Sobre mocktails
Sobre mocktails
Sobre mocktails
Jeg tilbringer torsdagen på konference om AI, regulation og risici og det er på samme tid både ekstremt indforstået, enormt relevant og virkelig vigtigt at tale om.
Men der bliver selvfølgelig talt også om andre AI-relaterede ting i pauserne, og en af samtalerne tog udgangspunkt i en overvejelse jeg har haft i et stykke tid, i kølvandet på ChatGPT, bølgen af GenAI, og de nyeste implementeringer af de ‘intelligente’ snakkemaskiner.
Nemlig, hvilken filosofisk og ikke mindst hverdagslig forskel der er på at spørge og på at søge?
Hjælp til søgning
Spørgsmålet er ikke mindst dukket op, fordi jeg (især i starten) oplevede at folk brugte ChatGPT som en søgemaskine, og blev både skuffede og frustrerede når de fik forkerte eller vildledende svar tilbage i hovedet.
Nu er de fleste AI-sprog- og chatværktøjer jo efterhånden ved at have indset, at det er en god idé med henvisninger og links til websider hvor de (også) har fundet deres svar, men vi er stadig i en situation, hvor der er stor forskel på at lave en gammeldaws søgning i Kagi, Google, DuckDuckGo eller hvad man nu bruger – og så at bruge ChatGPT, Claude eller Bard.
Der er en helt lavpraktisk forskel i hvor hurtigt (søgemaskine) eller langsomt (samtalerobot) man får svar eller resultater, hvor nemt det er at tjekke resultatet og evt. henvisninger og links, og hvordan man arbejder videre med det – og meget mere.
Og her er de konkrete værktøjer altså stadig afgørende forskellige (uden at jeg fælder værdidomme over dem).
Men det ret åbne spørgsmål her i en kaffepause på konferencen er også, hvilke forskelle der er i en mere principiel eller filosofisk forstand, på at søge og at spørge?
En hurtig rundspørge over frokosten gav blandt andet den feedback, at spørgsmål åbner et rum for nysgerrig udforskning, mens søgninger handler mere om at finde noget bestemt, som man allerede har en idé eller forestilling om.
Det er næppe det eneste man kan sige om forskellen, men det er et interessant indspark.
I praksis tænker jeg i hvert fald, at de vindende tjenester og værktøjer den kommende tid vil blive dem der formår at tilpasse sig brugernes behov, også når de skifter undervejs i en specifik session – fra åbne spørgsmål til søgning efter specifikke informationer og tilbage igen, måske mange gange i løbet af sådan en udforskning.
Det er afgjort lidt for oplagt, men nu kommer det alligevel:
Første hit i Kagi, fra Sanjeev Kumar på Medium.
Han skriver blandt andet:
With asking, search functions would use the searcher’s full question to provide context to the query. Then, after using this question to find results, the search function would go through the relevant webpages and documents to find the exact answer, including answers from within documents, rather than just presenting the document itself.
Spørger man ChatGPT, får man svaret:
At søge information på internettet og at stille spørgsmål til en AI som ChatGPT involverer forskellige tilgange og metoder, hver med sine unikke fordele og begrænsninger.
Praktiske Forskelle:
Søgemekanismer: Når du søger på internettet, bruger du søgemaskiner som Google, der indekserer og rangerer webindhold baseret på relevans og andre faktorer. ChatGPT, derimod, genererer svar baseret på en forudtrænet model og dens interne viden, som ikke nødvendigvis er opdateret eller omfattende.
Svarformat: Internetsøgninger giver en række links og ressourcer, som brugeren selv skal evaluere og gennemse. ChatGPT tilbyder direkte svar og kan strukturere information på en mere samtalepræget og tilgængelig måde.
Interaktion: ChatGPT tillader en dialog, hvor brugeren kan stille opfølgende spørgsmål eller bede om yderligere forklaringer. Internetsøgninger er mere statiske og kræver, at brugeren selv finjusterer deres søgekriterier for at finde mere præcise informationer.
Opdateret Information: Søgemaskiner kan give mere aktuel information, da de konstant indekserer nye data fra internettet. ChatGPT’s viden er begrænset til det, den er trænet på, og opdateres ikke i realtid.
Principielle eller Filosofiske Forskelle:
Kontrol over Information: Søgninger på internettet involverer en højere grad af brugerstyring og valg. Brugeren skal aktivt vurdere kvaliteten og relevansen af de fundne informationer. ChatGPT giver en mere styret oplevelse, hvor svarene er formet af AI-modellens træning og bias.
