hjem.
Så er man blevet gammel nok til læsebrille
Forleden skrev jeg denne post om udfordringen med at holde kunder og andre interesserede orienteret om hvad jeg nu har gang som selvstændig ‘indholds-kreatør’.
I den sammenhæng blev jeg tippet om NowNowNow.com – og er ret sikker på, at det nok bliver næste skridt, i hvert fald som eksperiment.
Den korte idé er, at man på sit firma-site eller sin personlige hjemmeside skal lave en “hvad har jeg fokus på for tiden”-side – altså en mitdomæne.dk/now underside – ligesom de fleste også har en about-side, hvor de fortæller mere generelt om hvem de er og hvad de laver.
Det er altså ikke som udgangspunkt meningen at man skal opdatere siden hver dag eller uge, eller skrive hver eneste episode af en podcast eller hvad man nu laver på sin Now-underside.
Det handler mere om at man måske hvert kvartal skriver hvilke projekter man arbejder på, og måske fortæller om nye kunder og hvad der i øvrigt optager én for tiden.
Og dén idé kan jeg faktisk ret godt lide – selvom jeg også overvejer om man alligevel skulle forsøge at lave automatiske links til mine aktuelle produktioner og opgaver, så det bliver en slags omvendt kronologisk liste med alle udgivelser?
Under alle omstændigheder kan jeg ret godt lide tanken om, at det er en side der ligger under min egen kontrol på eget domæne i stedet for hos Patreon eller anden anden tjeneste.
(Selvom jeg nok også må indrømme, at hvis det skulle udnyttes til at forsøge at tjene penge ved den slags crowdfunding, så er det nok nemmest at gå til en professionel…)
Tågebro
Flere dråber
Jeg havde lige en snak med en kunde som spurgte hvad jeg ellers lavede for tiden.
Og det fik mig til at tænke på freelance-kreatørens gamle udfordring med at give eksisterende (og forhåbentlig) nye kunder og/eller ‘følgere’ et centralt sted til at holde øje med hvad man egentlig har gang i?
Jeg har ikke umiddelbart nogen superniffig løsning på problemet, men jeg har i hvert fald tænkt mig lige at se nærmere på Patreons creator-sider.
Det er ikke fordi jeg er ellevild med Patreon, eller generelt tanken om at gøre en ekstern tjeneste til professionelt hub (så kan jeg bedre lide ideen om at have mit eget site, som ahnissen.dk eller podlab.dk).
Men der er omvendt også noget værdi i at være tilstede på et site, der præcis er lavet til ‘creators’ – især dem som gerne vil forsøge at tjene en skilling.
Så nu har jeg lavet verdens mest skrabede profil, for at kunne udforske mulighederne lidt – men det er absolut ikke meningen at man skal følge mig…endnu, i hvert fald.
Vi satte fredag punktum for arbejdsugen (næsten) ved at høre hele tre tunge, danske bands i Pumpehuset - Vulvatorius, Undergang og ikke mindst Konvent, som er blevet et af mine yndlingsbands på det seneste.
Det var vores bud på Kulturnat, og det var aldeles fremragende – tung, swingende larm af højeste karat 🤘
Tak for det.
Fancy fika-kop på Hven
Jeg har åbenbart lidt mere travlt end jeg selv synes er i orden. (Og ja, jeg ved det er et #luksusproblem).
Men i hvert fald var der et eller andet ved denne oversigt over det amerikanske beredskabs-niveau, der virkede bekendt.
Jeg vurderer foreløbig, at jeg kun er på DEFCON 4 – dog med udsigt til at gå til DEFCON 3 i den næste uges tid.
Vi må håbe at juleferien kommer før DEFCON 1, hvis det fortsætter på den måde… 💣
DEFCON 5: Normal, lowest state of readiness.
DEFCON 4: Regional tensions requiring greater vigilance; no U.S. force involvement. Increased intelligence watch and analysis of the political/military situation in the area of tension.
DEFCON 3: Increased regional tensions with possible U.S. force involvement. Increase in force readiness.
DEFCON 2: Hostile action is possible; serious threat to U.S. forces or U.S. allies. Further increase in force readiness.
DEFCON 1: War is imminent. Maximum readiness, immediate response.