Irmapigeflise
Irmapigeflise
Irmapigeflise
Jeg har i flere år efterhånden været glad læser af Information. Eller mere specifikt: jeg er glad for avisen, selvom den generelt bare bekræfter min fornemmelse af, at verden er på vej til Helvede i en håndtaske. I det mindste føler jeg så, at jeg er velorienteret om hvordan apokalypsen rammer.
Anyway, jeg læser kun avisen i iPad-appen, og vælger oven i købet at læse artiklerne i det “web-agtige” format, snarere end at bladre i pdf-versionen.
Det må dog siges, at appen har været…skal vi sige “minimalistisk”? “Skrabet” ville være en anden måde at beskrive det på. (Og jeg skal lige præcisere, at det er e-avis-appen, jeg taler om, ikke avisens nyhedsapp).
Men i denne uge kom der en opdatering (3.31), som afgjort er et solidt skridt fremad. Så tak for det.
Appen har fået en masse generel design-kærlighed, og er ligefrem – tør jeg sige det – blevet lidt lækker!
Men vigtigere endnu giver opdateringen mig især tre ting jeg har savnet:
Nem bookmarking af artikler til senere læsning,
Langt bedre navigation af artikler, med flere forskellige muligheder, og
En scroll-bar, så jeg kan se hvor langt jeg er i en artikel.
Til gengæld kommer jeg aldrig til at lytte de oplæste artikler, selvom det virkelig er noget, Information pusher hårdt i appen.
Jeg har bare aldrig rigtig forstået værdien af oplæste artikler, hverken i aviser eller i read later-tjenester som Matter eller Readwise Reader…
Det er nok bare mig, men jeg foretrækker at læse mine artikler – det er det de er lavet til – og så at lytte til podcasts og radio, der er skabt til lytning.
Hvorom alting er, så er jeg allerede blevet glad for den nye Information-app, og foreløbig er mit eneste nye ønske at jeg kan lave en personlig tilpasning af visningen, så jeg ikke ser de mange tilbud om oplæsning af artikler, når jeg åbner appen…
Bare til dem der holder regnskab.
Efter en måned med abonnement på Kagi-søgninger (se den oprindelige post og min midtvejs-status), endte regnskabet således:
Udover de 200 søgninger som er inkluderet i et abonnement på $5, så lavede jeg også 160 ekstra søgninger, til en pris på 1,5 US cents pr stk – og fik en ekstraregning på $2.40, altså cirka 16.26 danske kroner.
Sammenlagt blev det til lige over 50 kroner for en måneds fine søgninger helt uden annoncer og tracking og ballade, og det synes jeg egentlig ikke er urimeligt.
Jeg har dog indrømmet ikke brugt de nye AI-funktioner særlig meget (måske bare en håndfuld gange, der ikke var til test), så det kan være regningen i maj bliver lidt højere, hvis jeg begynder at bruge mere AI.
Men næste trin på abonnements-stigen er $10/md og 700 søgninger, så det giver indtil videre økonomisk mening at blive på $5-niveauet, og betale løbende for den ekstra brug.
Uanset hvad, så bliver jeg afgjort hængende hos Kagi – i hvert fald et par måneder mere.
Jeg ville bare ønske, at søgetjenesten hed noget andet. Det er svært at gøre Kagi til et verbum…
Hookmark (tidligere bare Hook) er en af de dér apps, som jeg har hørt om i årevis, men bare aldrig rigtig fået taget mig sammen til at tjekke.
Det gjorde jeg så i denne uge, og…uh, boy 😄
Hookmark gør det muligt (og nemt) at linke mange forskellige slags filer på Mac’en, så man nemt kan hoppe mellem apps og projekter og mapper når man arbejder.
Og i stedet for at skulle have fx den samme pdf i forskellige kopier i forskellige mapper, så kan man bare linke fra flere dokumenter tilbage til den samme pdf. Eller mappe. Eller email. Eller webside. Eller note i Craft. Etc. Etc.
Metakrog
Og det rigtigt smarte ved Hookmark er så selvfølgelig, at der er såkaldte backlinks fra den pågældende fil, så man også nemt kan hoppe til de emails, noter eller dokumenter som linker til filen.
Man skaber med andre ord en slags hyperlinket filsystem på computeren.
Jeg indrømmer blankt, at det sagtens kan vise sig at være en af de funktioner, som lyder vildt smart, men som man bare aldrig rigtig får brugt.
Det kræver nemlig nok en ret bevidst indsats for at få krog-funktionen ind under neglene – men jeg tror indsatsen vil være godt givet ud.
