At læse ebøger på Amazon Kindle har egentlig altid været ganske bekvemt, men personligt har jeg også altid været lidt nervøs over at mit bibliotek var i kløerne på (endnu) en techgigant.

Derfor skiftede jeg for et par år siden til Kobo, og har egentlig været ganske glad – selvom Kobo jo heller ikke ligefrem er den lokale boghandler nede på hjørnet.

Ah, at læse klassikere igen og igen…

Men nogle gange kan man jo godt få lyst til at genlæse en bog, og så er det måske ikke så smart at have en god portion af sit ældre bibliotek liggende hos Amazon.

Bekvemmelighed med omkostninger

For Bezos’ folk har altid gjort hvad de kunne for at gøre læsningen nem, men til gengæld gøre det virkelig besværligt at downloade og eksportere sine Kindle-bøger til computeren. Man har klart en fornemmelse af at leje, ikke eje, sine bøger.

Så selvom man godt kan downloade sine ebøger fra Amazon, så er det temmelig bøvlet.

Det kræver for det første en fysisk Kindle (af ældre dato), og så skal man også downloade HVER ENESTE bog én ad gangen, med en hel masse klik.

Det kan hurtigt blive tidskrævende og besværligt - når man som jeg har i størrelsesordenen 600 Kindlebøger…

Fra besværligt til umuligt

Nu har firmaet så også netop annonceret at det fra 26. februar bliver helt umuligt at læse sine Kindlebøger på andet end Kindle e-læsere og i Kindle-apps på diverse platforme:

Starting February 26, 2025, the “Download & Transfer via USB” option will no longer be available. You can still send Kindle books to your Wi-Fi enabled devices by selecting the “Deliver or Remove from Device” option.

Det kan jo så være fint nok – og i tiden efter mit Kindle-ejerskab har jeg haft det ok med at læse i apps, hvis jeg har haft lyst til at genlæse en Kindle-bog.

Men samtidig føles det bare temmelig urimeligt, at man ikke kan downloade de bøger man køber – og denne følelse af urimelighed er jeg ikke ene om.

Løsninger til at redde dine bøger

I kølvandet på den nylige udmelding fra Amazon har mange forsøgt at tackle problemet, så man dels kan downloade sine bøger, og dels undgå at gøre det på den trælse facon, en efter en.

Løsningen som giver klart flest nørdepoint hedder Amazon Kindle eBook Bulk Downloader og ligger på GitHub, og er sådan et Terminal-hack som giver kløe i fingrene.

Men…jeg må indrømme at jeg simpelthen ikke havde overskud til at kaste mig ud i det her søndag eftermiddag, for jeg er absolut ingen Terminal-cowboy, og der var bare lidt for mange begreber jeg skulle igang med at lede efter forklaringer på, længe før jeg overhovedet kunne gå igang med at installere den første pakke…

Knap så nørdet – men nok lidt nemmere

I stedet fandt jeg så en mellemløsning, som jeg omvendt kunne få op at køre på 12 minutter, og som nu, mens jeg skriver disse ord, er igang med at downloade hele mit Kindle-bibliotek.

Når jeg siger ‘mellemløsning’, så er det fordi den ikke er fuldatomatisk og snupper hele bogsamlingen i ét hug. Men det betyder dog, at jeg ikke skal ind at klikke 4 gange for at downloade hver eneste bog, men kan “nøjes med” at aktivere et script én gang (med ét klik) for hver Amazon-side med 25 bøger.

Så i stedet for at klikke 4x pr bog, 25x bøger per side og 23 sider (altså 2300 klik), kan jeg nu bare klikke videre til næste side og aktivere scriptet én gang per side, altså i runde tal cirka 50 klik. Det er noget nemmere og hurtigere…

Hvis du også vil downloade dit Kindle-bibliotek (som så evt bagefter kan konverteres til epub med Calibre og DeDRM-plugin’et, og smides over på en Kobo eller anden læser), så er der altså løsninger til flere grader af teknisk snilde.

Den hardcore cowboy-løsning ligger altså på Github.

Og mellemløsningen, som jeg har brugt, forklares fint i videoen her, med links til de relevante browser-udvidelser og scripts.

God fornøjelse.

TextExpander virker ikke længere i Drafts på iOS og iPadOS, hvor jeg ellers har brugt det rigtig meget. Øv.

TextExpander er sagt ganske kort en tjeneste, der gør det muligt at taste forkortelser for ord, sætninger eller lange skabeloner, som så automatisk bliver skrevet ud i fuld længde på et splitsekund.

Det har sparet mig meget tid gennem årene, og der er ord jeg efterhånden har svært ved at skrive rigtigt, fordi jeg har vænnet mig til bare at taste forkortelsen.

Tastaturballade

At TextExpander nu ikke længere fungerer i Drafts på iOS er irriterende, fordi teksterstatning jo giver særlig god mening på mobil, hvor jeg altid slås lidt med tastefejl når jeg skriver længere tekster. Og det har altså især i Drafts været superbekvemt bare at skrive et forkortelser, fx ‘xefm’ eller ‘xihf’ og så står der ‘eftermiddag’ eller ‘i hvert fald’.

Det kan man så bare ikke længere.

Det er altid irriterende når funktioner man har været glad for pludselig forsvinder – af uvisse og formodentlig urimelige årsager.

Hvad er alternativet?

Så hvad nu? Skal jeg leve med at TE kun virker på Mac? Skal jeg finde alternative apps? Eller bare bruge den indbyggede Apple-teksterstatning? Det har jeg virkelig svært ved at finde ud af.

Der er jo også det twist, at TE kan meget mere end Text Replacement på Apple-gearet, selvom jeg indrømmet kun meget sjældent bruger de mere avancerede TE-funktioner med makroer og felter man kan udfylde og den slags.

Jeg burde bruge TEs mange features oftere, men…på en eller anden måde synes jeg det er sjældent at jeg skriver så formulariske tekster at det giver mening – og når jeg gør, er det ligeså nemt at have dem liggende som skabeloner i fx Obsidian.

Så jeg søger egentlig mest den ret basale mulighed for at skrive en ‘snippet’, der så automatisk skriver et ord, en frase eller flere sætninger.

Jeg kan selvfølgelig fortsætte med bare at bruge TextExpander på Mac, hvor jeg jo også skriver størstedelen af mine længere tekster, men…det kunne jo også være, at der var et bedre alternativ derude?

Foreløbig er juryen ude – for der er jo den helt grundlæggende udfordring på iDimserne, at teksterstatning kræver installationen af særlige keyboards (hvor den tidligere TE-integration jo ellers bare virkede med det indbyggede Apple-keyboard i Drafts og et lille udvalg af andre apps). Og det gør tingene lidt komplicerede.

TEs eget alternativ er…ikke godt

Det lader til at TextExpander arbejder på en ‘ny og forbedret’ udgave af deres eget app-tastatur til iOS og iPadOS, og det er sikkert årsagen til at TE har fjernet muligheden for at fx Drafts kan integrere direkte med tjenesten. (Jeg ved ikke om det skyldes nogle tekniske begrænsning eller bare en eller anden emsig direktør, der ikke kan lide at TextExpander bliver “gemt” inde i Drafts).

Jeg har foreløbig skrevet mig op til betatest af TEs nye keyboard på iOS og iPadOS, men mine foreløbige oplevelser er ikke specielt gode.

For det første kræver det jo, at man bruger TEs keyboard mere eller mindre altid for at få adgang til TEs snippets, og keyboardet er absolut ikke ligeså godt som Apples indbyggede tastatur.

Betaen fungerer heller ikke på dansk, og understøtter tilsyneladende heller ikke det haptiske feedback, som jeg blevet ret glad for på iOS (uden lyd, naturligvis, jeg er jo ikke barbar)… Og så er jeg ikke supervild med designet…

Men det værste er nok, at TE-keyboardet fungerer ved at vise alle de tilgængelige snippets i toppen af tastaturen efterhånden som man taster. Det er lidt ligesom Apples indbyggede ord-forslag, men fordi mange af forslagene består af flere ord eller hele sætninger er det fuldstændig uoverskueligt.

