TEKNOLOGI & HVERDAG

Jeg er generelt ikke til fancy restauranter.

Jeg er mere til lækker hverdagskost og hygge.

Men det er lige før jeg godt kunne tænke mig at have været med på denne “restaurant”…

Jeg har i nogle måneder efterhånden brugt Quill-appen til min team-kommunikation på tre forskellige projekter.

Det er ikke den smukkeste app, men den fungerer bedre end Slack, synes jeg.

I dag fik jeg dog så den besked, at ikke bare er Quill købt af Twitter(?), tjenesten lukker også ned – allerede på LØRDAG? WTF?

Så pludselig var der lidt panik for at finde et godt alternativ.

Men – det er næsten lidt held i uheld, for jeg har faktisk i et stykke tid gerne ville afprøve Twist igen.

Twist bliver lavet af folkene i Doist, som også står bag todo-appen Todoist, og det betyder at appen er velgennemtænkt, nemt at bruge, og ganske lækker at se på.

Så nu har jeg i hvert fald oprettet to af projekterne i Twist – det sidste begynder nok i Discord. Men så får jeg jo også prøvet dét.

Jeg er generelt mildest talt pessimistisk med hensyn til vores kollektive evne til at gøre noget ved klimapokalypsen.

På trods af den megen snak sker der ikke rigtig noget, og her et par uger efter det seneste COP-møde er dagsordenen nærmest forsvundet igen, i hvert fald fra medierne.

Jeg har tidligere tænkt på, hvad man så egentlig kan gøre selv – og fifler lidt med en idé til en roman (eller måske en serie på Netflix), der tager dén tanke ud i nogle halv-ekstreme retninger.

Men jeg er ikke alene med overvejelserne og tanken om at gå mere radikalt til værks – og det er jo også en gammel “tradition”; tænk bare på kvinderne der lænkede sig sammen uden for Sellafield i England, eller Greenpeace-skibene der har lagt sig imellem hvalfangerskibe og de truede hvaler.

I dag fald jeg også, via det glimrende nyhedsbrev Føljeton, over svenskeren Andreas Malm og hans nye bog, How to Blow Up a Pipeline: Learning to Fight in a World on Fire.

Så vidt jeg kan forstå er der dog ingen særlig konkrete handlingsanvisninger i bogen, der mere går ud på at argumentere for hvorfor det er moralsk forsvarligt og ligefrem næsten et moralsk krav, at vi går til direkte angreb på de fossile industrier.

Han understreger – heldigvis og uomgængeligt – dog at det ikke handler om personangreb, men om sabotage og ødelæggelse af de maskiner og den infrastruktur, der bidrager mest til CO2-udledningen og den fortsatte katastrofe.

Jeg ved ikke om jeg helt er parat til at give ham 100% ret, men jeg kan godt mærke at jeg er fristet af tanken…

(Og ja, jeg ved at det så måske er dumt at blogge om det, hvis jeg på et eller andet tidspunkt kravler omkring i balaclava og propper cement i rørledninger eller hvad man nu kan finde på…)

Tilbage i september 2020 havde jeg fornøjelsen af at besøge metaldrengene i Dying Hydra under optagelsen af deres nye album.

Patrick havde inviteret mig til at indtale en kort tekst af Carl Sagan på nummeret “Rootborn”, og det sagde jeg naturligvis beæret pænt ja til!

Nu er albummet “Of Lowly Origin” så endelig udkommet, og kan streames eller tjekkes på Bandcamp.

Og hvis man vil lytte mit beskedne bidrag, så er det altså nummeret “Rootborn”, cirka 6:55 inde 🤘

Jeg er kæmpefan af The Beatles og har været det så længe jeg kan huske.

Ikke fordi jeg nødvendigvis har dykket dybt i deres historie og ved hvilket mærke guitarstrenge de brugte og den slags, men jeg æææælsker deres musik, og har da også læst en del bøger om dem gennem tiden.

I disse dage får jeg dog masser af nye Beatles-oplevelser, fordi Peter Jackson netop på Disney Plus har udgivet sin monsterdokumentar om tilblivelsen af “Get Back”-albummet, hvor den kan ses i tre dele – tilsammen omkring 8-9 timer(!)

Magiske øjeblikke

Det er på mange måder en blandet fornøjelse – fordi man kommer hele følelsesregistret igennem – og det er ikke bare fed 60’er-hygge det hele.

Der er traumatiske situationer, gnidninger og skænderier – og lange perioder med tvær tavshed.

Men der er også smil og venskab og harmoni.

Og så er der gyldne øjeblikke, hvor deres kolossale kreativitet og musikalitet blomstrer og springer ud på en fuldstændig magisk facon.

Hvor noget der virker som tilfældigt klimpreri pludselig transformeres til et af de numre vi kender og elsker fra Beatles-pladerne – og hvor vi simpelthen oplever at være tilstede i præcis dé øjeblikke, hvor sangene opstod.

Det er helt fænomenalt – på samme tid som det altså er trist og tåkrummende og nostalgisk og alt mulig andet.

Det er reality tv, når det er allerbedst.

Jeg er begyndt at lytte podcasten “Films To be Buried With” med Brett Goldstein, manusforfatter på Ted Lasso og manden der på helt fænomenal vis inkarnerer Roy Kent i samme serie.

Podcasten handler egentlig om at få gæsterne til at tale om livet og døden ved at bede dem om at fortælle om film, der har spillet en rolle i deres liv.

