Towers of Powers
Towers of Powers
Towers of Powers
Det er ikke altid lige sjovt at have apps og tjenester som hobby. Det kan være frustrerende, småstressende, halvdyrt og eksistentielt udfordrende.
I hvert fald for mig…
Men jeg tænker også at modeltogs-entusiaster eller de strikke-glade kan støde på frustrerende forhindringer indimellem, som får dem til at spørge “hvorfor er det lige at jeg sidder og bruger værdifuld tid på at slås med…” hvad det nu er de slås med.
Hvorom alting er, så har jeg de sidste par uger været på jagt efter et alternativ til Fastmail. Ikke fordi jeg egentlig har været specielt utilfreds med Fastmail, men det gik op for mig (med 2 års forsinkelse), at de faktisk ligger i Australien.
Det fik mig til at tænke på, at jeg hellere vil støtte et europæisk firma, og måske oven i købet samtidig finde en email-udbyder der kører på grøn energi?
Og så gik jagten ind.
Scary mail-jonglør
Jeg var umiddelbart hooked på Proton, som jeg har haft konto hos siden de var i tidlig beta – men tjenestens fokus på privatliv kræver at man bruger deres egne apps på mobil og Padde, og evt. et clunky stykke værktøj de kalder en Bridge, hvis man vil have sin email til at fungere i Apple Mail.
Det synes jeg er for begrænsende, så jeg begyndte at formulere nogle ønsker.
Tjenensten skal:
De forskellige behov gjorde jagten relativt besværlig – omvendt blev feltet af mulige email-udbydere snævret ganske hurtigt ind.
Lad os tage et kig på dem, med et par hurtige vurderinger af tjenesterne med udgangspunkt i mine ønsker og behov:
Mailbox.org er en af de mest anbefalede, og scorer relativt højt hos mig. Den ligger i Tyskland, bruger 100% grøn energi, sælger ikke mine data, kræver ikke navn og addresse for at lave konto, og er i det hele taget aldeles sympatiske.
Mine forbehold gælder primært prisen. Det koster€3/md for relativt sølle 10GB mail-lager, og så skal man op på hele €9/md for at få 25GB. Aktuelt bruger jeg omkring 7-8GB, så det kan hurtigt blive lidt klemt.
Hollandske Startmail er også en solid og velkendt spiller. De har solid support og prisen er lidt mere moderat – 20GB koster €6.25 om måneden. Til gengæld fortæller Startmail ikke noget om hvor deres strøm kommer fra, så det trækker jo lidt ned.
Posteo fra Tyskland boblede også lidt i konkurrencen. “Grøn, sikker og reklamefri”, som de skriver. Desværre kan Posteo ikke bruges med mit eget domæne. Fail.
Prisen for det mest kiksede navn går nok til denne tjeneste i Schweiz, som ellers ser ret proffi ud. Udover email har de stort set en fuld pakke, med cloudlager, web hosting, chat, videomøder og så videre, og de kører på grøn energi, har fokus på privatliv og sikkerhed og hele baduljen.
Det bekymrer mig dog en lille smule, at de netop har så mange forskellige produkter i stedet for at have fokus på én ting, men…det kan jo være de er gode til det hele?
Njaeh, de er i hvert fald ikke gode til at være overskuelige. Jeg brugte 17 minutter på ikke at kunne finde ud af hvad deres email-tjeneste egentlig koster, eller den relevante hjælpeside til opsætning af DNS. Så…nej tak.
Soverin.net var fuldstændig ukendt for mig indtil jagten gik igang, men tjenesten røg hurtigt frem i feltet: Fokus primært på email, gode priser (€3.25/md for 25GB mail-lager), og med privatliv og grøn energi i højsædet. Soverin ligger i Holland, så det er også ok.
Nåja, og så er jeg vild med looket på deres site. Og det er jo en virkelig professionel måde at vurdere en email-tjeneste på…
Anyway, jeg besluttede mig faktisk for – torsdag aften ved 21-tiden – at prøve Soverin, og gik hele vejen med DNS-records og opsætning i email-apps.
Og her er det så vi kan vende tilbage til hvorfor jeg nogle gange bliver lidt træt af mig selv og min dimse-hobby. For Soverin virkede selvfølgelig ikke specielt overbevisende, da jeg alt for sent, dumt og uoverlagt kastede mig over projektet.
Først blev jeg ret sur over at de fortalte månedsprisen på forsiden, men at man skulle betale for et år ad gangen når man lavede sin konto. Jeg gjorde det dog, i håbet om at have valgt rigtigt.
Det var så – spoiler alert – 29 Euro lige ud af vinduet.
Dernæst sloges jeg med DNS-opsætningen, som jeg opdagede var ret mangelfuldt dokumenteret (og det er ikke fordi jeg aldrig har gjort den slags før), og endelig var der funktioner der ganske enkelt ikke virkede – fx kunne jeg ikke gemme mit telefonnummer, fordi den bekræftende SMS aldrig kom, selv ikke efter 5 forsøg.
Så i ren og skær utålmodig irritation nukede jeg simpelthen min konto hos Soverin igen fredag formiddag kl 10. Det blev med andre ord en kort fornøjelse.
Det betyder altså også, at jagten fortsætter – mens jeg i mellemtiden selvfølgelig bare fortsætter på Fastmail. Mailbox ligger dog som sagt højt på listen, selvom jeg måske lige skal rydde lidt op i de store vedhæftede filer, hvis jeg skal skifte.
