|||
Det begyndte med en episode af Vergecast, hvor en af værterne kastede sig ud i projektet med at genoplive en 30 år gammel Mac Classic, med hjælp fra en ekspert-entusiast, loddejern og meget mere.
“Måske skulle jeg også prøve at starte min Mac Classic,” tænkte jeg, da jeg gik og lyttede til historien om lækkede batterier, oldgamle filformater og andre udfordringer.
Miss Tosh, som den gamle tøs hedder, har boet hos mig siden 1994, men har været i lun og hyggelig dvale i mange år i sin specialdesignede bæretaske. Faktisk var det nok 10 års tid siden jeg sidst havde set om der overhovedet var liv i maskinen.
Banker hjertet bag æblet
Vergecast-episoden fik mig også til at overveje, om jeg egentlig nogensinde havde flyttet mine dokumenter fra Miss Tosh til noget mere moderne hardware?
Jeg brugte den gamle Mac i de sidste år på uni, og de første år som freelancer på P1 og Harddisken, og skrev en masse breve, som jeg altså på en eller anden mystisk vis ikke kan finde kopi af.
Det ligner mig afgjort ikke at undlade at lave kopier og backups, og jeg har også en fornemmelse af at der ligger en masse gamle 3,5-tomme floppyer med alle dokumenterne i en kasse et sted – men jeg kan sgutte huske hvor…og de er i hvert fald aldrig blevet flyttet med ind i mine nuværende Arkivmapper. Hm.
Hvorom alting er, så besluttede jeg mig for nænsomt at vække damen for at se 1) om hun stadig havde lidt livsenergi, og 2) om jeg kunne lave en plan for at kopiere alle dokumenterne, så de kunne flyttes til min nye Mac, formodentlig ved hjælp af et usb-diskettedrev eller noget lignende?
Som tænkt, så gjort.
Lillejuleaftensdag kravlede jeg op til den øverste hylde i garderoben og fandt Miss Tosh frem fra det bagerste hjørne, satte hende nænsomt på hæderspladsen i det lille skabskontor, forbandt tastatur og mus, og trykkede ‘On’ med tilbageholdt åndedræt.
Og minsandten om ikke frøkenen slog øjnene op, pingede som en nyfødt og præsenterede sit glade Mac-ikon uden at puste (særlig meget)!
Mød Miss Tosh
Jeg morede mig dog lidt over at jeg ikke umiddelbart kunne regne ud hvordan jeg skulle indstille året til 2024 – der var kun to tal til rådighed. Så selv efter en lille opdatering troede Mac’en at året var 1924. Men ellers kørte alting som smurt, og det var næsten som at sidde i en tidsmaskine.
Overvældet af nostalgi kastede jeg mig straks ud i at læse gamle universitets-opgaver, breve til gode venner og manuskripter til nogle af mine tidligste opgaver på Harddisken – og alt var godt i det lille kontor.
Så længe det varede.
Jeg ramte den første forhindring, da jeg ville forsøge at kopiere nogle filer over på den enkelte 3,5’’ jeg lige havde i tasken (altså den gamle Mac-taske). Først fik Word 5.0 og Mac’en problemer med at læse et par af dokumenterne, og bagefter nægtede den overhovedet at kunne se nogetsomhelst.
Det lykkedes heller ikke at formattere disken, og jeg måtte ty til det gamle papirclip-trick for at poppe disken ud.
Jeg læste dog videre, helt fortabt i at møde mig selv som 26-27-årig – indtil alting pludselig holdt op med at virke, midt i et brev til min ven Mads.
Hverken klik, tastetryk eller bedende ord havde tilsyneladende effekt, og efter en rum tid krydsede jeg fingrene, bad til Skt. Jobs, og slukkede for damen på den barske facon – ventede 1 minut – og tændte igen.
Jeg stirrede på de lysende pixels i adskillige minutter, lyttede forgæves efter en glad ping-lyd, og blev til sidst konfronteret med en trist Mac på skærmen.
Åh nej, den triste Macintosh
Jeg har ikke endnu haft tid til at grave dybt i fejlkode-fortolkninger og de mange Reddit-fora jeg er sikker på slås med samme udfordringer, men jeg har en ubehagelig fornemmelse af at denne genoplivning var for meget for Frk. Tosh…
Det betyder også, at jeg måske skal til at stille mig selv nogle alvorlige spørgsmål og tage nogle hårde beslutninger. Kort sagt: hvor meget er jeg parat til at gøre for at følge missionen til dørs?
Er den hjernedød?
Skal jeg ud på det store net for at jage viden og input som måske kan hjælpe mig med at få Mac’en op at køre igen? (Jeg har allerede snuset lidt til diverse fora, og har en nagende fornemmelse af at der ikke er nogen nem løsning).
Hvis tricks med tastetryk og bønner ikke hjælper, er jeg så parat til at lege med loddejern, jagte komponenter på eBay eller tage til reparationscafeer i håbet om at møde en venlig Mac-kyndig med tid og energi? (Sig til hvis du har ferme fingre og dyb viden om klassiske Macintosh’er!).
Og hvis jeg opgiver håbet om en egentlig genoplivning – skal jeg så lave en form for mausolæum i kælderen, eller er det simpelthen nu, at jeg foretager en obduktion på den gamle frøken, fjerner harddisken, og giver de fysiske rester en ærefuld begravelse i en container, med tak for lang og tro tjeneste?
Det er ikke noget jeg har svar på endnu, for det afhænger nok også af om jeg faktisk kan finde de formodede sikkerhedskopier, som jeg må have lavet tidligere.
Men helt ærligt er jeg faktisk lidt rystet over hvor meget det betyder for mig.
Selve maskinen, med buet 9-tommer skærm, gulnet plastik og møgbeskidt mus, er blevet symbolsk for en bestemt tid og nogle vigtige år i mit liv, og så er alle de gamle breve, artikler og opgaver selvfølgelig også noget som betyder meget som en form for dokumentation af den samme periode.
Trist.
