Man skal jo ikke gå ned på kaffegear
TEKNOLOGI & HVERDAG
Arkiv
Søg
RSS-feed
Mastodon
Kalenderkasser
Grundstofdag
Velkommen
Jeg er stadig ikke helt kommet mig over min influenza, så jeg bruger mere tid end jeg egentlig har lyst til på at splatte mere eller mindre ligegyldige videoer på ’Tuben.
Jeg har dog også fået læst et par ret fine artikler, som dukker op længere nede i denne måneds Pensum.
Men vi begynder på YouTube, hvor jeg er røget ned i et hul med bil-tests og -anmeldelser, der afgjort er en af mine skamfulde fornøjelser.
Jeg har blandt andet forelsket mig vildt i denne elektrificerede “resto-mod” af en gammel Alfa, som jeg afgjort ville købe hvis jeg havde 450.000 dollaser (og et kørekort)…
Men den YouTube miniserie jeg egentlig vil dele her i Månedens Pensum er fra Preston og hans kanal Preston Goes, som jeg først lige har opdaget i den forgangne uge.
Preston er vel på mange måder en arketypisk YouTuber, som giver sig selv mærkelige udfordringer og filmer sine eventyr, der bliver garneret med heftige klip og tosset musik.
Normalt ville jeg ikke sige det var noget for mig, men kombinationen af dude-agtig charme, gamle tog, følelser og eventyr fangede mig virkelig her.
Prestons nyeste eventyr kommer i tre dele, og handler om hans besættelse af at ombygge en gammel japansk pickup-truck til at kunne køre på jernbaneskinner, og ikke mindste at køre trucken over en forladt bro i Idaho.
Man bør selvfølgelig også se del 2 og den store finale i del 3.
Det er overgearet og handler om en masse problemer der kommer fra et fjollet selvpåført projekt, men altså…jeg kom sgu til at holde lidt af Preston og heppede på ham hele vejen.
Og så til læsestoffet, hvor vi lægger ud med Apple-kommentatoren John Gruber, der for nylig skrev et længere mea culpa om hvordan han burde have fanget alle de mange problemer med Apple Intelligence (Apples AI-satsning), længe før firmaet forleden annoncerede at de må udskyde projektet på ubestemt tid…
Grubers essay handler også om hvad hele Apple Intelligence-misèren siger om techgigantens aktuelle tilstand, og er afgjort værd at læse.
Jeg vil ikke dykke dybt i diskussionen om opmærksomheds-kriser, distraherende dimser og vores (måske) manglende evne til at fokusere i en gennemdigitaliseret hverdag.
Jeg synes dog denne artikel i New Yorker var relativt afbalanceret, og så var det også lidt sjovt at læse om en af de nye “minimalist-mobiler” som skal hjælpe brugeren med at undgå for mange distraktioner, men som altid bare liiiige mangler de dér 3-4 ekstra features…
Til sidst besøger vi med Wired skaberen af arXiv, det store webarkiv med millioner af forskningsartikler.
Jeg ved egentlig ikke om jeg synes det er en supervellykket artikel, for den sætter sig lidt skævt mellem et portræt af Paul Ginsparg og en beskrivelse af arXiv, men det er stadig et ret interessant projekt og Ginsparg er virkelig en sær fætter…
Da jeg var dreng (og det var mange penge dengang) læste jeg ofte mine yndlingsbøger igen og igen. Men i de sidste mange år har jeg stort set lagt vanen på hylden – for der er så mange nye bøger, der lokker.
Jeg har dog på det sidste, blandt andet som følge af over to ugers temmelig hård influenza, eksperimenteret i det små med at genoptage genlæsningen.
Det har midt i sløjheden været svært at finde energien til at dykke ned i nye romaner og skulle følge med i nye plots, og så har jeg helt ærligt nok også bare haft lidt ondt af mig selv – og synes at det var bedre at læse noget jeg vidste jeg var glad for.
Som knægt var genlæsning – udover glæden ved det velkendte – også en konsekvens af omstændighederne. Det var jo (længe) før computere og mobiler, og da jeg aldrig rigtig var det store sportshoved eller havde tonsvis af legeaftaler, gik dagene først og fremmest med bøger.
Men i modsætning til senere i livet havde jeg dengang hverken ubegrænset adgang eller penge til bøger, og selvom jeg frekventerede biblioteket flere gange om ugen var der stadig tidspunkter hvor jeg bare ikke havde noget nyt at læse på hylden.
Samtidig nød jeg også virkelig at genlæse mine yndlingsbøger – og kunne også ofte finde på bare at læse udvalgte sekvenser igen og igen, især om lørdagen når jeg havde købt for 5 kr blandet lakrids hos den lokale pusher, og skulle optimere oplevelsen i en rus af fiktion og salmiak.
I mine unge år genlæste jeg især klassikere som “Robinson Crusoe” og “Skatteøen”, senere Alistair MacLean og Desmond Bagley og andre letfordøjelige krimier af den mere kulørte slags.
Senere fik jeg dog flere likvide midler, og måske også en større trang til nye oplevelser, og gradvis har jeg altså gennem årene i vid udstrækning droppet genlæsningen, selvom der stadig er udvalgte bøger jeg har været igennem mindst to gange.
Jeg tror dog også, at det simpelthen har noget at gøre med at udbuddet er vokset – eller måske rettere: at bøger er blevet meget mere tilgængelige.
Især efter at jeg skiftede til ebøger for 10-12 år siden er det jo blevet så let som et par klik at købe endnu en ny bog, og selvom det måske ikke er lige så hyggeligt som at pløje reolerne igennem hos boghandleren eller på biblioteket, så gør det jo at der altid er mindst en håndfuld bøger parat i pipelinen.
Det er også blevet nemmere at følge med i de mange nyheder og artikler om de utallige nye, fristende værker, så jeg har konsekvent en laaang liste af bøger jeg gerne vil læse.
Der er HELE TIDEN tonsvis af fristende oplevelser derude, og derfor føles det altså nogle gange som spild af tid at læse bøger, jeg allerede har læst.