Men jeg er selvfølgelig indrømmet stadig i de første dages begejstring, og tingene måske anderledes ud, når prøveperioden udløber og jeg skal hoste op med $30 eller (gisp!) $70 for at fortsætte. (Der er en gratisversion, men den er ret begrænset).
Men foreløbig er der altså noget voldsomt kinky over at kunne taste ctrl-H, og så få et lille vindue med links til de andre filer/noter/mails/etc, som linker til den fil jeg arbejder på – og nemt hoppe hen til dem, hvis det er det jeg vil.
På tønden hos techfolket
Stor himmel i Aalborg
Jeg har meget længe været opmærksom på Rick Rubin som musikproducer – ikke helt siden de tidlige Beastie-dage, men nok i hvert fald i 30 års tid.
Det har dog primært været noget med at jeg kendte navnet, og vidste at han havde produceret nogle af de store.
Det ændrede sig første gang, da jeg så serien “McCartney 3, 2, 1”, hvor Rick og Paul basalt set bare dimser omkring i et musikstudie og taler om gamle Beatles-numre og lidt af det McCartney har lavet siden.
Det var selvfølgelig sir Paul, der havde hovedrollen i den lille doku-serie (og det er stadig VILDT, hvor musikalsk den mand er!), men den guru-skæggede Rick Rubin var afgjort også værd at se på og lytte til.
Meget mere skete der dog ikke for mig, før jeg så her forleden lyttede en episode af podcasten “People I (Mostly) Admire”, hvor Rick Rubin er gæst hos økonomen Steven Levitt (kendt fra bogen og podcast-serien “Freakonomics”).
Jeg ved ikke hvad det lige var, der fangede mig først, men jeg blev snart fuldstændig grebet. Jeg tror det handlede om Rick Rubins fantastiske Onkel Fortæller-stemme, hans selvironi, hans uhøjtidelighed, og hans charmerende tanker om kreativitet, selvindsigt og meget mere.
(Han er sikkert, som de fleste, et komplekst menneske, og bliver i hvert fald også kritiseret for at have været medvirkende til at gøre musikken udynamisk og “flad”, men…foreløbig synes jeg altså han er fuld af sjove tanker).
I snakken med Steven Levitt fortalte Rubin, at han netop havde startet en ny podcast selv, “Tetragrammaton” – og den skulle selvfølgelig straks tjekkes.
Der er i skrivende stund kun kommet 3 episoder (plus en pilot på 2 minutter), og jeg er bare halvvejs inde i episoden med filminstruktøren Alejandro Iñárittu – men jeg skal helt sikkert høre mere. De to er både interessante, sjove, hyggelige og oplysende at lytte til, og jeg tænker at Rubins kommende snakke kommer til at være meget i samme stil.
(I øvrigt er ‘Tetragrammaton’ ifølge Wikipedia “…en betegnelse for Guds hebraiske egennavn JHVH…” – men jeg har ikke endnu fundet en forklaring på hvorfor podcasten hedder dét. Ikke at jeg rigtig har ledt efter forklaringen endnu. Nogle gange skal man bare være åben for den slags…).
Anyway, nu har jeg opdaget at han i 5 år(!?) har lavet en anden podcast, “Broken Record”, hvor han taler med tonsvis af seje musikere. Så nu er der endnu mere at gå på jagt i.
Hans bog om kreativitet udkom i øvrigt her i januar, men dén tror jeg lige jeg venter lidt med – hvis jeg bliver ved med at være glad for at lytte til Rick Rubin skal der jo også være noget at se frem til…
Jeg er spændt på om hans charme holder, eller om jeg ender med et overload?
Forleden delte jeg et par highlights om ‘digitale kloner’ i kølvandet på et oplæg.
Denne gang teaser jeg lidt for en kommende RumSnak LIVE – den 9. maj i Empire Bio i København, hvis man skulle være interesseret.
Alt, der begynder, har en ende. I denne episode af RumSnak skal vi tale om slutninger: Hvilke trusler fra rummet kan ødelægge Jorden, og hvordan vil den sjette masseuddøen på kloden påvirke vores eksistens? Vi får besøg af Line Drube fra DTU Space, Carsten Rahbek fra KU og Johan Fynbo fra NBI – og vi slutter aftenen af med en særvisning af filmen Sunshine.
Forberedelsen af arrangementet betyder, at jeg sidder og læser virkeligt opløftende ting om klodens katastrofale endeligt, den aktuelle KlimApokalypse(tm), og selve universets skæbne. Det kan godt være lidt svært at bevare optimismen…
En lille trøst er det dog måske – afhængig af gemyt – at selv vores aktuelle kriser og menneskehedens eksistentielle risici jo blot er små øjeblikke af kolossal ligegyldighed i den store kosmiske sammenhæng.