Det er crazy distraherende at se alle snippets dukke op og forsvinde igen på skærmen efterhånden som jeg taster – selvom jeg er imponeret af hvor hurtigt TextExpander reagerer.

Og nu er det jo en beta, men piletasterne fungerer heller ikke, og heller ikke standard genveje som Cmd+pile eller Shift+Cmd+pile. Suk.

Så hvad nu?

Jeg kigger mig som sagt derfor også lidt omkring.

Rocket Typist ser ret fin ud og kan alt det jeg gerne vil i forhold til at udvide forkortelser eller lave enkle formularer – men det kræver altså igen at jeg gider bruge et alternativt tastatur på iDimserne. Og appen fungerer så heller ikke med dansk tastatur på iOS eller iPadOS. Hey ho.

Og…så er vi tilbage ved det grundlæggende problem: Teksterstatning på iDimser kræver enten tredjeparts-tastatur (som ikke er fede at bruge), eller Apples egen funktion.

Og Apples Text Replacement har mildest talt en del begrænsninger. Fx kan man ikke outputte længere tekster med indsatte linjeskift.

Jeg har blandt andet en forkortelse der hedder ‘xhils’ og som udvider til

“Mange hilsener, Anders”

Og det kan Apple ikke finde ud af, men kan kun skrive

“Mange hilsener, Anders.

Suk igen.

Så – alternativerne er indtil videre:

• Fortsætte med TE på Mac, og leve med halvsølle keyboard på iDimserne, når jeg virkelig har brug for det – og når de forhåbentlig en dag får opdateret med dansk tastatur
• Flytte alle jævnligt anvendte snippets over i Text Replacements i iCloud og leve med de mange begrænsninger.

Men altså – hvis man sidder derude med gode ideer eller alternativer jeg har overset, så sig endelig til!

Jeg har i mange år levet en slags digitalt dobbeltliv når det gælder min Apple-konto. Eller rettere; mine Apple-konti. Jeg har nemlig både en dansk og en amerikansk identitet i Æbleland.

Dengang hvor man første gang begyndte at kunne købe apps var den danske App Butik nemlig ret sølle, sammenlignet med den amerikanske – men så kunne man lave et hack med at oprette en amerikansk profil, og købe apps i USA-butikken i stedet.

Apple alter ego

Det føltes temmelig cool dengang at lave et amerikansk alter ego, og det var fedt et par år at kunne få de sjove ny apps før de fleste andre herhjemme.

Min amerikanske klon har taget navneforandring et par gange, men startede med efternavnet Nishito som jeg fik via en eller anden random navnegenerator, og han “bor” i øvrigt på en ligeså tilfældig udvalgt adresse i Californien.

En beslutning med konsekvenser

Men glansen er gået af hacket, som med tiden udviklet sig til at blive lidt af en situation.

Man kan fx ikke knytte et dansk betalingskort til US-kontoen, men skal købe gavekort fra USA, og der er visse sprog- og lokationsindstillinger som indimellem giver udfordringer. Det er også irriterende at jeg i nogle sammenhænge er logget ind med dansk profil, og andre steder med amerikansk, og til tider skal logge ud og ind for at få tingene til at spille. Og så synes jeg også bare at det er noget rod at have to parallelle systemer.

Jeg har afgjort en fornemmelse af, at det jo grundlæggende er min egen skyld – men det gør det ikke mindre irriterende. Og så er ideen om at kunne flytte apps og køb fra én konto til en anden vel heller ikke helt urimelig – og jeg er bestemt heller ikke den eneste, der slås med problemet, for der kan være mange mere legitime årsager til at folk har oprettet nye profiler hos Apple gennem årene.

Drømmen om migration eller sammenlægning

Desværre er det ikke muligt at migrere alle apps og andre køb fra én Apple-konto til en anden – det er slet ikke muligt at lægge to eller flere konto sammen.

Og jeg har simpelthen ikke haft overskud til at gå igennem alle mine apps og abonnementer, og gå igang med at købe dem allesammen igen på min danske konto.

Jeg er også ret sikker på at det på en eller anden måde ville betyde at jeg kom til at miste data og historik og indstillinger allevegne. Så på trods af irritationsmomenterne har jeg fortsat mit dobbeltliv.

Forrige år kom troede jeg kortvarigt at jeg havde opdaget et loophole, og at jeg kunne invitere mit amerikanske alter ego med i min danske Apple-familie og lade “ham” dele apps og abonnementer med os andre – men nej, man kan ikke være i en familie på tværs af landegrænser…

For nylig opdagede jeg dog, at man så faktisk kan flytte en Apple-konto, så måske er det en mulighed at lade USAnders emigrere (og det er jo et oplagt tidspunkt at gøre stikke af fra USA, må man sige).

Det er dog et projekt, som jeg mistænker har en relativt høj risikofaktor, så indtil videre har jeg skubbet opgaven foran mig.

Lysner det derovre?

Forestil jer så min umiddelbare begejstring, da jeg forleden så at Apple nu har gjort det muligt at migrere fra én konto til en anden! Endelig!

Så jeg havde nærmest booket tid til projektet sidste weekend, da jeg – advaret af en venlig sjæl på Mastodon – rent faktisk læste supportdokumentet (og ikke bare nyhederne) og opdagede, at man ikke kan migrere hvis man bor i EU, UK eller Indien…udover alle de andre betingelser, som skal være opfyldt (og der er mange).

Så nu er jeg ramt af handlingslammelse igen.

Skal jeg flytte den amerikanske fætter fra Californien til Frederiksberg, eller vente og se om Apple på et tidspunkt forbarmer sig over os her i EU, og gøre det muligt at flytte data mellem konti?

Foreløbig hælder jeg til at vente – i hvert fald indtil de værste børnesygdomme i migrationen er kureret.

Jeg skrev forleden lidt om den nye bølge af feed-apps, der tilbyder at samle både Bluesky, YouTube-kanaler, podcasts, rss-nyheder og meget mere i én tidslinje – Tapestry, Surf, Feeed, Reeder, etc.

Den nyeste app, Tapestry

Men som jeg også skrev var jeg måske ikke helt overbevist – i hvert fald i forhold til mine egne behov.

Og efter en uges tid med sporadiske tests må jeg nok erkende, at nej, de er ikke rigtig noget for mig. Jeg foretrækker nok at kunne dykke dybt i mine kanaler hver for sig.

Nogle gange har jeg lyst til at se video, andre gange skal jeg trawle hundredevis af nyheder via rss, og podcasts lytter jeg når jeg går tur eller laver mad, og så er det dét jeg gør.

Og så er det stadig lidt svært at tackle, at man ikke direkte i feed-apps kan interagere med Mastodon eller Bluesky-posts. Det er læse-kigge-lytte-apps, ikke kommunikations-apps.

Stadig nysgerrig

Jeg har dog en forestilling om, at de her feed-apps sagtens kan have værdi for andre, eller måske for mig selv i nogle sammenhænge – når jeg har behov for at zappe igennem kilder jeg ikke normalt læser, eller måske når jeg vil tjekke op på et emne jeg ellers ikke følger med i.

Jeg er især blevet lidt fascineret af appen Feeeed, som kan noget med sit design, og den måde den samler ting i ‘cards’.

Det gør, at strømmen af indhold føles mere som at sippe en kop kaffe, og mindre som at drikke af en brandslange.

Hvis man vil starte et sted, er det ikke det værste (bortset fra navnet).

Feed-apps kræver kuratering

Men uanset hvilken app man bruger, så kræver det at man gør en indsats. Ellers kommer det hurtigt til at føles netop som den berømte brandslange.

Så her kommer to essentielle tips:

1. For det første skal man være meget varsom med hvilke og især hvor mange kilder man samler. Eller i hvert fald være helt ligeglad med om man får set og læst alting i feedet. Det bliver meget hurtigt overvældende at skulle følge med. Måske skal man tænke på det som et magasin man halvdovent bladrer igennem, uden at føle at man skal læse alle artiklerne?

