Brand i elkogeren
Brand i elkogeren
Brand i elkogeren
At installere eller ikke installere macOS 12 Monterey, det er spørgsmålet.
Gad vide hvor længe jeg holder?
Skarver og skyer
Som jeg skrev for nylig, så har jeg netop skiftet teleselskab.
Det var faktisk overraskende nemt, da jeg først havde fundet vej gennem junglen af mærkelige “tilbud”, pakkeløsninger, forskellige dataforbrugs-rater og alt det andet, der gjorde det nær-umuligt at sammenligne på tværs af selskaber.
Det er sikkert hverdag for de fleste, men det var relativt nyt for mig bare at kunne sige til mit nye selskab: “hey, jeg vil gerne skifte til jer”, og så klarede de stort set resten.
Da jeg også har valgt eSIM til mine apparater skulle jeg ikke engang vente på et brev med plasttikkort, men kunne bare scanne en QR-kode.
Dén del af processen var så lidt irriterende, og jeg måtte igennem i hvert fald 6 forsøg med NemID-login, før det lykkedes. Det er dog uklart hvem der havde skylden.
Men det lykkedes, og jeg kan så også konstatere, at mit nye selskab tilsyneladende har bedre dækning på hjemmeadressen, og en anelse dårligere dækning på kontoret.
Ah, well. Jeg er jo på wifi cirka 95% af tiden alligevel, pånær når jeg går ture, og der er dækningen nogenlunde den samme.
Så jeg er tilfreds med mit skifte (det er Telmore, kan jeg afsløre, det er jo ingen hemmelighed), og de kvitterede så oven i købet med en mail idag, hvor de skrev at jeg da lige er blevet opgraderet til samme pris:
“Din nuværende abonnement: 20 timers tale og 60 GB Dit abonnement efter opgraderingen: Fri tale og 125 GB”
Jamen, så siger jeg tak, da, og overvejer hvordan jeg nogensinde skal kunne få brugt 125GB datatrafik med mine vaner. Men det er da nok slut med at være på hotel- eller konferencenetværk, hvis jeg ellers kan få adgang til mobilnettet…
Jeg er på event-vognen i denne uge – for at skrive nyhedsbreve til Techliv – og har her til aften set Googles Pixel-event.
De lancerer to versioner af deres Pixel 6 smartphone, en standard og en Pro, med en ny Google Tensor-chip som internt omdrejningspunkt.
Og jeg må sgu indrømme, at de ser lidt najs ud.
Jeg har forlængst indset, at jeg er gået all-in på iOS – og Apple generelt – af en masse årsager, inklusive at det simpelthen er for besværligt at befinde sig i for mange økosystemer samtidig.
Det kræver for meget tid og energi både at køre iOS og Android, sådan som jeg ellers gjorde ofte før i tiden, især når jeg skulle lave gadget-tests.
Og mere specifikt i forhold til Android, så har jeg det jo efterhånden lidt stramt med Google, som sagt helt overordnet har været lidt af en skuffelse de sidste 8-10 års tid. Ikke nødvendigvis på teknologi eller dimser, men som firma.
Når alt det er sagt, så synes jeg altså at Android 12, de nye Pixel-mobiler og de indbyggede funktioner så virkelig cool ud, og hvis man lige kunne samle dem op i Danmark ville jeg næsten være fristet til at prøve.
Så det er nok godt at de tilsyneladende kun kan købes i USA…
Var i biffen for første gang i månedsvis, og valgte Bond-braget for den fulde Imperial-oplevelse.
Men jeg tror jeg er blevet gammel. For det blev meget hurtig nødvendigt at tage ørepropper i brug.
Lydniveauet var simpelthen for højt, og mine trommehinder stod og blafrede allerede under introsekvensen.
Heldigvis har jeg et par dyre, støbte propper som dæmper jævnt over hele spektret, så jeg kunne fint følge med.
Men hold nu op, det var højt. Måske skal jeg bare til at droppe Imperial og de andre blockbuster-sale…
Som mange nok ved, så er “jamen, jeg skal bruge det til mit arbejde” jo cirka den mest sølle undskyldning overhovedet, når man er “kommet til” at købe nyt gear.
Derfor holder jeg bare min kæft, mens jeg konstaterer at der pludselig sidder et nyt Apple Watch Series 7 på mit håndled.
Der var dog denne gang mindst én specifik grund til at jeg gerne ville opgradere fra mit to år gamle Series 5 – nemlig at jeg samtidig kunne købe en mobilnet-model, så jeg kan streame podcasts når jeg træner, uden at skulle have telefonen med.