Hvis det går som flest astronomer forventer, så ender vi i en stor, mørk grød af stråling uden nogensomhelst chance for udveksling af energi eller information:
I denne fremtid er lysende stjerner kun et fjernt minde. Alt er mørkt, og på grund af universets udvidelse kan vi end ikke se de nærmeste galakser. Vores egen Mælkevej og Andromedagalaksen er for længe siden smeltet sammen til en stor supergalakse – den eneste galakse, vi kan se. (Helle og Henrik Stub, videnskab.dk)
Men selv det er ikke slutningen – og det bliver værre endnu:
Når universet når en alder mellem 1033 og 1037 år, begynder selv ultrastabile partikler som protonen at henfalde til positroner og stråling.
Da protoner er en vigtig byggesten i atomkernen, vil atomer og dermed stof som vi kender det ophøre med at eksistere. Det betyder at de utallige døde stjerner og planeter som driver omkring i universet vil opløses og forsvinde.
Tilbage er så kun de største sorte huller, som kan opnå en alder på over 10100 år, før de også forsvinder på grund af den såkaldte Hawkingstråling, der får sorte huller til at fordampe.
Når det sidste sorte hul er væk er vores univers ophørt med at eksistere efter vores begreber, fordi der så ikke længere kan foregå nogle fysiske processer. (do.)
Party 🥳
Katie Mack, der har skrevet den fantastiske bog “The End of Everything”, har delt disse tanker om hvordan vi overhovedet kan forholde os til denne uendelighed og universets fesne slutning:
I think there’s a point at which you did not matter. And I don’t think we have the emotional or philosophical tools to wrestle with that.
Sandt nok.
Her mandag aften havde jeg fornøjelse af at deltage i en halvanden times samtale med Torben Sangild på Jægersborg Bibliotek.
Emnet var “Evigt ung i en digital verden“, og vi diskuterede mulighederne for (engang) at kunne digitalisere og uploade vores hjerne og bevidsthed til en computer.
Kunne vi med andre ord få evigt liv som avatarer i et digitalt univers?
Og hvis man er kommet så langt, vil man så også kunne overføre menneskelig “data” i form af viden og erindringer til robot eller måske en evigt-ung syntetisk krop, så vi vil kunne interagere med den fysiske verden på helt nye måder?
Kan vores personlighed digitaliseres?
Emnerne var mange og vi tacklede både de tekniske, samfundsmæssige og eksistentielle spørgsmål.
Det er naturligvis (endnu) helt crazy scifi-spekulation, men ikke desto mindre sjovt at snakke om. Det synes i hvert fald både Torben og jeg, og det lille, men veloplagte publikum 😃
Det vil føre alt for vidt at opsummere samtalen her i bloggen, men jeg har fundet et par links til gode artikler som er værd at læse, hvis man er nysgerrig:
Jeg supplerer også lige med udvalgte citater fra Greg Egans “Permutation City”, der præcis handler om den slags scanning og digitalisering af mennesker, og hvordan det er at være såkaldt ‘Copy’ i et virtuelt univers.
A Copy was like a high-resolution CAT scan come to life, linked to a medical encyclopaedia to spell out how its every tissue and organ should behave … walking around inside a state-of-the-art architectural simulation. A Copy possessed no individual atoms or molecules; every organ in its virtual body came in the guise of specialized sub-programs which knew (in encyclopaedic, but not atomic, detail) how a real liver or brain or thyroid gland functioned … but which couldn’t have solved Schrödinger’s equation for so much as a single protein molecule. All physiology, no physics.
Bogen følger en række personer og deres digitale kloner, deres liv i krydsfeltet mellem fysiske og digitale verdener, og ikke mindst deres udfordringer med at skaffe computerkraft nok til at køre sådan en digital bevidsthed – og om frygten om at nogen en dag bare slukker for maskinen…
De digitale Kopier er ret avancerede, selvom de ikke er atom-for-atom-simulationer af biologiske kroppe. Blandt andet kan (nogle af dem) løbende manipulere og tweake med deres avatarer, og kontrollere både følelser og udseende fuldstændig frit.
Det er dog ikke alle der kommer så langt – det er åbenbart ret traumatiserende at blive Kopieret:
People reacted badly to waking up as Copies. Paul knew the statistics. Ninety-eight per cent of Copies made were of the very old, and the terminally ill. People for whom it was the last resort – most of whom had spent millions beforehand, exhausting all the traditional medical options; some of whom had even died between the taking of the scan and the time the Copy itself was run. Despite this, fifteen per cent decided on awakening – usually in a matter of hours – that they couldn’t face living this way. And of those who were young and healthy, those who were merely curious, those who knew they had a perfectly viable, living, breathing body outside? The bale-out rate so far had been one hundred per cent.
