Gadens øjne
Gadens øjne
Gadens øjne
Endnu en morgen i Haven
For nylig rundede jeg de 50, og nu er jeg så kommet på museum.
Eller – i hvert fald midlertidigt.
Nogle antropologi-studerende fra Aarhus Uni har lavet en lille udstilling i kælderen på Moesgaard, og spurgt om jeg ville være med.
De ville nemlig gerne fortælle historier om mennesker med teknologi helt inde på og i kroppen.
Så udover et par med proteser, så er jeg med for at fortælle om min lille chip i hånden.
50 år og udstillet
Det var sjovt at lave, og det var sgu også lidt sjovt at besøge Moesgaard og se sig selv i udstillingen.
Hvis man er gammel nok til at kunne huske telefonsvarere som nogle store plastikkasser man havde stående derhjemme, så har man måske også prøvet at have spas med indtale “sjove” beskeder til dem der ringede.
Det gjorde vi i hvert fald meget i min omgangskreds, der i midt-halvfemserne…
Vi begyndte med klassikeren, hvor man siger “Hallo? Hallo? Er der nogen” i 30 sekunder, før man siger “naeh, du har bare fanget telefonsvareren, læg en besked.”
Superunderholdende…
Men snart bevægede vi os videre over til at bruge musik og filmcitater, der nøjsommeligt blev linet op på cd-afspiller eller VHS-maskine, så man kunne trykke ‘record’ på telefonsvareren og optage det helt rigtige sted til den udgående besked.
Min klare musik-favorit var da jeg fik timet optagelsen lige til det gode sted af Beastie Boys’ “So What’cha Want” 😄
Jeg tror dog mestendels det førte til forvirring i den anden ende. Jeg husker det som om jeg ikke fik så mange beskeder i den tid.
Men topscoreren over dem alle var klippet fra The Simpsons hvor Homers halvbror Herb siger:
“You’re gonna hang up, call me back, and say the exact opposite of everything you just said.”
Fantastisk!
Forleden blev jeg interviewet om ‘productivity’ til en artikel i Børsen, i anledning af den nye Samsung foldable smartphone, Fold3.
Det var min gamle kollega Ernst Poulsen der ringede og basalt set gav mig lov til at tale om timeblocking og GTD i tre kvarter – og det siger man jo ikke nej til.
Nu var det ikke fordi jeg tror jeg sagde noget vildt klogt, men jeg er nu alligevel glad for at kunne sprede ordet om at gøre mere brug af kalenderen i planlægningen af arbejdet.
Det største problem var egentlig, at jeg bagefter følte mig kaldet til at rode med mit ‘system’ – midt i noget, der nok ender med at blive årets travleste tre uger, og i en situation hvor jeg allerede føler mig snublende nær på et kvart sammenbrud.
Så nej, Anders, det er ikke det rigtige tidspunkt endnu en gang at begynde at lege med Things, og flytte rundt på opgaver fra Craft til kalenderen til Things og tilbage igen…
Makroblomster
Jeg ser til min store overraskelse, at jeg – udover en meget kort bemærkning for et års tid siden – vist ikke her i bloggen har gjort reklame for serien Ted Lasso på Apple TV+?
Det er mystisk, fordi jeg var helt og aldeles verliebt i den første sæson, som jeg bingede to gange fra ende til anden i løbet af efteråret.
Derfor var det også med en vis nervøsitet, at jeg så frem til sæson 2, der landede i videostrømmen for lidt over en måned siden.
For kunne den nu leve op til så fantatisk en start?
Det korte svar er desværre – nej.
Det er ikke fordi den er dårlig, men den rammer absolut heller ikke de første afsnits sublime blanding af ægte følelser, quirky humor og tåkrummende karakterer.
Det havde måske også været for meget at forvente, men jeg var afgjort begyndt at håbe.
Nå, men Ted Lasso sæson 2 er trods alt…okay. Det første afsnit var so-so, de næste par stykker væsentligt bedre.