Nå, om ikke andet kan jeg trøste mig med, at den slags tossede projekter jo giver mig anledning til at skrive lange brokkerier her på bloggen…
Jeg kiggede i øvrigt også lidt på tjenester med stort fokus på E2E, selvom jeg relativt hurtigt blev enig med mig selv om, at de var for tunge at danse med.
Det bliver nemlig lidt stramt for en app-entusiast at være tvunget til at bruge de topprivate firmaers egne apps (som sjældent er specielt fantastiske).
Jeg nåede dog at bruge en masse tid i sidste uge på at tjekke Proton-tilbud, lave en test-konto hos Tutanota og eksperimentere med opkomlingen Skiff (som er lækker, men afgjort ikke stabil nok til prime time endnu).
Det betyder også, at selvom jeg synes Proton, Tutanota og Skiff ser ret fine ud – med hver deres fordele og ulemper – så røg de altså ud af konkurrencen i denne omgang.
Men de er absolut værd at tjekke ud, hvis du er på jagt efter høj sikkerhed og stort fokus på privatliv, og du ikke er helt så optaget af apps som mig 😉
PS. Hvis du kan tippe mig om en tjeneste jeg fuldstændig har overset – som ellers nogenlunde matcher mine ønsker, selvfølgelig – så sig endelig til!
PPS. Jeg ved ikke om jeg synes DALL-E lige nailede den her…
Tower of Power
Røg og støj - til koncert med SUNN O)))
Stille morgen i havnen
Det er virkelig rigtig kompliceret! Hvem kan vi skyde skylden på for at gøre det nemmere at forstå? (Podcasten “The Bugle”)
Jeg synes det ganske fint opsummerer nytidens politiske kommunikation…
Oh, shit.
Nu var jeg ellers lige ved at have tævet mig selv til at blive i mit NotePlan-system (se fx tidligere post), og så opdagede jeg pludselig søndag aften, at Todoist ENDELIG har omfavnet task durations.
Masser af kasser!
(Og nej, du skal ikke spørge hvorfor jeg sad og dimsede med todo-apps søndag aften).
Som faste læsere af mine timeblocking-kvabbabelser vil vide, så er jeg fast overbevist om, at brugen af en kalender til planlægningen af mine dage er noget af det eneste der holder mig bare nogenlunde på sporet.
Og derfor irriterer det mig også meget, at det i hvert fald historisk har været så svært at få task managers til at omfavne ideen.
Det handler både om at kun få af dem har kunnet håndtere forventede varigheder på opgaver, og så om at endnu færre har haft gode integrationer til kalenderapps (eller et eget kalender-view), så man nemt kan danne sig et overblik over hvad man skal lave hvornår.
Todoist har tidligere haft en…jævn…integration til Fantastical (som jeg har kortlagt i pinagtige detaljer her), men det er altså først for nylig at opgave-varighed er blevet en ‘rigtig’ feature.
Det er jeg naturligvis glad for – men det var måske ikke det bedste tidspunkt for mig at opdage det på.
Jeg har pænt tryk på for tiden, men jeg kunne SIMPELTHEN ikke lade være med at kaste mig over Todoist igen for at afprøve den nye funktion i praksis.
Ikke desto mindre, så er det altså lidt bekymrende for mig, at jeg har så lille selvkontrol og FOMO med de her ting…
Og det betød så nogle halvstressede stunder med flytning af opgaver fra Reminders og NotePlan, med opsætning af diverse iDimser – og så, for at det ikke skal være løgn, en lille flytning tilbage til Obsidian.
Samtidig med Todoist-balladen har MacSparky nemlig offentliggjort sin Obsidian-guide og genantændt min passion, og så har Obsidian oven i købet også et Todoist-plugin, så alting begynder at kunne hænge sammen.
Min undskyldning er, at jeg har nogle praktisk/principielle udfordringer med NotePlan.
På den ene side er rigtig glad for NotePlan og det fantastiske community rundt om udvikleren, Eduard, der gør et glimrende arbejde for at skabe en tight kombination af noter, opgaver og timeblocks.
På den anden side, så skal der ikke gå ret meget galt i sådan en alt-i-et-app, før hele korthuset ramler. Og der har været nogle små sten i skoen på det sidste, må jeg indrømme – primært nok fordi jeg har en del forskellige opgaver med mange forskellige underopgaver, og når man kommer over et vist antal ting på lidt for mange huskelister, så begynder det (for mig) at kræve en dedikeret task manager….
Så Todoist lokkede på det helt rigtige tidspunkt (selvom det kostede mig lidt hektisk tasteri i de små pauser i løbet af dagen).
Omvendt kan jeg godt være lidt nervøs for at der dukker nogle irritationsmomenter op især i Todoist de kommende dage, som potentielt kan betyde at jeg skal 2-3-4 skridt tilbage igen…
Jeg har allerede fundet et par ting, som jeg i hvert fald skal skrive til Todoist og brokke mig lidt over – men heldigvis foreløbig ingen deciderede dealbreakers 🤞
Stay tuned.
Jeg har ikke fået skrevet så meget her på bloggen om de bøger jeg læser, selvom jeg vistnok kom til at love det på et tidspunkt.
Så lad mig bare lige kort samle op på et par ret fine romaner jeg fik snuppet i løbet af sommeren.
De har det tilfælles, at de begge er skrevet af ret succesfulde skuespillere, som så lige flexer og viser at de faktisk også kan skrive bøger – i hvert fald når det gælder den verden de kender fra film og teater!
