|||
Det er blevet tid til endnu en omgang Månedens Pensum, med tre af mine favorit-artikler fra den forgangne måneds tid.
(Husk, det er ikke nødvendigvis nye artikler, men ting jeg har læst i november).
Månedens pensum i november
I Kim Stanley Robinsons fremragende “Ministry for the Future” stødte jeg for et par år siden på begrebet ‘monocausotaxophilia’.
Sagt helt kort betyder det vores trang til at søge én, enkel forklaring på vores problemer. Det kan være indvandrere, techgiganter, fluor i vandet eller noget helt fjerde.
Tingene er dog sjældent helt så simple.
Bloggen Rainbowjoice har en fin lille artikel om begrebet.
Sadly, our monocausotaxophilia penchant has us desiring a single cause label. Once defined, that single cause can then be fixed. It can be solved. The cause can be isolated, removed, or expelled. At least we think (and hope) it can.
Personligt kan jeg godt lide at skifte arbejdsstilling i de mange timer jeg tilbringer foran computeren hver dag – selvom jeg også indrømmer at jeg det meste af tiden hænger på stolen som en slatten teenager.
Jeg må også erkende, at jeg for nogle år siden delte en del memes og artikler om hvordan “at sidde er den nye rygning” og den slags.
Det viser sig dog – meget apropos ovenstående artikel om monocausotaxophilia, at vores dalende sundhedstilstand afgjort langtfra kun skyldes at vi sidder for meget ned, og omvendt at vi heller ikke klarer problemerne ved at stå op og arbejde en gang imellem.
Den delvis gode nyhed er dog, at det umiddelbart ikke ser ud til at gøre tingene værre, hvis vi hæver bordet og står op og arbejder.
Som lyttere af ScifiSnak-podcasten måske vil huske, så er jeg kæmpefan af Iain Banks’ serie om The Culture – en superavanceret og velbalanceret civilisation mange millioner år ude i fremtiden.
The Culture has a great deal of qualities that we lack, or regrettably possess—they’re less vicious, more thoughtful, and just overall more pleasant. Banks created an ideological playground by waving a wand and removing the trickiest barrier to any utopia: basic human shittiness.
Jeg er ikke alene om at dyrke Kulturen – fx har både Jeff Bezos og Elon Musk erklæret at de også er vilde med Banks’ bøger.
Det interessante er dog her, at selvom romanserien åbenbart appellerer til überliberalister og multimilliardærer som de to herrer, så hørte Banks selv til langt ud hos os på venstrefløjen.
Så hvordan kan man læse historierne om fremtidens Culture så forskelligt? Det skriver Kurt Schiller om på Bloodknife.
