|||
Jeg har lige læst den (lange) artikel her om burnout blandt amerikanske millennials. Du ved, den generation som er født ca 1981-1996.
Den er måske lovlig USA-drejet - især med fokus på de heftige studielån, som åbenbart for alvor er begyndt at gøre ondt - men ikke desto mindre er den spændende og relevant, også for sådan en som mig.
Jeg er slet ikke millennial, men kan sagtens føle mig udbrændt-ramt af nogle af de samme faktorer, og føle at livet bare er en endeløs række af ting på huskelisten.
Og som forfatteren, Anne Helen Petersen, skriver:
You don’t fix burnout by going on vacation. You don’t fix it through “life hacks,” like inbox zero, or by using a meditation app for five minutes in the morning, or doing Sunday meal prep for the entire family, or starting a bullet journal. You don’t fix it by reading a book on how to “unfu*k yourself.” You don’t fix it with vacation, or an adult coloring book, or “anxiety baking,” or the Pomodoro Technique, or overnight fucking oats.
The best way to treat it is to first acknowledge it for what it is — not a passing ailment, but a chronic disease — and to understand its roots and its parameters.
Nu er det ikke fordi jeg synes alting skal være en diagnose. Men lige dér følte jeg mig sgu lidt ramt…