|||

Omnivore – open source læseliste

Jeg havde høje forhåbninger open source-appen Omnivore, men har efter et par ugers eksperimenter konstateret, at den stadig mangler lidt for at være klar til primetime…

Jeg befinder mig stadig (altid) i en fase af flux, når det gælder apps til at holde styr på artikler, links og andet research og læsestof, både når det gælder mine professionelle og private behov.

I de forgangne måneder har mit primære værktøj været Readwise Reader, som har utroligt mange praktiske funktioner, men også er noget rod og tit har irriterende bugs især på min Padde.

For nylig er Goodlinks dog dukket op igen, blandt andet fordi man nu kan lave highlights i artiklerne, og jeg sender nu alle mine “private” artikler til Goodlinks – altså de ting jeg gerne vil læse, som ikke umiddelbart har noget med arbejdet at gøre.

Men jeg har været på udkig efter noget, der måske kunne udfordre Reader i de arbejdsmæssige sammenhæng – noget lidt enklere og lidt lækrere.

Omnivore to the rescue?

Og cirka samtidig med Goodlinks’ tilbagevenden begyndte Omnivore altså også at blande sig i kapløbet. Jeg har tidligere snuset til open source-appen, men den har manglet for mange grundlæggende features til at den var rigtig interessant for mig.

Der er dog sket meget, og derfor tog jeg altså endnu en svingom med Omnivore her i begyndelsen af oktober - efter at have prøvet og forladt Cubox (igen-igen), som jeg tidligere har skrevet om.

Næsten altædendeNæsten altædende

Omnivore ligger på mange måder mellem Goodlinks og Reader, både når det gælder design og funktioner – og et langt stykke henad vejen løser appen faktisk mange af mine behov.

Ligesom Goodlinks håndterer Omnivore webartikler og i et vist omfang videoer og podcast-links, men altså ikke pdf’er.

Man kan tagge artikler, søge på flere parametre (fx et bestemt tag i arkivet), lave highlights og noter i de gemte artikler og alt det andet som er nødvendigt i mit workflow.

Omnivore håndterer faktisk også eksport af highlights og artikel-tekst ganske okay, og integrerer oven i købet direkte med Obsidian via et plugin, så alting kan gemmes som noter dér.

Tangent: Hvor meget skal man gemme?

Parantetisk er jeg begyndt at overveje, om det egentlig er en god idé at synce alle highlights til en note-app?

Det er ellers noget jeg har været rigtig glad for ovre i Readwise Reader, men jeg synes at der efterhånden ligger alt, alt for mange artikel-note-highlights i Obsidian, som har været knyttet til en bestemt episode af en podcast og ikke længere er relavant.

Det kan fx være nyheder om et eller andet fjollet AI-stof, som var vigtigt i maj ’23, men som jeg næppe nogensinde får brug for at læse igen, og som bare ligger og fylder og forstyrrer i søgningerne.

Så nu overvejer jeg hvordan jeg kan lave et system som kun eksporterer/gemmer/syncer artikler og highlights som er “langtidsholdbare”…men det er et projekt til senere.

Lidt for mange knaster

Men tilbage til Omnivore, der faktisk klarede sig fint da jeg læste artikler om Dyson-sfærer og ormehuller til mit oplæg på vores nyligt overstående RumSnak-show, men som straks begyndte at knirke og senere knækkede helt, da jeg stressede appen med indsamling, læsning, annotering og deling af en røvfuld artikler til AI Denmark-podcastens sektion med korte nyheder.

Det var simpelthen for rodet at holde styr på artiklerne og deres highlights, der var tags som ikke dukkede op i søgninger, og appen lukkede uden varsel på Mac’en flere gange.

Apropos Mac, så kan man bruge Omnivore på 3 måder dér: I browserent hvor den jo egentlig hører hjemme, som en iPad-app der også kører på Mac, og endelig som en Dock-app – der jo “bare” er en Safari-tab, der bliver kørt som en seperat web-app.

De sidste to tiltrak mig mest (fordi jeg hellere vil skifte mellem apps end mellem browser-tabs eller -vinduer), men de var fulde af bugs og mangler, og nærmest ubrugelige i praksis.

Omnivore har også en udpræget mangel på tastaturgenveje, så det blev en decideret klikfest at bruge appen i praksis, og det trækker temmelig voldsomt ned.

Jeg er ret sikker på, at Omnivore for mange kunne være et solidt og godt alternativ til fx Pocket, Instapaper eller Goodlinks – og jeg holder et skarpt øje med appen, fordi udviklingen lader til at gå ret hurtigt – men for mig er Omnivore altså ikke klar til en fast plads i Docken endnu.

Up next Slange i tåge
Latest posts Omnivore – open source læseliste Slange i tåge RumSnak har de bedste fans RumSnak liveshow episode 100 TickTick – kalenderkasser til folket Næsten automatisk oversættelse Cubox – den glemte udfordrer Morgentur ved Damhussøen Fotos på bloggen Søndag i Hareskov Itsy bitsy spider Hundredetusinder af ord Update på batterier – ny test Skal man behandle sine batterier med respekt? KalenderTetris – I’m doing it wrong Solopgang på Strandvejen Craft objects - farvel til Notion? Hovsa, det var ikke med vilje Opdateringer over det hele Gåturton 2024 - Hillerød til Kgs. Lyngby En overflod af læs-senere-apps Ikke et job for mig Ønsker til Todoist Heldigt uheldigt foto Bjørnen vender tilbage Hvem tager billedet? Hurra for Houdah Slow water GuestCast – adgang til det udvidede Anders Podcast Universe iPhone Photography Awards 2024 Podcastapps – er det tid at prøve noget nyt