Det er lige ved at være 20 år siden, at Segway-køretøjet efter lang tids hemmelighedskræmmeri blev sluppet løs til en mildest talt undervældet modtagelse.
Den gyroskopiske scooter blev inden lanceringen udråbt til at være en revolution der for altid ville forvandle urban transport, men endte med at blive en joke.
Forlæggeren, der måske ufrivilligt var skyld i den kolossale hype, og dermed måske skyld i at det blev en buldrende fiasko, har skrevet sin udlægning af historien til Slate.
Det er en ærlig, underholdende og lærerig lille fortælling om innovation, glemte brugerbehov, ingeniørnørderi og amokløbende storytelling i de glade dotcom-dage.
Når dét så er sagt, så må jeg indrømme, at jeg siden allerførste korte tur på en Segway altid har syntes at de var helt fantastisk sjove at køre på.
Jeg prøvede første gang i 2005-agtigt, senere var jeg på rigtig turist-rundtur i København med 10 andre, og endelig havde jeg fornøjelsen af et par gode ture i DR Byen, da jeg hjalp Nikolaj Sonne med et par tests til “So Ein Ding.”
At vi havde det sjovt – selv da jeg knaldede hovedet ind i en dørkarm fordi jeg havde glemt at jeg stod på en 30 cm høj Segway – kan man konstatere i dette lille hjemmefilmede videoklip fra 2011.