Og så er der naturligvis også en del samfundsmæssige udfordringer:
Even in secular Europe, there’s a deeply ingrained prejudice that says dying is the responsible, the moral thing to do. There’s a Death Ethic – and the first substantial segment of the population abandoning it will trigger a huge backlash.
“Permuatation City” er absolut værd at læse, både som scifi-roman og som teknisk-filosofisk udforskning af ideerne i hjerne-upload.
Det er søreme blevet forår
For nylig skrev jeg om mit lille eksperiment med at hoppe fra DuckDuckGo over på betalings-søgemaskinen Kagi, og samtidig prøve at bruge Kagi-folkenes browser, Orion.
Nu er jeg et par uger inde i forsøget og bringer her en kort status-opdatering.
Jeg er fuldt ud tilfreds med søgeresultaterne, som jeg faktisk helt subjektivt oplever som bedre end både Brave og DDG. Jeg kan ikke rigtig sammenligne med Google, fordi jeg ikke har brugt Google-søgninger i årevis efterhånden…
Resultaterne bliver også præsenteret helt enkelt og fint på, så jeg har virkelig intet at klage over – selvom jeg heller ikke endnu har oplevet en af de situationer hvor man bare ikke rigtig kan finde det man leder efter. Det er jo dér, søgemaskinerne for alvor bliver stresstestet.
På et endnu mere subjektivt niveau, så synes jeg at Kagis hunde-maskot er lidt cool. Også selvom jeg normalt identificerer mig mere med ænder og derfor burde være mere til DuckDuckGo… (Anders - and - get it?) 😉
Det hjælper også at Kagis website bare er virkelig skrabet på en fin måde – hvor DDG jævnligt på en eller anden facon lykkes med at smide alle mulige bannere og kort og annoncer på forsiden, uanset hvor meget jeg prøver at tilpasse visningen…
Til gengæld har jeg måske overrasket mig selv lidt ved ikke at bruge de nye AI-funktioner oftere. Det er nok dels fordi jeg glemmer de overhovedet er der, dels fordi de måske alligevel er lidt svære at inkorporere i workflowet i det daglige?
Kagi er som nævnt en betalingstjeneste, og jeg valgte at begynde på en $5/måned-ordning, som giver mig adgang til 200 søgninger og et eller andet antal tokens til AI-funktionerne.
Her 14 dage inde i den første måned er jeg allerede på 171 søgninger – og det er jo endda inklusive en påske hvor jeg faktisk holdt en del fri fra computeren.
Jeg kan altså næppe regne med at kunne klare mig med mine 200 søgninger en hel måned. Ifølge Kagi anbringer det mig så i den øverste 1% af netbrugerne når det angår antallet af søgninger? Det synes jeg alligevel lyder lidt vildt.
Anyway, hos Kagi kan jeg så vælge at betale 1,5 cents pr søgning derefter (jeg kan selv sætte grænser for hvornår jeg vil notificeres om mit forbrug, og hvornår kassen bare skal smækkes i), og her den første måned bliver det nok dét, jeg prøver – for at se hvad jeg ender på.
Alternativet er nemlig at fordoble abonnementet til $10, og det er alligevel en slat.
På det niveau får man ganske vist hele 700 søgninger om måneden, og det vil jo i hvert fald være nok – men spørgsmålet er så om det aligevel bedre vil kunne betale sig at blive på mellemniveauet og betale pr ekstra søgning?
Vi får se.
Så var der også lige det med Orion-browseren. Jeg havde ikke egentlig nogle vægtige grunde til at ville bruge den i stedet for Safari, udover nyhedens interesse og lidt flere valgmuligheder når det gælder opsætning og installationen af udvidelser.
Så da jeg første gang stødte på problemer med brugen af 1Password-udvidelsen, sprang jeg ret hurtigt tilbage til Safari.
Forleden overspringshandlede jeg dog lidt og fandt ud af, at det er et kendt problem som de åbenbart har arbejdet længe på – og som muligvis langt om længe er ved at finde en løsning i samarbejde med 1Password-folkene. Det ville være rart.
Ellers er Orion en fint designet Safari-klon, der dog altså kan tweakes lidt mere, og hvor Kagi selvfølgelig bare er standard-søgning som udgangspunkt.
Jeg skal dog nok lige have leget lidt mere med Orion før jeg er parat til en fuld anmeldelse.
Her torsdag udkom en episode af nyhedsmagasinet Genstart på P1 med fokus på AI og især ChatGPT – og jeg var gæst.
Episoden kan lyttes her.
Jeg må desværre indrømme, at det var en blandet fornøjelse.
