Gennem de sidste 10-15 års tid har jeg løbende testet forskellige synctjenester – Dropbox, Box, SpiderOak, SugarSync, Mega og mange flere.
Nogle gange har nye funktioner lokket, andre gange mere plads til samme pris, og selvfølgelig har jeg også tit bare haft det sjovt med at prøve noget anderledes.
De sidste par år har jeg dog været ganske tilfreds med Tresorit, en Dropbox-konkurrent fra Schweiz med fokus på E2E-kryptering, kontrol med fildeling og selvfølgelig med servere i Europa.
Tresorit ligger ganske vist i den dyre ende, men jeg har haft det ok med at betale lidt ekstra for en europæisk tjeneste med fokus på sikkerhed og privatliv.
Der var også et abonnement der lige passede til mig, med 2,5TB lager, gode muligheder for at dele filer på en kontrolleret facon, og apps der gjorde hvad de skulle uden for meget ballade.
Men nu har Tresorit så i deres uendelige visdom valgt at vippe båden – måske i en grad så jeg ryger udover rælingen, for nu at pine metaforen.
For nu at citere mailen fra firmaet, der kom i denne uge:
We’re reaching out to inform you that we’ve restructured our individual offerings recently and legacy Tresorit plans (Premium and Solo) will be phased out.
Den såkaldte ‘restrukturering’ betyder, at jeg fra august ganske vist får 4TB og nogle ekstra firmafunktioner, men også får lov til at betale for det – omkring €5 mere om måneden.
Men dér blev jeg så lige nærig. Det er jo fint at få mere i posen, og det er også fint at skulle betale for det man får – men kun hvis man har bedt om det, og kun hvis man har brug for det.
Og det har jeg ikke.
Desværre passer deres lavere niveau ikke helt til mine behov, og jeg kunne virkelig godt bruge en mellemvare…hvilket jeg skrev til dem, men uden dog at forvente at de pludselig laver om på forretningen bare for min skyld.
Så nu skal jeg måske på jagt efter den rigtige sync-tjeneste igen-igen-igen.
Aktuelt ligger pCloud foran – dels fordi dén tjeneste også ligger i Alpelandet og har mange af de samme fordele som Tresorit, dels fordi jeg for et par år siden lod mig lokke til at købe et livstids-abonnement, og derfor allerede har adgang til et 2TB lager.
pCloud er dog langsommere end flere af de store konkurrenter, og interfacet er bare ikke særlig lækkert, så det er med tøvende skridt jeg bevæger mig tilbage.
Jeg betaler faktisk også i forvejen for den store udgave af iCloud, men her mangler vi så den gode kryptering, og en del af de stabile funktioner til deling og file requests som jeg har været glad for hos Tresorit.
Ah well. Et eller andet nørdeprojekt skal jeg jo have sommeren til at gå med… 😎