Tana trækker

Tana er endnu et eksempel på en PKM-tjeneste, der ligger i krydsfeltet mellem noter, databaser, projektstyring, CRM og andre af de værktøjer man kan bruge for at forsøge at få styr på sit liv.

Tænk Notion, Capacities, Anytype og den slags.

Jeg har længe fulgt tjenesten Tana ud af øjenkrogen, men uden for alvor at kaste mig ud i en test.

Det skyldes lavpraktisk at deres iOS-apps kun har kunnet bruges til input, og ikke har givet mulighed for at tilgå hele note- og data-samlingen – og nok også at det umiddelbart kræver en ret dedikeret indsats at gå all-in på Tana.

Men altså – når jeg ser videoer som denher, så bliver jeg altså en lille smule blød i mine nørdede knæ…og ja, jeg så samtlige 45 minutter med tonsvis af Tana-tips.

Nu har Tana så launchet mere kapable mobilapps, og samtidig taget tjenesten ud af beta-stadiet med en spritny version.

Og jeg havde egentlig sat lørdag eftermiddag af til at udforske mulighederne, men er ramt af en forkølelse der på godt og ondt betyder at projektet bliver skubbet – med en vis chance for at jeg aldrig kommer igang.

For selvom jeg er virkelig imponeret af Tanas funktioner og lækre, gennemtænkte interface, så bliver jeg mere og mere i tvivl om hvorvidt tjenesten overhovedet er noget for mig.

Ideen om at databasificere alting og gå Zettel-amok på mit notesystem tiltaler mig dybt.

Men jeg må samtidig nok erkende, at det ikke rigtig passer til mine faktiske behov, hverken når det angår research, manus-skrivning, planlægning eller andre af de små og store opgaver der følger med at være podcast-producent.

Samtidig tyder lidt hurtige tjek på, at det er voldsomt besværligt, for ikke at sige umuligt, at få tekst, data og struktur ind og ud af Tana, så det ville kræve en masse energi at få et system op at stå, og skulle man så have lyst til at skifte tjeneste senere (hvem, mig?), så bliver man nødt at starte helt forfra dér. Og det går ikke.

Så lige nu er Tana-testen nok udskudt på ubestemt tid, men øj, det frister nu alligevel…

8 February 2025 ·


Før:Feed me!
Efter:Civilization i VR - ja tak