Nåårh en lille ny optager
Nåårh en lille ny optager
Nåårh en lille ny optager
Som man muligvis har set, så havde jeg læderet oppe af lommen for nylig og investerede en i Mac Mini med M2 Pro-chip til kontoret. Og jeg er vist også kommet til at love at dele lidt på bloggen om mine oplevelser – så værsgo 😃
Jeg vil dog ikke skrive en rigtig anmeldelse – det har dygtigere og grundigere kolleger allerede gjort, fx hos Ars Technica og Tom’s Guide og Six Colors – men jeg har plukket lidt indtryk og oplevelser fra de første to ugers tid.
Den korte version af vores fælles erfaringer (mine og anmeldernes) er sådan cirka:
Det er lidt kedeligt, at designet ikke er opdateret, og vi er trætte af at der kun er porte på bagsiden – men indmaden er der dælme ikke noget i vejen med! M2 Pro er da shizzle.
Samtidig er de fleste enige om, at det er fantastisk at man kan gå hele vejen fra en billig hverdagsmaskine med rigelig regnekraft til et decideret monster (som så også koster derefter).
Og den vurdering kan jeg altså sagtens medunderskrive – men jeg har lige et par supplerende tanker, som førstegangs-Mini-ejer generelt, og specifikt om den nye M2 Pro-version.
Frisk hardware
En Mac Mini er virkelig en fin lille maskine. Skulpturel, solid og med et forholdsvis begrænset fodaftryk, så den kan sagtens stå på skrivebordet. Til gengæld står den ikke ordentlig fast, i hvert fald ikke på mit bord – så jeg har købt en sort silikone-bordskåner, og nu er min Mac Mini skridsikker…
Udover bordskåner skal man også lige huske, at man selv skal bringe tastatur, skærm og mus eller trackpad med til festen. Det giver så til gengæld en stor fleksibilitet for hvilket gear man vil bruge.
Personligt flottede jeg mig sidste år med et Apple Studio Display, der jo er som skabt til at have en Mini i r*ven, og så havde jeg i forvejen et Magic Keyboard og en Trackpad på skrivebordet. Done. (Hvis der var nogen der kom og forærede mig et Pro XDR Display, så sagde jeg dog ikke nej – det ville virkelig være et kinky setup).
Jeg har også bare virkelig nydt at have en stationær computer, og selvom det objektivt ikke er mange sekunder jeg sparer hver morgen ved ikke at skulle have den bærbare op af tasken og slutte den til, så er det ren livskvalitet bare at sætte sig ned, prikke til en tast, og gå igang.
For selvom Apple er kommet et pænt stykke vej i forhold til at håndtere skiftet når man slutter en MacBook Pro til en ekstern skærm, så er der stadig situationer hvor maskinen fuldstændig har glemt alt om hvilken størrelse hvilke vinduer skal have, når den møder et andet display – et af de der problemer, som jeg simpelthen ikke kan forstå fortsat skal plage sagesløse computerbrugere.
Anyway, det er ren luksus faktisk nogle gange at kunne gå hjemmefra uden en taske med computer og tilbehør, og bare gå ned at arbejde i kontorfællesskabet. Aaaeh.
Man kan godt slippe relativt (Æble-)billigt afsted med en ny Mac Mini, der begynder på kr 5.499, men det kunne jeg selvfølgelig ikke nøjes med…
Så jeg valgte en M2 Pro med 10 CPU-cores og 16 GPU-cores. Den blev oppet til 32 GB RAM, og jeg flottede mig med 2 TB harddisk - så kan jeg have alting gemt lokalt, og Mini’en er nu mit referencelager (som dog foreløbig syncer alting via cloud-tjeneste til MacBook’en).
Jeg installerede denne gang maskinen fra bunden, i forsøget på at slippe af med et par irriterende småting, som jeg mistænker er gammel skidt og snavs i hjørnerne af styresystemet. Vi får se om det hjælper.
Men selve opsætningen tog ikke specielt lang tid – det går jo hurtigt at hente de vigtigste 10-15-20 apps, og resten kan man snuppe når man skal bruge dem. Omvendt tog det så adskillige døgn at få syncet 1,5 TB ned på maskinen – jeg tror måske trafikken blev lidt langsommere, da systemet opdagede hvilke mængder data jeg var igang med at flytte?
