|||

Kodehjælp fra botten…med en overraskelse

Det var egentlig meningen at denne blogpost skulle handle om en fin oplevelse med at vibecode et tech-fix, men problemet blev løst af sig selv… Ikke desto mindre kommer her den lille oplevelse fra hverdagen.

Nu er jeg absolut ikke programmør eller udvikler, og jeg er aldrig rigtig kommet længere end at fifle med lidt html og lege med Javascript og Apple Script og den slags, når der har været behov.

Ikke desto mindre (eller måske af samme grund) følte jeg mig forleden kaldet til at udforske mulighederne i at bruge min AI-assistent til at se på noget kode.

Situationen kort

Jeg bruger (igen) Drafts som min capture-app og mange tekster begynder her, uanset om det er tasks, ideer, mails eller beskeder.

Det smarte ved Drafts er blandt andet de såkaldte actions – basalt set en slags mere eller mindre avancerede makroer, der fx kan tage en draft-note og udføre en handling med den.

Det kan være at åbne teksten fra noten i Messages, gemme den som en fil i en bestemt mappe på computeren eller tusind andre ting.

Jeg bruger mange actions, men især sender jeg tit Drafts-noter til Todoist (hvor de kan gemmes med forskellige typer af information, afhængig af noten), eller til min aktuelle skrive-app, Craft.

Jeg genfandt dog også for nylig en action, der binder de to apps sammen på en ret snedig facon – når den virker.

Kalender, opgaver og noter i skønt samspil

Den hedder “Todoist task & Craft document”, og den fungerer ved (hold nu tungen lige i munden!) at:

  • tage teksten fra en note fra Drafts
  • oprette et dokument i en udvalgt mappe i Craft med teksten
  • finde linket til Craft-dokumentet
  • oprette en opgave i Todoist med samme titel og et link tilbage til Craft-dokumentet
  • hoppe tilbage i Craft og indsætte en linje med link tilbage til Todoist-tasken

Resultatet er, at jeg nu får bundet både Craft-dokumentet, opgaven i Todoist OG mine kalenderkasser i Fantastical sammen, fordi Todoist vises i min kalender.

Så når jeg kigger i Todoist kan jeg klikke og ryge over i det rigtige Craft-dokument jeg skal arbejde i.

Hvis jeg er i dokumentet i Craft og vil se hvornår opgaven skal være løst, kan jeg klikke og hoppe til den rigtige task i Todoist.

Og i Fantastical kan jeg klikke på en kalenderkasse og gøre begge dele – altså hoppe enten til Todoist eller Craft, afhængig af behov.

Det er (for mig) temmelig fikst. Problemet var bare, at dén action var holdt op med at virke siden sidst…

Troubleshooting og forsøg på fix

Jeg skrev til udvikleren der var sød, men havde lidt for travlt, og jeg kunne ikke selv lure hvad der var galt – og derfor endte jeg altså ovre hos min AI-assistent, for at se om den kunne hjælpe.

Her skrev jeg noget i denne stil:

“Jeg vil gerne have din hjælp til at skrive scriptet til en ‘action’ i appen Drafts. Det er en ny version af en eksisterende action, som brugeren FlohGro har lavet, som ‘crosslinker’ et dokument i appen Craft med en task i tjenesten Todoist.”

Herefter skrev jeg så både FlohGros beskrivelse af sin action og selve koden, og fulgte op med at spørge om hjælp:

“Problemet er, at når jeg kører FlohGros action, bliver der ikke indsat et link til Todoist-tasken i Craft-dokumentet. Jeg tror måske det har noget at gøre med Todoist-API’erne, men jeg er absolut ikke sikker.

Så her er din opgave: Tjek om FlohGros kode er korrekt, og foreslå eventuelle rettelser til et nyt script, som jeg kan teste i Drafts.”

Tak for indsatsen, hr. RobotTak for indsatsen, hr. Robot

Frem og tilbage med AI

Assistenten kastede sig med det samme ud i opgaven og kom med adskillige bud på, hvad der kunne være problemet.

Den mente også at have fundet nogle fejl eller i hvert fald ineffektive dele af koden, og foreslog adskillige rettelser.

Desværre var der ingenting der virkede, når jeg prøvede at lave en ny action i Drafts for at teste, om den kunne lave Todoist-tasks og Craft-dokumenter og links imellem dem.

Vi havde en fin snak, mig og assistenten, og den forsøgte at tackle problemet på flere forskellige måder – inklusive at prøve at hive en fejl-log ud af Drafts – men altså uden succes.

Efter en halv times interessant indsats skulle jeg så lige tjekke noget med FlohGro’s oprindelige action, og mindsandten om den så ikke fungerede igen?

Det er givetvis et tilfælde, men det føltes en lille smule provokerende – selvom det naturligvis også var rart at problemet løste sig selv!

Og assistenten og jeg fik os så også lige en lille snak om “ja, sådan er det jo med computere og software en gang imellem, at man ikke helt kan regne ud hvorfor tingene virker eller ikke virker, høhø”.

Uanset hvad var det 1) dejligt at problemet blev løst, 2) sjovt at udforske mulighederne i at bruge min AI-assistent til at skrive kode.

Det bliver garanteret ikke sidste gang.

Up next Podcast-apptjek – igen… Jeg slås stadig lidt med at få podcast-episoder ned på mit Apple Watch på en konsistent og pålidelig facon – og derfor er jeg igen på jagt efter
Latest posts Kodehjælp fra botten…med en overraskelse Podcast-apptjek – igen… Gåturton 2025 – rundtur i Gribskov Alan Sparhawk i VEGA – kollektiv musisk sorgbearbejdning Beta-toget kører Sikkerheds-jonglering Månedens Pensum jul 2025 – klima, keyboards og håndkanoner SoMe på lavt blus Jeg er gået over til MagnaPhone SmåTing – film, film og film Låge ved Carlsberg Vejrapp del 3 – metarefleksioner Fire gange frokost-udsigt i Sverige Vejrapp del 2 – frem og tilbage Meximad på svensk SmåTing – AR-briller, Nuser og trommevideoer Vejrapp del 1 – på jagt efter nye udsigter Månedens Pensum juni 2025 Perseverance og Ingenuity Nyt keyboard med magnetiske taster SmåTing – klimadata, euroalternativer og falafler Nyt blogformat Farvel Copenhell 2025 RumSnak på Copenhell Con Der går lidt langsomt her til morgen Capture-app med AI? Preparing the way Nyt fra WWDC 2025 Alternative capture-apps They call it Le Chat Overcast Breakout