Den første er Ethan Hawkes “A Bright Ray of Darkness”, der til dels bygger på hans egne oplevelser fra en Shakespeare-produktion i New York.
Ethans fine bog
Hovedpersonen er på social og personlig deroute efter en ekstremt offentlig udenomsægteskabelig affære, men er samtidig en af hovedpersonerne i opsætningen af Henry V.
Vi følger hans hverdag med kostumer og kollegasladder og delebørn og alkohol, og det er både underholdende, vedkommende, rørende og sjovt.
Manden kan skrive!
Bog nummer to er skrevet af ingen ringere end Tom Hanks, og hedder noget så mundret som “The Making of Another Major Motion Picture Masterpiece.”
Den handler om…ja, produktionen af en superheltefilm, baseret på en obskur undergrundstegneserie fra 70’erne.
Vi følger både forhistorien med familieballade helt tilbage omkring Anden Verdenskrig og selvfølgelig selve planlægningen og produktionen af filmen, der bliver optaget on location i en lille flække i det nordlige Californien.
Romanen skifter mellem mange tider, steder og stemmer – for selvom der er en håndfuld hovedpersoner, så er der ikke én, der er den vigtigste. Vi følger både instruktøren, producenten, skuespillerne, klipperen, den praktiske gris på sættet og mange flere.
Også her bliver jeg nødt til at bukke mig i anerkendelse.
Jeg vidste godt at Tom Hanks var skrivemaskinefetichist og fiflede med andre ting end sine film, men han er altså også en aldeles kapabel ordsmed.
Jeg synes måske ikke at “The Making of…” er helt oppe på niveau med Michael Chabons fantastiske “The Amazing Adventures of Kavalier & Clay”, men næsten.
Så – uanset om du synes det er sjovt at læse skuespillerbøger eller ej, så er begge romaner afgjort værd at læse 👍
Bare jeg ikke svarer forkert
Jeg spurgte en open source chatbot: Kan du oversætte denne introduktion til optisk teknologi til dansk?
Svaret var nok…“nej”. Den slags bliver ved med at være sjovt…
Hej there! 🇩�� Tere ar Several ways tot at, bat On Commmon Mehod Is Called fybler Optic Communication. Id Involves Singhligh Through Thin Glass Or Plastic Fibres That Arfe Thinner Dan HumanHair! 😱 Theese Fibers Are so ThinDat TheyCan Fit intosmall Spaces, Like Underground CableOr Inside Computers.
THelight Takcs Raily FAST-Faster tan Speedking Bullet! 🤪 Bat Sometimes It Needs togotos Corner OsBends, So wed Use Specail Desice Called Lenses Kot Kepth Light Goings Straight. Its LiK Using Mirrow To Redirect the Lighrt Without Breaking It! 🗑️
FlINALLY When Thelight Reaches ther End af The Cabbel, Wewill Us Another ILaser Tot Tunr ItBack Intothedigita Signal. Wende Convert It Back tOur Original Messagwe VoIL! 🎉 Or Secret Mesage Has Arrриved Safety!
Optical Communition IS Usad For All Sort’ Af Things Luka Televjs
Prøv igen, chatbot…
Jeg indrømmer blankt, at jeg godt kan lide at dovne og splatte med en bog, en film, min iPad eller anden mere eller mindre intelligent underholdning.
Og det burde også være klart for enhver som følger med her på bloggen, at jeg også meget gerne udforsker apps og tjenester, som egentlig er beregnet til at hjælpe mig med at arbejde hurtigere, smartere og bedre – men som selvfølgelig lige så ofte bare er noget jeg dimser med, fordi jeg ikke gider arbejde…
Jeg holder mig med andre ord ikke tilbage fra at prokrastinere.
I mange år var et af mine yndlingsudtryk derfor også, at “man skal ikke udsætte til i morgen, hvad man helt kan lade være med.”
Jeg ved ikke hvor det kommer fra, men det har en klang af dyb sandhed.
Nu har jeg dog valgt mit helt eget overspringsmotto, og efter bedste overbevisning er det altså noget jeg selv har fundet på. Skulle du være stødt på det andetsteds, så må du sige til…
Hvorom alting er, så lyder det ganske enkelt:
Et eller andet skal man jo lave, når man egentlig burde lave noget helt tredje.
Du er naturligvis velkommen til at bruge det, hvis det giver mening for dig i hverdagen 😉
For nylig annoncerede creatormobilvideotilbehørs-firmaet Moment, at de har opgraderet deres serie af linser til mobiltelefoner.
Og det har givet mig en næsten eksistentiel krise…
Lad mig forklare: Moment brød oprindelig igennem med små linser, der kunne bruges til at tage bedre billeder med sin iPhone.
Det var dengang der hverken var tele eller makro på mobilerne, og man kunne derfor udvide kameraernes funktioner voldsomt ved at montere et lille stykke slebet glas foran objektivet.
Moments nye T-serie
Igennem årene er Moment så vokset til at sælge massevis af linser, tasker, stativer, filtre, mikrofoner og andet tilbehør til den eksploderende skare af mennesker, der selvidentificerer som creators (jeg er i tvivl om hvorvidt de skal kaldes ‘skabere’ eller måske ‘kreaturer’).
Moment er selvfølgelig ikke alene om det, men de har fra starten været et af de bedste – og dyreste – i kategorien.
