Jeg har altid været stor fan af rss-feeds, som jeg synes er en fantastisk måde at holde sig opdateret på mange forskellige nyhedsplatforme, blogs og andre medier.
Det var et supergodt værktøj til research af mulige historier til Harddisken før i tiden, og jeg har holdt fast i vanen med at tjekke mappen med tech-feeds siden.
Derudover har jeg mapper med 5-30 forskellige kilder indenfor fx nyheder og videnskab - og så min faste “morgen-mappe” med et håndkurateret udvalg af en blanding af underholdning, topnyheder, teknologi, gadgets, tips og tricks og så videre.
I virkeligheden er det jo min egen personligt sammensatte avis.
Hvorom alting er, så er jeg i disse dage igang med at tjekke nye apps og tjenester til samling og læsning og ikke mindst deling af historier via rss. Det skyldes et nyt behov for at kunne dele dem med særlige tags i bestemte formater, og det er sådan set lige meget.
Men selvom der er enkelte ok apps og tjenester derude - jeg har fx været betalende bruger af Feedly i en del år efterhånden - så er det afgjort en af de situationer, hvor intet af det eksisterende passer lige præcis til mine behov.
Og sådan er det stort set altid med software for mig, synes jeg. Hvis jeg dog bare kunne få lov at håndplukke features, design og knapper fra de bedste 4-5 apps, så ville alting være meget bedre…
Foreløbig tester jeg - udover Feedly - også Inoreader som backend, og Reeder og Unread som selve læseapps’ene.