2. Og for det andet så vil jeg absolut anbefale, at man ser på om man kan luge ud i indholdet fra de forskellige kilder. Her er især Reeder god, fordi man kan lave filtre (gemte søgninger), så man fx udelukkende ser posts, nyheder eller videoer der handler om bøger, rumforskning, sportsbold eller hvad man nu er interesseret i.

Beruset af den (moderate) succes med reparation af støvsugeren skulle jeg liiiige fixe noget på bloggen også.

Dårlig idé.

Det er lykkedes mig at fucke alting noget så kongeligt op.

Alle posts fra 2016-2022 står nu som om de er udkommet i dag, den 15. februar 2025 – og jeg kan simpelthen ikke finde ud af at rette det.

Det føles som om jeg har mistet 6 år af mit liv – og jeg overdriver kun en lille smule.

Jeg kan næsten ikke klare det.

Men altså – regn med at bloggen de næste dage er fuldstændig fucked…

UPDATE: Min blog-daddy David hos Blot.im siger nu, at det måske er en backend-fejl, så forhåbentlig kommer alting tilbage i kronologisk orden i næste uge… 🤞

UPDATE 2: Det lader til at Blog-David havde ret – i hvert fald ser det ud til at dato-kaosset er blevet løst. Jeg beklager genudgivelserne i rss-feedet…

Det er helt imod egen forventning i dag lykkedes mig at skifte kabeltromlen i vores 10 år gamle støvsuger, og jeg føler at jeg fortjener en medalje.

Jeg har cirka 22 tommelfingre, og normalt forsøger jeg at tigge mig til hjælp eller betale mig fra at udføre nogetsomhelst håndværk.

Jeg synes ikke håndværk er sjovt, jeg har intet talent for det, og som regel bliver resultatet decideret ynkeligt, hvis jeg en sjælden gang alligevel kaster mig ud i et handyman-projekt.

Sidste gang jeg havde en bare nogenlunde positiv oplevelse var, da jeg skiftede vores toiletsæde – så har man måske en fornemmelse af niveauet.

Hvis du sidder derude og tænker “hold nu kæft en taber”, så er det helt ok. Jeg kender mine begrænsninger 😉

Det drilske støvsugerkabel

Anyway, imod bedre vidende kastede jeg mig i dag ikke desto mindre – i reparationens hellige navn – ud i at skifte kabeltromlen i vores støvsuger.

Den sidste måneds tid har kablet ikke kunnet blive ude, men er begyndt at rulle ind så snart man slipper det. Den foreløbige løsning har været en klemme på kablet, men jeg synes alligevel ikke det var langtidsholdbart.

Nu kunne man jo forsøge at fixe fjedermekanismen i rullen, men dér satte jeg så alligevel grænsen. I stedet lykkedes det mig at købe en ny kabeloprulningstrumle-ting på nettet, som den næstbedste løsning.

Men i det mindste rendte jeg ikke ud for at investere i en helt ny støvsuger…

Nå, men efter at have gået lidt rundt om projektet et par uger tog jeg mig så endelig sammen i dag – dog med en klar undskyldning til mig selv på forhånd: hvis jeg ikke kunne reparere maskinen havde jeg givet mig selv lov til bare at råbe “I am become Death, the Destroyer of Electrolux” og give op.

YouTube to the rescue

Jeg havde næppet turde gå igang uden denne video, som jeg så to gange fra ende til anden, inden jeg så meget som åbnede værktøjskassen, og løbende konsulterede mange, mange gange undervejs.

Nu synes jeg egentlig også at Electrolux har gjort det unødvendigt kompliceret at skille denne støvsuger ad. Der er en del skruer på mærkelige og svært tilgængelige steder, men værre endnu er der mange plastikstykker der skal vrides og hives fra hinanden før man overhovedet kommer til de relevante komponenter.

Det blev så næppe heller bedre af at jeg havde glemt at oplade min skruemaskine, så jeg det meste af tiden tacklede opgaven med håndkraft.

Og så måtte jeg i øvrigt også eksperimentere med at bukke en bruseforhængs-krog for at kunne komme til dybt inde i maskinen, og presse på en sær fjedermekanisme som gjorde at jeg kunne hive overdelen af maskinen. Dælme et alternativt design.

Efter tre kvarter (det tog 6 minutter på videoen) var jeg så kommet til kabeltromlen og skulle nu ud på ukendt territorium. På videoen skifter han nemlig ikke tromlen, men fikser bare oprulningen, hvor en del af ledningen har sat sig på tværs.

Det gik dog overraskende nemt at komme det sidste stykke, få fjernet den gamle rulle, sat den nye i, og tjekket at oprulningen fungerede.

Det lange opløb

Som enhver kompetent håndværker (eller bare lidt mere erfaren hjemme-handyman) ved, så er det dog langt fra overstået, bare fordi man har udskiftet en reservedel.

For skidtet skal jo også samles igen…

Som nævnt er denne støvsugermodel konstrueret og samlet med en blanding af skruer, fjederblade og diverse plastikkroge som skal udsættes for moderat fysisk pres.

Det tog en god halv time og 3-4 forsøg med de fleste af delene at få alting til at sidde bare nogenlunde sammen – og ja, jeg knækkede mindst to stykker plastik, og endte med to skruer i overskud…men det er vel nærmest tradition?

Men det lykkedes at få alting sat sammen, og der var på trods af de overskydende skruer ikke umiddelbart nogle skavanker eller løse dele.

Og minsandten om ikke det nye kabel-rul virkede!

Rengøring…

Men efter at have hevet ledningen ind og ud af maskinen flere gange flere gange, og smidt armene i vejret som en olympisk guldvinder, måtte jeg selvfølgelig også igang med rent faktisk at gøre rent.

Stikket i væggen, og foden på power-knappen.

Der skete ingenting.

Hen at dobbelttjekke stikkontakten.

Flere frustrerede tryk på powerknappen på støvsugeren.

Stadig ingenting.

Til gengæld havde jeg så nu lidt rutine i at skille maskinen ad, så efter at have bandet af mig selv og hængt med hovedet et par minutter, kastede jeg mig over projektet igen.

Jeg kom ind til elektronikken, og skulle lige til at gå igang med at fjerne de næste 4-5 irriterende og komlicerede stykker plastik (nu heldigvis med lidt erfaring og en opladt skruemaskine), da jeg opdagede en lille ledning der på en eller anden måde var hoppet ud af sit stik!

Ledning i, dæksel på, skruer i (stadig med to i overskud), og kabel i stikkontakten.

Succes!

Maskinen sugede som var der ingen dag i morgen, kablet forblev i sin udrullede position, og da lejligheden var klaret rullede kablet lige så fint ind i maven på støvsugeren igen.

“I am become Man, the fixer of hoovers.”

Nu går der så dog nok mindst 6 måneder før min nerver er faldet så meget til ro, at jeg har overskud til at gå igang med et nyt projekt.

Det er mange år siden jeg for alvor brugte tid på computerspil, men tanken om Civilization i VR er decideret lokkende.

Halo, Gran Turismo og Call of Duty har utvivlsomt givet mig mest sved på panden gennem årene, men jeg tror aldrig jeg er forsvundet så meget ind i et spil, som dengang jeg dyrkede Civilization.

Jeg kan stadig huske første gang jeg prøvede kræfter med at opbygge, ja, civilisationer.

Jeg satte mig ved spisebordet i min lille 2V’er på Vesterbro en lørdag lige efter frokost, smed skiven i min bærbare og installerede spillet.

Næste gang jeg kiggede op var det efter midnat.

Bare liiiiiige én runde til, og én mere…og pludselig var der gået en halv dag.

CiVR

I dag spiller jeg meget, meget lidt, hverken Civilization, skydespil eller racerspil. Det eneste spil jeg bare nogenlunde regelmæssigt åbner, er Golf on Mars(!).

Men det er liiige før jeg bliver lidt fristet af tanken om at hoppe på vognen igen, nu hvor Civilization VII kommer i VR (omend kun Metas Quest 3 og 3S headsets).

Der ser sgu lidt niffigt ud, hva?

Med tanke på at spillene godt kunne trække ud, og headsets ikke altid er så rare at have på i timevis, er det dog nok godt at VR-kampagnerne er kortere end på PC.

