Jeg kan ikke huske hvilken James Bond-bog, det kommer fra, men jeg husker tydeligt afsnittet, hvor Agent 007 – igen mere eller mindre på dødens rand – tænksomt overvejer, hvad der skulle være hans livs-motto.
Bond kommer frem til det latinske “Omnes Vulnerant, Postuma Necat”, der betyder noget i retning af “hver en time smerte, til sidst døden” – eller, lidt mere løst oversat, “life sucks, and then you die.”
I min ungdoms (endnu mere) sortsynede hverdag synes jeg det var så pokkers goth at jeg ligefrem overvejede en tatovering. Det var nok godt, at det ikke kom så langt…
Alternativt motto?
I dag sad jeg så og skrev på en tekst om AI (selvfølgelig), og dyrkede et af mine yndlings-udtryk fra min tid i akademia, nemlig ‘altid allerede’.
Skriveriet handlede om hvordan verden efterhånden er blevet hyperkompleks (et andet af mine yndlingsudtryk), og at det bliver sværere og sværere at trække i en enkelt tanke-tråd, fordi det hele hænger sammen.
Nåmen, det hele endte (foreløbig) med at jeg pludselig skrev “Alting, altid, allevegne”, og straks tænkte, hov, det var måske også et udmærket livs-motto?
Og i hvert fald er det lidt mindre selvoptaget teenage-depri end det gamle Bond-motto, eller hvor det nu kommer fra.
Ifølge den aktuelle AI-assistent bliver det til “Omnia, semper, ubique” på latin, og det har da også et udmærket swing.
Sort er min absolutte yndlingsfarve (og ja, her kalder vi det bare en farve), og jeg prøver at sørge for at alt mit tøj og alle mine ting er sorte, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Aktuelt er min præference for sort dog et problem, fordi jeg også prøver at leve grønt. Man vil jo helst ikke smides i samme skuffe som den fossile industri.
Og derfor er det også lidt af en eksistentiel udfordring, at bloggen her åbenbart er mere sort end grøn.
Forleden faldt jeg over “Website Carbon Calculator”, og skulle selvfølgelig straks smide 4nd3rs.dk igennem maskinen.
Desværre var resultatet nedslående.
Min blog har fået et C, og er ifølge WCC mere sort og beskidt end halvdelen af alle andre websider.
Av for den
Det eneste rigtige lyspunkt i testen er, at hostingen tilsyneladende kører på vedvarende energi.
Hvor kommer karakteren fra?
Jeg undrer mig dog lidt over resultatet.
For det første er bloggen jo relativt skrabet, så det må være noget med billederne, der gør at der skal flyttes (for) mange data gennem kablerne, når folk besøger sitet?
Jeg prøver at huske at resize inden jeg publicerer, men åbenbart ikke nok.
For det andet må jeg dog sige, at jeg er en smule i tvivl om hvor konsistent og valid testen er.
Jeg tog den første gang for en måneds tid siden, og der fik jeg et E, og var mere beskidt end 66% af alle websites.
Men jeg har ikke ændret noget grundlæggende i de forgangne uger, så jeg er ikke helt sikker på hvordan min rating kan ændre sig så meget.
Der er ikke voldsomt meget info om resultatet af analysen af min blog, men WCC skriver dog lidt mere om deres metoder her, og linker også til Sustainable Web Design Model, der ligger bag.
En dag i juleferien skal jeg lige grave lidt dybere, og evt. køre alle blog-billeder igennem en kompressor…
Det er blevet tid til endnu en omgang Månedens Pensum, med tre af mine favorit-artikler fra den forgangne måneds tid.
(Husk, det er ikke nødvendigvis nye artikler, men ting jeg har læst i november).
Månedens pensum i november
Vi har svært ved at forstå komplekse forklaringer
I Kim Stanley Robinsons fremragende “Ministry for the Future” stødte jeg for et par år siden på begrebet ‘monocausotaxophilia’.
Sagt helt kort betyder det vores trang til at søge én, enkel forklaring på vores problemer. Det kan være indvandrere, techgiganter, fluor i vandet eller noget helt fjerde.
Sadly, our monocausotaxophilia penchant has us desiring a single cause label. Once defined, that single cause can then be fixed. It can be solved. The cause can be isolated, removed, or expelled. At least we think (and hope) it can.
Er hæve-sænkeborde sunde?