Anyway, nu ligger alting her, og jeg er tæt på at være fuldt oppe at køre. Jeg vil dog sige, at der stadig er indstillinger som jeg har kørt med på mine tidligere Macs, som ikke er blevet tweaket rigtigt endnu på Mini’en. Det bliver ikke nemmere af, at System Preferences er blevet til Settings i macOS 13 – og jeg kan simpelthen ikke finde rundt i de nye indstillinger…
På mange måder er det jo også lidt undervældende at få en ny Mac i disse tider, fordi enhver ny maskine er ekstremt kapabel, og fordi det trods alt er begrænset hvor meget nyt der sker fra år til år.
Så jeg snyder en anelse, og laver en lidt anden opsætning, finder et nyt wallpaper, leger lidt med mit window management og fifler med indstillingerne rundt omkring for at få en fornemmelse af lidt mere ny-hed.
Når det er sagt, så er det altså nyt at have en desktop-maskine, og jeg kan også godt mærke at den har lidt ekstra kræfter under motorhjelmen.
De 32 GB RAM giver mig luft når jeg har mange tunge apps kørende, og selvfølgelig giver den nye M2 Pro-chip også noget mere skub på.
Jeg har nok ikke for alvor presset Mini’en, men har dog kørt nogle iZotope-filtreringer af lydfiler, og mine iMovie-eksporter går afgjort lidt hurtigere. Der er dog ikke tale om nogen revolutionerende forskel, og det havde næppe givet mening at opgradere min “gamle” MBP M1 til en tilsvarende bærbar med en M2 Pro. Jeg tager dog de små forbedringer med glæde – det er utroligt så lang tid 10 sekunder kan vare, når man venter på at deverbe en optagelse…
Træerne gror dog ikke ind i himlen. Software kan stadig have fejl, der kan være klumper i netforbindelsen, og man kan mere eller mindre uforvarende komme til at presse systemet. Så jeg oplever stadig badebolde, omend jeg gætter på at det har mindre med M2 Pro-chippen og Mini’en at gøre end med macOS og især de apps og tjenester jeg bruger.
Der er naturligvis også stadig irritationsmomenter – selvom jeg så langt foretrækker macOS fremfor Windows, så er Ventura ligesom sine forgængere også plaget af småting, der kan være frustrerende, forvirrende og nogle gange decideret provokerende. De går heller ikke væk, bare fordi man får en let opgraderet computer.
Fik jeg nævnt, at det er pokkers ærgerligt, at Mini’en ikke fik samme porte som sin relativt nye storebror, Studio? Jeg ville SÅ gerne have haft bare en enkelt Thunderbolt-port eller to på forsiden, og så ikke mindst den SD-kortlæser, som ville gøre min hverdag adskilligt nemmere – jeg flytter flere gange om ugen lydfiler via SD-kort, og det ville bare være så meget sjovere at have en indbygget læser på fronten af maskinen end at skulle dimse med en USB-C-dongle omme bagpå.
Af samme årsag har jeg kigget lidt på hubs som fx den her fra Satechi – som har lidt ekstra porte foran, og som oven i købet kan gemme på en disk, som man jo så kunne bruge til at tage backups på (aktuelt hænger min eksterne disk bare i kabelbakken under skrivebordet – ude af syne, jovist, men ikke specielt elegant).
Og ellers er der næppe meget andet at sige, end at jeg fortsat er superglad for at have trykket på knappen – det er absolut en rigtig dejlig lille maskine, som jeg forventer at bruge i mange år fremover.
Update:
Glemte helt at skrive i går, at en af mine største bekymringer jo var, om jeg ville høre ventilatoren fra Mini’en på skrivebordet. Men i de 14 dage jeg har haft maskinen, har jeg kun hørt susen én gang – nemlig da jeg skulle se en video i Sharepoint, via Safari….
Morgen på volden
Som man måske har luret, har jeg netop købt en ny Mac Mini M2 Pro til kontoret.
Jeg skal nok skrive lidt mere om dens regnekræfter senere, men foreløbig bare lidt om installationen.
