Hvornår lærer jeg det?
Tilsyneladende aldrig, for i går gik jeg igen til et arrangement i Hifiklubben, hvor vi lyttede god musik på et virkelig, virkelig godt anlæg.
Sådan i klassen lige under den halv million-godt.
Blandt andet inklusive B&W’s halv-crazy 800 D3, der vejer 110 kilo stykket, og lyder fuldstændig sublimt i mine ører.
Nu kan man nok godt klare sig med mindre, men hvis man havde penge og pladsen, så tror jeg at jeg ville gå all-in på high-end…
(Hvor lagde jeg nu min LOTTO-kupon?)
Andledningen denne gang var i øvrigt klubbens selvopfundne #hifidag, hvor de i 99 butikker spillede 99 forskellige klassiske albums fra musikhistorien - en glimrende idé, synes jeg faktisk.
På Nørrebro hørte vi Stones’ Let it Bleed, der åbner med det fuldstændigt fantastiske Gimme Shelter.
Hold. Nu. Op.
Hvis man lige vil have lidt ekstra kuldegysninger, så tjek YouTube-klippet her fra filmen 20 Feet From Stardom, hvor backing-sangeren Merry Clayton fortæller om dengang hun blev hevet ind for at synge med på Gimme Shelter. Helt fantastisk.