Jeg tror også at min mangeårige vane med at tracke de bøger jeg læser, har spillet en rolle.
Jeg synes stadig det har (haft) værdi at holde give mig selv en såkaldt reading challenge (fx om at læse 65 bøger i 2025), fordi der er så mange andre input der kalder på min opmærksomhed, og jeg vil så gerne blive ved med at bruge tid på at læse.
Men omvendt har trackingen altså nok været med til at give mig en fornemmelse af at jeg mister et hak i bæltet hvis jeg læser en bog igen – for den kan jo ikke trackes to gange (synes jeg).
Jeg ved dog godt, at det på mange måder er noget fjolleri. For jeg kommer jo alligevel aldrig til at læse alle de bøger jeg gerne vil, og så kan man jo godt indimellem give sig selv lov til at genopleve en bog eller to.
Det er i øvrigt lidt spøjst synes jeg, at jeg har meget nemmere ved at gense en film eller endda hele tv-serier end ved at genlæse bøger – og en af mine yndlingspodcasts hedder oven i købet Rewatchables og handler specifikt om film, man kan se igen og igen.
Hvorom alting er, så har jeg altså planlagt at give mig selv lov til at genlæse flere bøger fra tid til anden – og har taget hul på fornøjelsen mens jeg har været sløj.
Mere specifikt har jeg i de forgangne par uger genlæst hele to bøger af min yndlingsrejseforfatter Tim Moore (“I Believe in Yesterday” og “Gironimo! Riding the Very Terrible 1914 Tour of Italy”), og også lige snuppet Bill Brysons “The Body: A Guide for Occupants” igen – fordi jeg allerede forlængst har læst og genlæst hans fænomenale “A Short History of Nearly Everything” indtil flere gange.
Det har været superhyggeligt, og jeg har faktisk nok brugt endnu mere tid på at læse end jeg plejer – selvom det jo også spiller en rolle at jeg har tilbragt en hel del timer på sofaen i selvynk – så det er altså næppe sidste gang jeg vil gendyrke genlæsningen i år.
Hvordan har du det med at genlæse bøger?
I de gode gamle dage på Twitter havde jeg for vane at lyn-anmelde film og bøger med tagget QikReview(tm) – og ja, det skulle staves og skrives sådan.
Jeg kom efterhånden ud af rutinen – det var nok en blanding af at gå mindre i biffen og så, ja…Twitter – men aktuelt er jeg blevet inspireret til at komme igang igen.
Det er nok mest for min egen skyld, som en slags logbog, for jeg ved ikke hvor meget reel anmeldelse man kan lave på et par hundrede anslag.
Men jeg synes nu det er lidt hyggeligt at dele, og det kan jo være at man om ikke andet tipper en enkelt person eller to til at tjekke noget de ikke ellers havde set eller læst.
Hvorom alting er, så har QikReview(tm) nu nærmest fået en officiel app, selvom den altså hedder Quick Reviews.
Det korte pitch af Quick Reviews (appen) er, at den gør det relativt nemt at lave små grafikker med titel, billede/cover og altså en kort anmeldelse, som man så kan dele i et opslag fx på Mastodon.
Manden bag er i øvrigt Matt Birchler, som jeg er begyndt at følge de seneste måneder – både på Mastodon, på YouTube-kanalen A Better Computer og i podcasten Comfort Zone.
Quick Reviews fungerer udmærket til formålet, men den er i en tidlig fase, og har stadig et par åbenlyse mangler.
Appens “Magic Mode” finder og henter (som regel) den rigtige plakat fra en film, et spil eller en serie, men hvis man vil anmelde et album eller en bog, ja så skal man selv ud finde album-cover eller bogforside, og uploade billedet i appen og den konkrete anmeldelse.
Og så mangler jeg nok også podcasts som en oplagt ekstra kategori, omend der er en ‘Other’, der jo kan bruges i en snæver vending…
Det er også ret clunky at appen ikke syncer via iCloud - endnu i hvert fald – selvom jeg delvis tilgiver Matt, fordi appen afgjort bare er et lille fritidsprojekt.
Men appen kan bestemt gøre det sjovere og lidt mere lækkert at dele QikReviews(tm) – så her kommer det hurtige take på Severance, sæson 2:
Hurtig anmeldelse
Nogle gange kan man godt blive lidt træt af altid at læse artikler fra kendte medier og magasiner, og bare at følge alle dem som i forvejen har millioner af andre følgere.
Her er to hurtige bud på alternative weboplevelser, hvis man har lyst til at prøve noget anderledes.
ooh.directory er en kurateret samling af blogs fra mange forskellige kategorier – samfund, teknologi, kunst, fritid, etc – og man kan få lang tid til at gå med bare at se på dem som er blevet opdateret for nylig.
Et andet sted at gå på jagt er Kagis Small Web-initiativ. Kagi (min foretrukne søgemaskine) har samlet en hel masse små og endnu mindre websites og blogs, som man bare klikker sig rundt i, mere eller mindre tilfældigt.
Meget af det er naturligt nok hinsides ens umiddelbare interesser, men overraskende ofte opdager jeg at jeg pludselig har brugt 10 minutter på at læse om thai-mad eller tv-programmer fra 70’erne…
Hvad var der på tv dengang?
Leader Key er til dem, der ikke synes at Raycast eller Alfred er helt hurtige nok.
For mig er en launcher app et fuldstændig uundværligt stykke værktøj i hverdagen. En hurtig tastekombination, der åbner et tekstfelt på skærmen som giver adgang til fx at åbne apps eller dokumenter, søge på nettet, skrive kalenderaftaler eller tusind andre ting.
Den indbyggede version på Mac hedder som bekendt Spotlight, men entusiaster har i årevis brugt Quicksilver, LaunchBar eller Alfred, og Raycast har været den nyeste hotness i et par år efterhånden.
Launcherne kan udvides med utallige tilføjelser eller workflows, og det er nærmest kun fantasien der sætter grænser.