Den forløb for så vidt smertefrit, men jeg forsøgte mig denne gang med en clean install, fordi jeg synes min MBP efterhånden har fået samlet lidt snask op gennem de senere år, som jeg ville se om jeg kunne slippe for.
Det betyder så, at jeg har brugt meget tid på at installere apps og tilpasse indstillinger og ikke mindst at synce 1,6TB filer fra den store datasky.
Anyway – det har så også givet mig et opdateret indblik i hvilke Mac apps jeg bruger mest, og er mest afhængig af.
Der er selvfølgelig helt centrale værktøjer som en password-manager (jeg er glad 1Password-bruger), den foretrukne sync-tjeneste (jeg har valgt pCloud) og en launcher (Raycast er virkelig en solid konkurrent, selv for en gammel Alfred-fan).
Og så er der de store apps, som jeg bruger mere eller mindre hver dag, hvoraf nogen kommer fra Apple selv, og andre fra store og små udviklere. Det er apps som Safari, Mail, Hindenburg, Obsidian, Todoist, Fantastical, med mange flere.
Men så er der også de små, helt enkle utilities, som jeg har samlet op gennem årene, og som er blevet helt integrerede i mine hverdagslige workflows.
(Og her skal der lyde et stort shout-out til Snazzy Labs på YouTube, der er kommet med mange tips).
Så lad mig bare her dele en lille liste med nogle af de vigtigste:
Menuwhere – tastatur-genvej til at åbne app-menuerne, der hvor cursoren er, så man ikke skal hele vejen op i toppen af skærmen
HazeOver – dæmper de bagvedliggende app-vinduer, så man bedre kan fokusere på det forrest (som må antages at være det man arbejder i)
Dropover (eller Yoink) – assistent til fil-flytning og -kopiering, som lige holder filerne mens du samler flere ind, og bagefter finder ud af hvor de skal hen
Shottr – alternativ til den indbyggede screenshot-funktion, med frække muligheder for at sløre (del af) billede og evt. tekst
Rocket – tastatur-genvej til emojis, som kan aktiveres i alle apps
Og som en lille bonus – et par af de Safari extensions, jeg også er rigtig glad for:
SuperAgent – indstil hvordan du (ikke) vil have cookies, og så klarer agenten 85% af consent-vinduerne for dig!
MarkDownload – gem al (eller noget af) teksten fra en webartikel som Markdown.
TabSpace – fint værktøj til at gemme sæt af tabs, som også kan deles eller eksporteres (fx også i Markdown).
Det er ikke en komplet liste, men det er altså nogle af mine favoritter – og måske et godt sted at starte 👍
I fredags var jeg til Metaverse Summit og en lang række oplæg om fremtidens sammenblandede virkeligheder – VR, AR, Web3, IoT og hele balladen.
Udover at det var godt at netværke med nye og kendte ansigter ude i kødspace, så var det også klart at vi stadig ikke rigtig er enige om hvad metaverset er.
De fleste mente dog, at Faceb…, undskyld, Meta, ikke skal have lov til at bestemme…
Personligt mener jeg, at både metaverset, betaverset og meatverset er en del en af stor, samlet oplevelse.
Det er verden omkring os og inde i vores hoveder, uanset medie, format, teknologi og anvendelse.
Det er blevet tid til den årlige afrapportering-slash-status for mit liv som selvstændig.
Den 31. januar 2017 sagde jeg farvel til DR og kastede mig ud i at lave podcasts, være moderator, holde oplæg og meget mere. Det er i de forgangne seks år gået over al forventning, men derfor er der jo alligevel op- og nedture.
Således også i det seneste års tid.
Jeg har fortsat okay gang i forretningen, men er også lidt eksistentielt udfordret af at have mistet stort set al den techstof-dækning jeg har lavet tidligere – og jeg har også mistet en ellers “fast” podcast.
Jeg er dog stadig supertaknemmelig for at have ganske meget at rive i, og er basalt set enormt privilegeret at have spændende opgaver, fantastiske partnere og et godt netværk.
Men lad os kaste os ud i den lidt længere årsrapport.
Hvis vi nu skal starte på en optur, så var der faktisk fortsat god gang især i podcast-biksen i 2022, hvor jeg fortsatte med at lave RumSnak, med gode lyttertal og sjove live-optagelser, og især et fantastisk samarbejde med Tina Ibsen.