I Metas blogpost kan man læse lidt mere om detaljerne i VR-udgaven, og jeg kan også anbefale Ars Technicas lange review af Civ VII, der virkelig gav mig lyst til at prøve version VII – og ikke kun i VR…

Tana er endnu et eksempel på en PKM-tjeneste, der ligger i krydsfeltet mellem noter, databaser, projektstyring, CRM og andre af de værktøjer man kan bruge for at forsøge at få styr på sit liv.

Tænk Notion, Capacities, Anytype og den slags.

Jeg har længe fulgt tjenesten Tana ud af øjenkrogen, men uden for alvor at kaste mig ud i en test.

Det skyldes lavpraktisk at deres iOS-apps kun har kunnet bruges til input, og ikke har givet mulighed for at tilgå hele note- og data-samlingen – og nok også at det umiddelbart kræver en ret dedikeret indsats at gå all-in på Tana.

Men altså – når jeg ser videoer som denher, så bliver jeg altså en lille smule blød i mine nørdede knæ…og ja, jeg så samtlige 45 minutter med tonsvis af Tana-tips.

Nu har Tana så launchet mere kapable mobilapps, og samtidig taget tjenesten ud af beta-stadiet med en spritny version.

Og jeg havde egentlig sat lørdag eftermiddag af til at udforske mulighederne, men er ramt af en forkølelse der på godt og ondt betyder at projektet bliver skubbet – med en vis chance for at jeg aldrig kommer igang.

For selvom jeg er virkelig imponeret af Tanas funktioner og lækre, gennemtænkte interface, så bliver jeg mere og mere i tvivl om hvorvidt tjenesten overhovedet er noget for mig.

Ideen om at databasificere alting og gå Zettel-amok på mit notesystem tiltaler mig dybt.

Men jeg må samtidig nok erkende, at det ikke rigtig passer til mine faktiske behov, hverken når det angår research, manus-skrivning, planlægning eller andre af de små og store opgaver der følger med at være podcast-producent.

Samtidig tyder lidt hurtige tjek på, at det er voldsomt besværligt, for ikke at sige umuligt, at få tekst, data og struktur ind og ud af Tana, så det ville kræve en masse energi at få et system op at stå, og skulle man så have lyst til at skifte tjeneste senere (hvem, mig?), så bliver man nødt at starte helt forfra dér. Og det går ikke.

Så lige nu er Tana-testen nok udskudt på ubestemt tid, men øj, det frister nu alligevel…

Strømmen af nyheder, toots, posts, videoer og podcasts kan være overvældende, men den nye hotness er åbenbart apps som – på godt og ondt – forsøger at samle alle dine feeds i én tsunami.

For nogle lyder det måske som opskriften på at drukne, for andre er det chancen for endelig at kunne tage en tår uden at miste overblikket.

Og ja, jeg skulle have droppet dén metafor for længst. Anyway.

Helt aktuelt har Iconfactory lige launchet appen Tapestry efter en succesfuld runde på Kickstarter, men bare i sidste uge fik jeg tidlig adgang til Flipboards Surf-app, og tidligere har jeg også leget med Reeder, der i virkeligheden (gen-)opfandt kategorien her i nyere tid (og så er Unread også en bobler i samme genre).

Fra toppen med uret: Unread – Reeder – Surf – Tapestry

Hvis man har lyst til at læse et par andre takes fra denne uge, i kølvandet på lanceringen, så har The Verge og Macstories skrevet om de nye apps her, og forrige uge tjekkede Fast Company Flipboards Surf.

One feed to rule them all…

Ideen om at samle feeds er selvfølgelig ikke ny. RSS-læsere har vi jo kendt i mange, mange år, men de nye versioner har alligevel et par twist på konceptet.

Den grundlæggende idé er, at man – i modsætning til de fleste RSS-læsere – også abonnerer på feeds fra Mastodon, Bluesky, YouTube, podcasts, Reddit og andre tjenester – og samler det hele i én strøm.

Der er altså mere fokus på ‘det sociale web’ end på nyhedsstrømmen fra RSS, selvom man altså sagtens kan tilpasse sin strøm med præcis de feeds, man har mest lyst til at følge med i.

Bagvendt nok hører det så også med til historien, at man ikke umiddelbart i de nye apps kan like, svare, booste eller på anden måde direkte interagere med posts fra Bluesky eller toots fra Mastodon. Så mere sjosjalt er det altså heller ikke.

Jeg er ikke helt overbevist…endnu

Personligt er jeg nok lidt usikker på, om det er noget for mig. Eller rettere; jeg er ved at udforske mulighederne, for at finde ud af om den slags apps passer ind i min hverdag på en eller anden måde?

Jeg er nemlig relativt sikker på, at en app som Unread (der også kan hive fx Mastodon ind, men egentlig er en RSS-læser) fungerer bedst for mig når jeg skal trawle igennem hundredevis af nyheder dagligt for at finde stof til AI Denmark, RumSnak og mine andre projekter.

Der er også god integration til fx at gemme i Readwise eller Goodlinks, mine foretrukne læs-senere-apps.

Men jeg er begyndt at lure på, om de her nye apps kunne give mening, når jeg egentlig har mere lyst til et tilbagelænet tjek af ‘content’ fra det store internet, og samtidig fungere som en (måske) nemmere måde at samle op på stof på tværs af nyhedsmedier, sociale tjenester, videoer, etc.

Her er det også niffigt, at flere af de nye apps gør det muligt at vælge feeds til og fra, filtrere indhold og selvfølgelig søge i alt indholdet.

Jeg tvivler dog på at jeg kommer til at se mange YouTube-videoer eller lytte podcasts i Tapstry eller Reeder – men hurtige kig på mange forskellige feeds i lækre og overskuelige apps? Måske.

Et godt herfra vil dog være at man begrænser antallet af feeds man følger, især hvis man også integrerer Mastodon eller Bluesky – for der går ikke mange timer før strømmen er helt uoverskuelig lang…

More research needed

Nu kommer så den store opgave med at tjekke 3-4 apps mere eller mindre parallelt, for at finde ud af om de giver mening i hverdagen, og hvilken af de nye apps der passer bedst til mine behov?

Jeg må indrømme, at jeg faktisk lidt havde glemt Reeder, og lod mig rive med af denne uges hurlumjek om Tapestry, men nu hvor jeg sidder og kigger på dem begge tror jeg at Silvio Rizzis Reeder ligger i toppen.

Og så er Unread nok mest en ‘rigtig’ RSS-læser, og Surf stadig mest et eksperiment i tidlig beta.

Lad os se.

PS. Husk, at nogle af de gode funktioner kræver abonnement, men det er afgjort i den overkommelige afdeling. Reeder koster fx $1 om måneden…

Nogle gange lader jeg mig mod bedre vidende lokke til at prøve en ny app – eller forsøge igen-igen med en kendt app, jeg tidligere har testet og droppet.

Det kan være fordi de lokker med nye funktioner, fordi mine behov har ændret sig, eller bare i ren og skær frustration over manglende features i de apps jeg ellers bruger.

I de sidste 3-4 dage er det gået helt galt – ikke fordi der i sig selv er noget problem ved at (gen-)teste apps og tjenester, men fordi ingen af dem jeg har haft fingrene i har givet bonus. Men sådan er det jo indimellem.

Irritationen kommer måske mest fordi to af dem jeg lige har testet er gammelkendte og tidligere vragede apps, som jeg nok bare burde havde ladet ligge…

Jeg er dog helt klar over at jeg har en masse præferencer og mere eller mindre særlige behov, så derfor kan de ofte være små ting der gør, at jeg dropper en app igen – og det er også derfor jeg deler denne korte beskrivelse af disse fire apps, for det kan jo sagtens være, at de er noget for dig!

Og for ikke at trække spændingen længere, så er der tale om to note-apps – Logseq og Capacities – og to planlægnings-apps – Ellie og Morgen.

Logseq

Logseq er et ret interessant alternativ til apps som Obsidian. Det bruger lokale Markdown-filer, har daily notes til at holde styr på hvad man laver, og kan i øvrigt integrere med Reader, min foretrukne læs-senere app, så alle highlights automatisk ryger ind i Logseq.