Jeg må dog indrømme, at jeg i praksis stadig primært bruger Raycast til hurtigt at åbne apps, og så til en håndfuld andre funktioner som det er lykkedes mig at få til at sidde i fingrene.
Fx bruger jeg nu som regel Raycast til at konvertere valuta, oversætte små stykker tekst, og søge i Apple Maps.
Anyway, den altid fantastiske Mikkel Malmberg har for nylig lanceret appen Leader Key, der lige giver launcher-ideen lidt ekstra gas og strømliner interaktionen med selve launcheren.
Så i stedet for at man skal taste en genvej for at åbne launcherfeltet, gå igang med at skrive, og så vælge mellem de forskellige muligheder i menuen, så er ideen med Leader Key at man fx bare aktiverer appen og så skriver ‘o’ for ‘open’ og ‘s’ for Safari.
Det kræver altså at man opsætter og lærer nogle bogstavkombinationer, men til gengæld slipper man for at skulle taste ting i launcherens søgefelt og evt. pile op og ned til man har valgt den rigtige kommando, og så trykke Return.
Jeg lader Mikkel selv fortælle mere og demonstrere:
Hvis man ved, hvad man vil – også altså kan lære sine kommandoer – er det lynhamrende hurtigt og effektivt!
Jeg har ikke endnu selv taget det store spring endnu – jeg sidder for meget fast i Raycast og har også vænnet mig til at bruge RCMD, som har nogle tilsvarende (men meget mere begrænsede) tanker om effektiv tastebrug – men det står helt klart på listen over småprojekter til de kommende uger.
Og hvis man er nysgerrig, men ikke helt er klar til at opgive fx Raycast, så kan Leader Key også bruges til at aktivere de Raycast-funktioner og udvidelser man måske har brugt tid på at installere og konfigurerer.
PS. Husk også at tjekke forbedringerne i den nyeste version af Leader Key.
Det er jo ikke kønt, når midaldrende mænd er ynkelige over at være syge – men jeg har lidt medlidenhed med mig selv for tiden, efter over en uge med influenza, snot, hosten og noget der minder om en lungebetændelse. Og det ser ikke ud til at holde op.
I mellemtiden får jeg så virkelig set noget streaming, indrømmet dog af svingende kvalitet.
Et lille udvalg:
Har du gode forslag de splattekiggeri, der ikke kræver for meget energi eller opmærksomhed, så sig endelig til.
Det burde ikke gøre nogen forskel for læsningen, men jeg har flyttet min Blot-blog fra Dropbox til iCloud – sådan lige med et tryk på en knap eller to.
Jeg spurgte for knap 4 år siden David, der er manden bag min blog-service Blot.im, om man ikke kunne bruge iCloud i stedet for Dropbox, og her i weekenden huskede han simpelthen at skrive til mig og sige, at det kan man så nu!
Det er jo service – og ja, der gik fire år, men manden gør det jo mere eller mindre som et fritidsprojekt…
Taget i betragtning at jeg lige for nylig havde lidt af en potentiel kaos-oplevelse (hvor jeg en dag troede at dateringen af alle mine blogsposts var fucket op), er det måske lidt uoverlagt sådan lige at skifte cloud-backend – men altså, jeg bliver ret nemt ramt af en form for FOMO i den slags situationer.
Så, på trods af influenza og mental tågethed, valgte jeg simpelthen at skifte her lige inden frokost.
Og efter en kort forvirring – det tager immervæk lidt tid at flytte 6-7 års blogposts med fotos og så videre – så er hele balladen nu flyttet over i iCloud.
Nu er det så spændende at se om 1) iCloud virker, og 2) om det betyder at Blot begynder at spamme RSS-læserne derude med “nye posts” fra 2018-2025…
Men foreløbig ser det ud til, at alting er gået rimelig smooth 🤞
PS. Jeg skulle dog lige huske at opdatere min Drafts-action til blog-publicering…denne her røg først til Dropbox, og det duer jo ikke længere 😜
Integrationen af Todoist og Fantastical nærmer sig perfektion. Og vi må ikke glemme Obsidian, der udgør det fantastiske tredje ben i samspillet.
Jeg lover at jeg gør det kort denne gang – for I har hørt mig ævle om kalenderapps og todo-lister og planlægning en mylliard gange allerede.
Jeg vil dog ikke love at dette bliver sidste gang, selvom jeg altså lige nu er lidt forårskåd over mit setup.
For på godt og ondt er jeg aktuelt landet på en løsning med opgaver og aftaler (læs: kalenderkasser), der opfylder i størrelsesordenen 90% af mine ønsker og behov.
Det er jo fantastisk på mange måder, men også lidt ærgerligt fordi jeg så ikke på helt samme måde har lyst til at udforske en masse andre løsninger og hygge mig med det…
Alting spiller…næsten
Men det vigtigste her er altså, at integrationen af Todoist i Fantastical virkelig er blevet tweaket i de 3-4 måneder hvor jeg i frustration brugte TickTick i stedet.
Jeg vil som sagt ikke gå i for mange detaljer, men det spiller sgu ret godt.
Der er stadig små ting som kunne forbedres, men lige nu er det så godt som gnidningsfrit at få vist mine Todooist-opgaver som kalenderkasser i Fantastical, så jeg dér har det fulde overblik over hvad jeg skal lave.
Opgaver vises altså i kalenderen, hvor jeg også kan flytte dem omkring, duplikere dem eller rette varigheden – eller bare klikke af at de er udført. Og hvis jeg vil se opgaven tilbage i Todoist er det nemt at klikke i både iOS og på Mac’en.
Forleden opdagede jeg oven i købet, at jeg kan få vist alle Todoist-opgaverne i et sideplanel i Fantastical, så jeg kan planlægge ved bare at drag’n’droppe opgaverne ind i kalenderen. Jeg ved ikke helt hvordan jeg har overset det tidligere – men det er genialt.
Det eneste jeg større savn aktuelt er at jeg ikke rigtig kan bruge Todoists eget kalender-view, fordi de ikke understøtte iCloud-kalendere – men så længe jeg har Fantasticals kalender går det jo fint.
