Her i 2025 har jeg den store fornøjelse og ære at skulle være fellow på SDU’s Digital Democracy Center (DDC), hvor jeg skal udforske krydsfeltet mellem AI og demokrati, med særligt fokus på at undersøge mulighederne i open source, lokale “små” LLM’er, danske træningsdata og den slags.
I sagens natur ved jeg ikke voldsomt meget om emnet endnu endnu – målet med fellowshippet er jo præcis at jeg bliver klogere når jeg dykker ned i stoffet og taler med eksperterne på SDU og mange andre steder. Og så er ambitionen i øvrigt at dele resultaterne senere (formodentlig i podcast-format, det er jo ligesom det jeg gør).
Fellowshippet er “bare” cirka en dag om ugen, men det bliver på mange måder et projekt som kommer til at fylde meget for mig. Dels fordi stoffet jo er spændende og vigtigt, og fordi det er temmelig anderledes end det jeg plejer at lave. Det er længe siden jeg har haft så meget tid til at udforske et enkelt emne.
I AI Denmark, RumSnak og de andre podcast jeg laver er det som regel noget med at sætte sig ind i et lille udsnit af virkeligheden, lave interview med nogle kloge hoveder, klippe det sammen og så komme videre til næste episode.
Så noget af det jeg glæder mig mest til ved mit fellowship er at kunne dykke dybt ned i et (relativt) smalt emne over flere måneder.
Selvom der jo er mange tangenter og også mange ting jeg skal sætte mig ind i, som jeg ved meget lidt om på forhånd, så håber jeg at kunne finde en større ro og mere tid netop til fordybelse og refleksion – og til at bruge mere tid på at skrive tankerne ned i et helt andet format end når det skal bruges til et podcast-manus.
Nå, men det kommer jeg givetvis til at fortælle mere om, når jeg går igang. Foreløbig har jeg nemlig – selvfølgelig, hører jeg dig sige – bare brugt en masse tid på at trawle rundt efter inspiration til apps, tjenester og workflows.
Man skal jo ikke gå ned på værktøj.
På mange måder kommer min research på DDC jo nok til at ligne min research til alle de journalistiske/formidlende projekter jeg har arbejdet på gennem årene. Det er basalt set noget med at samle viden så man kan stille spørgsmål og samle mere viden, tale med nogle dygtige mennesker, og så til sidst koge det hele sammen til en form for fortælling eller formidling om et givet emne.
Men man skal jo ikke forpasse chancen for at gentænke hele processen, og det er jo også bydende nødvendigt(!) at se om der er nogle sjove tjenester der kan samle pdf’er, finde forbindelser i mine highlights, organisere mine noter og så videre.
Så det har jeg brugt en masse tid på i juleferien – hvad skulle man ellers lave?
Jeg kan dog langt fra sige, at jeg har fundet det oplagte værktøj eller workflow, og da slet ikke det ‘perfekte’ værktøj – som jo ikke eksisterer.
Til mit normale arbejde bruger jeg (for tiden) især Readwise Reader til at læse og highlighte artikler og pdf’er, og sender automatisk noter og highlights derfra til Obsidian, som jeg så kan bruge som reference mens jeg skriver i Bear, IA Writer, Craft eller hvilken Markdown-noteapp der nu lige er le hotness du jour.
Hvis jeg ikke falder over noget radikalt bedre, så bliver dét workflow nok også kernen i mit projekt på DDC – men jeg kan mærke allerede nu, at det nok også kommer til kort på nogle punkter.
Dels er Reader måske ikke solidt nok til mange store pdf’er, og så tror jeg det vil være en god idé at blive bedre til at samle referencer på videnskabelige artikler og bøger. Jeg ville også gerne finde en god løsning til at skabe (visuelle?) sammenhænge mellem både artikler, citater/highlights, noter og andet materiale.
Måske er det (igen-igen) Obsidian eller Craft, måske er det mere niche-agtige tjenester som Heptabase eller Remnote, eller måske skal jeg stykke et kludetæppe sammen af en masse forskellige apps og værktøjer.
Og så er der jo også på godt og ondt kommet en decideret røvfuld af AI-tjenester derude, som kan hjælpe med at finde, udforske, citere og perspektivere videnskabelige artikler (se fx Connected Papers, Elicit eller Proem), og om ikke andet bliver de interessante at prøve.
Foreløbig har jeg dog – helt ukarakteristisk – valgt ikke at omkalfatre hele mit system, før jeg har haft de første dage på DDC og er blevet lidt klogere på både mit projekt.
Og så er det nok også en rigtig god idé at tale med mine nye deltids-kolleger på SDU for at høre hvordan de arbejder. Jeg har trods alt ikke “gået på universitetet” i over 25 år, og der er mildest talt sket meget siden dengang…
Uanset hvad, så glæder jeg mig til at komme gang med projektet – og ikke kun fordi det giver mig anledning til at finde noget nyt lege…undskyld, værktøj.