Jeg nævner Reader, fordi Logseq afgjort egner sig bedst til at organisere, sammenkæde og bygge videre på den slags highlights og kortere noter – det er en oplagt app til Zettelkasten-folket.

Jeg er fx ret vild med den måde Logseq kan linke til udvalgte afsnit af andre noter, så man kan kæde citater eller egne tekster sammen og udvikle sine tanker.

Personligt har jeg dog også behov for at kunne skrive længere tekster til manuskripter og den slags, og dér synes jeg Logseq får baghjul af både Obsidian, Bear, Craft og mange andre værktøjer.

Logseq har været igennem testmaskinen flere gange, og jeg må indrømme at jeg ikke helt ved hvorfor jeg troede det ville være anderledes nu…

Capacities

Hvis vi fortsætter i note-land, så har jeg også i weekenden haft fat i Capacities, der endelig for relativt nylig har taget sig sammen til at lave en Padde-app, og dét er en uomgængelig nødvendighed i min hverdag.

Capacities ligner en slags blanding af Craft og Notion, og er rigtig interessant, fordi den ikke bare består af noter, men også arbejder med note-typer – fx møder, personer, citater, bøger eller hvad man ellers har lyst til at lave.

Så en note er ikke “bare” en note med tags, men kan bruge forskellige skabeloner alt efter hvilken type note der er tale om.

Capacities lover også at “redde os fra computernes strukturer” og gøre det muligt bare at søge effektivt og finde sammenhænge i alle vores noter – på en måde som, angiveligt, er meget mere menneskelig.

Jeg tror dog så bare, at jeg er blevet computeriseret (eller er naturligt organiseret), for jeg kan godt lide mine mapper og systemer. Men jeg fortsætter med at eksperimentere, fordi der er mange gode ideer i Capacities.

Det forekommer mig dog, at Capacities – ligesom Logseq – måske egner sig mest til opbygning, vedligeholdelse og udforskning af en voksende mængde af relateret information. Det er umiddelbart (i min korte foreløbige test) mindre godt til at fungere som en slags kombination af en vidensbank og et skriveværktøj.

Ellie

Ellie er en af efterhånden mange apps, der forsøger at kæde opgaver og kalenderaftaler sammen – og det er jo en kategori som ligger mit hjerte nær.

Det er også endnu en app, som jeg har prøvet før, men som nu fangede min nysgerrighed igen ved at have launchet en version til iPad, og lokkede mig til at teste igen.

Jeg er nemlig – som jeg har skrevet en del om – altid på jagt efter et alternativ til TickTick. TT har ganske vist omkring 80-90% af de funktioner jeg har behov for, men de sidste manglende 10-20% gør ondt – og så synes jeg grundlæggende at TT er grim.

Ellie udmærker sig ved et – for mig – væsentlig lækrere design, den er rimeligt snappy, og den integrerer relativt uproblematisk med kalendere fra både Google og iCloud (ligesom en iPad-app er dét også et must).

Den basale idé i disse apps er, at man kan gøre opgaver til aftaler i sin kalender, så man nemmere kan danne sig et overblik over hvornår man skal lave hvad. Se den meget længere forklaring om kalenderkasser her .

Ellie løser sådan set opgaven okay, men den er afgjort ikke til folk som mig, der har 50-100 opgaver organiseret i lister, typisk hver med 3-5-8 underopgaver – som allesammen helst skal anbringes i kalenderen med et starttidspunkt og en forventet varighed, så jeg kan jagte det mytiske overblik.

Når man planlægger en opgave fra en liste i Ellie ved at trække den i kalenderen, så forsvinder den nemlig fra listen, og sådan fungerer min hjerne bare ikke.

Der er noget fint i tanken; nu er opgaven planlagt, og så behøver den ikke stå to steder (i listen og på dagen). Men det er afgjort også risikabelt, for nu har man ikke længere ét sted med overblik over alle opgaver, der hører til et bestemt projekt.

Derudover var der så en række mangler og WTF-ting.

Jeg savner fx Markdown-formatering i noterne, flere tastaturgenveje og input i ‘naturligt sprog’, og man kan mystisk nok ikke swipe mellem dage i kalenderen på iOS (hverken Fon eller Padde) – og man skal så med tommelfingeren heeeelt op i toppen af skærmen for at trykke på de enkelte dage. Whut?

Jeg har dog en måneds abonnement tilbage, så måske skal jeg lave lidt flere eksperimenter, om ikke andet så for at tilfredsstille min nysgerrighed og måske lade mig inspirere til nye workflows.

Morgen

Frustreret over Ellie tog jeg – igen mod bedre vidende – endnu en kort rundtur i Morgen, en app jeg virkelig gerne ville holde mere af, eller i hvert fald finde mere anvendelig, end jeg gør.

Morgen udmærker sig, sammenlignet med Ellie, ved at kunne integrere med flere tjenester som fx Todoist, og ved at arbejde mere med opgavelister, opgaver og underopgaver, men ellers er ideen den samme:

Man har opgaver – gerne med forventet varighed – der så kan hives ind og anbringes på de rigtige dage og tider i kalenderen.

Morgens nyeste opdatering gjorde mig dog lidt nysgerrig. Som alle og enhver og deres moster har folkene bag proppet AI ind i appen, men på videoerne ser det faktisk ud som om de har tænkt sig lidt om.

AI-assistenten (siger de) kan anbringe opgaverne i kalenderen og flytte rundt på kalenderkasserne og forsøge at udnytte tiden bedst muligt, men med hensyn både til buffertid, foretrukne arbejdstider, frokostpauser og andre personlige ønsker – og man kan altid bede om en ny sortering, hvis man ikke er blevet færdig med en opgave eller hvis der dukker et nyt møde op i kalenderen.

Jeg er dog ikke endnu kommet så langt som til at prøve AI-funktionerne særlig meget (jeg skal nok melde tilbage hvis det lykkes), for ligesom med Ellie måtte jeg konstatere (igen), at jeg ikke klikker med Morgens måde at håndtere opgaver og underopgaver på, og især ikke den måde de bliver lagt i kalenderen på.

Dét er en af de ting som TickTick klarer rigtig godt: Det er relativt nemt i TickTick at se hvilken opgave en kalenderkasse hører til, og hvis man får vist sine TT-opgaver ovre i en anden kalenderapp som fx Calendar eller Fantastical, så indeholder kassen et link direkte tilbage til den pågældende opgave i TickTick. Det savner jeg i alle andre af den slags apps…

Og hvad nu?

Som sagt er der næppe nogle af de fire apps der klemmer sig ind i heavy rotation på mine maskiner, men jeg planlægger dog at holde øje med dem i fremtiden, og mon ikke jeg også skal lege lidt mere med Ellie og Morgen så længe mit prøveabonnement holder?

Til gengæld – jeg har åbenbart ikke lært nogetsomhelst – er jeg allerede gået igang med afprøvning af endnu en ny app; denne gang til at samle feeds fra både RSS, Bluesky, Mastodon, YouTube og en masse andre tjenester i ét flow.

Hør mere om dét i en kommende blogpost.

Det er utroligt nok allerede blevet tid til endnu en udgave af Månedens Pensum, og denne gang skal det blandt andet handle om claymation, Netflix, en skummel forfatter og gode, gamle dyder.

Kulturel deroute med Netflix

Jeg indrømmer blankt, at jeg ser masser af ting på diverse streamingtjenester, og jeg synes faktisk at der er rigtig mange gode serier (og en del fine film) derude.

Aktuelt nyder jeg fx “Severance”, og har også lige med stor fornøjelse været igennem “Bad Sisters”, “Dune: Prophecy”, “Industry” og “Shrinking”.

Men nogle gange bliver jeg også lidt trist over at have droppet min ungdoms ugentlige biograf-besøg, og bliver en sur, gammel mand når jeg opdager at jeg har spildt endnu 2 timer på at se en fuldstændig ligegyldig film på Netflix…

Men jeg er slet ikke ligeså sur som Will Tavlin på NPlusOne Magazine…

Gaiman, for pokker…

Mens vi er i den triste afdeling, så fik jeg efter et par uger endelig taget mig sammen til at snuppe langlæseren i Vulture, hvor idolet Neil Gaiman fuldstændig bliver skrællet af og afsløret som overgrebsmand og det der er værre.