Tilgang til Viden: Internetsøgninger er baseret på ekstern opbevaring af viden, mens ChatGPT’s svar er baseret på intern viden indlejret i modellen. Det giver forskellige perspektiver og dybder af forståelse.
Personliggørelse og Bias: ChatGPT kan i nogen grad tilpasse sine svar baseret på brugerens tidligere interaktioner og spørgsmål, hvilket kan lede til en mere personlig oplevelse. Dette bringer dog også spørgsmål om bias og ekkokammer-effekter, som også kan findes i personliggjorte internetsøgninger.
Kvalitet og Pålidelighed af Information: Internetsøgninger giver adgang til en bred vifte af kilder, inklusive ekspertviden og peer-reviewed materiale. ChatGPT’s svar er begrænset af træningsdataens kvalitet og mangfoldighed, hvilket kan resultere i mindre præcise eller omfattende svar.
Samlet set byder begge metoder på unikke styrker og svagheder. Valget mellem at bruge internetsøgninger eller en AI som ChatGPT afhænger af den specifikke informationssituation og brugerens behov.
Som jeg skrev forleden (og som jeg har nævnt flere gange tidligere), så er jeg på jagt efter en alternativ tjeneste eller app til at holde styr på mine bøger.
TL;DR – Book Tracker er desværre for besværlig, og jeg har overvejet at bruge Notion, Airtable eller lignende i stedet.
Masser af bøger
Nu har jeg så tilbragt nogle dage, og senest et par solide weekend-timer, med at tjekke apps og tjenester, og er i den luksusagtige, men irriterende, situation at jeg synes jeg har TO gode muligheder at vælge imellem 🤔
Jeg skulle selvfølgelig lige tjekke om der var andre oplagte apps til min bogbase, og genopdagede i den forbindelse Book Buddy, som jeg tidligere har prøvet – men åbenbart har droppet igen af uvisse årsager.
Hvorom alting er, så viste det sig at jeg faktisk havde købt Pro-udgaven, og så skulle jeg naturligvis lige udforske den igen. Og BookBuddy er en virkelig kapabel lille app!
Den er relativt nem at finde rundt i, så man hurtigt kan tilføje bøger, give dem tags, ændre læsestatus og de andre funktioner, som man bruger allermest. Den kan også fint håndtere både im- og eksport, og interfacet føles tilpas tweak-bart – så man kan få det som man vil have det, uden at slås med uendelige valg.
Designet er indrømmet lidt bedaget, men det er jo ikke en app jeg skal bruge særlig meget tid i hver dag – bare en base som skal holde styr på mit digitale bibliotek – så jeg overlever nok.
En del af testen har dog også været netop import og eksport af csv-filer til og fra diverse apps og tjenester, for det er vigtigt for mig at kunne få alle mine knap 800 bøger fra de sidste 10 års tid med mig, uanset hvilken ny løsning jeg vælger.
Det har så krævet ret meget flytten rundt og en masse justering af kolonner og data. For jeg kan fortælle, at der ikke umiddelbart findes en universel standard for bogtracking-kategorier eller dataformater, eller hvordan de forskellige apps betegner læsestatus for bøgerne (read, unread, to-read, unfinished, etc)…
Så da jeg eksporterede fra Book Tracker (den gamle app) for at importere i BookBuddy (den nye), måtte jeg omdøbe alle kolonne-navne, og i øvrigt forsøge at matche forskellige kolonner fra Book Tracker med kategorierne i BookBuddy – og slette de kolonner jeg alligevel ikke har brug for.
Endelig havde jeg også lige en lille oplevelse med Forfatter-kolonnen, der af en eller anden årsag var formateret som Auster,Paul i stedet for Paul Auster.
Men lo and behold, Google Sheets kunne simpelthen automatisk opdage, at jeg rettede fra King,Stephen til Stephen King, og spurgte selv om den skulle rette resten af de 780 navne efter samme opskrift?
Ja, tak!
Hvorom alting er, så er Book Buddy Pro lige nu ret højt på listen over mulige løsninger, og den indeholder den mest opdaterede bogsamling.
Men nu var en del af projektet jo også at udforske, om det giver mere (eller bare ligeså meget) mening at bruge et generelt værktøj som Airtable, Anytype eller Notion til at holde styr på hvad jeg har læst og gerne vil læse?
Så de eksporterede csv-filer har også været (forsøgt) importeret i adskillige andre apps, men det blev hurtigt klart for mig, at Notion (som forventet) ligger tættest på at opfylde mine behov.