Og så er der altså også Obsidian – som jeg jo hopper ind og ud af, men som lige nu er min primære noteapp (udover Craft, som er til samarbejdsprojekter og Draft som er til de superhurtige, midlertidige noter).
Og her er det jo så snedigt, at man kan installere et Todoist-plugin i Obsidian, så man via filtre og sorteringer kan få vist præcis de relevante opgaver til fx en bestemt podcast-episode, eller lave en ny note og direkte fra noten via plugin’et oprette en ny opgave i Todoist. Temmelig niffigt, må jeg sige.
Igen ikke noget som er spritnyt, men det er som om alting bare spiller væsentlig bedre sammen end det har gjort tidligere.
Er der småting som kunne forbedres? Jovist. Kunne synkroniseringen være endnu hurtigere. Bestemt.
Men jeg ælsker at jeg kan bruge tre forskellige værktøjer som er fine hver for sig, og som så integrerer med hinanden - i hvert fald så længe det virker…
En ting jeg efterhånden har erkendt om mig selv er, at jeg næppe nogensinde bliver så tilfreds med én dims, app eller løsning, at jeg bare vælger at leve med den for evigt.
Jeg ved godt, at intet er perfekt (se bare på verden omkring os) og at jeg nok bare skulle lære at være tilfreds, men jeg har svært ved at slippe ideen om at tingene kan blive bedre. Den store udfordring er så at finde balancen mellem inkrementelle forbedringer og omkostningerne ved at skaffe den stadig stagnerende værdiforøgelse i hverdagen.
Og så er der selvfølgelig også de situationer, hvor man bare har lyst til noget nyt, overspringshandler eller lader sig rive med af andres mere eller mindre legitime begejstring…
Nå, det var altsammen bare en lang indflyvning til den egentlige historie, som er at jeg den sidste måned har læst ebøger på min nye iPad Mini (MiniPadden, som den nu er døbt), i stedet for den Kobo Libra 2 som ellers har været min daily driver i et par år.
Det er næppe en optimal løsning for alle (eller overhovedet særlig mange andre), men jeg har mine begrundelser, og (for nu at spoile konklusionen) det har fungeret overraskende godt i over 4 uger.
Det er vigtigt for mig at sige, at jeg stadig er superglad for dedikerede ebogslæsere og eInk-skærme, og det er absolut ikke en kritik af dem. Jeg er bare aktuelt lidt et andet sted, og intet er perfekt, som sagt…
Grunden til at jeg overhovedet begyndte at overveje en iPad Mini til boglæsning er, at jeg i en periode har kæmpet lidt med at have bøger flere forskellige steder.
Jeg har i et par primært været på Kobo, men har et anstændigt Kindle-bibliotek fra tidligere (se også denne blogpost), min bedre halvdel læser stadig på Kindle, så jeg har adgang til hendes bøger også – og så er der et par håndfulde Apple Books-bøger, samt diverse pdf’er.
Det er besværligt at flytte alting over på Kobo-læseren (når det overhovedet kan lade sig gøre), og så tænkte jeg at en Padde måske kunne være svaret, i stedet for at skulle læse på Fonen når det ikke lige er Kobo-bøger.
Kobo til venstre og iPad Mini til højre
Jeg har også en iPad Pro, men den er simpelthen for stor og uhandy i denne sammenhæng.
Samtidig er der også enkelte andre situationer hvor en enhånds-tablet ville passe rigtig godt.
Som sagt har MiniPadden fundet en klar plads i hverdagen allerede, selvom den bestemt ikke er perfekt – hverken som tablet eller som ebogslæser.
Men lad os begynde med se på hvordan MiniPadden klarer sig på nogle af de områder der er vigtige når man læser ebøger:
Dimsen MiniPadden er afgjort ganske håndvenlig, og den er ikke mange millimeter større end min Kobo Libra. Til gengæld vejer den noget mere – Libra: 215g uden cover, iPad Mini: 293g uden cover.
Den har også lidt skarpere kanter, og det kan være lidt svært nogle gange at finde et greb hvor man ikke har et irriterende tryk på en finger. Det bliver ikke bedre af at det cover jeg købte også er lidt skarpt.
Der er dog heller ingen tvivl om, at den er lækrere, med sin alu-ramme og Touch ID i power-knappen og så videre.
Skærm Det vigtigste ved ebogslæsere er jo nok skærmen, og det er virkelig pærer og bananer at sammenligne med en tablet.
eInk giver uden diskussion den bedste (eller mest bog-agtige) læseoplevelse, men omvendt er Paddens IPS-display jo super-snappy, lys-stærkt – og i farver. Det er dog en decideret skandale at Apple ikke opdaterede skærmen til minimum 90Hz, da der kom en iPad Mini gen. 6 for nylig.
Cover i rigtige farver
Jeg har dog været over imponeret af hvor fint det faktisk er at læse på padden, når man skruer op og ned for lyset og skifter mellem sepia og mørk baggrund, afhængig af situationen.
Måske bliver det anderledes til sommer med sol på glasset, omend jeg sjældent sidder og læser ude i direkte sol…
Batteri Det andet store irritationsmoment er nok batteriet. Kobo’en holder typisk et par uger, mens jeg hver anden eller tredje dag skal have Padden koblet til elnettet – selvom jeg smider den i Low Power Mode, når jeg ikke læser.
Jeg forsøger dog at holde Paddens batteri mellem 40% og 80%, så jeg kunne sikkert godt trække den, hvis jeg bare opladede fuldt og kørte helt i bund.
Indtil videre er batteriet dog ikke det store problem, jeg skal jo oplade en masse andre dimser også. Men igen kan det godt være det bliver irriterende næste gang jeg fx er ude at rejse.
UI/interaktion Det er overraskende svært at vælge hvilken form for interaktion jeg bedst kan lide.
Kobo Libraen har fysisk knapper til sideskift og dét er ganske fantastisk. Omvendt er den trykfølsomme skærm jo dræbende langsom, og at navigere rundt i biblioteket eller highlighte tekst kan tit være en øvelse i frustration.