Det er nemlig noget langsomt og besværligt rod at skulle downloade episoder til Uret – og det vil jeg gerne undgå at skulle administrere og bruge tid på. Jeg venter dog stadig på at få aktiveret Ur-abonnementet, så jeg kan ikke melde tilbage endnu om det kører så godt som jeg håber.
Det har dog allerede vist sig at være en uventet – men velkommen – bonus, at Uret på de to år er blevet markant hurtigere og langt mere snappy til at reagere på input. Det er en fornøjelse!
Og så synes jeg altså godt at jeg kan se at skærmen er blevet større…
Så – selvom jeg ikke nødvendigvis kan bruge undskyldningen om at et nyt Watch er en del af mit arbejde, så er jeg ganske tilfreds med at have snublet i Apple-butikken. Igen.
Dråber
Min erfaring med mobilabonnementer er afgjort begrænset. Jeg fik min første mobil da jeg arbejdede i DR, og med et firmaabonnement som på en eller anden måde indgik i lønnen, eller hvordan det nu hang sammen.
Det er i øvrigt det samme mobilnummer jeg stadig har, og som jeg vel i hvert fald har fejret 20-års jubilæum med.
Så da jeg stoppede i DR i 2017 og blev selvstændig var det faktisk første gang jeg selv for alvor skulle tage stilling til hvilket teleselskab jeg skulle vælge, og hvilken type abonnement.
Jeg havde dog i den mellemliggende tid fulgt en lille smule med, og mit indtryk er at abonnementerne over årene både er blevet mere og mindre komplicerede på samme tid.
Mindre, fordi man ikke længere binder sig i 12 eller 24 måneder og køber mobiltelefoner til 1 krone, men til gengæld betaler gennem den månedlige afgift til selskabe.
Men mere, fordi man nu kan – og næsten bliver tvunget til – at overveje alle mulige tilkøb, fra ekstra data SIM-kort til Netflix-abonnementer og en masse andet gøgl.
Det er også mit indtryk at selskaberne gør en stor indsats for at kunderne ikke kan sammenligne abonnementer på tværs mellem Telia, Oister, CallMe og hvad de nu hedder allesammen.
Det ene abonnement har 30GB data, men kun 10 timers tale, det andet har fri tale med kun 15GB data, og så videre – og så er der alle de mærkelige tilkøb og afgifter.
Hvorom alting er, så står jeg for at skulle skifte selskab igen. Jeg har nemlig flottet mig og købt et nyt Apple Watch, denne gang med cellular, så jeg kan tage opkald og streame podcasts og den slags, uden nødvendigvis at have iPhonen i lommen.
Jeg er nemlig virkelig glad for at kunne gå ned at træne uden at tage mobilen med, og høre podcasts på mine Bluetooth-earphones – og det er stadig ret besværligt og langsomt at hive podcast-episoder fra mobilen ned på uret, og sørge for at de ligger klar til de tre træningsdage hver uge.
Så det ville være ren livskvalitet bare at kunne streame fra podcast-spillelisten direkte på uret, uden at skulle planlægge og downloade i forvejen.
Men – Apple Watch kan kun bruges med en lille håndfuld selskaber, og så må jeg jo skifte.
Og derfor har jeg lige brugt i hvert fald en time eller halvanden på at sidde og forsøge at sammenligne tilbud, og bare hos de fire selskaber er det en goddamn rodebutik.
Deres sites er umulige at finde rundt i, der er ikke umiddelbart nogle oversigtssider som gør det nemt at sammenligne abonnementer bare hos det enkelte selskab, og deres forskellige versioner af pakker og tilkøb og knald i låget er helt tossede.
Jeg tror måske jeg har valgt det, der passer mig bedst, men jeg føler mig stadig ikke overbevist om at jeg ikke har overset noget, eller at jeg overhovedet har fået valgt de rigtige funktioner.
Til gengæld er det cirka 100 kroner dyrere end det abonnement jeg har idag, selvom Watch-delen egentlig kun koster 29 kroner.
Hey ho. Så kan jeg lære at skulle være smart…
På skovtur med far
Efterår på vej
Det er i dag 10 år siden at Steve Jobs døde, og det er sgu stadig lidt underligt. For os der er interesserede i teknologi og gadgets og hele kulturen omkring dem har Apple og ikke mindst Jobs en stor betydning.