Samtidig er Notion nok også i førertrøjen i en parallel udforskningsproces, hvor jeg søger apps som er gode til at holde styr på podcast-produktion – planlagte episoder, gæster, status for udgivelse, emner, SoMe-promo, etc. etc.
Så det giver god mening at bruge Notion til begge dele, og i hvert fald bruge bogbasen til at udforske mulighederne i Notion.
Allerede nu er det dog klart, at Notion altså er et ret cool værktøj. Det vidste jeg naturligvis godt, for vi brugte Notion i en periode blandt andet da vi lavede Techliv-nyhedsbrev og -podcast, men det er længe siden jeg har haft fingrene i det.
Tidligere har jeg også mest brugt Notion som skrive-app, snarere end en database, så der er meget nyt for mig at lære.
Men efter lidt fifleri med den importerede csv-fil, og lidt leg med forskellige views og den slags, så er det blevet tydeligt for mig at jeg sagtens kunne bruge Notion til at holde styr på biblioteket.
Det er mere manuelt end en dedikeret bog-app, og lige nu har jeg ikke fundet en god måde at få overført cover-billeder fra den gamle bogbase i appen, men det er sjovt at lege med sorteringer og visninger og den slags.
Samtidig har jeg også hooket Notion op til at importere highlights fra læsning via Readwise, og der ligger sikkert også nogle sjove muligheder i at linke bøger med deres fremhævede citater?
Jeg tror jeg skal tage et par uger, hvor jeg lever med besværet ved at skulle opdatere min bogtracking to forskellige steder, og så se hvilken af de to løsninger – BookBuddy eller Notion – der klarer sig bedst i hverdagen…
Mens jeg alligevel er igang med at plagiere mig selv (se seneste post), så skrev jeg også i ovennævnte blogpost om de små apps og tjenester jeg ofte installerer som det første på nye maskiner.
Og den nye MBP er jo så en fin anledning til at se på hvilke jeg stadig bruger og hvilke der har været udskiftning af?
Den oprindelige liste var:
Menuwhere – tastatur-genvej til at åbne app-menuerne, der hvor cursoren er, så man ikke skal hele vejen op i toppen af skærmen
HazeOver – dæmper de bagvedliggende app-vinduer, så man bedre kan fokusere på det forreste (som må antages at være det man arbejder i)
Dropover – assistent til fil-flytning og -kopiering, som lige holder filerne mens du samler flere ind, og inden du finder ud af hvor de skal hen
Shottr – alternativ til den indbyggede screenshot-funktion, med frække muligheder for at sløre (del af) billede og evt. tekst
Rocket – tastatur-genvej til emojis, som kan aktiveres i alle apps
Og her i slutningen af 2023 kan jeg så – med udgangspunkt i installationer på den nye MBP14 – konstatere at de fleste faktisk stadig er i ret heavy rotation.
Jeg har ganske vist droppet Dropover (høhø), men bruger jævnligt Yoink i stedet.
Derudover fandt jeg så ud af, at Bartender er ret uomgængelig (især på grund af notchen i den nye laptopskærm).
Jeg er også igang med at teste Default Folder X og et par andre apps som dog måske er liiige tunge nok til at kunne kaldes små utilities. Mere om det senere…
PS. Denne post er også skrevet for at teste om MastoFeed fungerer, og automatisk smider mine nye blogposts ud på ’Donten…
Snemorgen
Et par korte opfølgninger på sidste uges opslag om min nye M3 MacBook Pro og valget af installation fra bunden:
Før det første må jeg lidt bekymret konstatere, at jeg efterhånden er begyndt at gentage mig selv (mere end jeg plejer?).
I hvert fald skrev jeg cirka den samme post her på bloggen, da jeg sidste år købte en M2 Pro Mac Mini…
Senil? Hvem, mig?
Den anden lille update er lige så pinlig.
Jeg har i talende stund omkring 1.6TB data i min cloudtjeneste pCloud, som jeg godt kan lide at have offline også – og det er derfor jeg de sidste par gange har betalt eksorbitant overpris for 2TB-diske hos Apple.
Men det betyder også, at flere dages kværnende download har været fast punkt på programmet når jeg har fået nye maskiner.
Således også denne gang, hvor jeg dog kun fik hentet de første par hundrede GB inden jeg afbrød processen for at tage på miniferie til Hamburg.