Personligt kan jeg godt lide at skifte arbejdsstilling i de mange timer jeg tilbringer foran computeren hver dag – selvom jeg også indrømmer at jeg det meste af tiden hænger på stolen som en slatten teenager.
Jeg må også erkende, at jeg for nogle år siden delte en del memes og artikler om hvordan “at sidde er den nye rygning” og den slags.
Den delvis gode nyhed er dog, at det umiddelbart ikke ser ud til at gøre tingene værre, hvis vi hæver bordet og står op og arbejder.
Kultur afhænger af øjnene der ser
Som lyttere af ScifiSnak-podcasten måske vil huske, så er jeg kæmpefan af Iain Banks’ serie om The Culture – en superavanceret og velbalanceret civilisation mange millioner år ude i fremtiden.
The Culture has a great deal of qualities that we lack, or regrettably possess—they’re less vicious, more thoughtful, and just overall more pleasant. Banks created an ideological playground by waving a wand and removing the trickiest barrier to any utopia: basic human shittiness.
Jeg er ikke alene om at dyrke Kulturen – fx har både Jeff Bezos og Elon Musk erklæret at de også er vilde med Banks’ bøger.
Det interessante er dog her, at selvom romanserien åbenbart appellerer til überliberalister og multimilliardærer som de to herrer, så hørte Banks selv til langt ud hos os på venstrefløjen.
Craft er en af de der apps, jeg har haft et on-and-off forhold til i lang tid efterhånden.
Den er ret lækkert designet og har masser af fine features – især hvis man ikke “bare” er glad for rå Markdown, men også gerne vil style sine noter med baggrunde og highlights og den slags.
Craft – lokkende app
Craft har selvfølgelig også haft sine ulemper – helt grundlæggende er det fx en app, der ikke gemmer noter som åbne Markdown-filer på computeren, men bruger sin eget system (dog med relativt nem im- og eksport).
Craft har også lidt en tendens til at lokke én til at bruge for meget tid på at fifle med billeder og farver og den slags, i stedet for rent faktisk at skrive noter.
I et større perspektiv har det i et par år især føltes som en udfordring, at Craft-folkene primært havde fokus på business-kunder, og fuldstændig syltede helt almindelige brugere.
Der var fx stort opslåede nye funktioner, der efter kort tid blev fuldstændigt glemt – blandt andet de ellers fantastiske eXtensions, som fx gjorde det nemt at sende Crafts-todos over til Things eller Reminders.
Version 3
Nu har Craft dog netop lanceret en version 3.0, som firmaet – ifølge David Pierce hos The Verge – også vil bruge til at signalere et fornyet fokus på indviduelle brugere.
Jeg har i nogle måneder gået og overvejet, om jeg skulle forsøge at lokke min RumSnak-makker fra Notion over til Craft – dels fordi Notion bare er for meget, dels fordi Craft bare er så najs, og nu er det jo VILDT fristende at tage springet…
Det har dog meget hurtigt vist sig, at det nok er en god idé liiige at vente et par punkt-opdateringer.
De nye features ser ganske vist ok ud (selvom jeg ikke går SÅ meget op i styles), men på de 2 minutter jeg lige testede version 3 på min Padde stødte jeg allerede på tre tilfælde af beskeden “Not yet implemented – coming soon!”
Og det er jo fint nok at ikke alting er klar til launch-dag, men når de funktioner jeg lige umiddelbart gerne ville bruge ikke virker på dag 1, så er det nok bedst at give dem lidt mere tid.
Uanset hvad, så giver det mig jo også lidt ekstra uger til at forsøge at overtale min podcast-makker til at tage springet (omend den aktuelle Black Friday-rabat er fristende).
Det tog mig nogle dage at finde…modet…til at lytte den episode af DR-podcasten Prompt, hvor radiovært Jesper Dein var gæst hos Henrik og Marcel.
Det er ellers normalt en rigtig rar oplevelse at høre Prompt – og lytte til Jesper – men jeg havde hørt at Jesper skulle fortælle om sine erfaringer med at lave en klon af sin stemme, og det føltes på en eller anden måde lidt grænseoverskridende.
Jeg har ganske vist også selv et par gange eksperimenteret med stemmekloning selv, men det dér med stemmer og identitet er altså – hvis man vil tilgive mig at være lidt primadonna – noget som kræver et vist overskud at tackle, fordi det kommer så tæt på hverdagen.