Anyway, jeg blev hurtigt betaget af ideen, og har efterhånden fået samlet mig en lille kollektion af fire forskellige Moment-linser – en makro, en tele, en fiskeøje og en anamorfisk video-linse.
Jeg har især været glad for makro-linsen, og har nok lagt flere makrofotos her på bloggen end jeg strengt taget burde.
Mmm…makro…mmm
MEN!
En af udfordringerne med de her Moment-linser er jo, at de skal sættes fast på mobilen på en eller anden måde – og samtidig skal de sidde både præcist og sikkert, hvis billederne skal være i konsistent, høj kvalitet.
Løsningen har været at Moment selv også laver cases til de forskellige mobil-modeller, med indbyggede fatninger som linserne så drejes på plads i – næsten ligesom i et “rigtigt” kamera.
Men det betyder, at hvis man køber en ny mobil, så skal man også have en ny case – og det har gennem årene været en nærmest fast årlig udgift, fordi jeg er sådan en tosse, der altså jævntligt opgraderer telefonen (mens jeg naturligvis sørger for at videregive, sælge eller på anden måde cirkulere den gamle).
Jeg har vistnok en enkelt gang været heldig at jeg “bare” kunne købe en ny ‘indsats’ til min case, der passede på den nye mobil, men som regel har det altså været nødvendigt at købe ny.
Det er næsten ligesom den gamle historie om barbermaskinen og barberbladene – selvom det indrømmet her trods alt er selve linserne, der koster – i størrelsesordenen 800-1000 kroner stykket, faktisk!
Og så er vi endelig fremme ved den egentlige nyhed, nemlig at Moment netop har lanceret en ny “serie” af linser, T-series.
Og udover en opgradering af selve linserne, med bedre glas og et ekstra element – som forhåbentlig også betyder bedre billedkvalitet – så kommer T-serien også med en ny bayonet-fatning.
Så nu kan jeg ikke bare gå og være lidt ærgerlig over at jeg ikke længere har de bedste linser – hvis jeg skulle købe nogle af de nye T-linser, så skal jeg også have en ny case, fordi linserne ikke længere passer med de nuværende M-fatninger.
Det er i øvrigt anden gang, Moment opgraderer – deres første linser kom med den såkaldte O-fatning.
Og nu er det ikke fordi jeg synes man aldrig skal forbedre noget, fordi det risikerer at knække kompabiliteten med ældre gear (jeg synes fx det er fantastisk at Apple gik fra Intel til deres eget Silicon), men det har i hvert fald fået mig til at tænke på, om jeg rent faktisk skal fortsætte med Moment.
Jeg er sikker på, at de også vil sælge cases som fungerer med mine “gamle” M-serie linser et stykke tid fremover, men jeg må indrømme at jeg er begyndt at overveje hvor længe det giver mening for mig at hænge ved.
Det er selvfølgelig klart at især Moments makro-linse er bedre end Macro-funktionen på min iPhone, og Moments fiskeøje-linse især kan også noget helt specielt.
Men samtidig bliver mobilkameraerne hele tiden bedre og bedre – og jeg kan mærke at det er mere og mere sjældent at jeg føler behov for at slæbe mine Moment-linser og den særlige case med ud i hverdagen.
Selv på ferier hvor jeg troligt husker at tage udstyret med, er det højst en gang eller to jeg faktisk får hevet linserne frem og brugt dem.
Så jeg er nok ved at erkende (og det er her den ‘eksistentielle’ udfordring kommer på bane), at jeg trods alt bare er hyggefotograf, som ganske vist gerne vil have flotte billeder, men også prioriterer nemhed og bekvemmelig så højt, at dét at fifle med eksterne linser og en særlig case og løbende udskiftning af begge dele…simpelthen bare bliver for meget.
Derfor nærmer jeg mig nok også en beslutning om at stoppe Moment-eventyret. Jeg tror jeg har købt min sidste linse og min sidste case.
Og det er afgjort ikke fordi jeg har været utilfreds med linserne, men fordi jeg simpelthen ikke får dem brugt nok, og nu bruger skiftet til den nye fatning som undskyld til at trække en streg i sandet.
Så hvis jeg ender med at opgradere til en ny iPhone om en måneds tid (og der står allerede familie i kø til den “gamle”), så bliver det nok også slut med Moment.
Hvis du står og har lyst til at investere i et sæt fine linser til din iPhone (og har mod på at opgradere din case indimellem), så sig til. Jeg er sikker på at vi kan gøre en god handel 😉
Jeg sad lige her i weekenden og så de sidste afsnit af den absolut seværdige dokuserie om astronaut Andreas Mogensen på DR.
Det er ikke nødvendigvis fordi man kommer dybt, dybt ned i teknik eller videnskab med serien, men til gengæld får man et ret fint blik ind i Andreas’ forberedelser og forventede hverdag på Den Internationale Rumstation (i skrivende stund er det jo planen at han skal sendes afsted fredag den 25. august).
Og nu vidste jeg jo godt, at astronauternes arbejde er planlagt i helt ekstreme detaljer, både i månederne op til en mission, og på selve missionen.
De skal oplæres i både procedurer, teknik og videnskabelige forsøg, motionere, lave PR, underkastes medicinske tests og tusind andre ting – og det er bare inden de kommer afsted.
Oppe på ISS er der selvfølgelig ligeså mange opgaver, og selvom astronauterne også har lidt fritid, især under de længere ophold, så er deres dage planlagt nærmest på minuttet.