Det er aldrig sjovt, når folk hvis bøger, musik eller film man ellers har nydt og dyrket, viser sig at være nogle klasse 1A skumlomaner.

Jeg ved ikke om jeg lige kommer tilbage til “American Gods”, “Neverwhere” eller “The Ocean at the End of the Lane” igen sådan lige med det samme…

Franklins dyder holder stadig

Næh, hvis bare alle ville (forsøge at) leve op til gamle Benjamin Franklins 13 dyder, så ville verden nok være et bedre sted at være…

Eller…måske ikke alle 13, men i hvert fald 9-10 stykker. Jeg ved fx ikke om jeg er parat til “aldrig at lave noget unødvendigt”, som Benji siger…

En vidunderlig verden af ler

For nylig havde jeg en fantastisk aften i hjemmebiffen, da jeg opdagede at Netflix havde fået Aardman Animation-filmen “Wallace & Gromit – Vengeance Most Fowl” i kataloget – Netflix er ikke kun nogle bøller.

“Vengeance” var et kæmpe nostatrip, for jeg har virkelig dyrket de gamle W&G kortfilm, men den nyeste fuld-længde spillefilm holdt absolut niveauet, og den var både rørende, sjov og fuld af action – altsammen med det dér særlige, britiske twist.

Jeg tror også jeg lige skal tilbage at se de Aardman-film, jeg på en eller anden måde har misset i mellemtiden.

Anyway, Pensum her er faktisk ikke Wallace & Gromit-filmene (dem skal man også se), men en vidunderlig BBC-dokumentar om ler-animations-studiet og vidunderdreng-instruktøren Nick Park, som blandt andet udtaler at han blev meget overrasket over at vinde en Oscar:

“I never thought Plasticine (modellervoks) would lead to such glamorous lifestyle”.

Hvis man ikke har fået nok af Aardman (og det har man ikke), så er bonussen den lille special om tilblivelsen af “Vengeance Most Fowl”:

Det kan godt være at Gaiman er en skidt fyr og Netflix er en skruppel- og kulturløs techgigant, men der er stadig masser af gode ting i verden…

Hvad er det tungeste musik, du kender? Hvad er det mest heavy heavy?

Dét spørgsmål havde jeg egentlig ikke noget rigtig godt svar på, da jeg for nylig læste artiklen “Is Sleep’s Dopesmoker still the heaviest album of all time?” i The Verge (af alle steder).

For selvom jeg sagtens kan nævne nogle virkeligt brutale riffs og sejtrækkende guitar-hug, så har jeg aldrig været på jagt specifikt efter ‘det tungeste metal’.

Jeg kan dog rigtig godt lide den slags langsom, kværnende og ofte instrumental metal – á la Pelican, Doom VS, Earth, Monolord og den slags – der er overraskende godt som baggrundsmusik til arbejdet.

Desværre er det så ikke så tit jeg har mulighed for at høre det ved et passende lydniveau hjemme på anlægget, der ellers har en udmærket subwoofer og håndterer den slags ret fint. Det er ikke så fordrende for godt naboskab at lytte ekstrem-metal på vindstyrke 12…

Hvad er ‘tungt’?

Man kan selvfølgelig også diskutere hvad ‘tungt’ egentlig er i denne sammenhæng.

Ifølge forfatteren Elizabeth Lopatto er det ikke nødvendigvis brutal eller aggressiv musik, men en lyd som giver lytteren fornemmelsen af at “blive kvast mod asfalten” af musikkens massive vægt.

Ikke at dét så er nogen særlig præcis definition.

Personligt er Metallicas “Sad But True” for mig et godt eksempel på et tungt, tungt riff – der kombinerer det bunddybe med en tilbagelænet og swingende vibe, men det er nok alt for melodisk og med lidt for meget Papa Het til at være med i konkurrencen her.

Tunge albums i opløbet

I artiklen nævner Elizabeth naturligvi en række af de bands og albums, der i følge sagkundskaben regnes for de tungeste.

Højt på listen er Sleeps “Dopesmoker” (der i øvrigt bare består af to numre, hvoraf det første alene er over 1 time langt!), men også Electric Wizard, Bongripper, Thou, The Body og Boris er med i opløbet.

Jeg må indrømme, at der var flere bands på listen, som jeg ikke engang havde hørt om før, så dem skulle jeg naturligvis tjekke ud, og de har været i semi-fast rotation de seneste par uger.

Der er dog en del som jeg næppe kommer til at lytte særlig meget. For eksempel går der rimelig meget 70’er heavy-blues i tingene på Sleep-albummet, og det bliver lidt trættende i længden (ironisk nok, når nu det hedder Søvn…).

Jeg vil ikke afsløre Elizabeths valg til titlen som det tungeste album, men kan jo godt nævne de fire album hun ellers har med i opløbet, nemlig:

• Boris: “Amplifier Worship”
• Hell: “Live at Roadburn”
• Bongripper: “Empty”
• Body/Thou: “Released from Love”

Tung tråd og transcenderende oplevelser

Uanset hvad Elizabeth nu vælger i artiklen, og uanset hvad man ellers selv ville anbringe på sin egen Top 3 derude (skriv endelig!), så elsker jeg at tage turen gennem andre menneskers engagerede, kuraterede og nørdede spillelister (i hvert fald når der er overlap til mine egne præferencer på en eller anden måde).

Skulle jeg selv vælge en ‘vinder’ – med det forbehold at det ikke kun skal være tungt, men også ellers falde i min smag – så må det nok blive Sunn O))), der leverer noget af det mest ekstreme og tunge lydflade-støjmusik jeg nogensinde har haft den fornøjelse at lytte til.

Det hører dog med, at det nok er ret influeret af mine live-oplevelser med Sunn O))), som jeg har hørt i DR Byens Koncertsal og i koncertsalen i det gamle Radiohus.

Begge gange gik jeg nærmest i trance mens de spillede, i en blanding af dronende riffs, tilrøget lysshow og ikke mindst et Stonehenge-lignende anlæg, der præsterede et lydtryk så monumentalt, at det føltes lige præcis som en tonstung vægt på hele kroppen.

Jeg er ikke ekspert i deres oeuvre, men vil umiddelbart nok vælge “Pyroclasts” eller “Life Metal” som de ‘tungeste’.

God fornøjelse, hvis du vælger at lytte med.

Jeg er ikke særlig god til at tegne, og jeg er ikke mindmap-troldmand – ikke desto mindre kan jeg især til konferencer godt lide at kombinere mindmaps, tegninger og korte noter, når jeg lytter til oplæg.

Det hjælper med at holde fokus, samtidig med at man har fornemmelsen af at doodle – og jeg oplever faktisk også, at kombinationen af små illustrationer gør det nemmere at navigere i noterne bagefter.

Tænke-tegningerne (som jeg lige har døbt det) fungerer indrømmet bedst når jeg ikke umiddelbart skal bruge indholdet fx til et interview eller en artikel, men som en slags logbog eller tilbagelænet dokumentation synes jeg det er fint.

Her fx fra mit besøg på Rumkonferencen i november ’24 i Aarhus.

Noter og satellitter

Det giver mig også en undskyldning for at tegne og skrive med min Apple Pencil Pro på Padden – noget som jeg desværre ellers mest bruger når jeg læser pdf’er og laver highlights.

På app-jagt

Jeg har dog aldrig rigtig følt at jeg havde fundet den rigtige app til mine tænke-tegninger.

Goodnotes har længe været fast indbygger på hjemmeskærmen, og appen er proppet med fine værktøjer – men opdelingen i sider gør hurtigt noterne lidt klemte, og der er heller ikke noget egentlig mindmap-værktøj.

Ellers er der jo både tegne-apps og deciderede mindmap-tjenester derude i massevis (og jeg har bådet leget med Concepts og Mindnode), men jeg har ikke kunne finde appen, der gør det muligt at kombinere håndskrevne noter og tegninger med en mindmap-struktur.