Jeg havde også et rigtig fint samarbejde med Nanna Wesley Hansen om at lave podcasten Workflow for IDA, og arbejdede fortsat på nye serier af episoder for AI Denmark podcasten og den podcast jeg laver for It-vest.
I småtingsafdelingen havde jeg også fornøjelsen af at være med i en episode af DRs podcast-julekalender (produceret af Munck Studios), og selvfølgelig et par håndfulde oplæg og moderatoropgaver – ikke mindst på den årlige BLOOM-festival, arrangeret af ADBC.
Ikke alting var dog armene-op-over-hovedet fantastisk.
I begyndelsen af året måtte Nicolai Franck og jeg smide håndklædet i ringen og lukke Techliv-nyhedsbrevet og -podcasten.
Det var superærgerligt, og det har ikke mindst betydet at jeg er næsten eksistentielt udfordret, fordi jeg ikke længere har noget fast tech-nyheds-analyse-output – for første gang i knap 25 år.
Jeg har brugt meget tid på at se det som en positiv mulighed for at fokusere mere på andre stofområder, ikke mindst rumbranchen, men grundlæggende føler jeg at jeg risikerer at miste grebet og ryge ud af loopet. Det er lidt hårdt.
Workflow-podcasten blev lukket her ved årsskiftet, og det var også ærgerligt at miste det der ellers har været en sjov, spændende – og fast! – opgave, sammen med gode mennesker og for en god kunde.
Jeg fulgte dog de mange gode råd jeg fik på LinkedIn om lige at tage tingene lidt med ro, før jeg løb ud og forsøgte at finde en ny opgave efter lukningen af Workflow.
Det var afgjort godt for mig at have lidt mere ro på i december og den første uge af januar – men nu er tiden ved at være kommet til at tage på jagt igen.
Og det giver mig så mulighed for at slutte med at se lidt frem.
Jeg har faktisk nydt at have en cirka firedages arbejdsuge den sidste halvanden måneds tid, men jeg kan godt mærke at det også gør mig lidt grundangst – selvom jeg har haft det som ambition at gå ned i tid stort set siden jeg startede som selvstændig.
Så jeg er altså begyndt at lede efter nogle nye muligheder for at producere noget podcast. Dels fordi jeg føler at jeg har lidt mere energi nu, og dels fordi jeg bare altid allerede er lidt nervøs for om der nu vil være gang i forretningen i fremtiden…
Jeg ville som nævnt fx rigtig gerne lave noget techstof, og gerne i podcast-form, men har ingen konkrete planer, kontakter eller muligheder. I princippet kunne jeg jo også starte mit eget, men det er mildest talt svært at banke en podcast-økonomi op fra bunden, som vi oplevede med Techliv…
Vi får se hvad der sker.
Jeg fik i øvrigt heller aldrig rigtig gang i det lille sideprojekt med tech-quizzen Techwiz, men reklamerede jo heller ikke så meget for det. Lige nu er der dog (måske!) ved at være mulighed for at lege lidt med dét igen.
Ellers er det vigtigt at nævne, at både AI Denmark-podcasten og It-vest-podcasten om informatik i undervisning og forskning kører videre i år.
RumSnak fortsætter naturligvis også – både med de vante episoder, med nye live-optagelser og med en festival for ruminteresserede børn og voksne til efteråret. Plus en lille ekstra overraskelse, men det vender vi tilbage til…
Så – alt i alt er jeg forsigtigt fortrøstningsfuld.
Jeg vil afgjort have som ambition at forsøge at nyde de stille perioder, men håber også at det lykkes mig at fange/skabe/opdage nogle nye projekter i løbet af af 2023…
Morgendråbe Frederiksberg
Astrofoto uden stjerner
Jeg skulle jo også lige lege lidt ChatGPT – her længe efter resten af medieverdenen, men jeg fik lidt gøjseren over al hypen, da den var på sin højeste.
Jeg er jo nemlig sådan en, der ikke gider lytte til det som alle de andre lytte til, i et forsøg på at være (forceret) anderledes.
Jeg, en 51-årig teenager.
Anyway.