Jespers historie
Anyway, det viste sig – på godt og ondt – at være meget hårdere end jeg troede…
Hvis man ikke har hørt episoden, og gerne vil begynde dér, så kan man stoppe med at læse her og lytte i stedet – selvom jeg naturligvis håber at man kommer tilbage og læser videre bagefter…
Men Jesper Dein kom altså på besøg i studiet cirka en halv time inde i episoden, og lød jo slet ikke som sig selv. Luftig, rusten, presset og…flad.
Jeg er muligvis en af de sidste i radiomiljøet som ikke havde hørt, at Jesper tidligere på året havde en hjerneblødning, som blandt andet har betydet at hans ene stemmelæbe ikke længere fungerer ordentligt.
Konsekvensen er, at hans stemme idag ikke længere lyder som den plejede – og næppe nogensinde kommer til det igen.
Allerede dér var jeg ved at komme til at græde, selvom jeg gik på åben gade, fordi det nok er en af de ting jeg er mest bange for – at miste min stemme.
(Jaja, selvfølgelig er der mange andre ting, som er højere på listen – min families ve og vel, KlimApokalypsen(tm), atomkrig, etc. etc – men sådan i forhold til mit eget liv og mit arbejde).
Jeg vil ikke spoile hele episoden af Prompt, men Jesper fortæller ekstremt åbent om sine tanker om ikke længere at lyde som sig selv og som den radio- og tv-person, som millioner af danskere kender så godt.
AI-stemmeklon
Men Jesper er selvfølgelig også i Prompt for at fortælle om sine forsøg med at lave en AI-genereret klon af sin stemme, som han afprøver sammen med Marcel og Henrik i studiet.
Nogle af dem lyder virkelig meget som “gamle” Jesper, andre er mere clunky, men overordnet er det virkelig imponerende – i en grad så de også diskuterer, om Jesper måske bare kan bruge sin stemmeklon til at lave de speaks han ellers selv har indtalt foran mikrofonen tidligere?
Nå, men hvis man ikke har hørt det endnu, er det afgjort værd at lytte.
Min stemme, mit liv
Som sagt blev jeg virkelig rørt af at lytte til Jespers oplevelser, ikke kun fordi jeg kender ham en smule fra DR og fordi han åbenlyst har haft en virkelig hård og traumatiserende tid, men også fordi det med at miste sin stemme er noget jeg selv har været bange for i mange år.
Det er naturligvis lidt selvcentreret at bruge Jesper Dein til at tale om mig selv, men hey, det er jo også det man har en blog til…så her kommer navlepilleriet.
Hvis man vil tilgive mig den primadonna-agtige selvfedhed et øjeblik, så har jeg jo ligesom Jesper levet af min stemme i over 25 år efterhånden.
Min stemme
Folk har gennem årene været ekstremt søde til at komplimentere mig for min stemme, jeg bliver stadig relativt ofte genkendt på stemmen, og jeg er hundrede procent sikker på at min stemme er en stor del af årsagen til at jeg har været så privilegeret i mit arbejdsliv.
Nu er det jo virkelig rart at blive rost og at kunne tjene penge på bare at åbne munden og sige ting (selvom jeg tillader mig også at tro at der er lidt mere på spil, både i forhold til at kunne bruge stemmen, og at tænke over hvad det er jeg siger).
Omvendt, så føles det også indimellem helt forkert, ufortjent og nogle gange næsten utilsigtet nedladende at få at vide at jeg har en god stemme.
For det er jo ikke min fortjeneste – det er bare noget jeg har været heldig at være født med. Eller rettere, at udvikle som voksen – da jeg var dreng var jeg sopran i et kor, men afgjort ikke særlig fantastisk at høre på.
Jeg forestiller mig, at det må være lidt som at være smuk og blive komplimenteret for sit udseende. Ja, det er jo dejligt at andre synes man ser godt ud, men igen – det er jo ikke noget man har særlig meget kontrol over eller kan tage æren for.
Og bagved den tanke lurer så også frygten for hvad der ville ske, hvis jeg en dag mistede stemmen, eller hvis min stemme – ligesom Jespers – ikke længere lød som den plejede.
Normalt bliver jeg forkølet 2-3 gange om året, og har derfor regelmæssigt nogle dage, hvor jeg snøvler og min stemme lyder nasal eller rusten, og hvor jeg af samme årsag føler mig lidt ved siden af mig selv.
Så hvordan må det ikke føles at få at vide, at ens stemme permanent har forandret sig?