Men idag lykkedes det så – og som så ofte forstår jeg ikke helt hvordan jeg har kunnet overse resultatet tidligere. Hvorom alting er, så kan SimpleMind både bruges til mindmaps på alle platforme (undtaget Linux), og man kan bruge sin Æble Blyant til at skrive og tegne.

I praksis betyder det, at jeg både kan bruge tastatur til at skrive fx den centrale node og måske det næste niveau også, samtidig med at jeg kan embedde eller tilføje tegninger og håndskrevne noter – enten som en del af en ‘node’ eller som sin egen ‘node’.

Og når jeg så trækker nodes rundt for at organisere mindmappet, følger tegninger og noter selvfølgelig med – hvilket også har været en udfordring tidligere, når jeg bare har “tegnet” og noterne efterhånden bliver lidt presset sammen i et hjørne.

Der er sikkert bedre mindmap-apps og tegne-apps derude, men det er altså lige præcis denne kombinationen, jeg har været på jagt efter – og det gik meget hurtigt med at få langet de $11.99 over disken, så jeg kunne bruge min Pencil.

Jeg er kun lige kommet igang med at udforske mulighederne, men har dog tjekket at jeg kan bruge de 2-3 ting jeg har savnet mest – altså kombinere dynamiske mindmaps med tegninger og noter – og at der findes et par skabeloner som jeg umiddelbart synes ser anvendelige ud.

Nedenstående eksempel er afgjort ikke det pæneste jeg har lavet, men kan dog illustrere hvad jeg regner med at bruge SimpleMind til.

Nu er det så bare at vente på næste konference, seminar eller workshop…

Test-map

Det er utroligt nok blevet tid til den årlige status for livet som selvstændig – den 1. februar er det nemlig hele 8 år siden jeg forlod DR-moderskibet og drog ud på egen hånd for at lave podcasts, moderatoropgaver og meget mere.

TL;DR Den korte version er igen i år, at jeg stadig er så fantastisk privilegeret at have masser af spændende og sjove opgaver – og i 2025 skal jeg oven i købet på universitetet igen – men også at jeg altid så usikker på fremtiden, at jeg fortsat er på udkig efter nye opgaver.

Jeg synes dog også, at jeg er blevet bare en anelse bedre til at vurdere min tid og sige nej, hvis det bliver for presset. Det er angstprovokerende, men sikkert også sundt – hvis man kan…

Uanset hvad skal der lyde en stor tak for endnu et spændende år som indie til især Tina Ibsen, Jens Hjerrild Poder, Kristoffer Frøkjær, Katrine Lind, Michael Caspersen og folkene på AI Denmark 🙏

Masser af bolde i ilden…eller hvad det nu hedder

2024 – masser af podcasts

Jeg har som sagt endnu engang haft mange sjove og interessante opgaver i 2024, og haft masser af gode oplevelser med de mange mennesker jeg har arbejdet for eller med i løbet af året.

RumSnak-projektet har skruet op for antallet af opsendelser – undskyld, udgivelser – i 2024, og samarbejdet med vidunderlige Tina Ibsen fylder mere og mere af mit professionelle liv – på den absolut gode måde.

I året der gik lancerede vi blandt andet RumNyt-formatet, så podcasten nu udkommer hver uge (i forårs- og efterårs-sæsoner), og i oktober havde vi så den dobbelte fornøjelse at fejre vores episode 100-jubilæum med et liveshow på Bremen Teater og runde 1 million downloads i samme uge. Det var næsten lidt surrealistisk – men sjovt!

Jeg henviser i øvrigt til vores Rumåret 2024-episode, hvis man vil høre om nogle af de spændende ting der skete, og de mange gode oplevelser vi havde med at lave RumSnak.

En anden fast opgave er AI Denmark-podcasten, som vi udgiver hveranden uge. Jeg synes ubeskedent at det er blevet til nogle ganske udmærkede episoder i år, og jeg mener faktisk (igen ubeskedent) at det er lidt synd at podcasten har knap så mange lyttere som den fortjener…

Det er svært og lidt flabet at udvælge episoder fra det forgangne års tid med AI-stof, men jeg tillader mig alligevel at pege på besøget hos Universal Robots (36), den nørdede snack om neuromorfiske computerchips (32) og interviewet om AI-vejrudsigter (21) som nogle af mine personlige favoritter.

Og hvis vi skal have alle de faste podcasts med, så er ScifiSnak også still going strong – selvom vi ikke fik lavet helt det antal episoder sidste år som vi plejer. Men det er altså også primært et hyggeprojekt for mig og min gode ven Jens.

Derudover blev det til produktion af endnu en sæson af podcasten Grundtanker for Videnskabernes Selskab, og mange gode optagelser med værten Kristoffer Frøkjær, og det lykkedes også at komme i mål med produktion og udgivelsen af podcast-serien om Sundhedsinnovation for alle, hvor jeg helt bag kulissen hjalp Katrine Lind med tilrettelæggelse og redigering. Det var virkelig interessant at prøve at være en slags konsulent-tekniker i bagrunden i stedet for at være vært, og det ville jeg sådan set gerne lave mere af.

Endelig var der der i løbet af 2024 et par håndfulde moderatoropgaver og den slags – inklusive en serie af tech- og jura-tunge briefinger og seminarer om NIS2 og cybersikkerhed hos Tech Relations, og ikke mindst den faste tjans som scenevært i det store telt på Bloom-festivalen i Søndermarken i maj. Det er altid møghyggeligt!

Lidt for mange bolde i luften

Jeg måtte dog især efter sommerferien erkende, at jeg havde gabt over for meget, og efteråret blev temmelig presset.

Det er indrømmet sådan et irriterende humble brag at sige at man har for travlt og er småstresset, og man skal heller ikke klage, for det er jo dejligt at kunne sige at man har mange sjove opgaver.

Men i længden er det ikke rart med for mange bolde i ilden om ørerne, og det er absolut ikke mit mål at skulle tage aftener og weekender i brug for at nå mine deadlines. Faktisk er det (stadig) min erklærede, men uopfyldte, ambition at kunne gå ned på at arbejde fire dage om ugen.

Belært af efteråret – og med tanke på aftalerne for 2025 – endte jeg af samme årsag med at sige nej tak til et par større opgaver, og desværre også sætte et foreløbigt punktum for min aftale med It-vest om produktion af podcast-serien Computational Thinking – at tænke med maskiner. Det har været 4 rigtig gode år med givtige og hyggelige timer i samarbejde med Michael Caspersen, men jeg kunne simpelthen ikke finde plads til det hele – og nogle gange skal man jo også prøve noget nyt…

Programmet for 2025

Og hvordan ser det kommende år så ud indtil videre?

Ja, apropos at prøve nyt, så bliver 2025 året hvor jeg kaster mig ud i noget relativt anderledes, og på en måde vender tilbage til skolebænken. Jeg har nemlig fået æren af at blive fellow på Syddansk Universitets Digital Democracy Centre, hvor jeg cirka en dag om ugen skal udforske krydsfeltet mellem AI og demokrati – og (selvfølgelig) også vil dokumentere min proces i form af en række podcast-interviews.

Jeg er kun lige gået igang, men glæder mig voldsomt til at få tid til at dykke dybt ned i emnet over flere måneder, til at lære at lave research på nye måder, og til at komme i kontakt med et nyt netværk af phd’er, professorer og andre kloge hoveder på SDU og rundt omkring i landet.

Jeg kender dog mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg skal have energi til noget nyt, så det også godt at have noget mere velkendt ved siden af – og både RumSnak, AI Denmark og ScifiSnak fortsætter heldigvis i år. Så jeg glæder mig også til at kunne klø på med både kunstig intelligens, science fiction og alskens slags rumaktiviteter. Jeg tror ikke det holder op med at være spændende lige med det samme.

Der ligger også allerede flere moderator-opgaver i kalenderen, hos Tech Relations, Bloom og andre gode folk, og det betyder helt utroligt og overvældende, at 2025 faktisk er rimelig fyldt op allerede – i hvert fald hvis jeg skal holde ambitionen om ikke nødvendigvis at arbejde fuld tid plus det løse.