Vi skal til gengæld slet ikke tale om afsnit 4, der var et mystisk, pinligt og fuldstændig fladt juleafsnit(!).
Femte afsnit var dog en tilbagevenden til nogenlunde form – men altså stadig langt fra første sæsons ti afsnit lange sejrsrunde på skærmen.
Jeg håber selvfølgelig at den sniger sig deropaf igen, men tør ikke længere håbe.
Sic transit gloria mundi.
Jeg undskylder på forhånd. Der er en højere end sædvanlig chance for forekomst af selvfedhed i denne post. Ditto med svinkeærinder og tangenter, som næppe er mere end marginalt relevante.
Men jeg tror jeg har lært noget af denne lille oplevelse, og hvem ved – måske giver det også mening for dig?
For nylig nød jeg en af mine længere gåture en lørdag morgen.
Parantetisk: I hverdagen deler jeg som regel gåturen op i 6-7 km om morgenen og 4-5 km senere i løbet af dagen. Men om lørdagen plejer jeg at lægge en 10-12 km tur direkte fra morgenstunden – dels så jeg kan splatte max resten af fridagen, dels så jeg kan nyde den helt særlige bystemning i morgentimerne i weekenderne.
Nuvel, jeg gik – udover Cykelslangen, ad Islands Brygge til Christianshavn, og så i en krølle tilbage over Knippelsbro og ind igennem Indre By.
Nede ved Huset blev mit blik så fanget af en lille krøllet rulle papir – og uden at tænke bukkede jeg mig ned for at samle den op. Ellers har jeg ikke for vane at pille ting op fra gaden, men jeg må have lagt mærke til det lille 5-tal jeg lige kunne skimte i hjørnet – og selvom jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har haft kontanter i hænderne (det må være langt over et år?), så har jeg tilsyneladende lynhurtigt afkodet at det var en 50-kroneseddel.
Og mens jeg rettede mig op med sedlen i hånden nåede jeg faktisk (advarsel, mere hellighed) at tænke, at jeg kunne smutte forbi Føtten på Vesterbrogade, hvor jeg ofte finder en af mine faste Hus Forbi-sælgere, og købe en avis for pengene. (Avisen koster 30, men jeg betaler altid 50 eller 100 kroner, så de får lidt mere til sig selv).
Men dén tanke fik pludselig et skud for boven.
For da jeg først fik sedlen rullet ud var der lige et nul ekstra på papiret. Det er længe siden jeg har set en 500-kroneseddel, men her var den altså. Fundet på gaden.
Fundet!
Min første tanke var at se mig omkring efter den stakkel som havde tabt 500 kroner, men der var fuldstændig mennesketomt – hvilket ikke var en kolossal overraskelse, kl 8 en lørdag morgen på hjørnet af Vandkunsten.
Og jeg kunne heller ikke umiddelbart finde på en god måde at lokalisere den person igen, som havde tabt pengesedlen.
“Fundet: 500 kroner fundet på hjørnet af Rådhusstræde og Vandkunsten. Ring til Anders på …”
Nej, vel?
I stedet vendte tanken om min hjemløseavis-pusher tilbage. Øj, det ville være ganske cool, sådan lige at stikke Costel eller Dragnea en femhundredelap!
Men så var det at jeg alligevel blev lidt…nærig…
Det kan godt være, at jeg tjener aldeles udmærkede penge, men 500 kroner er altså ikke ingenting for mig i hverdagen.
Så lige i røven af de gode intentioner kom en masse gode ideer til hvad jeg selv kunne bruge 500-lappen til.
En ny skjorte? En middag med min bedre halvdel? Tilskud til nye hovedtelefoner? En flaske whisky? Der er så mange muligheder.
Konsekvensen blev, at jeg i første omgang stak lappen i lommen og fortsatte min gåtur.
Tangentielt: I disse tider er det svært ikke at gå i total virusparanoia, når man sådan opdager at man instinktivt har samlet en pengeseddel op fra gaden.
Jeg sprittede med det samme hænderne fra den medbragte mini-beholder, og da jeg kom forbi et supermarked med en automatisk sprit-spray, fik sedlen også lige et skud på begge sider.