Andreas og hans kalender
Og hvad bruger man så, når astronauters forberedelser og rumture skal tilrettelægges i mindste detalje?
Man bruger naturligvis kalenderkasser!
Som faste læsere vil vide er jeg stor fan af timeblocks til at holde styr på hverdagen.
Jeg har også foreslået ordet ‘kalenderkasser’ som et dansk bud på teknikken.
Og derfor hoppede jeg også op og ned i sofaen (desværre er jeg ikke vægtløs), da jeg flere gange i dokumentaren så glimt af skærme med opgaverne i Andreas’ arbejde.
Der var simpelthen kalenderkasser og -klodser allevegne, og jeg er sikker på at det er den eneste måde at skabe overblik på.
Så – gør som NASA og få styr på din hverdag med timeblocking og kalenderklodser!
PS. Når Andreas Mogensen kommer ned igen skal jeg helt klart have ham med i en episode af work.flow og høre ikke bare om time blocking, men også hvordan det så er at vende tilbage til en hverdag uden stram planlægning?
Jeg er fortiden landet ganske godt i NotePlan (igen-igen), med IA Writer som supplerende app til at redigere længere noter/tekster i.
NotePlan er ikke perfekt – jeg mangler fx nogle genveje på iPadOS og flere funktioner i Share-menuerne –men hvilken app er perfekt?
NotePlan kan trods alt heller ikke dække alle mine notebehov.
I min optik er NP i samme kategori som fx Notes, Obsidian, Evernote, Craft og mange, mange andre, som “inviterer” til at man skriver lidt længere, organiserer med mapper og tags, har mulighed for at indsætte filer og billeder, og så videre.
Det er én slags noter – eller måske skulle vi kalde det ‘tekster’ – som i hvert fald for mig også hurtigt bliver til podcast-manusser, artikler og den slags.
En anden slags noter er småting, som man typisk ville skrive på Post-it-lapper eller bagsiden af en konvolut. Den slags har jeg i mange år efterhånden skrevet i Drafts, en ret fantastisk app der ikke bare fungerer hurtigt og effektivt som en slags scratch pad, men også kan udbygges med massevis af ret avancerede funktioner.
Ved at installere såkaldte ‘actions’ (eller bygge dem selv), kan man nemt sende teksten videre til andre apps og tjenester, gemme den som fil på computeren eller formatere den på forskellige måder.
Personligt har jeg fx skrevet langt størstedelen af mine blogposts her som tekster i Drafts (der så indrømmet er blevet lidt længere end Post-Its), og så med et enkelt klik gemt det som txt-filer i en Dropbox-mappe, der så automatisk publiceres på bloggen – samtidig med at den oprindelige Draft-note bliver arkiveret.
Andre af mine actions kan sende Drafts til udvalgte NotePlan-noter, starte en iMessage eller blive til emne og tekst i en email.
Jeg har som sagt brugt Drafts i årevis, og har på mange måder været utrolig tilfreds. De $2 om måneden for pro-udgaven har været en rigtig god deal.
Men jeg har aldrig været glad for interfacet i Drafts – appens ‘look’. For selvom man kan vise eller gemme forskellige menulinjer og selv bestemme font og skriftstørrelse og den slags, så føles Draft for mig altid lidt rodet og overfyldt, og jeg bliver altid bare en lille smule overvældet af at se de mange knapper og actions og så videre.
Derfor gik jeg forleden på jagt efter et muligt alternativ. Og ja, det var indrømmet en total overspringshandling, men et eller andet skal man jo lave, når man egentlig burde lave noget helt tredje.
Jeg havde behov for en endnu mere skrabet app til quick-notes, med mindre fokus på tilføjelsesmuligheder og avancerede workflows, og mere fokus på hurtig tekst til småting eller til nemt at sende videre i systemet.
Jeg var dog ret sikker på at den skulle kunne håndtere Markdown, være bare nogenlunde privatlivsfokuseret, og så ville jeg have en app på Apple Watch, hvor det var nemt at diktere noter.
På mine gåture har jeg ofte behov for lige at gemme en idé eller en tanke, og jeg har tit bare talt til Drafts for at samle den slags input – så det skulle en alternativ app også kunne håndtere, så jeg kan slippe for at gå og taste eller skulle stoppe og skrive.
Jeg trawlede igennem de sædvanlige sites med sammenligninger og app-info (Alternativeto.net og Noteapp.info er blevet et par af de faste kilder), men fandt ikke noget oplagt.
Da jeg kastede nettet længere ud, lykkedes det dog et eller andet sted (og jeg kan desværre ikke huske hvor) at få en for mig helt ukendt app på krogen (ja, jeg blander mine fiskemetaforer!), nemlig SnipNotes, som jeg nu har brugt i 3-4 dage.
SnipNotes kommer til både macOS, iOS, iPadOS og watchOS, og synkroniserer selvfølgelig via iCloud.
Snips allevegne
Appen kan håndtere Markdown, det er nemt at diktere noter på Uret, og interfacet er i hvert fald lidt mindre rodet end Drafts. Så vidt så godt, og jeg betalte straks $10 for at låse op for alle de mere “avancerede” funktioner (det er vist $14 normalt, men der var rabat i denne uge).
Der er okay mulighed for at tweake tingene og tilpasse indstillingerne til éns egne behov i SnipNotes, selvom der er enkelte ting der mangler (endnu) – fx kunne jeg godt tænke mig tags.