Absolut IKKE på grund af folkene i redaktionen eller selve resultatet – både værten Anna og journalisterne jeg talte med var ekstremt venlige, professionelle og lydhøre, og de har lavet en ganske nænsom redigering af det timelange interview.
Problemet med episoden er snarere, at AI er et helt vanvittigt komplekst emne, som selv ikke halvanden times for-samtale og et timelangt interview i studiet kan gøre andet end lige kradse i overfladen af, især ikke når det så oven i købet skal skæres ned til 25 minutter bagefter 😉
Genstart 13. april
Jeg synes det er svært, for ikke at sige umuligt, at opsummere alle nuancerne af arbejdet med AI, at komme igennem alle de relevante forklaringer, og fortælle hvor ambivalent jeg har det med teknologien.
For den er både vildt fascinerende og potentielt revolutionerende, OG samtidig skræmmende og med risiko for masser af negative konsekvenser – ikke mindst når den kommer i hænderne på stort set hele klodens befolkning.
Det dér med svær kompleksitet er naturligvis ikke en udfordring der er unik for Genstart, for kunstig intelligens eller for mig. Næsten alt, der er værd at tale om, er komplekst og svært at koge ned til få, klare statements.
Men det gælder i hvert fald også for AI.
Så efter interviewet og her efter at have lyttet episoden er jeg stadig lidt uforløst, og er usikker på om det 1) gav mening, 2) var nuanceret nok, og 3) overhovedet havde værdi at lytte til.
Det er ikke for at fiske efter feedback eller bekræftelse, bare et udtryk for mit behov for at forholde mig til mine egne tanker og følelser – i fuld offentlighed, åbenbart 😉
Jeg må dog også indrømme, at jeg var svært tilfreds med at have talt om Isaac Asimovs 3 robotlove undervejs.
Så igen: min blandede oplevelse har intet at gøre med redaktionen eller deres arbejde, som var forbilledligt.
Men oplevelsen kan dog også fungere som en slags teaser og pitch af en podcast, jeg arbejder på, som netop skal forsøge at tackle de mange komplekse aspekter af kunstig intelligens.
Jeg har i et par år lavet tre kortere serier for projektet AI Denmark, der hjælper udvalgte danske virksomheder med at komme igang med at bruge AI i deres forretning. Det kan man læse meget mere om her – og evt. lytte de allerede udkomne episoder.
Men hvor de tidligere episoder har fokuseret helt tæt på de medvirkende virksomheds-projekter, så skal den relancerede udgave af AI Denmark Podcast fra cirka midt-maj nu udforske mange flere aspekter af teknologien, dens anvendelse og dens konsekvenser – for virksomheder, samfund og borgere af enhver slags, og især set med danske briller.
Det glæder jeg mig til at fortælle meget mere om senere, og så glæder jeg mig til at kunne fortælle både de spændende og de skræmmende og de helt hverdagslige historier om AI over (forhåbentlig) mange episoder af podcasten, i håbet om at kunne favne de komplekse spørgsmål på forskellige måder over tid, snarere end at forsøge at koge alting ned på 25 minutter i ét hug.
Lyt med i en podcast-afspiller nær dig senere på foråret.
Som opmærksomme læsere vil have opdaget, er jeg midt i en tumultuarisk periode med altid skiftende sammenkædninger af opgaver, aftaler og noter.
Det er dog – i åbenhedens navn – en periode der har varet i adskillige år.
Og jeg har også netop henover påsken været igennem en større grydefuld tvivl, og har prøvet alle de gamle kendinge én gang til – Agenda, NotePlan, Todoist og hvad har vi – men vendte så tilbage til Obsidian igen. Frem og tilbage er lige langt. Suk.
Hvorom alting er, så er den aktuelle opsætning baseret på Obsidian (og en masse plugins), med Apple Reminders og især min elskede Fantastical til at skabe overblik på hvornår jeg skal lave hvad i hverdagen.
Som jeg tidligere har nævnt, så forsøger jeg især at bruge Apple Shortcuts til at binde tingene sammen mellem Obsidian og kalenderen.
Og jeg lader afgjort ikke til at være den eneste med dén interesse. Den gode Simon Amby tippede mig således forleden på Mastodon om projektet “Actions for Obsidian”, der forsøger at gøre det endnu nemmere at koble Obsidian med Shortcuts.
The missing link between Obsidianand macOS / iOS.
Foreløbig findes appen dog kun på Mac, men altså med løfter om at appen snart vil kunne fås til iOS og iPadOS også.
Så stort tak til Simon på ’Donten 👍
Sneak peek
Forår (2)
For nylig har jeg skrevet lidt om mine seneste eventyr med Things, Fantastical og Shortcuts, og hvordan jeg kobler opgaver og kalenderkasser(tm) sammen med Apples Genveje.