Nogle gange afgjort også en større betydning end det burde, i hvert fald i medierne…
Men når det er sagt, så var det alligevel en mavepuster, da nyheden om Steve Jobs’ død ramte os der tilbage i 2011. Ikke fordi jeg har tilbedt ham eller betragter mig selv som fanboi, men han var trods alt en af techbranchens giganter.
Jeg vil ikke bruge en masse tid på at gennemgå hans liv eller tale om Apple efter hans død – det har andre allerede gjort fornemt.
Se fx Jony Ive om hvad han savner fra Steve Jobs i WSJ, Jason Snells skriv i Macworld, eller Walt Mossbergs nekrolog fra dengang.
I stedet vil jeg bare huske tilbage på hvor crazy en dag det var for mig dengang. Jeg blev vækket af DR Nyheder og skulle hu-hej ud i DR Byen for at medvirke i indtil flere morgenprogrammer på både radio og tv.
Bagefter tilbage i ekspresfart i en taxa for at hente tasker og så nærmest direkte tilbage ud i lufthavnen, fordi vi skulle på ferietur til Skotland (nærmere bestemt Islay og Laphroaig-destilleriet) samme dag.
Under mellemlandingen i Edinburgh blev jeg så også lige telefon-interviewet til en eller anden avis – måske JP? – hvilket også var en lidt speciel oplevelse.
Altsammen gjorde det dagen ekstra sær og næsten drømmeagtigt kaotisk, og det giver i disse dage 10-året for Steve Jobs’ alt for tidlige død en ekstra snert af minder og nostalgi (på godt og ondt – det var nemlig også en fantastisk tur til Islay, men det er en historie til en anden god gang 😄).
Ny iPhone makro
Skovtårns-nedkig
Før du tænker, “ej, nu må han lige tage sig sammen, så er det heller ikke værre,” så vær lige klar over, at jeg slet ikke er parat til at grine af det her.
Det betyder enormt meget (og ja, sikkert alt for meget) for mig, og jeg er virkelig ærgerlig og ja, ked af det. Hashtag-first-world-problem og alt det jazz.
Nå, men den korte historie er, at jeg i forbindelse med opsætningen af en ny iPhone i fredags mistede mit 1400 dage lange streak – altså en ubrudt kæde af dage med opfyldelse af mit såkaldte aktivitetsmål i Fitness-appen på Apple Watch og iPhone.
1400 dage i træk har jeg altså målrettet gået, cyklet og trænet for (som minimum) at runde de 500 kcal i aktivitet (udover den basale metabolisme).
Samtidig har jeg i øvrigt også sørget for, at jeg som minimum har gået 10 km om dagen – i gennemsnit reelt omkring de 12 km. Af årsager der fortaber sig i historiens tåger, men som også har at gøre med skifte mellem Apple-dimser, har jeg faktisk endda holdt mit gå-mål i over 1700 dage.
Men dén hidtil ubrudte kæde er nu knækket, i hvert fald når det gælder den officielle logbog og appens data-historik – og det er Apples skyld. Jeg er godt muggen.
Og hvordan skete det så lige?
Jeg indkøbte i sidste uge en ny iPhone – primært for at kunne sætte gang i en proces hvor ældre mobiler dryppede ned til andre familiemedlemmer.
Og egentlig er forløbet med at opsætte en ny iPhone jo blevet næsten latterlig enkelt. Det er noget med at skifte SIM-kort, sige ja til et par spørgsmål, og så bliver data og de allerfleste logins, profiler og andre informationer bare smidt trådløst fra den gamle til den nye mobil.
Det samme gælder det tilknyttede Apple Watch, der som en del af overførslen bliver backuppet og re-synkroniseret når den nye iPhone er klar.
Jeg var dog stadig en smule nervøs. Jeg havde allerede gået lidt over 8 km tidligere på dagen, og hvis synkroniseringen var kokset skulle jeg så have været ud at gå 8 km igen – plus de to sidste for at runde målet på 10.
Men efter den overraskende hurtige transfer stod der 8,40 km og 9000 skridt på uret og mobilen, inden jeg gik ud for at få de sidste par kilometer på tælleren.
Efter ca 500 meter tjekkede jeg dog uret og kunne konstatere, at det simpelthen ikke talte mine skridt!
I let panik startede jeg manuelt en Udendørs Gåtur Workout, og heldigvis så det ud til at uret så begyndte at følge med. Oppe i Frederiksberg Centret, da jeg stoppede Workouten hang Activity-appen dog stadig i de oprindelige 8,40 kilometer, og der var ikke logget flere skridt?!