Via ChatGPT:
Anders Høeg Nissen er en dansk forfatter og journalist, kendt for sine bøger om kriminelle og sociale problemer i Danmark. Han har skrevet flere bestsellere og modtaget flere priser for sin journalistik og fikativ skrivning, herunder Den Danske Debutantpris og Politikens Debutantpris. Nissen er også kendt for at have skrevet flere dokumentarbøger om kriminelle, herunder “Pusher”, “Morder” og “Criminal”. Han er uddannet journalist og har arbejdet for flere aviser og magasiner, såsom Information og Weekendavisen, og har også skrevet for tv og radio.
ChatGPT kan være meget imponerende. Men nogle gange også bare fuldstændig ude at skide…
Jeg indrømmer, at jeg har bragt det over mig selv. Men jeg er landet i en situation, hvor jeg simpelthen har for mange tech-bolde i luften.
Nu er det jo ellers nærmest en hobby for mig at prøve apps og tjenester, bruge tid på at lave systemer, rydde op i mine digitale gemmer og den slags.
Men nogle gange, så spænder jeg altså ben for mig selv ved at sætte gang i for mange ting samtidig.
Således også aktuelt, hvor jeg blandt andet(!) roder med at:
Jeg kunne godt bruge en måneds tid hvor jeg bare arbejdede fuld tid på at forsøge at få styr på det hele…
Når man så samtidig slås med apps der er fulde af bugs, masser af småfejl og knaster allevegne – og ting der absolut ikke “bare virker” – så bliver næsten for meget.
Det er lige til at blive technofob af.
Når dét er sagt, så skal jeg også lige huske, at jeg jo trods alt mestendels synes det er hyggeligt at dimse med – især når én af de forestående opgaver er opsætningen af den nye Mac Mini jeg kom til at bestille forleden…
Nyt legetøj
Jeg gentager sikkert bare noget en masse andre har sagt, men:
Kunne vi (både regeringen og medierne) for pokker ikke holde op med at spilde tiden med helligdage og tale om Klimapokalypsen i stedet?
Hvad tror I er mest vigtigt?
😠
PS. Jaja, der er masser af andre ting, som også er vigtige, men den her St. Bededags-ballade, det kan kun være spin og distraktion…
Min kontorkammerat Søren og jeg talte for nylig om, hvad vi mon kan bidrage med når Klimapokalypsen(tm) for alvor har omkalfatret samfundet som vi kender det? Og personligt har jeg som halvuddannet litteratur- og medievidenskabsmand med 10 tommelfingre nok ikke supermeget at byde på.
Når jeg ser katastrofe- eller zombiefilm er jeg mig altid meget bevidst om, at jeg ville ryge i første runde. Det er ikke mig der får en gammel bil til at køre på solkraft, bygger et tiny home i en trætop, eller laver en kortbølgeradio af konservesdåser og en HP-lommeregner fra 80’erne.
Jeg har svært ved at forestille mig, at det vil være efterspurgt at kunne lave en tekstanalyse af Mary Shelley’s Frankenstein når vandstanden er steget adskillige meter, eller at jeg vil blive bedt om at gennemgå Rigets markedsføringskampagne, mens de slås i gaderne om toiletpapir og gær.
Jeg tror bare jeg stille sætter mig i et hjørne og læser en bog, mens det hele falder sammen.
Regntæt jakke
Er igang med tredje gennemkig af Beatles-doku’en Get Back (selvom jeg snyder lidt og springer nogle minutter frem en gang imellem).
Hvis jeg kunne teleportidsrejse ville jeg SÅ gerne have været med i studiet i ’69, men nu har vi så en 13 timers miniserie på Disney Plus som giver en god bid af stemningen.
Jeg har simpelthen tårer i øjnene halvdelen af tiden, fordi de er så musikalske og søde og komplekse, og fordi det bare var en fantastisk epoke…
For nylig skrev jeg den traditionelle blogpost om temaet for det kommende år, og valgte “Nysgerrighed 2.0”. Men i de efterfølgende dage er jeg faktisk kommet i tvivl om det var det rigtige valg?
Jeg havde nemlig også et par andre kandidater i tankerne, og især ét af de mulige alternativer har optaget mig mere og mere den sidste uges tid.