Det har fungeret…okay. Men man er jo altid på jagt efter noget lidt bedre.
Så forleden kom jeg til at tænke på, om det ville være smartere/sjovere/nemmere at bruge Obsidian i stedet for Things i denher opsætning?
Så nu er jeg midt i det, jeg har døbt “The Obsidian Bounce”.
Boingggg
Fænomenet bygger naturligvis videre på “Obsidian-kurven”, som basalt set handler om de tre faser man gennemgår med Obsidian (eller mange andre apps):
Men lige nu er jeg altså midt i the bounce, hvor jeg tager en fjerde fase med appen.
Jeg kom til at sidde og dimse med Tasks-plugin’et, der i et vist omfang gør Obsidian til en task manager. Der mangler nogle ting med notifikationer og sådan, men man kan faktisk komme ret langt med de såkaldte ‘dataviews’, som giver filtrerede visninger af den store base med alle éns tasks i appen.
Samtidig fandt jeg et lille plugin som gjorde det nemt at starte et Apple Shortcut inde fra Obsidian, og bagefter fik jeg lavet et Things-Shortcut, så det kunne bruges til at koble Obsidian-noter sammen med kalenderkasserne ovre i Fantastical.
Det gik der en hyggelig lørdag med, hvor jeg hørte gammel 90’er-musik og havde optur over at det lykkedes at få mit Shortcut til at gøre som det skulle i første hug (ganske vist er det bygget på en anden, tidligere importeret Genvej, men alligevel…).
Logikken er, at jeg fra kalenderkassen så kan klikke på et link, der fører mig over til en Obsidian-note, som alligevel er der hvor jeg (som regel) skal lave arbejdet i det tidsrum, kassen angiver i kalenderen.
Før linkede det til et Things-projekt, som havde den fordel er der var deadlines og reminders, men omvendt krævede at jeg så skulle fra Things over i Obsidian for rent faktisk at lave noget.
Nu bliver jeg sendt fra min timeblock direkte hen i Obsidian, hvor jeg så har tjekbokse med tasks der viser hvilke underopgaver jeg skal arbejde på i det pågældende tidsrum.
Og samtidig kan jeg så lave forskellige ‘kald’ af forskellige tasks fra mine noter, så jeg kan få vist dagens opgaver i mine Daily Notes, eller lave overbliks-sider for mine forskellige projekter, hvor kun tasks fra de relevante opgaver bliver vist.
Det kræver lidt fifleri, og der er en overhængende risiko for at det hele brænder sammen – men det er sjovt at lege med, og total optur når det lykkes at få tingene til at spille…
Jeg supplerer i øvrigt med et par håndfulde ting i Apple Reminders – små praktiske ting jeg skal huske på bestemte tidspunkter, og så en række tilbagevendende og vigtige gøremål, som jeg absolut ikke må glemme.
Og der er Reminders med notifikationer ret handy. Samtidig kan Reminders også vises i Fantastical, og på den måde hænger det hele altså sammen.
Foreløbig.
Jeg har kastet mig ud i et lille eksperiment, der både handler om websøgning og om det efterhånden allestedsnærværende AI-klister.
Kort fortalt handler det om, at jeg har tegnet en måneds abonnement på Kagi – en privatlivsfokuseret betalings-søgemaskine, der nu også har integreret et par AI-funktioner.
Jeg vil for det første gerne støtte initiativer, der prøver at lave en forretning uden at basere sig på indsamling af private data.
Derfor har jeg også i et par år primært brugt DuckDuckGo (og nogle gange Brave) som søgemaskine, og det har fungeret aldeles udmærket.
Jeg plejer at finde det jeg leder efter, og har kun meget sjældent følt et behov for at hoppe over i Google for at tjekke om der er noget jeg har overset.
Men DuckDuckGo er jo ikke det eneste alternativ til giganten, og baserer sig stadig på annoncer, selvom de altså ikke er ‘personaliserede’ – så derfor har jeg været nysgerrig på andre muligheder.
Jeg har haft lidt kig på Neeva, men synes ikke den fungerer lige så godt, og Braves søgning er også lidt…clunky. Kagi synes jeg til gengæld har givet rigtig fine resultater i mine små tests, og jeg har kredset rundt om den nogle måneder.
Så må jeg leve med at Kagi ikke er ligeså sjovt et navn som DuckDuckGo…
Logoet er…so-so
Imidlertid er Kagi Search ret begrænset i sin gratisudgave – det er jo deres forretningsmodel at tage abonnement – så det har været svært for mig at få tjenesten inkorporeret ordentligt i hverdagen. Og det er åbenbart et større skridt at få tegnedrengen op af lommen når det handler om søgning, som vi jo kan finde “gratis” allevegne…
Men så lokkede Kagi-folkene med nogle AI-eksperimenter, som på en eller anden facon lige fik mig til at gribe i lommen. Måske fordi AI-features føles som noget ekstra, som man godt kan betale for?