Og det var så egentlig ganske heldigt. For på vejen hjem i toget kom jeg i tanke om en fuldstændig åbenlys alternativ metode.
Der er for mange data
I stedet for at lade mig begrænse af pCloud-servernes nogle gange lidt pauvre båndbredde, så kunne jeg jo sådan set bare smække et kabel i røven på den gamle MacBook og sende de resterende 1.4TB filer via Thunderbolt over i den nye…
Som sagt, så gjort. Og det tog så ikke de sædvanlige 3-4 dage at hente alting, men 3-4 timer(!) 😬
Jeg har lige været på getaway med min bedre halvdel i Hamborg, og da vejret mildest talt var omskifteligt var der også masser af tid til at dimse med hyggeprojekter på hotelværelset mens regnen slog mod ruderne.
Jeg blev dog relativt hurtigt færdig med de to projekter jeg havde planlagt at arbejde på (oprydning i Day One og nye kategorier i min arbejdstids-registrering), og hvad skulle jeg så kaste mig over?
Svaret blev endnu en klassiker – nemlig bog-tracking.
Bogsamling
Det er en udfordring jeg har sloges med tidligere, og selvom jeg i halvandet års tid har været noooogenlunde tilfreds bruger af Book Tracker-appen, så er den faktisk fuld af små irritationsmomenter.
Den lille indieudvikler arbejder fortsat videre på at forbedre appen, men det føles nogle gange som to skridt frem og halvandet tilbage – i hvert fald i forhold til mine ønsker.
Derfor er jagten nu genoptaget – og jeg søger altså en forholdsvis enkel måde at logge min læsning på.
Jeg er ret ligeglad med løbende status (antal sider i dag), og er ligeså uinteresseret i sociale læsefeatures.
Jeg skal primært bruge en app eller database med grundlæggende oplysninger om titel, forfatter, udgivelsesår og den slags, og så lidt ekstra oplysninger som læst-dato, rating og måske et par håndfulde tags (scifi, non-fiktion, etc).
Jagten fortsætter stadig, men der er ikke umiddelbart nogle klare vindere – hverken blandt de gamle kendinge (Libib, Storygraph, Reading List, m.fl.), eller den meget lille håndfuld nye apps (Bookworm og et par stykker mere).
Af samme årsag er jeg alvorligt begyndt at overveje om jeg bare skulle bygge min egen bogdatabase, evt. med hjælp fra en importeret skabelon?
Det ville jo også øge nørdefaktoren betragteligt, og det skal man ikke kimse af – selvom det omvendt altid medfører en risiko for at det går galt eller aldrig bliver færdigt eller bliver for besværligt at bruge i hverdagen.
Ikke desto mindre er jeg altså gået igang med at kigge på mere eller mindre enkle værktøjer, der kan bruges til at lave en base med mine bøger.
Jeg er lidt nervøs for hvordan det vil komme til at fungere med import af min eksisterende bogsamling på knap 700 værker (jeg har selvfølgelig læst mange flere bøger, men jeg har forlængst opgivet at forsøge at huske alle dem fra før den digitale logning).
Omvendt er en af grundene til at jeg kigger efter andre værktøjer præcis, at de eksisterende bogapps har meget dårlig gensidig understøttelse af eksport/import, selvom de fleste lover at de sagtens kan klare en csv-fil. I praksisk er det møgbesværligt at få kategorier og indhold til at matche, så man kan flytte sine data…
Nå, men beslutningen om at hoppe fra en bog-app til en database-agtig tjeneste var måske den nemmeste del af udfordringen (for så vidt som jeg overhovedet har taget en beslutning – det allernemmeste foreløbig er jo bare at fortsætte i Book Tracker).
Den sjove del af et eventuelt skifte er nok at vælge hvilken tjeneste jeg så skal skifte til.
(For jeg ved godt, at hvis jeg synes det har været besværligt hidtil, så bliver det næppe mindre besværligt fremover).
Hvorom alting er, så er der i hvert fald masser af muligheder, som på forskellig facon opfylder (nogle af) mine ønsker til sådan en database-ting:
Og så vil det afgjort være en fordel, hvis det er en app eller tjeneste jeg også kan bruge til andre ting – fx at holde styr på podcast-produktion eller lignende. Men det er nok en bonus på dette stadie, selvom det fx gør at jeg kaste ekstra lange blikke i retning af Notion…
Dette er absolut ikke en udtømmende liste, men jeg har kig på et bredt udvalg, som fx indbefatter:
Det irriterende er, at det næppe bliver noget jeg lige får sat op i en frokostpause i løbet af ugen – men omvendt er det sjove jo, at der er en juleferie på vej, som er som skabt til at kaste sig over præcis sådan en udfordring.