Og her taler jeg ikke nødvendigvis kun om, at jeg måske ikke længere ville kunne lave podcasts, holde foredrag eller være moderator – selvom det naturligvis også er en stor bekymring, for det er trods alt det jeg lever af.
Det handler dog især og langt mere grundlæggende om identitet.
Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere lyder som jeg plejer? Og hvad vil andre nu tænke om mig, hvis jeg ikke længere har en stemme de kan lide?
Det lyder garanteret overdrevet, men jeg sammenligner det lidt med ideen om en fotomodel, der måske brækker næsen eller får en hudsygdom, og som derfor ikke længere ser ud som den person, de har identificeret sig med og er blevet identificeret som.
AI to the rescue?
Som man fornemmer dukkede der mange tanker op i kølvandet på episoden med Jesper, selvom det altså også er noget jeg har spekuleret en del over før.
Jeg er dog slet ikke færdig med den selvoptagede udforskning af de mulige implikationer af den (forhåbentlig) hypotetiske situation at jeg en dag skulle miste stemmen.
Men nu laver jeg jo også selv podcast om AI, og man skal jo ikke lade en god undskyldning for dimseri smutte mellem fingrene.
Så efter at have lyttet Prompt-episoden og tørret kinderne, gik jeg straks tilbage på kontoret og tog et nyt abonnement hos AI-folkene i Elevenlabs.
Min AI-stemmeklon
Det er som antydet ikke første gang jeg prøver at lave en AI-genereret kopi af min stemme.
Første gang, for omkring halvandet år siden, var resultatet mildest talt mekanisk, og jeg kunne ikke engang få den til at tale dansk.
Anden gang, for ni måneder siden, kunne Klon-Anders dog allerede tale dansk, og det var helt åbenlyst noget der lød som min stemme, selvom det også ret tydeligt ikke var mig.
Men i denne uge prøvede jeg så igen, og uploadede mere end tre timers studie-optagelser af mig selv til Elevenlabs, som tyggede på lydfilerne i nogle timer, inden jeg så kunne prøve “Anders Klon 2024 NY”.
Og der er ingen tvivl om, at den klonede stemme ligger endnu tættere på min egen stemme end før, i en grad så jeg tror mange godt kunne lade sig narre, hvis de bare hørte mig speake i en podcast.
Jeg har ladet min AI-klon speake noget af denne blogpost, og du kan høre det fuldstændigt ubehandlede resultat lige her:
Det er mig, men ikke mig…
NB! Ironisk nok, så slås jeg lige med pitch – lydfilen her i bloggen lyder som en Anders And-udgave af mig selv, og sådan lyder den altså ikke i virkeligheden…så jeg anbefaler at højreklikke på play-knappen, downloade, og lytte dér, hvis det lyder mystisk i browseren… 🤔
Der er stadig masser af ujævnheder i de AI-skabte speaks, især med navne, betoninger i indskudte sætninger og den slags, men hvis man går ind og justerer lidt kan man faktisk komme ret langt.
Min AI-stemme?
På den ene side er det – jævnfør tankerne ovenfor – måske en beroligende tanke med sådan en AI-klon. Skulle jeg en dag miste stemmen eller opleve at den pludselig forandrede sig voldsomt, så har jeg en form for backup.
Og måske kan sådan en stemme-AI-klon også bruges til at lave mine podcasts og andre speaks, ikke mindst i takt med at teknologien også hele tiden bliver bedre?
På den anden side, så ville det jo lige præcis være en “klon” – altså ikke mig, og ikke min stemme.
Og jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg ville have det med at have en “kopi af mig selv” i verden, som stadig lød som mit gamle jeg.
Ville det føles uærligt? Schizofrent? Nedværdigende? Betryggende? Eller måske bare som at se på gamle billeder af sig selv fra da man var yngre og havde færre rynker og mere hår på hovedet?
Jeg ved det ikke, og håber helt ærligt at jeg aldrig bliver tvunget til at finde ud af det.
I mellemtiden har jeg dog afgjort tænkt mig at lege videre med min nye stemmeklon – både for at prøve teknologien, og (hvis den er af tilstrækkelig høj kvalitet) lade den oplæse udvalgte speaks i en snæver vending.
Vi får se (eller rettere, høre)…
PS. Der er selvfølgelig også mange andre aspekter af det med AI-stemmekloner – rettigheder, misbrug, deepfakes, etc – men det må vi vende en anden god gang.
I de mellemliggende uger har jeg faktisk mestendels brugt Pocket Casts, som på mange måder er en glimrende og velfungerende app.