Og så er det helt store spørgsmål jo, hvor meget jeg kommer til at savne Drafts’ actions, når jeg skal skrive posts som denher på bloggen. Det kræver i hvert fald afgjort et par omveje og adskillige flere klik mere at udgive…
Jeg er langt fra sikker på, at jeg kommer til at blive i SnipNotes, og foreløbig holder jeg lige fast i Drafts-abonnementet lidt endnu.
Men appen frister virkelig med et mere intuitivt layout, alle de basale funktioner, og så et par stykker jeg egentlig ikke var på jagt efter men allerede er glad for (fx notifikationer på enkelte noter).
SnipNotes er indrømmet længere ovre i retning af apps som Apple Notes og NotePlan end Drafts, men der er jo ikke noget der tvinger mig til at lave kategorier/mapper eller gøre tingene mere komplicerede end nødvendigt.
Og så har jeg allerede oplevet rigtig god service fra app-udvikleren, Felix fra Tyskland, der svarede lynhurtigt og i øvrigt tilbød at kode den feature jeg savnede. Bare sådan lige kode en feature, som jeg synes manglede!
Jeg er som sagt ikke sikker på, om SnipNotes bider sig fast, men der er næppe tvivl om at jeg giver appen en chance de næste par uger…
PS. Apropos at give apps chancer, så har jeg valgt ikke at tage abonnement på oversættelses-appen Mate, som jeg skrev om forleden.
Jeg måtte nok erkende, at oversættelserne til dansk ikke var helt gode nok, og samtidig var mit behov så begrænset at det ikke gav mening at betale $5 om måneden for appen.
Men den beholder sin plads på listen til et genbesøg en anden god gang.
Jeg er for tiden landet ganske godt i NotePlan (igen-igen), med IA Writer som supplerende app til at redigere længere noter/tekster i.
NotePlan er ikke perfekt – jeg mangler fx nogle genveje på iPadOS og flere funktioner i Share-menuerne –men hvilken app er perfekt?
NotePlan kan trods alt heller ikke dække alle mine notebehov.
I min optik er NP i samme kategori som fx Notes, Obsidian, Evernote, Craft og mange, mange andre, som “inviterer” til at man skriver lidt længere, organiserer med mapper og tags, har mulighed for at indsætte filer og billeder, og så videre.
Det er én slags noter – eller måske skulle vi kalde det ‘tekster’ – som i hvert fald for mig også hurtigt bliver til podcast-manusser, artikler og den slags.
En anden slags noter er småting, som man typisk ville skrive på Post-it-lapper eller bagsiden af en konvolut. Den slags har jeg i mange år efterhånden skrevet i Drafts, en ret fantastisk app der ikke bare fungerer hurtigt og effektivt som en slags scratch pad, men også kan udbygges med massevis af ret avancerede funktioner.
Ved at installere såkaldte ‘actions’ (eller bygge dem selv), kan man nemt sende teksten videre til andre apps og tjenester, gemme den som fil på computeren eller formatere den på forskellige måder.
Personligt har jeg fx skrevet langt størstedelen af mine blogposts her som tekster i Drafts (der så indrømmet er blevet lidt længere end Post-Its), og så med et enkelt klik gemt det som txt-filer i en Dropbox-mappe, der så automatisk publiceres på bloggen – samtidig med at den oprindelige Draft-note bliver arkiveret.
Andre af mine actions kan sende Drafts til udvalgte NotePlan-noter, starte en iMessage eller blive til emne og tekst i en email.
Jeg har som sagt brugt Drafts i årevis, og har på mange måder været utrolig tilfreds. De $2 om måneden for pro-udgaven har været en rigtig god deal.
Men jeg har aldrig været glad for interfacet i Drafts – appens ‘look’. For selvom man kan vise eller gemme forskellige menulinjer og selv bestemme font og skriftstørrelse og den slags, så føles Draft for mig altid lidt rodet og overfyldt, og jeg bliver altid bare en lille smule overvældet af at se de mange knapper og actions og så videre.
Derfor gik jeg forleden på jagt efter et muligt alternativ. Og ja, det var indrømmet en total overspringshandling, men et eller andet skal man jo lave, når man egentlig burde lave noget helt tredje.
Jeg havde behov for en endnu mere skrabet app til quick-notes, med mindre fokus på tilføjelsesmuligheder og avancerede workflows, og mere fokus på hurtig tekst til småting eller til nemt at sende videre i systemet.
Jeg var dog ret sikker på at den skulle kunne håndtere Markdown, være bare nogenlunde privatlivsfokuseret, og så ville jeg have en app på Apple Watch, hvor det var nemt at diktere noter.
På mine gåture har jeg ofte behov for lige at gemme en idé eller en tanke, og jeg har tit bare talt til Drafts for at samle den slags input – så det skulle en alternativ app også kunne håndtere, så jeg kan slippe for at gå og taste eller skulle stoppe og skrive.
Jeg trawlede igennem de sædvanlige sites med sammenligninger og app-info (Alternativeto.net og Noteapp.info er blevet et par af de faste kilder), men fandt ikke noget oplagt.
Da jeg kastede nettet længere ud, lykkedes det dog et eller andet sted (og jeg kan desværre ikke huske hvor) at få en for mig helt ukendt app på krogen (ja, jeg blander mine fiskemetaforer!), nemlig SnipNotes, som jeg nu har brugt i 3-4 dage.
SnipNotes kommer til både macOS, iOS, iPadOS og watchOS, og synkroniserer selvfølgelig via iCloud.
