|||

Sommer-eventyr med nyt tv

Jeg er kommet til at bruge penge på et nyt tv. Eller, jeg synes jo nærmest jeg var tvunget ud i et køb…

Forrige weekend ville jeg lige tjekke om der var kommet noget spændende nyt på tv-fronten – bare for sjov, you know!

15 minutter efter skrev min mor: “Så sagde mit fjernsyn “blib” og gik i sort. Øv øv.”

Så dér blev tv-researchen pludselig ganske anderledes aktuel og lidt presset – der er nemlig fast tradition for at mine forældre arver mit gear, når deres går i stykker eller bliver for gammelt…og jaja, det giver mig selvfølgelig også en undskyldning for at købe nyt…

Decisions, decisions…

Jeg fokuserede forholdsvis hurtigt på tre modeller – fra Sony, Samsung og LG – og jeg landede på den spritnye LG G4 65’’ OLED-skærm.

Ja, det ligner et tv…Ja, det ligner et tv…

Min “gamle” skærm var også LG, så jeg ved de leverer varen, og især når det gælder filmvisning var alle anmelderne helt oppe at ringe.

Til gengæld var den svær at finde i butikkerne, så da jeg opdagede et eksemplar i den lokale Power slog jeg til med det samme.

Dagen efter gik så med transportcirkus, fordi jeg både skulle have den nye LG-skærm, aflevere den gamle til min mor, og sende hendes 15 år gamle plasma-skærm på genbrugspladsen.

Og SÅ hjem til opsætning af LG G4! Eller..det var planen. Men ingen planer overlever mødet med virkeligheden.

Husk at lave din research!

For det viste sig nemlig, så snart jeg åbnede kassen, at jeg havde fået den forkerte model, som kun havde vægbeslag og ikke bordstand. Suk.

Den korte version af historien er, at alle de anmeldelser jeg læste fremhævede at 2024-modellen kommer med både vægbeslag og bordstand (i modsætning til 2023-modellen), men det har så vist sig kun at være tilfældet i USA.

I DK og Europa skal man specifikt vælge S-model (for Stand) eller W-model (for Wall).

Anyway, efter lang tid med både Power- og LG-support var svaret, at nej, Power har ikke bordstanden, og jo, LG har i princippet bordstanden, den kan bare ikke købes nogen steder… Suk igen.

Frem og tilbage

Så jeg satte gang i den laaaaangsomme returnering til Power, og gik på jagt efter et andet sted at købe en LG G4 S-model, og var heldig at ElSalg både havde den rigtige model S, og søreme også kunne levere det med det samme (næsten – jeg måtte væbne mig med tålmodighed til mandag).

Hvad angår returprocessen, så var jeg ikke superimponeret af Power - de var hektiske med at gennemføre salget, grænsende til chikane med flere telefonopkald, men svarede ikke på 3-4 henvendelser, da jeg ville returnere.

Men igen, for at fatte mig i relativ korthed, så fik jeg transporteret det tilbage til butikken i går, fik godkendt at det stod som nyt, og fik pengene igen (eller, det håber jeg, de er selvfølgelig ikke gået ind endnu).

Det vigtigste var dog næsten, at det NYE LG G4 S-model(!) faktisk var ankommet fra ElSalg samme morgen, så efter tilbagelevering af det “gamle” kunne jeg endelig begynde at lege!

Så mange NITS at man næsten bliver solbrændt

Jeg havde naturligvis pløjet igennem en masse reviews og læst manualen og highlightet de vigtigste punkter, så jeg følte mig nogenlunde forberedt, og den basale opsætning gik hurtigt.

Ja, næsten for hurtigt.

For ligesom med moderne iPhones, så er processen virkelig blevet strømlinet, og jeg var igang efter bare 5-10 minutter, især fordi LG (og de andre producenter) virkelig har strammet balderne de senere år, og tilbyder video modes som rent faktisk er til at bruge.

Mine gamle plasma-skærme og LG-tv’et fra 2017 krævede timevis med pilleri og mange justeringer af farvetemperaturer og lysintensiteter og hvad har vi, men LGs “Expert Profile” og “Filmmaker Mode” er rasende gode ud af boksen.

Som altid skal man dog lige først væk fra den indstilling der hedder Vivid, men burde hedde Burn Your Eyeballs.