Den kan selvfølgelig alt det en podcast-app skal kunne, og så er der ikke mindst en hel masse muligheder for at pille ved indstillinger for downloads, spillelister og så videre.
For mig personligt var det dog især dejligt, at Pocket Casts har en udmærket app til Apple Ur, noget som er ret vigtigt for mig når jeg er nede at træne, fordi jeg ikke gider have min Fon med mig.
Tilbage til den gamle antenne
Frem og tilbage
Her forleden tog jeg dog et gen-tjek af app-tjekket, og er faktisk endt med at hoppe tilbage til Overcast. Gammel kærlighed ruster ikke.
Umiddelbart er der tre faktorer, som endte med at få vægten til at vippe til Overcasts fordel:
For det første synes jeg at Overcast bare er meget lækrere og nemmere at bruge end Pocket Casts, selvom Marco Arment altid brokker sig over at han ikke rigtig ved hvad han laver, især når det handler om det grafiske.
Det har nok også hjulpet lige at vente et par måneder siden redesignet i sommer, for Marco har fået høvlet nogle af de mest åbenlyse knaster af – men Overcast føles i bund og grund som en ægte Apple-app, hvor Pocket Cast ligner en webapp…
For det andet kan jeg i Overcast sætte indstillingerne i mine Beats ørepropper så jeg med et klik-og-hold kan springe videre til næste podcast i spillelisten. Af uforklarlige årsager er det umiddelbart ikke en funktion, som nogen andre apps synes er vigtig?
Endelig synes jeg at Ur-appen i Overcast bare lige er et par mulehår mere smooth end Pocket Casts, og et par klik nemmere og hurtigere at finde rundt i – hvilket især er vigtigt fordi jeg som regel bruger den i stedet for for mobilen, når jeg træner (eller går tur).
Jeg kunne måske også nævne, at Pocket Casts har et par steder, hvor transitionerne mellem forskellige skærmvisninger er unødvendigt langsomme, og det har drevet mig til vanvid og ført til en masse fejl-fingertryk hver eneste gang…
Men altså – det er altid sjovt at prøve nyt, også selvom man nogle gange bare ender med at vende tilbage…
Øj, der er virkelig omvæltninger i SoMe-land i disse dage – og i skrivende stund er jeg stadig rundtosset, og ved ikke om jeg bliver på Mastodon, kører flere netværk parallelt, eller måske ligefrem skifter til Bluesky (selvom det nok ikke er realistisk).
Clash of the newcomers
Man skal altså næppe forvente en tilbundsgående sammenligning at de to tjenester, eller en endelig beslutning fra min side…
Den korte historie er, som man sikkert ved, at millioner af X-brugere i kølvandet på Musks bromance med Trump har sagt farvel og tak til Elon og er smuttet ind på Bluesky i stedet.
Jeg var personlig igennem cirka samme tur forrige år da Musk købte Twitter, men havnede på Mastodon, hvor jeg allerede havde en profil – og dengang var Bluesky heller ikke rigtig kommet ud af starthullerne.
Og jeg har været rigtig glad for ’Donten!
Senere forsøgte jeg mig dog med en lille test-profil på Bluesky, men der foregik så lidt i mit spæde netværk derinde, at jeg slettede profilen igen.
Bluesky revival?
Men så her onsdag og torsdag blev jeg lokket af den fornyede aktivitet på Bluesky, og oprettede en ny profil for se om det var værd at hoppe med på vognen igen.
Og der er virkelig gang i tingene derinde – på godt og ondt.
Her er 3 oplevelser og erkendelser, der foreløbigt er kommet ud af det lille eventyr:
Mit normale SoMe-handle er 4nd3rs, og det var også dét jeg brugte, da jeg lavede en test-profil på Bluesky sidste år. Desværre lader det til, at det handle enten stadig er ‘reserveret’ eller at en anden har oprettet sin profil med samme handle senere, for i hvert fald eksisterer der en 4nd3rs på Bluesky, som ikke er mig, og som hverken har skrevet, lavet profilbillede eller fulgt nogen derinde.
Det er selvfølgelig ikke verdens undergang at skulle have et andet navn på platformen, men det generer mig. Jeg kan jo godt lide konsistens i systemerne…
Nu er jeg jo gammel nok til at have været på Twitter dengang det var rigtig sjovt (og det var mange penge da far var dreng), og der var Twiday-komsammener og lørdagstwhisky-hashtags og alt muligt – og jeg havde sgu lidt af den samme oplevelse i det gryende (eller rettere: genfundne) netværk på Bluesky idag.