Det er dog en del af charmen at maskinen præcis ikke er en tablet, så alting foregår bare i et andet tempo og et andet mindset.
Omvendt er jeg så bare også vant til at bruge en iPad i hverdagen, og der er noget meget naturligt i at navigere omkring på et apparat der reagerer hurtigt og præcis, både når jeg læser og når jeg skifter apps, går i indstillinger, syncer indhold, og så videre.
Det bliver dog næsten et filosofisk spørgsmål, hvad der så passer bedst til læse-situationen…?
Pris Jeg gav cirka 1200 for Libra 2’en incl. cover, mens Padden sneg sig op på 5K. Det er jo helt tosset.
Og faktisk havde jeg besluttet at jeg ville droppe den nyeste MiniPadde, da “opdateringen” for nogle måneder siden var så ligegyldig at jeg nærmest blev fornærmet.
Men så synes direktøren(!) at jeg skulle have en julebonus, og jeg havde tænkt meget over mine læsebehov (se ovenfor), og så tog det ene det andet, og pludselig var jeg 5000 kroner fattigere.
Men nu har iPad Minien så også den fordel, at den kan bruges til andre ting, og dét spiller også ind her. Fokus her er naturligvis læsning, men den har også en rigtig god størrelse til mine manuskripter når jeg er ude at være moderator, og hvor det kan være lidt usikkert at stå at vifte med den større iPad Pro.
Så det er ikke “kun” en 5000 kroners ebogslæser…
Ekstra apps En af de vigtigste funktioner til min aktuelle brug er som nævnt, at jeg kan have flere “biblioteker” på Padden – Kobo, Kindle, Apple Books og evt. også “løse” epub-filer.
Parantetisk kan jeg lige nævne, at Kobo-appen på iOS faktisk ikke er lige så god som selve Kobo’en. Der mangler fx en indstilling til at vise hvor mange procent af bogen man har læst, og lige nu har den en bug som gør at den, hver eneste gang jeg åbner, popper op og siger jeg har læst på et andet device, og spørger om jeg vil synce – også selvom jeg ikke så meget som har rørt min Kobo-læser. Men i det store og hele fungerer det fint.
Men…nu er jeg altså også sovset ind i Apples økosystem, og har jo samlet et større katalog af alle mulige andre apps også, som jeg kan bruge her.
Nu er det ikke meningen at jeg skal bruge Mini’en som en kopi af Pro’en, så jeg holder virkelig igen med at installere apps på den, men jeg har dog smidt en håndfuld på som jeg synes giver mening i konteksten.
Først og fremmest er det mine læs-senere-apps, Readwise Reader og Goodlinks, og min bog-app Book Tracker. Men derudover ligger også TIDAL musikstreaming på MiniPadden, og et par andre apps til hverdags-tracking, og så Obsidian, fordi jeg altså også bruger Padden til mine moderatoropgaver.
Kun et par håndfulde apps
Men jeg har forsøgt at holde hjemmeskærmen så ren som muligt, primært altså med apps til læsning, og der er ingen apps til kommunikation, ingen notifikationer og ingen ballade.
Lad os se hvor længe det holder…
Som det fremgår er jeg i det store og hele glad for min MiniPadde, på trods af dens begrænsninger som ebogslæser – fordi den så altså omvendt giver nogle muligheder som min Kobo Libra ikke har.
Blandt andet glæder jeg mig til lidt mere frit at kunne gå tilbage i katalogerne – jeg har nemlig en ambition om at genlæse flere bøger (men det er en blogpost til senere).
Jeg tror dog kun jeg kan retfærdiggøre Padde-købet for mig selv fordi jeg også bruger Mini’en som moderator-apparat, og til at tage med ud på interviews, hvor jeg ikke har behov for den større Padde. Ellers ville det være endnu mere tosset dyrt.
Men heldigvis (og privilegeret) er jeg ikke i en situation hvor jeg er tvunget til at vælge, og selvom jeg lige nu er lidt verliebt i Padden, så er jeg sikker på at jeg i perioder eller bestemte situationer snarere vil gribe Kobo’en – fordi jeg har brug for længere batterilevetid, en sol-venlig skærm, eller et apparat som ligger lidt bedre i hånden.
Uanset hvad er det vigtigste for mig jo at det er nemt og rart at læse, og dén opgaver udfylder begge apparater, på hver deres facon.
PS. Tak til Framous for screenshot-ramme
MiniPadde wallpaper af Icon Factory (Tapestry Kickstarter-bundle)
Det er utroligt nok allerede blevet tid til endnu en omgang Månedens Pensum, med et lille udvalg af de artikler jeg har læst de forgange fire ugers tid.
Jeg er langt fra så nørdet som jeg kunne være, når det gælder fonte, men er bestemt både nysgerrig og fascineret.
Der er dog nogen som graver meget dybt i både eksempler og historier – ligesom fx her Marcin Wichary på Ares Luna-bloggen, der har samlet kolossale mængde af billeder af den ellers ofte oversete Gorton-font, og har kortlagt dens tilblivelse og udbredelse.
Jeg indrømmer blankt at jeg skimmede dele af historien, men havde til gengæld stor fornøjelse af at se de mange billeder af både gamle og nye skilte, maskiner og tryk med Gorton.
Bonus: Hvis man ikke har fået nok, så er videoforedraget her om Jony Ives Lovefrom-font også absolut værd at se!
Det er ikke så lang tid jeg udskiftede fladskærmen herhjemme, og jeg er virkelig tilfreds med mit LG G4-tv, som er en drøm at se film på (især når man går all-in med 4K-skiver).
Men…der er jo altid lokkende nye og bedre teknologier derude. En af dem er Micro LED, som blandt andet lover endnu bedre billedkvalitet, lyskraftigere paneler og lavere risiko for burn-in.
Micro LED-skærme i forbrugerklassen lader dog vente på sig – det er ligesom dengang vi først begyndte at høre om OLED-skærme, som i begyndelsen kun kunne fås som pissedyre 11-tommer “store” SONY-tv.