Forvirret og nu noget mere panisk forsøgte jeg at genstarte uret, og – oh, mirakel – SÅ blev urets aktivitetsmåler opdateret og synkroniseret med Fitness-appen på iPhonen (der i parantes bemærket også havde været lidt forvirret undervejs, og langsom til at opdatere).
Lettet gik jeg hjemover, og rundede ca 11,5 km ved hoveddøren, med cirka 12.500 skridt og omkring 650 kcal i aktivitet. Vel over mine mål, med andre ord.
Belært af erfaringen tjekkede jeg løbende resten af dagen om tallene forblev korrekte, og det så det heldigvis ud til, og jeg gik tilfreds til køjs.
(Når jeg siger belært af erfaringen, så er det fordi jeg sidste år i forbindelse med et beta-eventyr havde nogle uger hvor jeg virkelig sloges med at få appen på mit ur og min iPhone til at registrere og gemme mine skridt).
Nu spoler vi så tiden frem til denne mandag, hvor jeg under morgengåturen modtog min ugentlige notifikation fra Apple med den forgangne uges resultater.
Og FANDEME om Fitness-appen ikke på et eller andet tidspunkt er hoppet tilbage til den fejlagtige registrering fra telefon-og-ur-skiftet, så de sidste 3 km og de sidste par hundrede kalorier ikke er kommet med?!?
Og det betyder altså at et 1400-dages streak i Fitness-appen er brudt – pga. en Apple-sync-fejl!
Noget der så også pisser mig temmelig meget af, er at der også internt i appen er rod. Den har registreret at jeg har gået tre Workouts, på tilsammen ca 9.8 kilometer (resten af mine meter og skridt kommer fra “hverdagsgang” der ikke er logget som en Workout) – men samtidig hævder den i samme skærmbillede, at jeg kun har gået 8.40 kilometer. Og det giver jo ingen mening.
Tallene passer ikke…
Jeg har ingensomhelst idé om hvordan det kan ske, og om muligt endnu mindre en idé om hvad man eventuelt kunne gøre ved det. Systemet er jo lavet så man ikke kan snyde og ændre i historikken.
Det er som sagt EKSTREMT irriterende og næsten angstprovokerende for mig, og hvis jeg havde en hotline til Tim Cook ville jeg afgjort ringe og give ham en seriøs omgang skældud.
Det eneste der giver mig bare en snert af bagvendt trøst lige nu er, at noget lignende er sket tidligere, så det ikke er første gang kæden bliver brudt.
Min faktiske streak med over 10 km gang hver evig eneste dag (og også med opfyldelse af mit kaloriemål i Watch) er som nævnt over 1700 dage – men på et eller andet tidspunkt i løbet af det første år fuckede Activity/Fitness-appen også op, og ødelagde min kæde dengang.
Det gør det dog ikke særlig meget nemmere i dag, hvor det altså er hele 1400 dages tracking, der er røget. Det er i størrelsesordenen 3 år og 9 måneder…
Anders er skuffet.
Hovsa (1)
“Velkommen til work.flow - en podcast om HVAD vi arbejder med og HVORDAN vi arbejder - og ikke mindst hvilke værktøjer vi bruger.”
Sådan har det lydt i 69 episoder af work.flow, men nu er det slut. I dag vil jeg nemlig sige et vemodigt farvel til work.flow-podcasten.
Og det er vemodigt. Da jeg blev selvstændig for over 4-et-halvt år siden, var work.flow det første projekt jeg for alvor lancerede som mit eget, og jeg havde fantastisk mange gode oplevelser med at producere de i alt 69 episoder, og jeg mødte masser af kloge, søde og dygtige mennesker.
Jeg er dybt taknemmelig for alle de mange, som sagde ja til at være med og til at dele deres oplevelser og erfaringer og tips om arbejde og arbejdsprocesser og apps og gadgets og alt mulig andet nørderi.
Og jeg er selvfølgelig også virkelig glad for, at så mange valgte at lytte med gennem tiden – tusind tak også til jer.
I skrivende stund har jeg netop rundet 200.000 downloads, og det er mere end jeg nogensinde turde håbe på, for en lille, privat og indforstået produktion.
Work.flow er død, Workflow længe leve! Men! Det er selvfølgelig ikke helt slut endnu. Work.flow kommer som en anden Fugl Føniks nu i en version 2.0!
Den 15. september lancerede vi nemlig en ny podcast med navnet Workflow.