Hjalp det? Aner det ikke. Så for en sikkerheds skyld kom 500-lappen også i 72 timers karantæne derhjemme i skabet.
Imens gik jeg så og overvejede, hvad jeg kunne bruge pengene til. Min dårlige samvittighed bød mig dog i hvert fald delvis at vende tilbage til den oprindelige tanke – så min plan var at købe noget til mig selv for ca 3-400 kroner, og så give resten til en af mine Hus Forbi-sælgere.
Af en eller anden årsag var det dog ikke lykkedes mig i de to uger der er gået siden, at finde noget at købe. Nok primært fordi jeg blev ved med at glemme, at jeg faktisk havde kontanter på mig – og så fordi jeg mestendels bare har købt dagligvarer på det seneste, udover et par merinotrøjer (mmm…merino…mmm), som dog kostede væsentlig mere, og i øvrigt blev shoppet på nettet.
Fast forward til i morges (hvis jeg må sige ‘fast forward’ efter ovenstående roman), hvor jeg efter en af mine faste morgenrundture på Frederiksberg bevægede mig ned af Alleen mod Vesterbrogade og i retning af mit kontor.
Pludselig slog det ned i mig, at jeg havde 500 kroner i lommen, og at jeg på vej var forbi et af de faste Hus Forbi-sælger-hangouts. Så jeg lavede den lille aftale med mig selv, at hvis en af mine to faste sælgere stod der, så ville jeg hænge mig selv op på min oprindelige tanke, og købe en avis for pengene.
Og minsandten om ikke Dragnea stod i morgensolen med en armfuld aviser, oven i købet den særlige 25-års jubilæumsudgave som jeg ikke havde set endnu.
Så på et øjeblik havde jeg sagt godmorgen, stukket 500-lappen i hans fremstrakte hånd, snuppet en avis og ønsket ham en god dag – mens han en anelse overvældet (tror jeg) sagde mange tak og vinkede mig videre mod kontoret.
Dagens avis
Og jeg må indrømme, at det var en rigtig god fornemmelse. Ikke fordi jeg redder mandens liv eller noget, men jeg er relativt sikker på, at 500 kroner betyder mere for ham end for mig, og det føltes som en god lille gerning i hverdagen.
Svinkeærinde: Jeg giver altså også løbende en del til velgørenhed og gode formål og støttearbejde og den slags, både som faste medlemskaber og enkeltvise betalinger.
Det er svært at vælge hvad man skal give til, så udover et par faste sager forsøger jeg at fordele mine ydmyge bidrag til et par håndfulde af de organisationer og kampagner, jeg har størst sympati med.
Men tilbage til i morges.
Nu er jeg helt klar over, at jeg bare sidder og skriver det her mens jeg klapper mig selv på skulderen og er selvfed.
Men hey, det er min blog, så dér.
Og jeg har altså også forsøgt at være ærlig om mine knap-så-hellige overvejelser – samtidig med at jeg indrømmet er ret glad for at det endte som det gjorde.
Hvorom alting er, så vil jeg endda skrue ekstra op for lyset i glorien over al min hellighed, og sige at det altså er en rigtig dejlig fornemmelse at give noget til andre, og forsøge at hjælpe bare en lille smule.
Det er, som vi tit siger derhjemme, ofte de små ting i hverdagen, der gør livet værd at leve.
“It isn’t that I’m not listening. I just don’t give a shit.” 😜 – The City We Became, N. K. Jemisin
Well, whoop de do.
Det lader søreme til at Apple har fikset en af de små irritationer i iOS, der jævnligt har drevet mig til vanvid.
Når man hidtil har åbnet Apple Maps, er appen altid startet i Explore View - det grafiske, “tegnede” overblik.
Hvis man ville se satellitfotos, skulle man ind at vælge det. Hver Evig. Eneste. Gang.
Men jeg tror faktisk, at det er blevet rettet i iOS 15, som jeg kører i beta på Padden.