Jeg tror der er mange som har tolereret derouten på X i lang tid, men som nu har taget springet til Bluesky, og jeg synes der var mange gamle kendinge derinde, og det er jo altid hyggeligt.
Netværk, netværk, netværk…
Jeg har afgjort også et rigtig godt netværk på Mastodon, men må også indrømme at der nok har manglet nogle af dem jeg kender fra de gamle Twitter-dage.
Og da jeg samtidig også har brugt mere tid på LinkedIn (suk), fordi jeg som selvstændig har haft behov for at dyrke det professionelle netværk mere, så er Mastodon aldrig rigtig blevet et hyggested for mig, sådan som Twitter var det in the good old days.
Som jeg skrev på Mastodon idag, så handler det jo grundlæggende om, hvor ens kontakter/venner/tweeps/sociale relationer er.
Jeg troede derfor egentlig, at jeg faktisk var parat til om ikke andet at køre lidt parallelt på Mastodon og Bluesky et stykke tid, for at se hvor der er sjovest.
Jeg har en ret klar fornemmelse af at projektet Mastodon tiltaler mig mest (se også denne sammenligning), men som sagt handler det altså også meget om netværk.
Her til aften blev jeg dog så – på Mastodon! – oplyst om, at Bluesky i en aktuel investeringsrunde har fået nogle shady typer med på vognen, og det gør mig temmelig nervøs.
Faktisk i en grad så jeg overvejer, om jeg bare skal slette den nye profil igen, og bare blive på Mastodon. Dén beslutning er dog ikke helt truffet endnu.
Sagt ganske kort, så er det tilsyneladende en flok krypto-bros (M/K), der har smidt penge i Bluesky, og selvom Bluesky ifølge TechCrunch på det bestemteste hævder at de ikke “går web3 og krypto”, så vil jeg nok forholde mig skeptisk til deres forsikringer.
Summa sum-foreløbig-marum:
It’s complicated, og jeg tager nok lige et par dage mere med splittet SoMe-personlighed, for at se hvad der sker…
The individual remains in a constant state of worry and heightened stress at their perceived helplessness to prevent the expected future trauma and often mentally experiences the dreaded event again and again.
Oprindelig blev Præ-TSD brugt om soldater på vej i krig (i modsætning naturligvis til soldater som oplever Post-TSD efter krig), eller frygt for terrorangreb, men jeg synes begrebet passer fantastisk godt til min egen mere eller mindre konstante grundangst over klimaet.
Jeg har ikke mærket voldsomme klimaforandringer på egen krop (endnu), men det føles alligevel som om, og det fylder meget i hverdagen.
Det skyldes nok de skybrud og uvante varmegrader, og så de frygtelige klimaskabte orkaner, hedebølger og oversvømmelser vi er vidne til gennem nyheder fra andre steder på kloden.
Hvordan føles det?
Det er jo på nogle måder privilegeret og lidt vattet at gå over være traumatiseret her i det lille danske smørhul, men vi har jo de følelser vi har – og jeg føler mig altså på forhånd temmelig påvirket af en fuldstændig vished om, at det nu kun er et spørgsmål om tid før det hele går amok for alvor, også på vore breddegrader.
I disse dage bliver det så ikke netop bedre af, at Trump er valgt ind, at krigene fortsætter i Ukrainer, Mellemøsten og mange andre steder, eller at højreekstreme populister bliver valgt som “ledere” stort set overalt på kloden.
Efterhånden dækker Præ-TSD-tilstanden ikke “bare” angst for klimaet, men en altomfattende fornemmelse af at verden er på vej til Helvede i en håndtaske…
Pre-Traumatic Stress Syndrome, my focus here, is unlike most other mental health climate concepts–e.g. solastalgia (Albrecht), ecosickness (Houser), or Anthropocene disorder (Clark)–because, like ecophobia (Estok), it has a specific clinical reference. In my case it links to, but is different from, the familiar Post-Traumatic Stress Disorder (PTSD); it also differs from other climate illnesses in being focused on the future rather than the past or present.
Herhjemme kan man jo også tale om klimasorg eller fremtidsangst.
Hvad kan man bruge det til?
Udtrykket Præ-TSD er ikke akademisk fasttømret, og bliver brugt på forskellige måder, og der er også mange aspekter af diskussionen om hvordan reaktionerne på KlimApokalypsen(tm) kan være mere eller mindre “nyttige”.
