|||

OLED blev min skæbne

Jeg forsøger generelt at leve bare nogenlunde beskedent, alting taget i betragtning – men indrømmer blankt, at jeg har et gadget-misbrug.

Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg 9 ud 10 gange gange faktisk sælger mine gamle dimser eller giver dem til værdigt trængende, så de ikke bare ryger i containeren.

Anyway, jeg ved godt det er FOMO-drevet og tosset, men jeg blev ganske enkelt nødt til at købe en ny og hundedyr iPad forleden, selvom jeg også var nødt til at købe den forrige model, så sent som i 2022.

Igen hører det så med til historien, at 2022-Padden allerede er afsat til en ny og forhåbentlig glad iPad-bruger.

Organic Light-Emitting Diodes

Men altså, for en der ææælsker sit LG OLED-tv (som til gengæld ikke er udskiftet siden 2018 eller deromkring), så lokkede Apple jo helt urimeligt med OLED-paneler i de nye Padder – to af slagsen i et “tandem-lag”, oven i købet.

OLED har fantastisk kontrast, ingen blooming, lækre farver og er nok bare – indtil videre – den bedste skærmteknologi.

Fancy skærmFancy skærm

Anyway, dette er ikke en fuld anmeldelse af den nye iPad Pro 11’’ (som jeg købte med mobilnet og 256GB, nyt tastatur og ny Pencil) – bare en slags QikReview(tm) af den nye skærm.

Og jeg går absolut ikke ind i den langvarige og komplicerede diskussion om, hvorvidt iPad overhovedet er et ægte “professionelt værktøj.”

Men hvad angår skærmen må jeg indrømme, at jeg nok stadig er igang med at vænne mig til den. På nogle måder er den nemlig overvældende og temmelig fantastisk, men der er også tidspunkter, hvor jeg er både undervældet og decideret ærgerlig.

Plusser og minusser

Og lad os bare tage irritationsmomenterne først:

Jeg havde jo håbet, at hele glasfronten på Padden nu bare ville være én, sort flade, men der er stadig tydelig forskel på kanten og selve skærmen. Kanten er adskillige nuancer sortere end skærmen, selv når den er slukket eller bare viser et sort wallpaper.

Det er givetvis bare sådan det er, for når jeg kigger helt tæt på mit OLED-tv er kanten også sortere end den slukkede skærm – jeg ser det bare meget nemmere på Padden, dog primært når der falder direkte lys på skærmen.

Derudover synes jeg at jeg oplever en snert af den frygtede såkaldte sæbeopera-effekt, når jeg ser film på Padden. Jeg har kun testet det et par gange, men der havde både Gladiator og American Gangster et lidt sært look – selvom både sort-niveauer og farver afgjort var imponerende.

Men jeg ved ikke om jeg kan stole på mine egne øjne, når det gælder sæbeopera-effekten, for ingen andre lader til at have samme oplevelse…

Det ligner mere tv end film, og der er næsten for meget smæk på farverne – især når jeg sammenligner med Cinema Mode på mit LG TV.

Heldigvis er det relative småting i det store billede (selvom jeg lige skal kigge lidt mere på forskellige film). Generelt er det en imponerende skærm, som er fantastisk at se på, især selvfølgelig når man kigger billeder, men også bare når man bruger forskellige apps eller læser artikler.

Nogle gange er det indrømmet lige før der er trykket for meget på HDR-pedelen, men når man finder det rette lys-niveau ser billeder med high dynamic range altså rigtig pæne ud…

Trods knasterne er jeg glad

Så den foreløbige konklusion er, at jeg absolut er glad for min OLED-padde, selvom træerne ikke gror ind i himlen.

Der er dog rigeligt andet også at være glad for, omend jeg næppe havde et voldsomt behov for at opgradere fra “den gamle” iPad.

(Og ja, jeg købte selvfølgelig min nye Padde i Space Black – selvom ‘black’ jo ikke er ægte sort, i klassisk Æble-stil. Suk).

Jeg synes den nye M4-chip giver alting en dosis ekstra snappy-hed, jeg er vild med det nye (og alt, alt for dyre) Magic Keyboard, og den nye Pencil Pro er afgjort også niffig.

Min iPad er i brug hver evig eneste dag, også som min primære rejse- og reportage-computer, og så er det jo trods alt rart at have et godt stykke gear…selvom det er dyrt.

PS. Titlen på denne post kom lidt af sig selv, men det var først efter et stykke tid at det gik op for mig, at det jo er et onkel morfar-spin på W.C. Fields-filmen med den danske titel “Øllet blev hans skæbne”…

Up next Endelig et sort Apple-kabel Det glæder jeg mig til på årets Bloom
Latest posts Netværk for imaginære podcasts Domæner med løse ambitioner Flyv op og bed om bedre vejr Orion har strammet bæltet Time management på WWDC I havnen Cyklisk selverkendelse – nu med kamera Jeg forsøger at omfavne kaos Den Store Fragmentering Podcast-manus i frit flow Jeg blev ikke hooked på Hookmark Ufrivilligt tjek af ny noteapp Så er vi igang med Bloom 2024 Det glæder jeg mig til på årets Bloom OLED blev min skæbne Endelig et sort Apple-kabel Fantastiske Fantastical med forbedret Todoist-integration Shopping under broen Fjernoptagelse med funktionssyge Usynlige filmtricks Nice spot Opdatering fra manipulator-land En tur på skolebænken igen med Coursera Sløv søndag Tekst-manipulator Røsnæs Rundt Meta-mastodon Lys, vand og skygger Er RCMD-appen det digitale benspænd jeg har brug for? En uge med udskrifter i Apple Podcasts Der er lyserødt derude