Jeg har givetvis skrevet om det før, men jeg fik lige en påmindelse om, at mit årsabonnement på blog-værktøjet Blot.im skal fornyes om snart – og det er en god anledning til at gøre lidt reklame.
Jeg er vel på tredje eller fjerde år med Blot som mit blog-tool, og jeg ælsker stadig den superenkle tjeneste, som basalt set overvåger fire mapper i min Dropbox, og offentliggør indholdet på nettet som min blog.
Sammen med Draft-appen gør det bloggingen supernem, fordi jeg bare skal skrive en tekst i Drafts, og så har jeg sat en action op til at gemme filen i den rigtige Dropbox-mappe, og så er Bob din onkel og posten publiceret 👍
Det er lidt mere fiflet med billeder, men med Drafts, TextExpander og et par Shortcuts er også dét blevet så let som en plet.
Samtidig betyder det, at jeg altid har alle blogposts og billeder liggende i min Dropbox, som helt enkle filer der jo syncer alle vide vegne – også meget lille risiko for at blive låst inde eller miste alle mine skriblerier.
Så jeg har lige skiftet tema på bloggen, og tager nok et år mere – til $20 er det lige til at overskue, selv hvis jeg skulle finde et alternativ (og jeg ved søreme ikke lige hvad dét skulle være).