Snips allevegne
Appen kan håndtere Markdown, det er nemt at diktere noter på Uret, og interfacet er i hvert fald lidt mindre rodet end Drafts. Så vidt så godt, og jeg betalte straks $10 for at låse op for alle de mere “avancerede” funktioner (det er vist $14 normalt, men der var rabat i denne uge).
Der er okay mulighed for at tweake tingene og tilpasse indstillingerne til éns egne behov i SnipNotes, selvom der er enkelte ting der mangler (endnu) – fx kunne jeg godt tænke mig tags.
Og så er det helt store spørgsmål jo, hvor meget jeg kommer til at savne Drafts’ actions, når jeg skal skrive posts som denher på bloggen. Det kræver i hvert fald afgjort et par omveje og adskillige flere klik mere at udgive…
Jeg er langt fra sikker på, at jeg kommer til at blive i SnipNotes, og foreløbig holder jeg lige fast i Drafts-abonnementet lidt endnu.
Men appen frister virkelig med et mere intuitivt layout, alle de basale funktioner, og så et par stykker jeg egentlig ikke var på jagt efter men allerede er glad for (fx notifikationer på enkelte noter).
SnipNotes er indrømmet længere ovre i retning af apps som Apple Notes og NotePlan end Drafts, men der er jo ikke noget der tvinger mig til at lave kategorier/mapper eller gøre tingene mere komplicerede end nødvendigt.
Og så har jeg allerede oplevet rigtig god service fra app-udvikleren, Felix fra Tyskland, der svarede lynhurtigt og i øvrigt tilbød at kode den feature jeg savnede. Bare sådan lige kode en feature, som jeg synes manglede!
Jeg er som sagt ikke sikker på, om SnipNotes bider sig fast, men der er næppe tvivl om at jeg giver appen en chance de næste par uger…
PS. Apropos at give apps chancer, så har jeg valgt ikke at tage abonnement på oversættelses-appen Mate, som jeg skrev om forleden.
Jeg måtte nok erkende, at oversættelserne til dansk ikke var helt gode nok, og samtidig var mit behov så begrænset at det ikke gav mening at betale $5 om måneden for appen.
Men den beholder sin plads på listen til et genbesøg en anden god gang.
Jeg er egentlig ikke storforbruger af YouTube, men forfalder dog alligevel til jævnligt at trawle igennem de kanaler, der handler om apps, notesystemer, hifi, dimser og andre små-interesser (og YouTubes algo ved jo også godt hvordan den skal blive ved med at lokke…).
Men som I ved, så kan man jo ikke bare nøjes med at se de videoer man gerne vil se – man skal også trækkes igennem alenlange reklamer med overgearede sælgere som taler til laveste fællesnævner.
For et par måneder kiggede jeg åbenbart nok videoer til at det blev for meget med annoncer hele tiden – så jeg knækkede sammen og begyndte at betale for YouTube-uden-annoncer (aka Premium Lite) til 69 kr om måneden.
Reklamer, be gone!
Kendere vil vide, at man jo også kan gå all-in med Premium til 119 kr/md, hvor man så også kan downloade videoer og få adgang til YouTube Music, men det havde ingen interesse for mig.
Nu er jeg jo generelt af den opfattelse, at jeg for det første gerne betaler for apps og tjenester, og for det andet især gerne betaler for at slippe for annoncer (og den medfølgende tracking), men omvendt har jeg jo ikke ubegrænsede midler, heller ikke til abonnementer.
Så forleden valgte jeg at sætte YouTube Premium Lite på pause, bare for lige at tjekke om det nu stadig er en god idé?
Og jeg må indrømme, at jeg nok temmelig hurtigt vender tilbage til at betale for ikke at se de efterhånden ekstremt mange og lange annoncer, der fylder så mange af videoerne, og afbryder dem på de mest irriterende tidspunkter.
Det er enten det, eller også må jeg skrue helt ned for min brug af YouTube og kun se det allermest nødvendige…mine nerver holder simpelthen ikke til ad rolls hverandet øjeblik.
Betaler du for YouTube? Eller får dækket dit kort-video-behov andetsteds? Eller har du bare opbygget en hårdhudet reklame-tolerance?
At-hvaffor-noget, spørger du?
Og det er indrømmet en ret obskur reference til en berygtet parlør med titlen “English As She is Spoke”, som primært er kendt for sine mildest talt fejlbehæftede oversættelser og decideret absurde bud på engelske ordsprog og talemåder.
Jeg stødte først på historien om “English As She Is Spoke” i en dansk bog tilbage i mine præ-teenageår, hvor jeg nærmest boede på biblioteket i Assens.
Jeg kan desværre ikke finde den danske bog igen – det var en lille sag om “store bommerter og fantastiske fejltagelser” eller noget i den stil, men jeg kan ikke huske nok til lige at søge den frem.
Men jeg kan huske at jeg var kvalt af grin i timevis over de groteske “oversættelser”, talemåder, parlør-tips og andet godt fra den portugisiske forfatter, der altså havde et…tvivlsomt greb om det engelske sprog.
Og derfor sidder frasen ‘at kværne en egernabe’ dybt forankret i mine synapser – som en opfindsom oversættelse fra et engelsk udtryk, som altså var det pure opspind i Pedro Carolinos fantasi.
Aaaanyway.
Alt dét bare for at sige, at jeg for tiden tester oversætter-appen Mate på mine ÆbleDimser(tm).