Denne spritnye udgave sætter fokus på fremtidens arbejdsliv, fra hybridmøder og innovation til todo-lister og seniorpolitik, og meget, meget mere.
Og når jeg siger at ‘vi lancerer en ny podcast’, så er det fordi Workflow (2.0) bliver udgivet af IDA – Ingeniørforeningen i Danmark, og ikke mindst fordi jeg ikke er alene som vært.
Jeg får selskab bag mikrofonerne af Nana Wesley Hansen, der er lektor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet. Hun kan især tage sig af de store, samfundsmæssige spørgsmål og emner, mens jeg fortsat får lov til at nørde mere igennem med teknologi, digitalisering og den slags.
De første par episoder handler om flow-begrebet og om STEM-fag, og jeg synes i al ubeskedenhed at det er en god start. Det er også supersjovt at lave, og Nana og jeg har masser af gode emner linet op.
Det er IDA der udgiver, men Workflow kan lyttes af alle, der er bare den mindste smule interesserede i, hvordan vores arbejdsliv kommer til at udvikle sig de kommende år. Og vi håber selvfølgelig at du vil give vores nye podcast en chance 😄
Du kan finde Workflow i enhver velassorteret podcast-app.
Så igen: tak for nu – og på genhør!
For nylig faldt jeg via Uncrate over denne her ekstra-sorte akrylmaling, og den slags kan jeg som altid sortklædt sort-elsker jo ikke stå for.
“Black 3.0 is the latest version of Stuart Semple’s super matte, ultra black acrylic paint.”
Jeg ville dog ønske, at man kunne få det som neglelak. Så ville jeg købe en bøtte med det samme, og gå total sort Onkel Danny….
Svævende blad
Der har igen være PR-stream fra Æble – og traditionen tro smider de igen benzin på shoppe-bålet. Suk. Jeg kunne snildt snuppe mig en ny Phöne med fancy kameraer og 120Hz-skærm, og den lidt større skærm på et nyt Watch ville også passe mig fint. (Og så røg der vel potentielt lige 14-16.000 kroner lige dér).
Jeg må dog sige, at udbuddet denne gang var…undervældende. Ingen radikale nye designs, og selvom der nogle steder var taget nogle pæne hop i specs og features, så er vi – stadig – i en tid med gradvis, stille-og-rolig-udvikling af de smarte mobiler.
Ingen revolutioner her, med andre ord.
Når dét forbehold er taget så er jeg dog åbenbart nem at friste – og jeg har allerede i nogle uger gået og tænkt alvorligt over at investere i en iPad Mini igen.
Jeg er nemlig begyndt at læse en del flere bøger i apps, i stedet for “kun” at læse på min Kindle Voyage. Og min ellers trofaste iPad Pro 11-tommer er bare adskillige numre for stor til at være en bekvem boglæser – uanset at jeg ellers er superglad for den i alle mulige andre scenarier.
Og den nye Mini ser virkelig fristende ud, må jeg sige, udover at den altså ville passe godt i størrelse: nyt design i iPad Pro-stil, samme chip som i de nye iPhones, lidt opdateringer af skærmen, og understøttelse af Apple Pencil 2.
Den kunne altså både være en en-hånds-venlig boglæser OG en fuld iPad, inklusive muligheden for at tage noter i hånden. Najst.
Den ville jo også være nemmere at have med de fleste steder – i nogle af mine bukser og jakker kunne den faktisk endda bare være i en lomme. Ellers en lille skuldertaske.
I dag går jeg som regel afsted med min iPad Pro i tasken, men selvom den er okay transportabel, så er den især med mit Magic Keyboard faktisk næsten lige så tung som en MacBook Air.
Mini’en ville altså være et handy alternativ. Bogstavelig talt.
Som altid er det svært at vælge. Hvis jeg havde ubegrænset budget, så snuppede jeg nok:
– og så sæfølig et Watch, min MBP og gerne også en Pro-style iMac-agtig ting når de formodentlig kommer om nogle måneder. Nåja, og hvorfor ikke også den næste Mac Mini til kontoret?
I know, det er skamløst materialistisk og jeg ville i øvrigt alle brænde helt så mange penge af – men det kunne være cool med dimser i præcis den rigtige størrelse til alle situationer.
Og det er så forresten derfor, at vi drømmer om fremtidens foldables eller rollables – mobiler med skærme der kan gøres større eller mindre, alt efter behov.
Hvorom alting er, så bliver det nok igen et par dyre måneder…