Men efter lidt hoppen omkring i webOS og de ændrede indstillings-menuer var jeg faktisk klar til at kigge.

Først tjekkede jeg bare hurtigt nogle serier og andet gøgl på ATV+, Max og DRTV, og da jeg så var nogenlunde tilfreds med mit setup, kastede jeg mig over Skyfall på Blu-ray.

Fantastiske farver

Egentlig ville jeg være startet med en UHD, men vi gemte Blade Runner 2049 til om aftenen, så vi kunne mørklægge stuen lidt bedre. Selvom min nye skærm har væsentlig færre refleksioner fra stuen end den gamle, så er det afgjort bedst at kigge i mørke.

Men selv i eftermiddagslys (med gardinerne trukket for, naturligvis) var Skyfall virkelig flot at se på. LG G4 har meget mere lys i panelet end mit gamle LG, men det som virkelig blæste mig bagover var farverne.

Jeg kan ikke huske at have set billeder, der både var realistiske og så farvemættede på samme tid, og jeg blev hyperopmærksom på en hel masse skift af lys og farve i Bond-eventyret, som jeg aldrig havde lagt mærke til før – men altså, på den gode måde!

Aftenens BR 2049-forestilling var også temmelig overvældende. Det er en crazy flot film, og jeg tror der skal kigges mere Villeneuve snart (Dune, Arrival, etc).

Jeg prøvede også at kigge lidt på streamede film og serier, og havde samme oplevelse, selvom der jo lige mangler de øverste 10-20 procent. Alting ser bare ekstremt realistisk og naturligt ud.

Når jeg testlytter hifi kan jeg nogle gange have oplevelsen af, at der bliver fjernet et tyndt gardin foran højttalerne på rigtig gode anlæg – og jeg havde lidt den samme oplevelse her. At nogen har tørret et tyndt lag støv af skærmen eller pudset mine læsebriller.

(Sidebemærkning: jeg kan godt lide at tingene er flotte, men jeg indrømmer også at jeg ikke bruger oceaner af tid på at læse om 4K-transfers eller deltager i forumdiskussioner om menu-grafik på mine Blu-ray-skiver. Jeg lægger min hardcore nørdetid andre steder…)

Jeg nyder hvedebrødsdagene med mit nye tv

I kølvandet på test-kiggeriet kom jeg så alligevel til at dimse lidt, og må erkende at der stadig er nogle indstillinger der skal tweakes (heldigvis – det er jo også legetøj).

Så jeg fifler lidt med min Apple TV 4K-boks, med Filmmaker Mode, med justering af hvordan bevægelse håndteres, og så videre. Der kan godt pilles lidt, trods alt. Men det er som sagt en del af fornøjelsen.

Indtil videre er jeg altså kolossalt tilfreds med mit (alt for) dyre nye tv.

Jeg ved dog, at jeg snart opdager et eller andet, der irriterer mig. På det gamle tv var det lodrette striber i panelet, der blev tydelige ved panoreringer, på de gamle plasmaskærme var det banding og såkaldte ‘lilla slanger’, og sådan er det jo.

Men foreløbig lever jeg i hvedebrødsdagene, hvor alt er (næsten) perfekt, hvor hver eneste scene af filmene føles frisk og ny, og hvor jeg begejstret råber “fuck, hvor er det pænt!” med jævne mellemrum.

Up next Grå sommermorgen ved Søerne Whiskyklubben drikker danske dramme
Latest posts Galaktisk julegave Mit nye motto i en hyperkompleks verden Mit sorte website Stille grå decembermorgen Månedens Pensum november 2024 Godmorgen-himmel Craft lokker med ny version Endnu en fin morgen i Aarhus Når stemmen er dit liv Fin morgen i Odense Tilbage på Overcast Træ for Ukraine Bluesky eller Mastodon? Præ-Traumatisk Stress Disorder Morgengåtur endte i Vangede TickTickTweaks Nervøs nat Lidt efterår er det jo blevet Månedens Pensum oktober 2024 Omnivore – open source læseliste Slange i tåge RumSnak har de bedste fans RumSnak liveshow episode 100 TickTick – kalenderkasser til folket Næsten automatisk oversættelse Cubox – den glemte udfordrer Morgentur ved Damhussøen Fotos på bloggen Søndag i Hareskov Itsy bitsy spider Hundredetusinder af ord