Job(u)sikkerhed og privilegier

Skal jeg vove pelsen og komme med en forudsigelse, så gætter jeg på at jeg dog inden året er omme er “kommet til” at sige ja til noget mere.

Og jeg er også straks gået igang med at overveje, om min gamle con amore-podcast work.flow skal vækkes fra dvalen.

Det er ikke fordi jeg vil lyde kæk og ombejlet og ih-se-hvor-det-går-godt-agtig, men jeg har heldigvis stadig masser af lyst til at launche nye projekter og prøve nye ideer af.

Min forudsigelse handler dog også om, at jeg stadig ikke helt tror på at det går så godt som det gør – og derfor nok fortsat vil være på jagt efter nye opgaver, og have svært ved at sige nej…

Jeg har i alle 8 år siden jeg måtte stoppe i DR været på halv-seriøst udkig efter en fast stilling, måske på deltid. Men selvom jeg ikke helt kan droppe at tjekke job-annoncer, så er jeg nok også ved at indse, at jeg er tæt på at blive uansættelig.

Det er – igen – et kæmpe privilegie at kunne tilrettelægge sin egen tid, arbejde med mange forskellige kunder, kolleger og projekter, vælge sine egne systemer og købe det udstyr man skal bruge – og jeg mistænker jeg jeg simpelthen er blevet for vant til det gode liv som selvstændig.

Men lad os nu se – tingene kan hurtigt vende, og jeg kan jo heller ikke udelukke at jeg en dag alligevel bliver fristet, hvis drømmejobbet viser sig (genstart af Harddisken, anyone?) eller nogen skulle være så uforsigtige at tilbyde mig en lokkende deltidsansættelse.

Jeg tror dog, at jeg foreløbig bliver i tilværelsen som indie-podcaster – på trods af usikkerhed og lejlighedsvis overbelastning. I hvert fald så længe jeg har den luksus at have så meget frihed og så mange sjove opgaver som jeg har haft hidtil.

Næste reality check: januar 2026. Stay tuned.

Tak.

Det er nok ikke specielt opfindsomt, men jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale at man ser “Severance” på Apple TV+. Det er en af de flotteste scifi(-agtige) serier jeg har set længe, og et medrivende drama med præstationer på højt niveau.

Det er lidt svært at forklare, men sagt meget kort handler serien om en række ansatte i firmaet Lumon, som har fået indopereret en chip i hjernen som deler dem op i to bevidstheder.

Den ene (outies) lever et mere eller mindre normalt liv ude i virkeligheden, mens den anden del (innies) kun oplever at være på arbejde i Lumons særlige kælderetage for ansatte, der har fået foretaget operationen og er “blevet delt” – severed.

Den første sæson kom i 2022, og var et totalt mindfuck – på den gode måde. Historien er vild, men atmosfæren og stilen er næsten ligeså vigtig, og jeg har ventet på sæson 2 lige siden den vilde cliffhanger af en afslutning på første sæson.

Foto: Apple

Mens vi venter

Nu har sæson 2 så netop haft premiere her i fredags – under en del mere hurlumhej end i første runde.

Som optakt har jeg i ugerne op til genset de første 9 afsnit, som utroligt nok var endnu bedre anden gang.

Og jeg gik også igang med at parallel-lytte den officielle podcast, hvor Ben Stiller (som har instrueret) og Adam Scott (der spiller hovedrollen) er værter for en perlerække af skuespillere, forfatttere, fans og kändisser, som er med til at gennemgå alle episoderne – og alle historierne rundt om.

Podcasten fortsætter i øvrigt med studiesnak om de nye afsnit efterhånden som de udkommer.

Sæson 2 holder!

Den nye sæson – eller i hvert fald det første afsnit – samler straks op på trådene , men der er gået 5 måneder og meget har forandret sig.

“Severance” er i høj grad en “what the fuck?”-serie, hvor man konstant spørger sig selv hvad der egentlig foregår. Men igen – på den gode måde.

Desværre begik jeg også den fodfejl her i weekenden at se sidste afsnit fra sæson 1 og første afsnit fra den nye sæson 2 lige i rap – og det nyeste afsnit føltes indrømmet en anelse…langsomt…efter det vilde tempo med action og afsløringer og følelser på kogepunktet i første sæsons afslutning.

Den fantastiske stemning fortsætter dog, og der var masser af ‘hvad fanden foregår der-øjeblikke’.

Så jeg tøver ikke med at erklære, at “Severance” fortsat holder – og jeg kan næsten ikke vente til næste fredag…

Som jeg antydede forleden, er en stor del af fornøjelsen ved at begynde på mit fellowship på SDU, at jeg har en undskyld for at dimse med apps og tjenester til research.

I dag har jeg brugt en del af min første dag “på universitetet” på at samle en masse læsestof – i første omgang primært pdf’er (en skøn blanding af videnskabelige artikler, rapporter og andre mere eller mindre seriøse udgivelser).

Og i den forbindelse har jeg også leget lidt med nogle af de AI-værktøjer, som lover at de kan hjælpe med at finde relevant research.

Søg og maskinen skal finde

Mere konkret har jeg prøvet Connected Papers, Litmaps, Elicit og Research Rabbit, som egentlig allesammen er udmærkede på hver deres måde.

Som udgangspunkt fungerer de basalt set ved at man “poder” dem med en artikel (enten som upload eller bare med titel eller DOI), og så går maskinen på jagt efter relateret materiale.

Man kan vælge bare at få det præsenteret som en liste, men de kan rigtig godt lide at vise resultatet som en form for graf, der illustrerer hvilke artikler der er forbundet til hinanden – hvilket måske også kan give en hurtig idé om hvor de ‘tungeste’ kilder ligger henne.

Jeg vil dog ikke sige at nogen af dem er decideret intuitive, og jeg er ikke sikker på om jeg ligefrem kommer til at betale for nogen af dem – måske viser det sig også, at det har størst værdi i denne indledende fase, hvor jeg virkelig forsøger at skrabe inspiration og materiale sammen?

Men sjovt er det jo at lege med!

Jeg har i øvrigt fundet flere af tjenesterne via en af mine nye yndlings-kanaler på Tuben, nemlig Andy Stapleton – der, udover at have en frygtelig smag i t-shirts og et af de sejeste fuldskæg nogensinde, også laver tonsvis af videoer om AI-tjenester til forskning.

Der kommer jeg til at bruge meget tid de næste 9 måneder…

Læsning, highlights og forbindelser

Jeg synes som sagt jeg fik samlet en god bunke læsestof idag, og var moderat tilfreds med AI-assistancen.

Til gengæld er jeg stadig lidt ude at sk…svømme, når det handler om selve læsningen, og ikke mindst et godt workflow til highlights, notetagning, processering af citater og skabelsen af et godt overblik.

Aktuelt er jeg, som tidligere nævnt, ret godt forankret i Obsidian og Readwise Reader, men nu hvor jeg kommer til at læse en masse (videnskabelige) pdf’er er det vante system lidt udfordret.

Så eftermiddagen er gået med en række mere eller mindre uforløste eksperimenter med både DEVONthink, Zotero, Bookends og Highlights – samt diverse plugins til Obsidian, automatiserede mappe-handlinger med Hazel og så videre.

Jeg nåede også lige – næsten – at fucke alting op, da jeg kom til at lade Bookends omdøbe og så slette en røvfuld af de pdf’er, som jeg omhyggeligt tidligere på dagen havde samlet og givet navn efter artiklernes titler.

Dammit.

Heldigvis lå de stadig i Bookends skraldespand, og det tog “kun” 10-12 minutter at give filerne de rigtige navne…igen.

Nå, men foreløbig er jeg altså havnet i Reader og Obsidian, med Highlights som alternativ til pdf-annotering, og med Zotero som et muligt supplement, hvis det viser sig at jeg for alvor får behov for at holde styr på referencer, forfattere og korrekte citationer.

Skulle du sidde derude med lignende behov og systemer, så sig endelig til – jeg kan altid bruge inspiration (og en undskyldning for at lege med noget nyt).