I mellemtiden modtages input og gode ideer med kyshånd!
Pantonorama
Af årsager det vil føre for vidt at gennemgå i detaljer, befandt jeg mig pludselig i den situation igår at jeg var den glade ejer af en spritny MacBook Pro M3.
Når jeg skriver ‘pludselig’, så er det fordi pakken egentlig først skulle ankomme onsdag, men altså dukkede op mandag morgen, og dermed fuldstændig ødelagde mit fokus.
Det lykkedes dog nogenlunde efterhånden af få snuden tilbage i sporet – men jeg gav op midt på eftermiddagen og gik hen for at hente maskinen og hjem bagefter.
Til min egen store overraskelse formåede jeg så faktisk at få et par gode timers arbejde mere i kalenderen, selvom jeg indrømmet også brugte lidt tid på lige at sparke dæk på det nye grej.
Niffig lille maskine
Skulle nogen være nysgerrig er det en 14-tommers sølvfarvet MacBook Pro med en helt almindelig M3-chip og 24GB RAM.
Jeg kiggede langt efter en M3 Pro, men kunne ikke rigtig retfærdiggøre det med mine behov. Og så er selv den basale M3 faktisk en yderst kapabel processor, skal man tro de mange benchmarks på YouTube. Der er i hvert fald ingen tvivl om at den føles aldeles snappy.
Det ville også have været najs med en ‘Space Black’ lakering, men det er jo ikke rigtig sort alligevel. Hvorfor hader I sort, Apple?
Anyway, pludselig stod der altså en ny MacBog på skrivebordet, og så skulle jeg jo tage stilling til den klassiske udfordring: overføre data og indstillinger fra den gamle, eller lave en clean install?
I den nyeste udgave af ATP brugte de laaaang tid på at tale om deres erfaringer med Apples Migration Assistant, og jeg var afgjort fristet af at tage den nemme(?) løsning og koble de to MacBooks sammen med et Thunderbolt-kabel og sætte dem til at koge.
Men i sidste øjeblik gav jeg efter for min trang til at starte fra scratch. Det er altså et eller andet vidunderligt ved at sætte en helt jomfruelig Mac op.
Det er indrømmet besværligt at skulle igennem alle indstillinger, genstarte flere gange med nye sikkerheds-tilladelse, installere dusinvis af apps og ikke mindst downloade 1.6TB fra min cloud-sync.
Ikke desto mindre synes jeg det er tiden værd.
For det første giver det mulighed for at rydde op og ændre nogle af de mange småting jeg bare ikke rigtig har taget mig sammen til at pille ved på den gamle.
Der er også massevis af apps jeg har installeret gennem årene, men ikke bruger – og den slags digitalt rod generer mig på et helt eksistentielt niveau.
Og så er det bare grundlæggende møghyggeligt at sidde og dimse, mens jeg lytter musik og langsomt får indrettet MacBook’en så den er lige præcis som jeg vil ha’ den.
Så fik jeg endelig taget en beslutning og trykket på knappen. Det kostede foreløbig €3 og en lørdag formiddag, men jeg tror sgu det er lykkedes 🤞
Efter den sædvanlige omgang DNS-ballade, paniske test-mails frem og tilbage mellem diverse konti, og endelig en 5 timer lang migration, så har jeg nu skiftet fra Fastmail til Mailbox.
Ny emailtjeneste kræver fokus
Som tidligere beskrevet var jeg egentlig ikke utilfreds med Fastmail, men ville gerne skifte til en europæisk tjeneste, med endnu større fokus på privatliv og ikke mindst på klima.
Og nu kan jeg jo ikke udelukke at Mailbox greenwasher lidt, men jeg ser det absolut som et plus at de vælger at fremhæve både privatliv, grøn energi, social bevidsthed og work-life balance for deres medarbejdere på websitet.
Djævelen er dog som bekendt i detaljen, så det er nok først om nogle uger at jeg for alvor kan vurdere om skiftet nu også har været så fantastisk som jeg håber (nu hvor jeg allerede har glemt mine DNS-slagsmål fra formiddagen).
PS. Jeg er – i ren begejstring over mailskiftet – næsten parat til at glemme frustrationen over fejl i dagbogs-apps og en løbende konflikt med min sync-tjeneste.