Det kom sig egentlig af, at jeg gerne vil spare lidt tid, når jeg skal skrive noter til manuskripter, artikler og blogposts.
Ganske ofte finder jeg min research på engelsk, og selvom der givetvis er god værdi i selv at oversætte (og samtidig ‘fortolke’ teksten og indholdet), så er det også nogle gange nemt og rart bare at kunne læse den på dansk.
For jeg må erkende, at selvom jeg synes jeg er forholdsvis god til engelsk, så er det indimellem nemmere at skimme lange tekster på dansk.
I den sidste uges tid har jeg leget med at lade ChatGPT oversætte tekster, og det fungerer…okay. Jeg er dog ikke vildt imponeret, og har derfor været på jagt efter alternativer.
Apple-gearet har nemlig indbygget oversættelse, men ikke fra engelsk til dansk, og jeg vil i videst mulige omfang gerne undgå at copy-paste tekster over i Google Translate.
I min jagt faldt jeg temmelig hurtigt over Mate (“the translater app you’ll love”), som jeg i disse dage har taget en prøveversion af.
Oversæt mellem 100 sprog
Den kører både som selvstændig app og som udvidelse i Safari på Mac og iDimser, og giver nem adgang til oversættelse både på udvalgt tekst og på hele websider.
Når man oversætter i Safari er det også nemt at få vist den oprindelige tekste i en lille popup, når man scroller nedover siden, så man kan sammenligne og lige tjekke et ord eller en formulering.
Man kan naturligvis oversætte mellem mange sprog (over 100), men i praksis har jeg bare sat den op til at starte med engelsk->dansk, som er dét jeg som regel har brug for.
Oversættelserne går lynhurtigt, og det er nemt at kopiere den oversatte tekst, så den kan bruges andetsteds. (Ikke for at kopiere eller stjæle indhold, selvfølgelig, men nogle gange kan det være rart at have et udgangspunkt at skrive fra, hvis man fx vil forklare hvad en neutronstjerne er, eller sende noget stof til folk som måske ikke læser så godt engelsk).
Mate lokker også med løfter om, at de går meget op i privatliv og databeskyttelse, og uden at jeg ligefrem har læst deres ToS igennem, så gør de det i hvert fald nemt at slette både historik, indstillinger og konto, hvis man skulle have lyst. Najs.
Så som udgangspunkt er jeg ret hurtigt blevet glad for Mate, men når det er sagt, så synes jeg et abonnement på $5.99 i App Store er lige i overkanten. Jeg regner trods alt ikke med at skulle bruge en kopieret tekst på dansk hver dag.
Omvendt står jeg måske overfor en opgave, hvor jeg skal lave en del materiale på engelsk, og så kunne det måske være rart nok med hjælp til oversættelse, i hvert fald af det første gennemskriv.
Jeg synes bare at jeg er ved at have lige lovlig mange løbende abonnementer efterhånden, og selvom jeg i princippet meget gerne støtter udviklere og betaler for software, så er midlerne jo heller ikke ubegrænsede – og jeg vil jo helst gerne føle at jeg har et behov for de apps og tjenester jeg betaler for.
Nå, der er 4 dages prøvetid tilbage, og så må jeg tage en beslutning!
Uanset hvad er Mate altså en ret lækker app.
PS. Omnibus Project er en af mine Top 5-yndlingsshows, og har også lavet en episode om den portugisisk-engelske parlør, der naturligvis bør lyttes.
Som jeg allerede skamløst har reklameret for flere gange, udkom bogen om “Danmark i rummet” forleden på Lindhardt & Ringhof.
Den er skrevet sammen med Tina Ibsen (som jeg også laver RumSnak med), og vi glæder os til at se hvordan den bliver modtaget derude.
På receptionen i tirsdags gik det op for mig, at min første bog udkom i maj 2013 på Gyldendal Business. Det var ”Det man måler er man selv”, der handlede om at samle data om sig selv og sin hverdag.
I år kom så “Danmark i rummet”, der altså netop er launchet (det må det vel hedde, når det er en bog om rummet?)
Så nu er spørgsmålet, om jeg mon skal skrive en bog i 2033? Og ikke mindst hvad den så skal handle om? (Og måske om jeg ikke bare til den tid giver en AI et par stikord og en stemning, og så kører tingene af sig selv…?)
Bogudgivelseskage
Vi har i flere år efterhånden overvejet om vi på et tidspunkt skulle forlade vores 2V-smørhul på Frederiksberg og i stedet købe eller bygge et lille hus et sted ude i Danmark.
Det er en lang snak som vi kan vende tilbage til en anden gang.
Men én af visionerne med sådan en lille hytte er jo, at man kan smide solpaneler på taget og hive sweet, sweet stråleenergi lige ned i stikket.
Nu er det næppe en flytning der sker lige med det samme, men ikke desto mindre blev jeg fyr og flamme, da jeg så denne video fra MKBHD.
Den ligger simpelthen pladask midt i Venn-diagrammet af dimser, vedvarende energi, husdrømme og dataporno.
Og så er Marques Brownlee ganske enkelt en af mine (og millioner af andres) yndlings-YouTubere. Han er møgdygtig, laver flotte videoer, deler kloge betragtninger om gadgets, er pokkers charmerende, og har et fjæs man bare aldrig rigtig bliver træt af at se på.
Anyway, hvis du er bare det mindste interesseret i et af de fancy-fancy solteglpaneltage fra Tesla, så er ovenstående video afgjort et kig værd 👍😎