Jeg bliver nødt til på forhånd at undskylde min totale mangel på viden i det efterfølgende. Så hvis du er fotografsnob og/eller professionel og sidder og tænker, “hold kæft, en amatør”, så har du ret 😃
For selvom jeg i midten af 2010’erne snusede til “rigtigt” fotografi med et anstændigt begynder-Nikon, så blev jeg aldrig særligt god. Og efter et par år med halvhjertede eksperimenter forærede jeg kameraet til min far, og gik all-in på iPhone-fotografi – hvilket så også har været supersjovt, og mobilkameraerne er jo bare blevet bedre og bedre.
Anyway, vi spoler frem til januar 2024, og jeg sad sådan lidt formålsløst en aften og zappede omkring på YouTube, hvor jeg faldt over The Verges anmeldelse af en nyt Hasselblad-kamera.
Jeg var ikke på jagt efter kameraer, og slet ikke i Hasselblad-klassen, og ville i øvrigt ikke kunne finde ud af at bruge det, selv hvis nogen kom og gav mig ét som gave.
Det var mere ovre i genren “jeg ser tests af Rolls Royce, VW Buzz og Polestar-biler, fordi jeg synes de er flotte og har noget spændende tech og det er sjovt at se på.”
Helt afgjort mere underholdning end research, altså.
Hvorom alting er, så vækkede Hasselblad-anmeldelsen noget i mig. Og jeg er ikke for hovskisnovski til at indrømme, at det var en seriøs omgang dimsuenza – én af de der gange, hvor man bare har rigtig meget lyst til at købe noget, selvom man ikke har brug for det, bare fordi det er… lækkert designet, og lader til at være kram.
Nå, jeg kiggede videre på Hasselblad-videoer, men måtte alligevel erkende at det var en tand for hardcore.
Og så var jeg faldt over en test af Leica Q3 – et lille, matsort, fantastisk designet og (siger anmelderne) aldeles glimrende kamera, som jeg øjeblikkeligt blev forelsket i. (Jeg er nemlig heller ikke for fin til at erkende, at designet her betød meget for min fascination).
Det endte med at jeg brugte i hvert fald et par timer tid på at se den ene Q3-test efter den anden, og selvfølgelig også dykkede ned i tests af den tidligere version Q2, som kommer i en såkaldt Monochrom-udgave, der kun kan tage – you guessed it – sorthvide billeder. Dét er hardcore.
Utroligt nok var det lykkedes mig at se alle videoerne om Q3 uden at støde på en pris, eller i hvert fald uden at det havde sat sig fast på hjernebarken.
Så forestil jer mit ansigtsudtryk, da jeg – egentlig mod bedre vidende – lige gik ind på Pricerunner for at tjekke, hvad sådan et Leica Q3 går for idag?
Svaret er – i størrelsesordenen 46.000 danske kroner.
Yikes.
Den gode nyhed er, at det så betyder at jeg ikke kommer til, i et overstadigt øjeblik, at impulskøbe et Leica Q3 – der er grænser for galskaben. Min pensionsopsparing overlever.
Den dårlige nyhed er naturligvis, at jeg ikke kommer til at lege med et Leica Q3. Suk.
Bagefter begyndte jeg i øvrigt også at grave lidt yderligere rundt på Leicas hjemmeside, og faldt over M11-modellen, som jeg også (skamløst overfladisk) synes ser virkelig lækker ud.
Dét kamera koster så, ifølge Pricerunner, bare 68.000 kroner.
Jeg tror jeg bliver på min iPhone indtil videre…