Under alle omstændigheder, så har jeg i hvert fald i første omgang taget en måneds abonnement på $5-niveauet.
Det giver mig adgang til 200 søgninger (jeg kan betale for flere) og et eller andet antal ‘tokens’ til brug af de indbyggede AI-værktøjer (det er ikke helt gennemskueligt, hvor meget adgang til AI-funktionerne mine tokens giver, før jeg får brugt dem noget mere).
AI-en kan fx opsummere hovedpointerne fra den første side med søgeresultater, give et resumé af indholdet fra et link før man overhovedet besøger det, eller svare på opfølgende spørgsmål om indholdet på et søgeresultat.
Det er ikke revolutionerende anderledes end de værktøjer man også kan finde i Notion, Craft, Readwise og andre apps – eller selvfølgelig i ChatGPT, Bing og så videre. Men der er altså noget ganske niffigt ved at have det direkte ved hånden, når man er på jagt efter svar – og det fungerer rimelig smooth.
De kommende uger vil vise om Kagi-resultaterne holder niveauet, om AI-funktionerne giver reel værdi eller bare er fluff, og lavpraktisk om 200 søgninger overhovedet er nok?
Stay tuned.
Som et lille bonus-eksperiment har jeg også kastet mig over Orion-browseren fra folkene bag Kagi. Den findes til både Mac og iDimser, og minder temmelig meget om Safari – med små forskelle, på godt og ondt.
Det trækker ned at browseren ikke er helt så integreret i iOS som Safari, at man nogle gange lige skal klikke en gang for meget (fx bliver cursoren ikke automatisk anbragt i adresse/søgefeltet når man åbner en ny tab med Cmd+T), og at den nogle gange bare crasher.
Til gengæld føles Orion lige så hurtig som Safari, det er nemmere at justere på indstillinger for blokerede koder og sider hvis noget ikke fungerer på et site, og så kan Kagi gøres til standard-søgemaskine, også på iOS og iPadOS. Det kan man ikke i Safari.
(Update: Jo, man kan godt gøre Kagi til standardsøgning, også på iPhone og iPad – via en extension, ligesom på Mac. Tak til Toke for tip 👍)
Tidligere har Orion føltes lidt klodset, men det er som om den er ved at være parat til prime time. Også her vil de kommende uger formodentlig afsløre hvor moden Orion faktisk er blevet…
Der er – som de fleste nok har opdaget – virkelig gang i AI-balladen for tiden. På godt og ondt, må man sige.
Personligt vafler jeg som sædvanlig rundt som en pinball mellem en masse forskellige meninger og følelser, og kan med korte mellemrum være både fascineret, legesyg og begejstret – og deprimeret, skræmt og sortsynet.
Jeg er dog virkelig tilfreds med, at jeg fra cirka midt i maj har fået lov til at smide podcasten AI Denmark op i et højere gear, så jeg præcis kan udforske de mange aspekter af AI, særlig set med danske briller – i selskab med forskere, eksperter, kritikere, brugere og andre nysgerrige.
Aktuelt er AI Denmark Podcast primært fokuseret på at fortælle om de virksomheder, der har deltaget i udviklingsprojekter under AIDK, men nu skifter vi altså snart spor, og vil bruge podcasten til at dykke ned i både muligheder og udfordringer når det handler om kunstig intelligens.
Meget mere om det senere.
Lidt mere aktuelt sidder jeg og er ved at forberede en medvirken i P1s Genstart, også om AI – i kølvandet på det åbne brev om en “AI-pause” i et halvt års tid, så vi kan få skabt mere regulering og kontrol med de avancerede algoritmer.
Genstart-interviewet skal først optages i næste uge, og jeg har ikke helt skærpet mine endelige tanker desangående, men jeg sad i dag og kom til at tænke på Isaac Asimovs 3 robotlove – og at vi selvfølgelig burde have noget tilsvarende for AI.
Fra Wikipedia:
- En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade
- En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov
- En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov
Og som bonus – den fjerde, eller rettere, den nulte lov:
- En robot må ikke skade menneskeheden, eller, ved ikke at gøre noget, lade menneskeheden komme til skade
Og ja, jeg ved godt at det er fuldstændig umuligt at indføre i praksis – og i øvrigt var Asimovs idé i høj grad at udforske alle svaghederne og smuthullerne i de 3 (4) robotlove.
Verden er noget rod, også – og især – når vi gerne ville sætte klare rammer for dens kaos.