Næsten…
Som jeg skrev forleden røg jeg lidt tilfældigt ud på en jagt på en alternativ dagbogs-app, foranlediget af den forestående fornyelse af mit Day One-abonnement her i starten af december.
Det har så vist sig at være et temmelig kaotisk og frustrerende projekt. Det er lige før jeg vil sige at markedet for dagbogs-apps er klar til lidt disruption…
Det er jo ikke som sådan fordi der er noget katastrofalt i vejen med Day One – udover min irritation over appens dataopsamling. Og så alligevel – for i forbindelse med det mulige skifte har jeg været lidt mere rundt i krogene end tidligere, og har også tilbragt lidt tid på support-siderne.
Her har jeg fx fundet ud af, at tags virkelig ikke bliver håndteret godt. Det kræver (hvad der føles som) dusinvis af klik at rette eller slette tags fra mere end én note ad gangen, og der er INGEN mulighed for at se en redigerbar oversigt over alle tags (eller fx fjerne alle de tags der er tilføjet automatisk fordi jeg har importeret tweets eller Instagram-opslag med # et eller andet i teksten).
Der er også ting som kun kan gøres i iOS-appen, og ikke på Mac, hvilket bare virker provokerende.
Så i virkeligheden ville jeg fortsat gerne skifte til et alternativ til Day One, og jeg var i første omgang egentlig parat til at satse på Diarly – for selvom den indledende synkronisering var dræbende langsom, så kører det nogenlunde nu hvor alting er hentet og i vater.
Diarly lider dog af samme tag-udfordringer som Day One. Hvilket betød at jeg tilbragte 20 minutter igår aftes med MANUELT at slette hundredevis af tags for at få renset min “dagbogs-database”.
Og så har jeg efter nogle dage måttet indrømme, at designet bare føltes for upoleret, og sammen med en del små irritationsmomenter betyder det, at Diarly alligevel er røget af podiet.
I frustration prøvede jeg så en helt tredje app, nemlig Everlog, der faktisk i en halv times tid virkede som det helt rigtige kompromis.
Den overholder umiddelbart alle iOS og macOS’s UI-retningslinjer, og var helt fokuseret ind på præcis de funktioner jeg egentlig har brug for.
Men. (For det skal ikke være nemt).
Jeg kan simpelthen ikke få Everlog til at overleve import af mine gamle journaler, som indrømmet også fylder lige knap 6GB (tekst og selvfølgelig en masse billeder).
Der er badebold hver eneste gang, både når jeg prøver med zips fra Diarly og Day One.
Og jeg har afgjort ikke tænkt mig at starte forfra – noget af det sjove er jo præcis at kunne se tilbage i min dagbog, og blive mindet om hvad jeg lavede for præcis 1,5 eller 8 år siden.
Så nu er jeg i dyb tvivl igen.
Jeg har skrevet til Everlog-supporten for at se om de kan hjælpe med import-tips, men ellers må jeg sgu nok bare forny mit Day One-abonnement et år mere…
Der er bare lige den lille krølle på historien, at Day One selvfølgelig ikke kan importere den backup fra Diarly hvor jeg har ryddet op i tags – så hvis jeg hopper tilbage skal jeg enten leve med hundredevis af tåbelige tags, eller manuelt gå igennem klik-helvedet med at slette dem – én gang til!
Ellers skal jeg måske bare håbe på at Day One-folkene rent faktisk vil lytte til den anden bruger, der åbenbart har det samme problem som mig…
Jeg har på fornemmelsen at den sidste blog ikke er skrevet i den sag.
Godmorgen, hejre
Nåmen, jeg synes åbenbart ikke at jeg har nok dimseprojekter, så nu kigger jeg mig også om efter en (ny) dagbogsapp.
Jeg har ellers været ret tilfreds Day One-bruger i snart 10 år (den første entry er fra februar 2014), og jeg har samlet både daglige skriverier, sundheds-logbog, rejsebeskrivelser, billeder, blogposts, tweets, Instagram-fotos (da jeg stadig brugte dén app) og meget mere.
Jeg synes ikke nødvendigvis appen er fuldstændig fantastisk, og der er mange aspekter af den jeg ikke rigtig bruger, men jeg har dog nogle skabeloner og noget automatiseret import, og jeg hiver tit billeder ind i teksten når jeg skriver dagbog (som jeg nu har gjort hver eneste dag uden pause i…tjekker Watch…1726 dage).
Anyway, efter knap 10 års brug af Day One kom jeg så lige til at tjekke deres data-opgørelse i App Store.