Jeg tænker dog at pris og kvalitet kan nå at møde hinanden til om 7-8-9 år når jeg er parat til at opgradere igen…
Det er Ars Technica, der her gør status for de nye fladskærme.
Jeg har allerede delt den på ’Donten, men bliver nødt til lige igen at nævne de snildfingrede forskere hos Apple, der for nylig delte artikel og video om en robotiseret skrivebordslampe, der til forveksling ligner PIXARs klassiske LUXO JR-lampe (som jo også er en del af logoet i starten af deres film).
Og så har jeg her til sidst lige samlet et lille udvalg af de dimse- og gadget-historier, som har fanget min opmærksomhed i februar.
Som en, der næææsten købte et Leica-kamera sidste år, var jeg ret nysgerrig på firmaets håndtag til iPhone. Det lader dog til at have en del begrænsninger – og så er det klart for dyrt til mig…
Apropos for dyrt, så er $499 nok i overkanten for et par AirPod Pro 2 – også selvom de så er matsorte og kommer i en superfancy retro-case…
Endelig skal vi da også lige nævne dette meget alternative iPhone-keyboard, der ser virkelig cool ud – selvom det nok ikke er noget jeg nogensinde kunne forestille mig at købe selv..
At læse ebøger på Amazon Kindle har egentlig altid været ganske bekvemt, men personligt har jeg også altid været lidt nervøs over at mit bibliotek var i kløerne på (endnu) en techgigant.
Derfor skiftede jeg for et par år siden til Kobo, og har egentlig været ganske glad – selvom Kobo jo heller ikke ligefrem er den lokale boghandler nede på hjørnet.
Ah, at læse klassikere igen og igen…
Men nogle gange kan man jo godt få lyst til at genlæse en bog, og så er det måske ikke så smart at have en god portion af sit ældre bibliotek liggende hos Amazon.
For Bezos’ folk har altid gjort hvad de kunne for at gøre læsningen nem, men til gengæld gøre det virkelig besværligt at downloade og eksportere sine Kindle-bøger til computeren. Man har klart en fornemmelse af at leje, ikke eje, sine bøger.
Så selvom man godt kan downloade sine ebøger fra Amazon, så er det temmelig bøvlet.
Det kræver for det første en fysisk Kindle (af ældre dato), og så skal man også downloade HVER ENESTE bog én ad gangen, med en hel masse klik.
Det kan hurtigt blive tidskrævende og besværligt - når man som jeg har i størrelsesordenen 600 Kindlebøger…
Nu har firmaet så også netop annonceret at det fra 26. februar bliver helt umuligt at læse sine Kindlebøger på andet end Kindle e-læsere og i Kindle-apps på diverse platforme:
Starting February 26, 2025, the “Download & Transfer via USB” option will no longer be available. You can still send Kindle books to your Wi-Fi enabled devices by selecting the “Deliver or Remove from Device” option.
Det kan jo så være fint nok – og i tiden efter mit Kindle-ejerskab har jeg haft det ok med at læse i apps, hvis jeg har haft lyst til at genlæse en Kindle-bog.
Men samtidig føles det bare temmelig urimeligt, at man ikke kan downloade de bøger man køber – og denne følelse af urimelighed er jeg ikke ene om.
I kølvandet på den nylige udmelding fra Amazon har mange forsøgt at tackle problemet, så man dels kan downloade sine bøger, og dels undgå at gøre det på den trælse facon, en efter en.
Løsningen som giver klart flest nørdepoint hedder Amazon Kindle eBook Bulk Downloader og ligger på GitHub, og er sådan et Terminal-hack som giver kløe i fingrene.
Men…jeg må indrømme at jeg simpelthen ikke havde overskud til at kaste mig ud i det her søndag eftermiddag, for jeg er absolut ingen Terminal-cowboy, og der var bare lidt for mange begreber jeg skulle igang med at lede efter forklaringer på, længe før jeg overhovedet kunne gå igang med at installere den første pakke…
I stedet fandt jeg så en mellemløsning, som jeg omvendt kunne få op at køre på 12 minutter, og som nu, mens jeg skriver disse ord, er igang med at downloade hele mit Kindle-bibliotek.
Når jeg siger ‘mellemløsning’, så er det fordi den ikke er fuldatomatisk og snupper hele bogsamlingen i ét hug. Men det betyder dog, at jeg ikke skal ind at klikke 4 gange for at downloade hver eneste bog, men kan “nøjes med” at aktivere et script én gang (med ét klik) for hver Amazon-side med 25 bøger.
Så i stedet for at klikke 4x pr bog, 25x bøger per side og 23 sider (2300 klik), kan jeg nu bare klikke videre til næste side og aktivere scriptet én gang per side, altså i runde tal cirka 50 klik. Det er noget nemmere og hurtigere…
Hvis du også vil downloade dit Kindle-bibliotek (som så evt bagefter kan konverteres til epub med Calibre og DeDRM-plugin’et, og smides over på en Kobo eller anden læser), så er der altså løsninger til flere grader af teknisk snilde.
Den hardcore cowboy-løsning ligger på Github.
Og mellemløsningen, som jeg har brugt, forklares fint i videoen her, med links til de relevante browser-udvidelser og scripts.
God fornøjelse.
TextExpander virker ikke længere i Drafts på iOS og iPadOS, hvor jeg ellers har brugt det rigtig meget. Øv.
TextExpander er sagt ganske kort en tjeneste, der gør det muligt at taste forkortelser for ord, sætninger eller lange skabeloner, som så automatisk bliver skrevet ud i fuld længde på et splitsekund.
Det har sparet mig meget tid gennem årene, og der er ord jeg efterhånden har svært ved at skrive rigtigt, fordi jeg har vænnet mig til bare at taste forkortelsen.
