|||

Ugens Pensum #25

Om opgaver, inspiration og læsning

Ny todo-liste - igen!

Som jeg skrev her på bloggen forleden, så har jeg en afhængighed, der grænser til misbrug.

Et par gange om året får jeg en frygtelig trang til at prøve en ny todo-liste eller ‘task manager’ - uanset om jeg egentlig ellers er ganske tilfreds med den jeg bruger i forvejen.

Suk. Og så alligevel ikke.

Dels hygger jeg mig med det, dels lærer jeg noget om mine egne arbejdsprocesser, og dels får jeg ryddet ud i nogle af de tjanser, som har ophobet sig i den gamle app.

Så selvom jeg faktisk har været nogenlunde glad bruger af Things, så kom jeg forleden til(!) at købe 2Do, både til iOS og Mac.

Og jeg er umiddelbart vældig begejstret! 2Do er langt fra så pæn at se på som Things, men er lige et touch mere avanceret, med lidt bedre muligheder for at strukturere og søge i sine opgaver.

Jeg er stadig i overgangsfasen, men er især rigtig glad for selv at kunne vælge om mine opgaver er simple ‘tasks’, checklister eller små projekter, med mulighed for at give alle underopgaver en individuel deadline, etc. Det kan grænse til det rodede, men heldigvis er det nemt at skifte mellem forskellige grader af informationstæthed.

Det hører dog med til historien, at 2Do snærper i retning af decideret projektstyring, og hvis man bare har behov for lejlighedsvise påmindelser om at gå ned med skraldet eller ringe til sin mor, så skyder 2Do langt over målet.

Men hvis man synes Things er en tand for enkel, og at OmniFocus er for stor en mundfuld, så tror jeg 2Do (i hvert fald for mig) kan være lige i øjet.

Har man lyst til lang-læsning, så er Macstories’ anmeldelse værd at grave ned i, selvom den har et par år på bagen.

Sofa-konference

En af de ting, jeg savner fra min tid på Harddisken på P1 er de mange muligheder vi havde for at tage med på konferencer. Vi var så priviligerede at have lidt budget til at rejse for, og at vi som journalister kunne komme med på en fribillet mange steder. Det var selvfølgelig fint at kunne komme ud og lave mange interviews på kort tid, men lige så vigtigt naturligvis at samle ny viden og inspiration fra mange forskellige mennesker og områder.

Jeg har ikke haft ligeså mange chancer siden jeg sprang ud som selvstændig, selvom jeg forsøger at komme med til fyraftensmøder, inspirations-workshops og andre arrangementer når jeg har tid.

Forleden besluttede jeg mig dog for at arrangere min helt egen sofa-konference!

Jeg har to gange haft fornøjelsen af at være med på MITs Emerging Technologies-konference (EmTech) i Boston, og det har været fantastisk - tårnhøjt niveau og superspændende mix af emner (og Boston i efterårsfarver lige uden for døren), men der går nok lang tid før jeg får chancen igen, så derfor har jeg besluttet mig for at sætte en dag i kalenderen til at udnytte deres ekstensive videosamling, og simpelthen sætte mig i sofaen og se udvalgte præsentationer - selvfølgelig mest fra september i år, men jo også fra bagkataloget, hvis det passer.

Jeg tænker konference og oplæg kl 9-12, frokost, og så kl 13-16 igen. Så er det næsten som at være der selv. Jeg glæder mig!

Tre hurtige bogtips

Forleden gik jeg igang medInfomocracy af Malka Ann Older, den første bog i Centenal-serien. Vi taler fremtidsvision med masser af AR og droner og ting, men også en sær post-klimakatastrofisk verden, hvor kloden er opdelt i demokratiske enheder á 100.000 indbyggere. Jeg er cirka halvvejs, og er rigtig godt og nørdet underholdt på sådan en cyberpunket lidt Neal Stephenson’sk facon.

Samtidig har jeg dog haft gang i to andre bøger, pga. en moderatortjans til et arrangement med Tor Nørretranders og Kaspar Colling Nielsen - og kan bestemt også anbefale deres nyeste bøger, henholdsvis Se Frem og Det Europæiske Forår, der på hver deres måde er underholdende og tankevækkende.

#tweet

Up next Hovsa, jeg faldt i gryden igen Jeg har et misbrug. En afhængighed. Cirka to gange om året får jeg en frygtelig trang til at prøve en ny todo-liste eller ‘task manager’ - uanset om Shrooms
Latest posts Små apps jeg leger med To skridt frem og et tilbage Meta-blog-jubilæum Galaktisk julegave Mit nye motto i en hyperkompleks verden Mit sorte website Stille grå decembermorgen Månedens Pensum november 2024 Godmorgen-himmel Craft lokker med ny version Endnu en fin morgen i Aarhus Når stemmen er dit liv Fin morgen i Odense Tilbage på Overcast Træ for Ukraine Bluesky eller Mastodon? Præ-Traumatisk Stress Disorder Morgengåtur endte i Vangede TickTickTweaks Nervøs nat Lidt efterår er det jo blevet Månedens Pensum oktober 2024 Omnivore – open source læseliste Slange i tåge RumSnak har de bedste fans RumSnak liveshow episode 100 TickTick – kalenderkasser til folket Næsten automatisk oversættelse Cubox – den glemte udfordrer Morgentur ved Damhussøen Fotos på bloggen