Det er ikke nødvendigvis noget jeg synes jeg er særlig godt klædt på til at analysere – eller har plads til her i bloggen.
Men det er nok relevant at overveje, om ‘diagnosen’ (eller rettere: selve oplevelsen af Præ-TSD) blokerer for evnen til at handle (så meget som man nu kan handle) – eller om det omvendt er godt at sætte ord på følelsen, så man bedre kan tackle den, og måske forvandle traumet til handling?
Som E. Ann Kaplan skriver i ovennævte artikel:
Indeed, it may be helpful to acknowledge that, given the situation, panicking may be appropriate.
Uanset hvad, så var det lidt af en øjenåbner at støde på begrebet, og især forsøge at relatere det til mit eget liv.
Jeg var lige ved at tage et uovervejet hop tilbage til Todoist forleden, men valgte istedet meget voksent at forsøge at tweake TickTick lidt først.
Udover de sædvanlige irritationsmomenter (dårlig kalendersync og et mildest talt basalt design), så har jeg nemlig også kæmpet lidt med overblikket især i TickTicks kalender-view.
Sagt meget overordnet, så har jeg gjort en del brug af såkaldte lister, som er samlinger af opgaver der hører sammen. I mit tilfælde fx forskellige episoder af RumSnak eller AI Denmark.
Jeg har givet hver podcast-episode eller opgave en liste, hvor jeg så selvfølgelig har skrevet de enkelte opgaver med deadlines og så videre.
Listerne er så blevet smidt i mapper – AIDK, RumSnak, Diverse Jobs, etc.
Ny organisering
Men jeg indså for nylig, at det har givet mig nogle irriterende begrænsninger. For eksempel kan man ikke give en liste en deadline eller en beskrivelse.
Så i en rus af valg-baseret angst brugte jeg igår halvanden times tid på at flytte rundt alle mine opgaver i TickTick, i stedet for at sidde og læse valgprognoser og den slags.
I stedet for at organisere det jeg skal lave i mapper og lister med opgaver, så er jeg nu gået et skridt ned i hierarkiet, og laver lister af opgaver, der så har underopgaver.
Det hedder altså ikke længere RumSnak-mappe > RumSnak-episode-list > RumSnak-episode opgave.
Den nye organisering er RumSnak-liste > RumSnak episode-opgave > RumSnak-episode underopgave.
Små ting i hverdagen
Det kan lyde som en triviel ændring, men det gør faktisk en stor forskel allerede.
Jeg kan nemlig nu fx sætte deadline på en podcastepisode-opgave, og linke til den relevante manus-note fra beskrivelsen af opgaven.
Det giver også en bedre formattering af opgaverne i kalender-overblikket, og ovre i Fantastical har jeg stadig både navn på opgaven eller underopgaven, og ikke mindst det uundværlige link tilbage til opgaven i TickTick.
Men lad os nu se om den nye struktur også holder om en uge…
Da jeg begyndte denne blog udgav jeg ofte en samling af links og korte historier, som jeg kaldte for “Ugens Pensum”.
Og nu har jeg besluttet mig for at genoplive formatet – omend i en lavere frekvens. Det kommer derfor til at hedde “Månedens Pensum.”
Læsestof til folket
Det er altså ikke nødvendigvis spritnye websites eller artikler, der er udgivet i den forgangne måned, men ting som jeg har læst eller fundet i løbet af de seneste 30 dages tid, og som jeg har lyst til at dele.
Jeg vil dog gerne understrege, at det ikke er pligtlæsning. Man bliver ikke hørt i det senere…
Her i oktober 2024 er det blevet til tre artikler fra den lettere afdeling.
Tolkien for viderekommende
Nate Anderson fra Ars Technica har læst “Ringenes Herre” fra ende til anden flere gange, og senest er han også begyndt at proklamere alle digte og synge alle sange i bøgerne…
Som man måske erindrer, så elsker jeg at gå tur (og snupper minimum 10 km om dagen). Jeg lytter meget ofte podcast, men nogle gange husker jeg også at hive propperne ud og bare være tilstede i gåturen – også fordi gåtid er tænketid. Det mente salig hr. Jobs også.
Jeg havde høje forhåbninger open source-appen Omnivore, men har efter et par ugers eksperimenter konstateret, at den stadig mangler lidt for at være klar til primetime…
Jeg befinder mig stadig (altid) i en fase af flux, når det gælder apps til at holde styr på artikler, links og andet research og læsestof, både når det gælder mine professionelle og private behov.