Så selvom det piner et ordensmenneske som mig pludselig at lave om på systemet, har jeg besluttet mig for at reboote og vælge et nyt tema for 2023.
Det nye kodeord er NÆRVÆR.
Nærvær handler for mig i denne sammenhæng først og fremmest om at være tilstede i det jeg laver. Det kan være at lytte podcast, lave mad, gå tur, tage en fem-minutters pause eller spise aftensmad med min bedre halvdel. Eller naturligvis at arbejde.
Det vigtige er at holde opmærksomheden på det jeg er igang med, i stedet for at tænke på den næste opgave i kalenderen, på at tjekke Mastodon, på hvornår jeg skal spise, eller andre mere eller mindre værdifulde distraktioner.
Jeg skal i øvrigt indsparke her, at jeg – måske uden rigtig at lægge mærke til det i begyndelsen – er kraftigt påvirket af min viv, som over nytåret har læst og talt om “4000 Weeks” af Oliver Burkeman, der også handler rigtig meget om at være tilstede i nuet.
I den sidste uges tid er jeg allerede gået lidt igang med at dyrke nærværet. Jeg forsøger mig (for mindst tiende gang) med mindful spisning (ja, jeg skal tabe mig 5-6 kilo, men prøver at have fokus på processen, snarere end målet), og jeg har en ambition om ikke altid at lave flere ting samtidig – så fx at bruge mere tid på “bare” at høre musik uden også at læse.
Det nye tema betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke skal være nysgerrig de kommende 12 måneder, eller for den sags skyld resten af livet. Nysgerrighed er, som jeg skrev, en vigtig del af tilværelsen, og bør altid dyrkes.
Det samme gælder naturligvis også dét at være tilstede i nuet, men jeg føler måske at nærværet har ekstra behov for en særlig indsats og for fokuseret opmærksomhed – og derfor bliver nærvær altså årets nye tema.
Som faste læsere vil vide, så skal årets tema også have et logo. Det kommer her:
Vær tilstede i nuet
Fra Wired om sidste uges nyhed.
Right now, Meta users opt in to personalized advertising by agreeing to the company’s terms of service—a lengthy contract users must accept to use its products. In a ruling [on January 4th], Ireland’s data watchdog, which oversees Meta because the company’s EU headquarters are based in Dublin, said bundling personalized ads with terms of service in this way was a violation of GDPR. The ruling is a response to two complaints, both made on the day GDPR came into force in 2018.
Der er lang vej endnu – og som jeg tidligere har skrevet tror jeg ligeså meget det handler om kapitalsme som om ‘Big Tech’ – men det er da et skridt i den rigtige retning…
Inspireret af Merlin Manns begejstring for Blot.im (han har talt meget om tjenesten i flere af sine podcast), har jeg kastet mig over at udforske lidt flere af mulighederne.
Jeg har i lang tid bare kørt videre med den opsætning jeg lavede i begyndelsen, uden at se særlig meget på metadata og andre features.
Så nu kommer der nok en række posts uden særlig meget indhold, der altså har til formål at gøre tingene lidt smartere.
Lige nu afprøver jeg fx en såkaldt ‘action’ i Drafts, som skal tilføje datoen som metadata, så jeg ikke risikerer at genopslå gamle tekster som nye, bare fordi jeg ændrer nogle tags…
Som nævnt - der bliver arbejdet med metadata og automatisering på den lille blog.
Jeg var nok lovlig kæk forrige uge, da jeg annoncerede at Pixelfed måske var min nye Instagram-erstatning.
I praksis var jeg ikke vild med appen, og jeg fandt heller ikke nok interessante foto-postere derovre til at jeg følte et behov for løbende at tjekke nye billeder.
Til gengæld har jeg jo ofte lagt billeder ud på min blog på 4nd3rs.dk, hvor jeg poster tre gange om ugen om teknologi, hverdag og ting & sager – herunder altså billeder fra min færd rundt i virkeligheden.
Anyway – jeg skriver denne post lige så meget for at teste en lille automatisering jeg leger med, som (forhåbentlig!) kan smide mine blog-posts over på Mastodon.
Om det virker bliver nok snart tydeligt, og om det generelt er en god idé finder jeg nok også ret hurtigt ud af…
Juletræsrest