Tastaturballade
At TextExpander nu ikke længere fungerer i Drafts på iOS er irriterende, fordi teksterstatning jo giver særlig god mening på mobil, hvor jeg altid slås lidt med tastefejl når jeg skriver længere tekster. Og det har altså især i Drafts været superbekvemt bare at skrive et forkortelser, fx ‘xefm’ eller ‘xihf’ og så står der ‘eftermiddag’ eller ‘i hvert fald’.
Det kan man så bare ikke længere.
Det er altid irriterende når funktioner man har været glad for pludselig forsvinder – af uvisse og formodentlig urimelige årsager.
Så hvad nu? Skal jeg leve med at TE kun virker på Mac? Skal jeg finde alternative apps? Eller bare bruge den indbyggede Apple-teksterstatning? Det har jeg virkelig svært ved at finde ud af.
Der er jo også det twist, at TE kan meget mere end Text Replacement på Apple-gearet, selvom jeg indrømmet kun meget sjældent bruger de mere avancerede TE-funktioner med makroer og felter man kan udfylde og den slags.
Jeg burde bruge TEs mange features oftere, men…på en eller anden måde synes jeg det er sjældent at jeg skriver så formulariske tekster at det giver mening – og når jeg gør, er det ligeså nemt at have dem liggende som skabeloner i fx Obsidian.
Så jeg søger egentlig mest den ret basale mulighed for at skrive en ‘snippet’, der så automatisk skriver et ord, en frase eller flere sætninger.
Jeg kan selvfølgelig fortsætte med bare at bruge TextExpander på Mac, hvor jeg jo også skriver størstedelen af mine længere tekster, men…det kunne jo også være, at der var et bedre alternativ derude?
Foreløbig er juryen ude – for der er jo den helt grundlæggende udfordring på iDimserne, at teksterstatning kræver installationen af særlige keyboards (hvor den tidligere TE-integration jo ellers bare virkede med det indbyggede Apple-keyboard i Drafts og et lille udvalg af andre apps). Og det gør tingene lidt komplicerede.
Det lader til at TextExpander arbejder på en ‘ny og forbedret’ udgave af deres eget app-tastatur til iOS og iPadOS, og det er sikkert årsagen til at TE har fjernet muligheden for at fx Drafts kan integrere direkte med tjenesten. (Jeg ved ikke om det skyldes nogle tekniske begrænsning eller bare en eller anden emsig direktør, der ikke kan lide at TextExpander bliver “gemt” inde i Drafts).
Jeg har foreløbig skrevet mig op til betatest af TEs nye keyboard på iOS og iPadOS, men mine foreløbige oplevelser er ikke specielt gode.
For det første kræver det jo, at man bruger TEs keyboard mere eller mindre altid for at få adgang til TEs snippets, og keyboardet er absolut ikke ligeså godt som Apples indbyggede tastatur.
Betaen fungerer heller ikke på dansk, og understøtter tilsyneladende heller ikke det haptiske feedback, som jeg blevet ret glad for på iOS (uden lyd, naturligvis, jeg er jo ikke barbar)… Og så er jeg ikke supervild med designet…
Men det værste er nok, at TE-keyboardet fungerer ved at vise alle de tilgængelige snippets i toppen af tastaturen efterhånden som man taster. Det er lidt ligesom Apples indbyggede ord-forslag, men fordi mange af forslagene består af flere ord eller hele sætninger er det fuldstændig uoverskueligt.
Det er crazy distraherende at se alle snippets dukke op og forsvinde igen på skærmen efterhånden som jeg taster – selvom jeg er imponeret af hvor hurtigt TextExpander reagerer.
Og nu er det jo en beta, men piletasterne fungerer heller ikke, og heller ikke standard genveje som Cmd+pile eller Shift+Cmd+pile. Suk.
Jeg kigger mig som sagt derfor også lidt omkring.
Rocket Typist ser ret fin ud og kan alt det jeg gerne vil i forhold til at udvide forkortelser eller lave enkle formularer – men det kræver altså igen at jeg gider bruge et alternativt tastatur på iDimserne. Og appen fungerer så heller ikke med dansk tastatur på iOS eller iPadOS. Hey ho.
Og…så er vi tilbage ved det grundlæggende problem: Teksterstatning på iDimser kræver enten tredjeparts-tastatur (som ikke er fede at bruge), eller Apples egen funktion.
Og Apples Text Replacement har mildest talt en del begrænsninger. Fx kan man ikke outputte længere tekster med indsatte linjeskift.
Jeg har blandt andet en forkortelse der hedder ‘xhils’ og som udvider til
“Mange hilsener, Anders”
Og det kan Apple ikke finde ud af, men kan kun skrive
“Mange hilsener, Anders.
Suk igen.
Så – alternativerne er indtil videre:
Men altså – hvis man sidder derude med gode ideer eller alternativer jeg har overset, så sig endelig til!
Jeg har i mange år levet en slags digitalt dobbeltliv når det gælder min Apple-konto. Eller rettere; mine Apple-konti. Jeg har nemlig både en dansk og en amerikansk identitet i Æbleland.
Dengang hvor man første gang begyndte at kunne købe apps var den danske App Butik nemlig ret sølle, sammenlignet med den amerikanske – men så kunne man lave et hack med at oprette en amerikansk profil, og købe apps i USA-butikken i stedet.
Apple alter ego
Det føltes temmelig cool dengang at lave et amerikansk alter ego, og det var fedt et par år at kunne få de sjove ny apps før de fleste andre herhjemme.
Min amerikanske klon har taget navneforandring et par gange, men startede med efternavnet Nishito som jeg fik via en eller anden random navnegenerator, og han “bor” i øvrigt på en ligeså tilfældig udvalgt adresse i Californien.
Men glansen er gået af hacket, som med tiden udviklet sig til at blive lidt af en situation.
Man kan fx ikke knytte et dansk betalingskort til US-kontoen, men skal købe gavekort fra USA, og der er visse sprog- og lokationsindstillinger som indimellem giver udfordringer. Det er også irriterende at jeg i nogle sammenhænge er logget ind med dansk profil, og andre steder med amerikansk, og til tider skal logge ud og ind for at få tingene til at spille. Og så synes jeg også bare at det er noget rod at have to parallelle systemer.
