|||

Kagi midtvejs-status

For nylig skrev jeg om mit lille eksperiment med at hoppe fra DuckDuckGo over på betalings-søgemaskinen Kagi, og samtidig prøve at bruge Kagi-folkenes browser, Orion.

Nu er jeg et par uger inde i forsøget og bringer her en kort status-opdatering.

Kvalitet

Jeg er fuldt ud tilfreds med søgeresultaterne, som jeg faktisk helt subjektivt oplever som bedre end både Brave og DDG. Jeg kan ikke rigtig sammenligne med Google, fordi jeg ikke har brugt Google-søgninger i årevis efterhånden…

Resultaterne bliver også præsenteret helt enkelt og fint på, så jeg har virkelig intet at klage over – selvom jeg heller ikke endnu har oplevet en af de situationer hvor man bare ikke rigtig kan finde det man leder efter. Det er jo dér, søgemaskinerne for alvor bliver stresstestet.

På et endnu mere subjektivt niveau, så synes jeg at Kagis hunde-maskot er lidt cool. Også selvom jeg normalt identificerer mig mere med ænder og derfor burde være mere til DuckDuckGo… (Anders - and - get it?) 😉

Det hjælper også at Kagis website bare er virkelig skrabet på en fin måde – hvor DDG jævnligt på en eller anden facon lykkes med at smide alle mulige bannere og kort og annoncer på forsiden, uanset hvor meget jeg prøver at tilpasse visningen…

Til gengæld har jeg måske overrasket mig selv lidt ved ikke at bruge de nye AI-funktioner oftere. Det er nok dels fordi jeg glemmer de overhovedet er der, dels fordi de måske alligevel er lidt svære at inkorporere i workflowet i det daglige?

Økonomi

Kagi er som nævnt en betalingstjeneste, og jeg valgte at begynde på en $5/måned-ordning, som giver mig adgang til 200 søgninger og et eller andet antal tokens til AI-funktionerne.

Her 14 dage inde i den første måned er jeg allerede på 171 søgninger – og det er jo endda inklusive en påske hvor jeg faktisk holdt en del fri fra computeren.

Jeg kan altså næppe regne med at kunne klare mig med mine 200 søgninger en hel måned. Ifølge Kagi anbringer det mig så i den øverste 1% af netbrugerne når det angår antallet af søgninger? Det synes jeg alligevel lyder lidt vildt.

Anyway, hos Kagi kan jeg så vælge at betale 1,5 cents pr søgning derefter (jeg kan selv sætte grænser for hvornår jeg vil notificeres om mit forbrug, og hvornår kassen bare skal smækkes i), og her den første måned bliver det nok dét, jeg prøver – for at se hvad jeg ender på.

Alternativet er nemlig at fordoble abonnementet til $10, og det er alligevel en slat.

På det niveau får man ganske vist hele 700 søgninger om måneden, og det vil jo i hvert fald være nok – men spørgsmålet er så om det aligevel bedre vil kunne betale sig at blive på mellemniveauet og betale pr ekstra søgning?

Vi får se.

Orion

Så var der også lige det med Orion-browseren. Jeg havde ikke egentlig nogle vægtige grunde til at ville bruge den i stedet for Safari, udover nyhedens interesse og lidt flere valgmuligheder når det gælder opsætning og installationen af udvidelser.

Så da jeg første gang stødte på problemer med brugen af 1Password-udvidelsen, sprang jeg ret hurtigt tilbage til Safari.

Forleden overspringshandlede jeg dog lidt og fandt ud af, at det er et kendt problem som de åbenbart har arbejdet længe på – og som muligvis langt om længe er ved at finde en løsning i samarbejde med 1Password-folkene. Det ville være rart.

Ellers er Orion en fint designet Safari-klon, der dog altså kan tweakes lidt mere, og hvor Kagi selvfølgelig bare er standard-søgning som udgangspunkt.

Jeg skal dog nok lige have leget lidt mere med Orion før jeg er parat til en fuld anmeldelse.

Up next På besøg i Genstart på P1 Det er søreme blevet forår
Latest posts Fantastiske Fantastical med forbedret Todoist-integration Shopping under broen Fjernoptagelse med funktionssyge Usynlige filmtricks Nice spot Opdatering fra manipulator-land En tur på skolebænken igen med Coursera Sløv søndag Tekst-manipulator Røsnæs Rundt Meta-mastodon Lys, vand og skygger Er RCMD-appen det digitale benspænd jeg har brug for? En uge med udskrifter i Apple Podcasts Der er lyserødt derude How to Blow Up a Pipeline Årets Uafhængige Podcast – RumSnak Pomodoro-eksperiment med AI-twist Tot – uden knold Musik i listeform Close but no Korte noter – nu i Obsidian Man trækker i en løs tråd… Korte noter Hvilested med hvileplads Tekstet for poesihæmmede Blad i forårssol Anti-mål Grundstofdag har fået sin egen side Nostatrip med troubaduren Har jeg nævnt at jeg godt kan lide tåge