I de forgangne måneder har mit primære værktøj været Readwise Reader, som har utroligt mange praktiske funktioner, men også er noget rod og tit har irriterende bugs især på min Padde.
For nylig er Goodlinks dog dukket op igen, blandt andet fordi man nu kan lave highlights i artiklerne, og jeg sender nu alle mine “private” artikler til Goodlinks – altså de ting jeg gerne vil læse, som ikke umiddelbart har noget med arbejdet at gøre.
Men jeg har været på udkig efter noget, der måske kunne udfordre Reader i de arbejdsmæssige sammenhæng – noget lidt enklere og lidt lækrere.
Omnivore to the rescue?
Og cirka samtidig med Goodlinks’ tilbagevenden begyndte Omnivore altså også at blande sig i kapløbet. Jeg har tidligere snuset til open source-appen, men den har manglet for mange grundlæggende features til at den var rigtig interessant for mig.
Der er dog sket meget, og derfor tog jeg altså endnu en svingom med Omnivore her i begyndelsen af oktober - efter at have prøvet og forladt Cubox (igen-igen), som jeg tidligere har skrevet om.
Næsten altædende
Omnivore ligger på mange måder mellem Goodlinks og Reader, både når det gælder design og funktioner – og et langt stykke henad vejen løser appen faktisk mange af mine behov.
Ligesom Goodlinks håndterer Omnivore webartikler og i et vist omfang videoer og podcast-links, men altså ikke pdf’er.
Man kan tagge artikler, søge på flere parametre (fx et bestemt tag i arkivet), lave highlights og noter i de gemte artikler og alt det andet som er nødvendigt i mit workflow.
Omnivore håndterer faktisk også eksport af highlights og artikel-tekst ganske okay, og integrerer oven i købet direkte med Obsidian via et plugin, så alting kan gemmes som noter dér.
Tangent: Hvor meget skal man gemme?
Parantetisk er jeg begyndt at overveje, om det egentlig er en god idé at synce alle highlights til en note-app?
Det er ellers noget jeg har været rigtig glad for ovre i Readwise Reader, men jeg synes at der efterhånden ligger alt, alt for mange artikel-note-highlights i Obsidian, som har været knyttet til en bestemt episode af en podcast og ikke længere er relavant.
Det kan fx være nyheder om et eller andet fjollet AI-stof, som var vigtigt i maj ’23, men som jeg næppe nogensinde får brug for at læse igen, og som bare ligger og fylder og forstyrrer i søgningerne.
Så nu overvejer jeg hvordan jeg kan lave et system som kun eksporterer/gemmer/syncer artikler og highlights som er “langtidsholdbare”…men det er et projekt til senere.
Lidt for mange knaster
Men tilbage til Omnivore, der faktisk klarede sig fint da jeg læste artikler om Dyson-sfærer og ormehuller til mit oplæg på vores nyligt overstående RumSnak-show, men som straks begyndte at knirke og senere knækkede helt, da jeg stressede appen med indsamling, læsning, annotering og deling af en røvfuld artikler til AI Denmark-podcastens sektion med korte nyheder.
Det var simpelthen for rodet at holde styr på artiklerne og deres highlights, der var tags som ikke dukkede op i søgninger, og appen lukkede uden varsel på Mac’en flere gange.
Apropos Mac, så kan man bruge Omnivore på 3 måder dér: I browserent hvor den jo egentlig hører hjemme, som en iPad-app der også kører på Mac, og endelig som en Dock-app – der jo “bare” er en Safari-tab, der bliver kørt som en seperat web-app.
De sidste to tiltrak mig mest (fordi jeg hellere vil skifte mellem apps end mellem browser-tabs eller -vinduer), men de var fulde af bugs og mangler, og nærmest ubrugelige i praksis.
Omnivore har også en udpræget mangel på tastaturgenveje, så det blev en decideret klikfest at bruge appen i praksis, og det trækker temmelig voldsomt ned.
Jeg er ret sikker på, at Omnivore for mange kunne være et solidt og godt alternativ til fx Pocket, Instapaper eller Goodlinks – og jeg holder et skarpt øje med appen, fordi udviklingen lader til at gå ret hurtigt – men for mig er Omnivore altså ikke klar til en fast plads i Docken endnu.
Alting, altid, allevegne
