|||

Synctjeneste-ballade igen-igen

Gennem de sidste 10-15 års tid har jeg løbende testet forskellige synctjenester – Dropbox, Box, SpiderOak, SugarSync, Mega og mange flere.

Nogle gange har nye funktioner lokket, andre gange mere plads til samme pris, og selvfølgelig har jeg også tit bare haft det sjovt med at prøve noget anderledes.

De sidste par år har jeg dog været ganske tilfreds med Tresorit, en Dropbox-konkurrent fra Schweiz med fokus på E2E-kryptering, kontrol med fildeling og selvfølgelig med servere i Europa.

Tresorit ligger ganske vist i den dyre ende, men jeg har haft det ok med at betale lidt ekstra for en europæisk tjeneste med fokus på sikkerhed og privatliv.

Der var også et abonnement der lige passede til mig, med 2,5TB lager, gode muligheder for at dele filer på en kontrolleret facon, og apps der gjorde hvad de skulle uden for meget ballade.

Nye muligheder, ny pris

Men nu har Tresorit så i deres uendelige visdom valgt at vippe båden – måske i en grad så jeg ryger udover rælingen, for nu at pine metaforen.

For nu at citere mailen fra firmaet, der kom i denne uge:

We’re reaching out to inform you that we’ve restructured our individual offerings recently and legacy Tresorit plans (Premium and Solo) will be phased out.

Den såkaldte ‘restrukturering’ betyder, at jeg fra august ganske vist får 4TB og nogle ekstra firmafunktioner, men også får lov til at betale for det – omkring €5 mere om måneden.

Men dér blev jeg så lige nærig. Det er jo fint at få mere i posen, og det er også fint at skulle betale for det man får – men kun hvis man har bedt om det, og kun hvis man har brug for det.

Og det har jeg ikke.

Desværre passer deres lavere niveau ikke helt til mine behov, og jeg kunne virkelig godt bruge en mellemvare…hvilket jeg skrev til dem, men uden dog at forvente at de pludselig laver om på forretningen bare for min skyld.

På jagt igen

Så nu skal jeg måske på jagt efter den rigtige sync-tjeneste igen-igen-igen.

Aktuelt ligger pCloud foran – dels fordi dén tjeneste også ligger i Alpelandet og har mange af de samme fordele som Tresorit, dels fordi jeg for et par år siden lod mig lokke til at købe et livstids-abonnement, og derfor allerede har adgang til et 2TB lager.

pCloud er dog langsommere end flere af de store konkurrenter, og interfacet er bare ikke særlig lækkert, så det er med tøvende skridt jeg bevæger mig tilbage.

Jeg betaler faktisk også i forvejen for den store udgave af iCloud, men her mangler vi så den gode kryptering, og en del af de stabile funktioner til deling og file requests som jeg har været glad for hos Tresorit.

Ah well. Et eller andet nørdeprojekt skal jeg jo have sommeren til at gå med… 😎

Up next Kikkertkøb Som jeg fortalte forleden blev jeg – med inspiration i vores vandretursplaner i sommerferien – for nylig inspireret til at investere i en kikkert. Tastatur-trang Jeg havde egentlig opgivet ideen om et mekanisk keyboard, fordi det ikke nødvendigvis passer så godt ind på et fælleskontor at sidder og klakke løs.
Latest posts Cubox – den glemte udfordrer Morgentur ved Damhussøen Fotos på bloggen Søndag i Hareskov Itsy bitsy spider Hundredetusinder af ord Update på batterier – ny test Skal man behandle sine batterier med respekt? KalenderTetris – I’m doing it wrong Solopgang på Strandvejen Craft objects - farvel til Notion? Hovsa, det var ikke med vilje Opdateringer over det hele Gåturton 2024 - Hillerød til Kgs. Lyngby En overflod af læs-senere-apps Ikke et job for mig Ønsker til Todoist Heldigt uheldigt foto Bjørnen vender tilbage Hvem tager billedet? Hurra for Houdah Slow water GuestCast – adgang til det udvidede Anders Podcast Universe iPhone Photography Awards 2024 Podcastapps – er det tid at prøve noget nyt Interessant kombination Fragmenteringen rammer også mine læs-senere apps Tilbage til Drafts Elæser-opfølgning PopClip – en af hverdagens helte Slut med ferietempo