I hvert fald har jeg lukket og åbnet appen flere gange, og hver gang dukker den op i Satellite View.
Miraklernes tid er ikke forbi.
Det er lige ved at være 20 år siden, at Segway-køretøjet efter lang tids hemmelighedskræmmeri blev sluppet løs til en mildest talt undervældet modtagelse.
Den gyroskopiske scooter blev inden lanceringen udråbt til at være en revolution der for altid ville forvandle urban transport, men endte med at blive en joke.
Forlæggeren, der måske ufrivilligt var skyld i den kolossale hype, og dermed måske skyld i at det blev en buldrende fiasko, har skrevet sin udlægning af historien til Slate.
Det er en ærlig, underholdende og lærerig lille fortælling om innovation, glemte brugerbehov, ingeniørnørderi og amokløbende storytelling i de glade dotcom-dage.
Når dét så er sagt, så må jeg indrømme, at jeg siden allerførste korte tur på en Segway altid har syntes at de var helt fantastisk sjove at køre på.
Jeg prøvede første gang i 2005-agtigt, senere var jeg på rigtig turist-rundtur i København med 10 andre, og endelig havde jeg fornøjelsen af et par gode ture i DR Byen, da jeg hjalp Nikolaj Sonne med et par tests til “So Ein Ding.”
At vi havde det sjovt – selv da jeg knaldede hovedet ind i en dørkarm fordi jeg havde glemt at jeg stod på en 30 cm høj Segway – kan man konstatere i dette lille hjemmefilmede videoklip fra 2011.
Jeg er ikke altid lige hurtig i optrækket.
Det er kun cirka 3 måneder siden at jeg opdagede at pakker med toiletpapir kommer med indbygget håndtag…
Det er jo meget nemmere
Så har jeg lært dét. Praktisk.
Morgentur på Fælleden
drama-kop
Elsker du ikke bare når der er noget du ikke kan finde – og så alligevel opdager det nede i hjørnet af den kasse du faktisk tjekkede som det allerførste?
Du var bare ikke grundig nok, og derfor havde du også ALLE de andre kasser ude, inden du med en solid dosis fatalisme gik tilbage og tjekkede en første kasse én gang til.
Og der var den så – den lille hovedtelefon-adapter. Dér hvor du synes den skulle være, men hvor du alligevel havde held med at overse den første gang.
Suk.
Det har sgu været en lidt flad dag i dag – den sidste dag i sommerferien.
Selvom jeg igen er så heldig at kunne vende tilbage til en masse spændende opgaver efter ferien, så må jeg bare konstatere at jeg alt andet lige tror jeg ville klare mig forrygende som uafhængigt rig.
Jeg ville såmænd nok stadig lave podcast og andre småopgaver, selv hvis jeg ikke behøvede at arbejde, men jeg har absolut intet problem med at få tiden til at gå med alt mulig andet også.
Ah, well. Jeg er priviligeret, og det er et gigantisk luksusproblem at synes at 3-en-halv uges ferie er for lidt.
Når det så er er sagt, så er der nogle forårs-opgaver der er blevet udskudt, og august-september ser ud til at blive decideret pressede. Til gengæld håber jeg så at jeg kan realisere målet om at gå ned på 3-4 dage om ugen de sidste måneder af året.
Foreløbig skal jeg lige ud af den her slut-ferie-blues – men mon ikke den flyvende start mandag morgen hurtigt fortrænger de triste tanker?
Vi får se.
3 mio skridt
Jeg er ved at udvikle et pænt stort man crush på scifi-forfatteren Kim Stanley Robinson (KSR).
Han brød for alvor igennem med Mars-trilogien (som jeg indrømmet ikke er kommet helt igennem), men har især i de senere år også markeret sig med klima-fokuserede romaner som New York 2140 og Ministry for the Future.
Jeg har her de seneste dage netop læst Ministry… og er HELT oppe at køre. Det er ganske enkelt fremragende.