Jeg har afgjort en fornemmelse af, at det jo grundlæggende er min egen skyld – men det gør det ikke mindre irriterende. Og så er ideen om at kunne flytte apps og køb fra én konto til en anden vel heller ikke helt urimelig – og jeg er bestemt heller ikke den eneste, der slås med problemet, for der kan være mange mere legitime årsager til at folk har oprettet nye profiler hos Apple gennem årene.
Desværre er det ikke muligt at migrere alle apps og andre køb fra én Apple-konto til en anden – det er slet ikke muligt at lægge to eller flere konto sammen.
Og jeg har simpelthen ikke haft overskud til at gå igennem alle mine apps og abonnementer, og gå igang med at købe dem allesammen igen på min danske konto.
Jeg er også ret sikker på at det på en eller anden måde ville betyde at jeg kom til at miste data og historik og indstillinger allevegne. Så på trods af irritationsmomenterne har jeg fortsat mit dobbeltliv.
Forrige år kom troede jeg kortvarigt at jeg havde opdaget et loophole, og at jeg kunne invitere mit amerikanske alter ego med i min danske Apple-familie og lade “ham” dele apps og abonnementer med os andre – men nej, man kan ikke være i en familie på tværs af landegrænser…
For nylig opdagede jeg dog, at man så faktisk kan flytte en Apple-konto, så måske er det en mulighed at lade USAnders emigrere (og det er jo et oplagt tidspunkt at gøre stikke af fra USA, må man sige).
Det er dog et projekt, som jeg mistænker har en relativt høj risikofaktor, så indtil videre har jeg skubbet opgaven foran mig.
Forestil jer så min umiddelbare begejstring, da jeg forleden så at Apple nu har gjort det muligt at migrere fra én konto til en anden! Endelig!
Så jeg havde nærmest booket tid til projektet sidste weekend, da jeg – advaret af en venlig sjæl på Mastodon – rent faktisk læste supportdokumentet (og ikke bare nyhederne) og opdagede, at man ikke kan migrere hvis man bor i EU, UK eller Indien…udover alle de andre betingelser, som skal være opfyldt (og der er mange).
Så nu er jeg ramt af handlingslammelse igen.
Skal jeg flytte den amerikanske fætter fra Californien til Frederiksberg, eller vente og se om Apple på et tidspunkt forbarmer sig over os her i EU, og gøre det muligt at flytte data mellem konti?
Foreløbig hælder jeg til at vente – i hvert fald indtil de værste børnesygdomme i migrationen er kureret.
Jeg skrev forleden lidt om den nye bølge af feed-apps, der tilbyder at samle både Bluesky, YouTube-kanaler, podcasts, rss-nyheder og meget mere i én tidslinje – Tapestry, Surf, Feeed, Reeder, etc.
Den nyeste app, Tapestry
Men som jeg også skrev var jeg måske ikke helt overbevist – i hvert fald i forhold til mine egne behov.
Og efter en uges tid med sporadiske tests må jeg nok erkende, at nej, de er ikke rigtig noget for mig. Jeg foretrækker nok at kunne dykke dybt i mine kanaler hver for sig.
Nogle gange har jeg lyst til at se video, andre gange skal jeg trawle hundredevis af nyheder via rss, og podcasts lytter jeg når jeg går tur eller laver mad, og så er det dét jeg gør.
Og så er det stadig lidt svært at tackle, at man ikke direkte i feed-apps kan interagere med Mastodon eller Bluesky-posts. Det er læse-kigge-lytte-apps, ikke kommunikations-apps.
Jeg har dog en forestilling om, at de her feed-apps sagtens kan have værdi for andre, eller måske for mig selv i nogle sammenhænge – når jeg har behov for at zappe igennem kilder jeg ikke normalt læser, eller måske når jeg vil tjekke op på et emne jeg ellers ikke følger med i.
Jeg er især blevet lidt fascineret af appen Feeeed, som kan noget med sit design, og den måde den samler ting i ‘cards’.
Det gør, at strømmen af indhold føles mere som at sippe en kop kaffe, og mindre som at drikke af en brandslange.
Hvis man vil starte et sted, er det ikke det værste (bortset fra navnet).
Men uanset hvilken app man bruger, så kræver det at man gør en indsats. Ellers kommer det hurtigt til at føles netop som den berømte brandslange.
Så her kommer to essentielle tips:
For det første skal man være meget varsom med hvilke og især hvor mange kilder man samler. Eller i hvert fald være helt ligeglad med om man får set og læst alting i feedet. Det bliver meget hurtigt overvældende at skulle følge med. Måske skal man tænke på det som et magasin man halvdovent bladrer igennem, uden at føle at man skal læse alle artiklerne?
Og for det andet så vil jeg absolut anbefale, at man ser på om man kan luge ud i indholdet fra de forskellige kilder. Her er især Reeder god, fordi man kan lave filtre (gemte søgninger), så man fx udelukkende ser posts, nyheder eller videoer der handler om bøger, rumforskning, sportsbold eller hvad man nu er interesseret i.
Beruset af den (moderate) succes med reparation af støvsugeren skulle jeg liiiige fixe noget på bloggen også.
Dårlig idé.
Det er lykkedes mig at fucke alting noget så kongeligt op.
Alle posts fra 2016-2022 står nu som om de er udkommet i dag, den 15. februar 2025 – og jeg kan simpelthen ikke finde ud af at rette det.
Det føles som om jeg har mistet 6 år af mit liv – og jeg overdriver kun en lille smule.
Jeg kan næsten ikke klare det.
Men altså – regn med at bloggen de næste dage er fuldstændig fucked…
UPDATE: Min blog-daddy David hos Blot.im siger nu, at det måske er en backend-fejl, så forhåbentlig kommer alting tilbage i kronologisk orden i næste uge… 🤞
UPDATE 2: Det lader til at Blog-David havde ret – i hvert fald ser det ud til at dato-kaosset er blevet løst. Jeg beklager genudgivelserne i rss-feedet…
Læs mere i arkivet
