Jeg har åbenbart fået lidt mere tid i hverdagen her henad ferien, for der er dukket adskillige nye apps op på min mobil og mine andre iDimser.
Det er langt fra sikkert at de allesammen får lov til at blive, men det er pokkers hyggeligt at have lidt fri tid til at eksperimentere.
De er stort set allesammen med en eller anden form for abonnement – i hvert fald hvis man vil bruge de lidt mere avancerede funktioner – men de er afgjort i den overkommelige vægtklasse.
Jeg er slet ikke parat med en dybdegående test endnu (og bliver det næppe nogensinde), men foreløbig byder de allesammen på fint design og interessante features, og de skal afgjort have lidt mere opmærksomhed!
Måske er de også noget for dig at se nærmere på?
Ikke alting i kalenderen er værd at se frem til, men heldigvis er der for mig adskillige små og store begivenheder jeg går og glæder mig til.
Juleferie, fødselsdage, koncerter og weekend-getaways, for nu bare at nævne et par stykker.
Pinning gør det nemt at samle dem i en lækker tidslinje, der så med fordel kan smides som widget på hjemmeskærmen, så man hele tiden kan se at man nærmer sig.
Som man måske vil vide er jeg kompulsiv datatracker, og samler data om både træning, gåture, vægt, pilleindtag og meget mere.
De fleste ting holder jeg styr på i mere eller mindre dedikerede apps, men Chronicling lokker med muligheden for at tracke stort set hvadsomhelst i hverdagen, med niffige grafer og statistikker.
Jeg eksperimenterer med at tracke kaffeindtag og hvornår jeg bruger tandtråd, bare som et lille eksperiment for at se om det også er sjovt - og brugbart – i længden.
Apropos tracking, så faldt jeg forleden over Peak, der kan bruges til at lave widgets med udtræk fra Health-appen – antal skridt, fedtprocent, søvnkvalitet, hvilepuls og så videre – som så kan lægges på hjemmeskærmen.
Især på Padden er det ret cool at få den helt store XL-widget med overblik på gåture, workouts, puls, etc – oven i købet med mulighed for at kunne skifte mellem ugens dage direkte i widget’en.
Jeg har i år været sådan lidt ufokuseret træt af den ellers fantastiske app Drafts, og prøvede et par alternativer af inden jeg så i august vendte tilbage.
En af udfordrerne bobler dog stadig.
Capture er en app der kan bruges som en slags universel opsamling af links, billeder, todos og korte tekst-noter, som så bagefter med et klik kan deles til andre apps, alt efter hvor de nu hører til.
Capture er meget enklere end Drafts, og kan meget mindre, men den er til gengæld væsentligt pænere, og der kommer hele tiden nye integrationer – så den lokker!
Ovre på mine Macs har jeg i et par år brugt Shottr som alternativ til Mac’ens indbyggede screenshot-funktion, og har nydt at sløre billeder eller lægge pile og tekster på, når jeg fx har skullet skrive til support-folk rundtomkring.
For nylig smed jeg dog penge efter konkurrenten Clean Shot X, der lige er dét lækrere, og som også kan lave video-screenrecordings.
CSX har også sin egen cloud, så man nemt kan uploade og dele sine billeder og videoer via link.
Jeg har brugt CSX tre gange bare i dag.
Som nævnt er det langt fra sikkert at disse apps også er at finde på mine apparater om bare en uge, for slet ikke at tale om et år, men jeg elsker at der bliver ved med at være nye ting at prøve derude…
Og så har jeg i øvrigt også et noget større projekt på vej med at blive klogere på Keyboard Maestro til mine Macs, som jeg også investerede i på tilbud forleden, men som kræver en del timer i juleferien at dykke ned i.