Datastøvsugeren er fremme
Og de er ikke lige så slemme som Google eller Meta, men har dog linket en røvfuld af data til mig – og den slags gør mig bare lidt irritabel.
Så nu blev weekenden (udover emailjagt og fortsat Obsidian-dimseri) også lige ramt af et inderligt behov for at finde et alternativ til Day One, som suger bare lidt færre data.
Jeg har forholdsvis hurtigt zoomet ind på appen Diarly, som – på trods af et tosset navn – faktisk ser ret fin ud. Som en lidt enklere og lidt renere udgave af Day One.
Der mangler umiddelbart nogle funktioner, som fx extension til Safari på Mac, men alle de grundlæggende ting er tilsyneladende på plads, inklusive den altid sjove “På Denne Dag”-feature, hvor man bliver præsenteret for hvad man foretog sig de foregående år på samme dag. Og så er den altså langt mere behersket med sin dataopsamling.
Jeg mangler lige at trykteste Diarly, og importere mine 13000+ entries(!) fra Day One og den slags, men jeg har foreløbig taget 7 dages prøveperiode, og så må vi se. Endnu en app-jagt jeg nok skal melde tilbage om…
Mens jeg er igang med et potentielt opbrud, så overvejer jeg også, om det egentlig er nødvendigt med en særlig Journal-app?
Jeg er jo (igen) ganske glad bruger af Obsidian, der ligesom enhver anden PKM-app med respekt for sig selv også har Daily Notes, hvor jeg i forvejen skriver mange af de løbende opdateringer fra hverdagen, der så om aftenen havner i Day One.
Så måske kunne jeg bare nøjes med det? Der er sikkert også et “On This Day” plugin? (Ja, det er der selvfølgelig).
Endelig skal jeg nok også lige tjekke Apples kommende Journal-app, der burde dukke op i iOS 17.2 lige om snart.
Stay tuned.
RumSnak har de sødeste lyttere som giver julegaver
Det er gået relativt langsomt i mange årtier, men nu går det pludselig rigtig stærkt. Og måske oplever vi ligefrem aktuelt en eksponentiel klimapokalypse?
Som Hemingway lod en af sine karakterer sige om hvordan man går fallit:
“Two ways. Gradually, then suddenly.”
Altså, først langsomt, og så meget hurtigt…
Måske burde vi også have ventet med at nedsætte et Disruptionråd til nu – og så fokusere på klimaproblemerne i stedet for tech? (Eller i hvert fald begge dele).
Det ville også klæde vores regering, som bare vælger at nøle og sige “jamen, vi har sat penge til side, det må bare ikke gøre ondt på nogen, og vi skal også liiiige have nogle andre til at undersøge nogle ting, så vi har ryggen fri, hvis vi nogensinde tager os sammen til for alvor at sætte gang i en indsats…”. (Min parafrasering).
Det er lidt som at satse på at man bare kan blive ved med at låne nye penge til at betale de gamle renter.
Hvorom alting er, så er det svært at undslippe fornemmelsen af at stå på afgrundens rand.
Den første regel for app-nørder som mig er, at man aldrig skal mangle projekter, der kan stjæle éns opmærksomhed og energi.
Og derfor har jeg aktuelt fokus på to tidskrævende eksperimenter – udover naturligvis den evigt kværnende udfordring med task management og kalenderkaos.
Jeg har genoptaget planerne om at skifte email-leverandør fra Fastmail til…nogle andre.
Jeg vil gerne tilbage til EU, og måske også finde nogen der har lidt mere fokus på grøn strøm, hvis det kan lade sig gøre. Det skrev jeg om for et par måneder siden, da jeg startede jagten på en ny email-tjeneste – og nu kaster jeg mig ud i det igen.
Det er nok fortsat Skiff, Proton og Mailbox, der ligger forrest i kapløbet, men jeg bliver jo lige nødt til at undersøge markedet igen.
Det andet større projekt har jeg kun lige taget hul på, så der kommer nok en større opdatering senere.
Men den korte udgave er, at jeg jo blogger her på 4nd3rs.dk gennem det, der hedder Blot.im, som basalt set laver en blog ud af nogle mapper i Dropbox.
Det er ganske fikst, og betyder jo også at alle tekster og billeder ligger i en mappe, som bliver syncet lige her fra min egen computer.
Desværre synes jeg, at Blot har været en smule ustabil på det seneste, og enmandshæren bag har været lidt fraværende.