KSR skriver fængende, funky, varieret, indsigtsfuldt, nuanceret og sjovt – mens han på forbilledlig vis tegner klimapokalypsens katastrofale konsekvenser, samtidig med at han (med fiktions-forfatterens licens) faktisk peger på en mulig vej fremad. Oven i købet uden at blive hellig!
Ikke at det bliver sødsuppe-agtigt med teknologi-som-magi, og ikke at menneskeheden i romanen bare tackler alle problemerne i tilbagelænet stil. Men det lykkes ham at give et indtryk af, at vi kan – hvis vi vil, og ikke mindst hvis vi gør noget. Nu.
Nogle af “løsningerne” er temmelig radikale – sabotage og decideret terror – mens andre er noget mere spiselige, selvom de kræver en fuldstændig omkalfatring af især finans og bankvæsen. Jeg vil ikke spolere fornøjelsen ved at gå i detaljer.
Så…et glimt af optimisme, midt i al dystopien. Hvilket må siges at være en præstation, al den stund at romanen lægger ud med 20 millioner døde i en indisk hedebølge og en af de mest deprimerende og skræmmende scener jeg har læst længe.
(BONUS: Hvis man vil have en lille forsmag, så kan man lytte Azeem Azhaars interview med KSR i podcasten Exponential View).
Nu kan man jo ikke åbne en browser uden at blive ramt af adskillige dårlige nyheder om hvor skidt klimaet og kloden har det, men min læsning af Ministry faldt især sammen med årets såkaldte “Overshoot Day”, hvor vi kollektivt har brugt alle de ressourcer på planeten som med rimelighed kunne forventes at blive fornyet naturligt. Så herfra er det bare overforbrug…
Derfor føltes Ministry ubehageligt aktuel, og jeg mener afgjort at det er en bog alle bør læse. Og ikke mindst har jeg fået den tanke, at især (danske) politikere bør læse KSR. Det lader nemlig ikke til at de rigtig har forstået situationens alvor?
They were only really doing things to try to ameliorate the situation they were falling into after it was too late for those things to succeed. They kept closing the barn door after the horses were out, or after the barn had burned down. At that point their actions, which a few years or decades earlier might have been quite effective, weren’t enough. Maybe even close to useless. Over and again it was a case of too little too late, with nothing stronger anyone could think of to apply to the worsening situation.
Hvis jeg ser på hvad der bliver gjort (og ikke gjort), så tror jeg hverken de har forstået katastrofens omfang, hvor vigtigt det er at der bliver gjort noget nu, hvor meget der skal gøres – eller i hvor høj grad det er deres forbandede ansvar og pligt at gå forrest i arbejdet.
Ministry for the Future er en bog der favner alle disse ting – og jeg kunne godt forestille mig, at den slags historiefortælling kunne gøre en forskel, og virkelig banke alle de grumme pointer på plads, samtidig med at der bliver vist om ikke en vej, så i hvert fald en retning fremad.
Romanen er mig bekendt ikke kommet på dansk, så jeg fik ligefrem den tanke at jeg ville tage nogle måneder fri for (med KSRs velsignelse, forhåbentlig) at oversætte den selv, så jeg kunne sende den til Folketingets medlemmer, og så måske en 100-500 nøglepersoner i dansk organisations- og erhvervsliv.
Det er nok ikke superrealistisk (og jeg er absolut ikke sikker på, at jeg ville kunne yde romanen retfærdighed), men…jeg får afgjort lyst til at gøre noget, og forsøge at bidrage med…hvad det nu kunne være jeg havde kompetencer til.
For ellers sidder jeg bare de fleste dage tilbage med den fornemmelse, som KSR i romanen kalder ‘the everything feeling’:
Eight billion people, all stuffed in here.” She tapped her chest. “No wonder if feels so crowded. All smashed into one big mass. The everything feeling.” Frank nodded, trying that on. That feeling of pressure in his chest. The headaches. Call it the everything feeling. A new feeling, or a new blend of feelings, bitter and dark. Not unlike despair.
Det var vist ikke meningen at den skulle kunne skilles ad