Det fungerer næsten overraskende godt – måske også fordi Brett er ekstremt charmerende, følsom og vidende.

Nåmen, i denne episode lykkes det Pete Holmes at indfange virkelig meget af filmens væsen - hvorfor vi ser film, hvorfor film kan være en stor oplevelse (og hvorfor man ikke altid bare skal jappe løs om filmen lige når man er kommet ud af biffen).

Jeg kender ikke Pete Holmes, og det er i øvrigt ikke alt han ellers siger i episoden jeg er enig i. Men her synes jeg godt nok han nailer den…

Lyt med fra ca 11.30 og 4 minutter 🎧

Fuldskærmsvisning af apps på Mac kan være en god hjælp til at fokusere – fordi man så ikke rundt om den aktive app kan se mail, Twitter, noteprogram, musikafspiller og hvad man ellers har åbent.

Det er jo noget man (jeg) er vant til – og rigtig glad for – på iPad, hvor det også er relativt nemt at sætte to apps side-om-side.

Men på Mac fungerer det faktisk overraskende dårligt – og Apple gør meget lidt ved problemerne, selvom der dog er kommet en lille opdatering i macOS Monterey.

For nu bare at tage et par eksempler:

Når jeg har et vindue i fuldskærms-modus (uanset om jeg bruger det eller ej), og vil gemme fx et dokument, så hopper fokus ud af save-boksens titelfelt, så jeg er nødt til manuelt at klikke i titelfeltet for at kunne navngive det jeg gemmer.

Hvorfor?

Jeg oplever ofte, at hvis jeg har en app i fuldskærm, og CMD+tab’er over i anden app, så hopper den bare tilbage til fuldskærmsappen. Så bliver jeg simpelthen tvunget til at vælge den anden app via Mission Control eller docken.

Det er jo en decideret fejl.

For nylig har Apple så med macOS Monterey gjort det marginalt nemmere at udskifte en app, hvis man har to fuldskærms-vinduer i side-by-side (som er superpraktisk hvis man fx gerne vil læse artikler i Safari og tage noter i Craft samtidig – med så få distraktioner som muligt).

Men det er stadig clunky, og kræver en langsommelig og uigennemskuelig mouse-over på trafiklys-knapperne øverst i vinduet.

Og så sent som i går opdagede jeg en fejl, som gjorde at hvis jeg ville åbne et nyt vindue fra en app, der var vist i fuldskærm side-om-side med Safari, så lagde det nye vindue sig oven på, så jeg hverken kunne bruge Safari eller det gamle vindue i appen.

En bug? Det håber jeg næsten…

Så – Apple? Gider I lige fikse jeres lort?

Jeg er alvorligt bange for, at jeg er faldet over endnu et projekt, som jeg bliver nødt til at dimse med.

Johnny Decimal er en metode til at organisere sine mapper og filer – både på computeren og i fx noteprogrammer – som ser både dejligt overskuelig og vidunderlig nørdet ud.

Det er godt, at der er en juleferie på vej om ikke så længe. Jeg er spændt på om jeg kan vente…

Jeg valgte af logistiske årsager denne gang at brevstemme til kommunalvalget. Og det var faktisk en overraskende fin oplevelse.

Jeg kommer nok til at savne at gå ned i gymnastiksalen på den lokale skole og fornemme stemningen på selve dagen, men til gengæld fik jeg mulighed for at sætte mine krydser og aflevere mine konvolutter på Frederiksberg Rådhus – og dét gav sin helt egen stemning.

Efter stemmeafgivningen

Samtidig var de tilforordnede virkelig gode til at give situationen den rette schwung, og sagde “tak fordi du stemmer” og “hav en god valgdag” da jeg smed mine stemmesedler i postkassen.

Så nu er pligten – og privilegiet – udført, og jeg er igen lidt højstemt grådlabil over at få lov til at bo i et demokrati med i hvert fald en eller anden grad af indflydelse.

Nu mangler vi så bare at de rigtige(!) vinder, så vi kan få sat gang i den der klimakamp…

Nå, så holdt jeg ikke længere (jf. tidligere blogpost).

Installationen forløb decideret smertefrit, og jeg har heller ikke fundet nogle knaster (endnu).

Til gengæld er jeg (som forventet) ret undervældet.

Shortcuts, som jeg nok har glædet mig mest til, fungerer ikke godt med mine favorit-genveje, Safari havde vi allerede prøvet på Big Sur, og jeg bruger ikke Apple Notes (der ellers har ny QuickNotes-funktion som ville være fantastisk hvis den fungerede i Craft…).

Nu håber jeg bare, at det i hvert fald er stabil og at de har fixet nogle bugs. Det er også okay at der ikke er vilde nye features hvert år – hvis de så bare gad og få styr på alle de irriterende småting… Vi får se.

Så, tjaeh-bum-bum. Monterey. Whatever.

Jeg kan stadig få tårer i øjnene, når jeg lytter Beatles-albummet Let It Be, og det er kun blevet værre nu hvor musikken er nænsomt, men flot, remixet i en ny udgave – og især nu hvor det også kan lyttes i ekstrahøj lydkvalitet fx på TIDAL.

Hold. Nu. Op.

Det er indrømmet ikke mit favorit-album – den ære tilfalder nok Revolver eller Abbey Road (eller…eller…det er sgu svært at vælge) – men det er stadig crazy godt.

PS. Desværre indeholder Let It Be også sangen The Long and Winding Road, som nok er det eneste Beatles-nummer jeg aktivt hader. Men det er jo derfor man har opfundet skip-knappen…