Ikke desto mindre, så kunne man godt indimellem drømme sig hen i en mindre kompliceret verden, hvor det faktisk kunne lade sig gøre at kontrollere tingene, så de ikke stikker helt af…
Sommertid...
For nylig søgte jeg et job. Jeg fik det ikke. Men det er okay. For jeg lærte en masse af processen, som har givet mig inspiration til fremtiden 😉
Jeg er superglad for at lave podcasts og det vil jeg gerne blive ved med. Men jeg kunne også rigtig godt tænke mig at prøve at arbejde mere med at udforske fremtid og teknologi i kontekst af firmaer, brugere eller organisationers særlige behov.
Jeg forestiller mig det sådan lidt abstrakt som en kombination af strategiudvikling, fremtidsforskning, research og design-tænkning – men stadig med et klart mål om også at lave formidling af den indsamlede viden, internt og/eller eksternt.
Altsammen inspireret af et jobopslag.
Det sker ikke så tit, at jeg får skrevet en ansøgning, selvom jeg aldrig helt har sluppet det næsten daglige tjek af jobannoncer.
For det første er jeg faktisk superglad for tilværelsen som selvstændig podcaster, moderator og oplægsholder, og jeg er ekstremt privilegeret at have spændende opgaver, som oven i købet lader mig tjene til dagen og vejen.
For det andet er det faktisk temmelig sjældent, at der dukker stillinger op som jeg synes er interessante og – lige så vigtigt – som jeg synes jeg er kvalificeret til!
Men for 2-3 uger siden faldt jeg altså over et opslag, der simpelthen var lige i øjet.
Man søgte en person, der kunne udforske nye teknologier og konsekvenserne af dem, og formidle om det internt og i organisationens netværk:
”Vi leder efter en kollega til en spændende ny rolle. En person der tænker langsigtet og kan vurdere konsekvenserne af ny teknologi, tendenser og forretningsmodeller. En kollega der undersøger forskellige udfaldsrum og formår at videreformidle dem.”
Da der samtidig blev åbnet for at man kunne arbejde både deltid og fleksibelt var jeg fuldstændig solgt. På den måde kunne jeg både lave podcasts og lege futurolog.
Det var præcis den form for opgave, som jeg håbede jeg kunne finde, da jeg tilbage i 2017 forlod DR og drog ud i verden.
Men det lykkedes aldrig at finde nogen der var med på ideen – endsige overbevise dem om at jeg var den rette til sådan en opgave. Jeg talte med nogle forskellige og drak kaffe en del steder, men der skete ikke rigtig noget.
I stedet kastede jeg mig så over at lave podcasts og oplæg om tech og videnskab på fuld tid, og det har jeg absolut ikke fortrudt! Det er jo basalt set det jeg har gjort i snart 25 år (gys!), og det er jo fordi jeg synes det er både sjovt og vigtigt.
Men nedenunder har der altså hele tiden ligget en fornemmelse af, at det kunne være spændende at få lov at lege lidt mere fremtidsforsker, dykke lidt dybere ned i tendenser og teknologier, og ikke mindst at arbejde mere direkte med konkrete muligheder og konsekvenser for en forretning eller en organisation.
Og hvis det så kunne ske parallelt med fortsat podcast-produktion, så ville det jo være fantastisk.
Så jeg søgte som sagt jobbet – i første omgang med det erklærede mål i det mindste at komme til samtale.
Og det kom jeg søreme også – hvilket i sig selv jo er en succes og noget der føltes som en god validering. Det var også en rigtig fin samtale, som jeg lærte en masse af.
Men jeg fik altså ikke jobbet. Det gik i stedet til en god ven, som jeg faktisk selv havde tippet om opslaget – for der var ingen tvivl om, at han var den perfekte til stillingen!
Processen har dog afgjort sat tanker igang – for jeg synes altså det var en superinteressant stilling, der spillede ind i mine eksisterende kompetencer, samtidig med at den også ville tvinge mig til at lære nyt, både om forretning og strategi generelt, og om det særlige fokusområde for organisationen.
Så nu er jeg begyndt at overveje, om jeg kan beskrive det her drømmescenarie på en måde, så jeg kan lokke nogle andre til at købe ideen?
Altså – forestillingen om at have mig som en slags tech-fremtids-forsker-strategi-konsulent-formidler på deltid eller i et projekt, sagt sådan helt kort og helt præcist 🤪
Det er næppe noget der ligger lige på pletten for særlig mange firmaer eller organisationer derude, men hvem ved? Hvis jeg arbejder på at udvikle “konceptet”, så jeg jeg måske også en dag få mulighed for at samarbejde med nogen om det?
Vi får se. Men det er sjovt at have fået inspiration til at tænke på nye retninger for arbejdslivet.