Og så er det jo også altid bare sjovt at se sig om efter alternativer…
I kølvandet på Mastodons opblomstring har jeg også igen kastet lange blikke efter micro.blog, som jeg flirtede med for nogle år siden, og som stadig kører derudaf, med ActivityPub og indieweb-vibes og hele balladen.
Der ligger dog en masse overvejelser om hosting og priser og switching costs og så videre, som jeg ikke er færdig med – men jeg må indrømme, at jeg blev ekstra fristet da jeg opdagede et micro.blog-pluging til Obsidian, som jo kan gøre det rigtig nemt at skrive og offentliggøre blogposts…
Der er dog meget som skal undersøges før jeg evt. kaster mig ud i at forlade Blot.
Anyway – jeg skal nok skrive updates om begge projekter de kommende uger.
Model fra det fantastiske Københavns Bymuseum
Det er jo normalt en talemåde man bruger (på engelsk), når folk med lidt for store egoer glemmer at samarbejde.
Men aktuelt synes jeg den er mere relevant at bruge om de mange, mange apps, der primært henvender sig til virksomheder og organisationer, hvor flere (eller mange) mennesker skal arbejde sammen.
For jeg synes nemlig også, at rigtig mange ellers interessante og potentielt anvendelige apps og tjenester er så fokuserede på teams og samarbejde, at de bliver væsentlig mere besværlige at bruge for os, der bare er ene-og-alene-storke.
Aktuelt dukkede ‘udfordringen’ op, fordi jeg lige faldt over Superlist, der ser spændende ud – men altså virkelig henvender sig til hold af kolleger eller samarbejdspartnere.
Jo, som regel kan man godt bruge ting som Asana, Craft eller Clickup også selvom man ikke har behov for at arbejde sammen med andre, men for mig er det altså en forstyrrende faktor, hvis væsentlige dele af interfacet og funktionerne handler om at kommentere, dele med sit team, sende opgaver til kollegerne, og så videre.
Jeg forstår såmænd godt prioriteringen – det er nok væsentlig nemmere at tjene penge hvis man fokuserer på at sælge massevis af licenser til én kundes medarbejdere – men helt selvcentreret ville jeg ønske mig, at flere af tjenesterne havde en knap, som fjernede alle de der team-funktioner.
En slags “Instant Solo”-feature, måske?
En helt anden vinkel ind på det her med software og samarbejde, er i øvrigt, at jeg ofte ærgrer mig over ikke at have diktator-beføjelser, når det handler om apps.
Jeg kan nemlig ikke bare vælge hvilke værktøjer mine kunder eller deltidskolleger skal bruge, selvom jeg jo absolut synes de burde deltage i mine mange eksperimenter med kalender-, todo- og projekt-apps.
Lige nu synes jeg fx at Skiff ser ud til at være en virkelig tight og privatlivsfokuseret tjeneste med mail, kalender, dokumenter og drev, som ville være rigtig sjov at prøve af som alternativ til Google. Men jeg kan ikke lige få nogen med på vognen…
Og ja, jeg ved godt at det er voldsomt hyklerisk, for jeg har utallige gange været ved at brænde sammen i de gamle DR-dage, når organisationen krævede at vi arbejdede med bestemte systemer – men sådan er det jo.
Alting ville være meget bedre, hvis det var mig der bestemte. Eller noget.
Når man skærer ned på antallet af streamingtjenester giver det også anledning til at grave i public service-arkiverne, og vi har opdaget serier som vi aldrig skænkede en tanke (eller overhovedet anede eksisterede) da de blev sendt på DR oprindelig.
Sidste år pløjede vi os igennem Borgen, og i år er turen kommet til Arvingerne, som vi foreløbig er 7 afsnit inde i (og der er to sæsoner mere).
Det er absolut ikke fordi det er stor kunst eller har en særlig cinematografisk kvalitet – men det er overraskende underholdende.
Første sæson
Og så har serien i øvrigt noget mindre af den der udbredte danske skuespilsyge, hvor alle taler som om de står på de skrå brædder og læser op af manuskriptet for første gang. De fleste formår faktisk her at få dialogen til at flyde ret naturligt.
Jeg ved ikke om vi kommer igennem alle tre sæsoner, men lige nu har jeg i hvert fald nået det stadie, hvor jeg begynder at tale om karaktererne henover middagsbordet som om de var ægte personer, og jævnligt tænker over de mange drejninger i handlingen.
Måske er jeg bare blevet gammel nok til at være i målgruppen 😉